Nr. 6 - august 1998
 
Socialistisk Revy
hjemmeside
 
Indhold nr. 6

Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
4 Kort nyt
8 Stop nazisterne
12 Rusland
18 Zimbabwe
20 Sport på sprøjten
 
Teori/historie
10 Statskapitalisme
15 Dialektik
24 1848
 
Andet
7 Krise og revolution
14 USA på vrangen
23 Månedens bog
26 Marxisme
27 Anmeldelser
27 Derfor socialist
31 Mød IS

Socialistisk Revy nr. 6 – Side 4 – August 1998

Kort Nyt

USA: Arbejderne viser styrke
Japan: Mørke udsigter for Solens Rige
Uddannelse: 14.088 afvist
Balkan: Offer for stormagters strid

Arbejderne viser styrke

"USA minder måske endnu ikke om Frankrig, som hvert eller hvert andet år lammes af en strejke, men pludselig er de amerikanske fagforeninger gået på gaden på en måde, der ikke er set i årtier." - New York Times

9.200 arbejdere på 2 fabrikker hos General Motors (GM) i USA afsluttede i slutningen af juli en 2 måneder lang strejke. Kort før strejken sluttede, forberedte arbejderne på 5 andre fabrikker sig på at tilslutte sig strejken.

GM menes at have tabt 2,2 milliarder dollars i løbet af de to måneder. Da strejken sluttede, lå 27 ud af GM's 29 samlefabrikker stille, og 190.000 timelønnede var sendt hjem. Som vi så i mindre målestok under forårets strejke i Danmark, betyder "Just-in-Time"-produktion, at selv få tusinde arbejdere kan trække hundredtusindvis af arbejdere med ind i en konflikt.

USA er ikke det middelklassesamfund, vi ser på TV. Arbejderklassen er ved at genvinde sin styrke

Strejken skyldes en bevidst strategi fra GM om at flytte produktionen til bl.a. Mexico og Brasilien for at slippe for overenskomster med fagforeningen og for regler om arbejdstid og mindsteløn.

GM-strejken kom mindre end et år efter, at 185.000 transportarbejdere hos United Parcel Service (UPS) sidste sommer vandt en klar sejr efter at have strejket i 16 dage. UPS-arbejdernes sejr har været en opmuntring til andre arbejdere og har betydet en genoplivning af den amerikanske fagbevægelse. Flere steder er der stadig større strejker i gang i USA.

I starten af juli demonstrerede over 20.000 bygningsarbejdere i New York imod, at bystyret havde givet arbejdet med en større udvidelse af undergrundsbanen til et firma uden overenskomst med fagforeningen. "Hvis først man lader folk uden for fagforeningen få en fod indenfor, er de næsten umulige at få ud igen," sagde en af bygningsarbejderne.

Demonstrationen udviklede sig til et større slagsmål med politiet. Men selv om medier og politikere forsøgte at skyde skylden på "udefrakommende ballademagere", kan de ikke skjule, at flere og flere amerikanske arbejdere er villige til at bruge radikale midler i kampen for deres rettigheder.

Strejkerne udtrykker en meget modsætningsfyldt situation i det amerikanske samfund. I 70'erne og 80'erne var arbejdsløsheden høj. Reallønen faldt, og arbejdstiden steg – langt mere end i Europa. I dag er arbejdsløsheden faldet i hvert fald i nogle brancher, og arbejderne er ikke så bange for at gå til modstand. Når der samtidig tjenes enorme profitter – GM's tab under strejken kan tjenes ind på godt 3 måneder – kan det ikke undre, at arbejderne slås for at få deres andel.

Men opsvinget i USA's økonomi betyder ikke, at konkurrencen er væk. Trods de enorme profitter foregår der en kamp på liv og død mellem de enkelte virksomheder - såvel nationalt som internationalt. Af de tre store bilfabrikker i USA har GM et langt mere forældet produktionsapparat end Chrysler og Ford. Selv en gigant som GM – verdens største selskab – er ikke usårlig over for konkurrencen fra andre store selskaber.

For bosserne i GM, UPS, Caterpillar og alle de andre er det en kamp om magt og privilegier, som de vil bruge alle midler for at bevare. Omkostninger har de tænkt sig, at deres arbejdere skal bære – i form af fyringer og øget arbejdstempo. GM har fyret 38.000 arbejdere siden 1993 og ønsker at fyre 50.000 mere – samtidig med, at produktiviteten er steget med 14 pct. siden 1994.

USA har aldrig været det middelklasse-samfund, som utallige TV-serier fortæller os. I en situation med opsving samtidig med skærpet konkurrence er det næppe sidste gang, vi har set arbejdere i USA slås i tusindvis for deres rettigheder.

Toppen af siden

Mørke udsigter for Solens Rige

"Situationen er ret så alvorlig," indrømmede en højtstående embedsmand i det japanske finansministerium.

Dette er en underdrivelse. Japan, verdens næststørste økonomi, er officielt i krise. Dets økonomi havde for første gang i 20 år negativ vækst. Nationalindkomsten faldt med en årlig rate på 5,3 pct. i de første tre måneder af 1998.

John Llewellyn, international cheføkonom i det britiske investeringsfirma Lehman Brothers sagde: "Investorerne kan ikke se nogen klar bundgrænse for yen'ens fald. Det er på tide at skalke lugerne."

Peter Morgan, økonom hos HSBC Securities Japan, sagde: "Japan er enten på kanten af en deflations-spiral eller allerede inde i den." "Den grundlæggende opfattelse er, at situationen ikke vil blive bedre," sagde Kiichi Murashima, økonom ved Nomura Research Institute.

Firmaer som Nissan har problemer. Firmaet er blevet sat i højrisiko-gruppen af Standard and Poor's vurderingsbureau, som bankfolk bruger til at vurdere kreditværdighed. Mindst 90 andre firmaer er i samme båd, deriblandt All Nippon Airways, Sumitomo Real Estate, 22 banker og ni af de største forsikringsselskaber. I virkeligheden har Japan ligget stille i det meste af 1990'erne.

Årsagerne til Japans tilbagegang skal søges i bobleøkonomien i slutningen af 1980'erne. Et lettilgængeligt lånemarked virkede som brændstof i et opsving, der spredte sig fra industrien til spekulation i ejendomme og aktier. I USA blev der bygget en fabrik, som kunne producere 450.000 køretøjer om året.

Da økonomien begyndte at vende nedad i begyndelsen af 1990'erne, kunne bankerne konstatere, at de sad med massive lån, de ikke kune gøre sig håb om at få betalt tilbage, mens store selskaber var tynget af en enorm gældsbyrde. Problemet med dårlige lån kan have et omfang på 100 trillioner yen, svarende til 5000 milliarder kroner.

De fallerede selskabers nettoforpligtelser er højere i forhold til nationalindkomsten, end de var i USA under den store depression i 1930'erne.

Under Japans sidste store økonomiske krise i 1970'erne var problemet inflation. Nu er det deflation.

Økonomien er så presset, at engros-priserne falder. Forbrugerne sparer på pengene i stedet for at bruge dem.

Denne deflations-spiral har lammet magthaverne i Japan. Sidste år hævede den japanske regering skatterne i jagten på den "finanspolitiske ansvarlighed", som finansministre holder så meget af. Dette medvirkede til at standse en begyndende økonomisk genrejsning.

Nu er regeringens idé at pumpe milliarder ind i økonomien for at få gang i inflationen og tilskynde folk til at forbruge og derved kickstarte økonomien.

Men det er et farligt spil. Inflation kan måske få yen'en til at gå ind i et frit fald på aktiemarkederne. Allerede nu har den nået den laveste kurs i 7 år i forhold til dollaren. Bankerne er under pres for at kræve deres lån indfriet. Dette har allerede ført til en bølge af fallitter i Thailand og Indonesien.

Japans økonomiske krise har antaget et omfang, der truer stabiliteten i hele verdensøkonomien. Den thailandske vicepremierminister advarede i begyndelsen af juni om, at den kunne fremskynde endnu en asiatisk krise og, som resultat heraf, en global økonomisk nedtur.

OECD har beregnet, at sammenbruddet på de asiatiske markeder og den billigere eksport vil forøge USA's balanceunderskud med 100 milliarder dollars i 1997-99.

I USA har aktiemarkedet været inde i sin egen spekulative boble gennem de seneste år. Indtil nu har de amerikanske og europæiske banker og finansministre indtaget den selvtilfredse holdning, at den østasiatiske krise kun har haft en ubetydelig virkning på deres egne økonomier.

Men boblen kan være ved at briste, og de japanske lidelser kan vise sig at være starten på en global sygdom.

Alex Callinicos
- i Socialist Worker 20. juni 1998

Toppen af siden

14.088 afvist

Undervisningsminister Margrethe Vestager glæder sig over, at der i år "kun" er blevet afvist 14.088 ansøgere til de videregående uddannelser. Hun glæder sig over, at ansøgerne er blevet mere "mobile" og "realistiske" i deres ansøgninger.

Dermed har Vestager vist, hvis interesser hun ikke varetager: de studerendes.

Undervisningsministerens glæde bygger på, at antallet af afviste er faldet med næsten 2.000 – på trods af, at der ikke er skabt flere uddannelsespladser. Det er kun bureaukrater og politikere, der kan glæde sig over det. For dem drejer det sig bare om nogle tal. Men de overser, at det drejer sig om mennesker, der ikke får opfyldt deres forventninger. Og de undlader behændigt at nævne, at næsten hver fjerde ansøger fortsat bliver afvist.

Glæden over ansøgernes "mobilitet" og "realisme" er en bureaukratisk glæde. Mobiliteten og realismen udtrykker, at mange opgiver at søge ind på deres foretrukne uddannelse, men vælger anden- eller tredje-prioriteten. Problemet er bare, at den slags fører til senere skift af studier, eller at mange helt afbryder studierne.

Når Margrethe Vestager og andre kan fremvise denne glæde, så glæder de sig i virkeligheden over, at unge indretter sig efter systemet i stedet for at kræve systemet indrettet efter folks ønsker og behov.

Afvisningen af de 14.088 ansøgere bygger nemlig ikke på en eller anden objektiv lov, der siger, at der fx. på pædagoguddannelsen kun er 5.898 pladser. Antallet af pladser er politisk bestemt. Det er politikerne og erhvervslivet, der afgør hvor mange pladser, der skal være på de enkelte uddannelser.

Men deres vurderinger passer sjældent med virkeligheden. Det er der to årsager til. Den ene er, at de fleste politikere mener, at erhvervslivets interesser er vigtigere end de studerendes ønsker.

I 80'erne under daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, blev der skåret ned på uddannelsen af bl.a. lærere og sygeplejersker – grupper, som der i dag er mangel på. Omvendt blev der flere pladser inden for fx. handelsuddannelserne – med det resultat, at der i dag er stor arbejdsløshed inden for området.

Det er ikke nogen kunst at beregne behovet for folkeskolelærere 6 år i forvejen. Men den liberale Haarders planøkonomiske styring af uddannelserne skete ud fra rent ideologiske motiver: Der skulle udklækkes rigeligt med folk, hvis uddannelse var direkte tilpasset erhvervslivets ønsker – på bekostning af fx. behovet for sygepleje.

Den anden årsag er, at systemet med adgangsbegrænsning på mange andre områder aldrig har kunnet skue 5, 10 eller 20 år ind i fremtiden.

Politikere, uddannelsesplanlæggere og erhvervslivet forsøger at gennemføre planlægning i en økonomi, som er grundlæggende kaotisk og anarkistisk. Ingen kan forudsige, hvordan den kapitalistiske økonomi vil udvikle sig. Ingen økonomer forudså for bare to år siden, at Asien ville blive ramt af en økonomisk krise, der truer med at trække hele verdensøkonomien ned.

Over for dette kaos er politikerne magtesløse. Det er grunden til, at de absolut ingen forestillinger har om, hvordan uddannelsessystemet kan indrettes efter de studerendes ønsker. I stedet mener de, at det er de studerendes eget problem, hvis de ikke indretter sig efter systemet.

Martin Johansen

Toppen af siden

Offer for stormagters strid

450 mennesker – mest albanske civile – er indtil nu blevet dræbt i krigen mellem de serbiske styrker og den albanske oprørshær i Kosova-provinsen. De gængse forklaringer henviser til balkansk stridbarhed, urgammelt had eller serbernes herrefolksmentalitet.

Et nærmere kig på Kosovas historie fortæller dog noget helt andet. Kosova, hvor der bor 90 pct. albanere og kun 10 pct. serbere, har i hele dette århundrede været kastebold i skiftende stormagters kamp om magt og indflydelse.

I starten af dette århundrede var Balkan domineret af to imperier, det ottomanske (tyrkiske) og det østrig-ungarske, med en række andre magter trippende i kulisserne.

I 1913 blev stormagterne enige om at dele Balkan op i en række stater. Denne grænsedragning fandt sted helt uden at tage hensyn til de konkrete etniske gruppers fordeling. Staten Albanien blev dannet på en sådan måde, at kun halvdelen af regionens albanere boede inden for staten, resten befandt sig i Serbien (Kosova), Makedonien og Grækenland.

Flere tusinde albanere er flygtet fra deres hjem i Kosova

Albanien blev da heller ikke dannet af hensyn til den albanske befolkning, men fordi Østrig-Ungarn og Italien ville sikre sig, at Serbien, som var Ruslands vasalstat, ikke havde direkte adgang til Adriaterhavet. Grækenland, Serbien og Bulgarien havde selv planer om at dele Albanien mellem sig, men kunne ikke blive enige om opdelingen.

Stormagternes hemmelige planer om Albanien kom først frem, da bolsjevikkerne tog magten i Rusland og åbnede de hemmelige arkiver i 1917.

Efter første verdenskrig blev grænserne igen trukket om. Og i 1920'erne begyndte den serbiske stat at tvangsforflytte albanere til Tyrkiet eller Albanien. Et veritabelt apartheid-regime blev oprettet, hvor det lille serbiske mindretal sad solidt på magten.

Under anden verdenskrig samarbejdede en del albanere derfor med de nazistiske besættelsestropper. Men også kommunistpartiet havde opbakning blandt albanerne, fordi de officielt stod på den oprindelige bolsjevikiske linie om nationernes ret til selvbestemmelse og forlangte, at albanernes tilhørsforhold skulle afgøres ved en folkeafstemning efter krigen.

I det Jugoslavien, som opstod efter anden verdenskrig, forblev Kosova en del af Serbien, men fik dog status som selvstyrende område. Det sejrende kommunistparti under Tito glemte hurtigt alt om nationernes ret til selvbestemmelse, og derfor blev Kosova ikke en egentlig republik – hvilket ville have tilladt området at bryde med føderationen. Området forblev stærkt underudviklet med en levestandard langt under og en arbejdsløshed langt over landsgennemsnittet.

Serbiens Milosevic brugte Kosova som springbræt til sin egen politiske karriere. Og da han fik magten afskaffede han Kosovas selvstyre i 1989.

Siden har Kosova været brugt, hver gang Milosevics opbakning var dalende.

Siden 1989 har albanerne drevet en slags skyggestat med eget skole- og hospitalsvæsen under jorden ledet af Ibrahim Rugova. Han har hele tiden sat sin lid til Vesten og håbede, at Vesten ville garantere Kosova-albanerne deres frihed. Men Dayton-aftalen, som sluttede krigen, anerkendte Kosova som en del af Serbien.

Nok en gang havde stormagterne trukket nogle grænser ned over hovedet på albanerne, og det var det, der til sidst fik den militante nationalistiske fløj i KLA, Kosovas Befrielseshær, til at vinde opbakning. Vestens såvel som Serbiens holdning har været med til at radikalisere den albanske befolkning. Oprindeligt ønskede de blot deres selvstyre-status tilbage, nu er der flere og flere, der kræver en selvstændig stat, evt. en sammensmeltning med Albanien.

Socialister må ubetinget støtte albanernes kamp for selvbestemmelse og, hvis de ønsker det, deres egen stat. Såvel en stormagtsløsning som fortsat serbisk undertrykkelse vil kun fastholde Kosova-albanerne i en situation, hvor de ikke kan bruge deres eget sprog, udsættes for diskrimination og lever i fattigdom. Så længe den tilstand fortsætter, vil nationalismen stå stærkt i Kosova.

Støtte til kampen for selvbestemmelse betyder dog ikke støtte til nationalismen, som ikke kan løse problemerne for arbejdere og bønder i Kosova. Deres allierede skal de søge hos deres ligestillede over resten af Balkan - hos arbejderne i Serbien og Grækenland.

Arbejdere over hele Balkan lider under konsekvenserne af stormagtsrivalisering og undertrykkelse fra deres egne magthavere, men nationalistisk ideologi får dem til at slås mod hinanden i stedet for mod magthaverne.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at befrielseshæren KLA vil udfordre nationalismen. Selv om KLA hovedsageligt har angrebet politiet og hæren, så er der dog også sket overgreb mod almindelige serbere. I stedet for at angribe de serbere, der lider lige så meget under undertrykkelsen som dem selv, burde de forsøge at vinde dem for en fælles kamp mod den privilegerede overklasse, der undertrykker dem – og mod de stormagter, der lever højt på, at arbejderne på Balkan er splittet af nationalisme.

Soc. Revy – hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy – indhold nr. 6