Nr. 13
Marts-april 1999

Socialistisk Revy
hjemmeside

Abonnér

Indhold nr. 13

Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
4-5 Overblik
6 Skrot militæret
6 Overenskomst: Stem Nej!
7 Gymnaisiet
7 Lærerne
8 Nazister ud!
9 Aktionsprogram
 
Internationalt
9 Kurderne
10 PKK
10 Kosova
11 Genforskning
 
Baggrund
12 Politiet
14 Kvindekamp
16 Tysk revolution
19 Iran 1979
21 Iran 1999
22 Interview Holger K.
 
Andet
24 Anmeldelser
31 Mød IS
28 Rektorvælde

Socialistisk Revy nr. 13 - Side 3 - Marts-april 1998

Studenterbevægelse i støbeskeen

Den kampagne, som har været ført på en lang række uddannelsessteder landet over under sloganet "Nu er det nok", har ubetinget været en succes. Alene antallet af personer, som har deltaget i protestmøderne forud for aktionsdagen d. 17. marts, har været overvældende.

Med kampagnen er det for første gang i årevis lykkedes at samle aktivister på uddannelsesstederne til at organisere en fælles kamp for at stoppe forringelserne.

Initiativtagerne bag kampagnen mener selv, at "vi beder ikke om så meget - vores ønsker er få og simple," som det udtrykkes. Men indholdet i kravene er langt fra så beskedent.

Et eksempel er kravet om mere demokrati. Fra regeringens side har man længe arbejdet for det stik modsatte: større indflydelse til rektorer og institutledere, mere direkte indflydelse fra erhvervslivet, begrænsning af de studerendes indflydelse.

Fromme løfter

Det eneste, som de studerende har fået tilbudt til gengæld, er fromme løfter fra rektorer, lektorer og undervisningsministre om, at "vi vil skam godt høre på jeres ønsker, hvis bare I vil udfylde jeres pladser i de styrende organer." Men mange steder er den konkrete erfaring, at man ikke engang gider lytte til de studerende i disse organer. Beslutninger bliver truffet på forhånd uden at lytte til modargumenter. Vigtige dele af uddannelsespolitikken afgøres bag lukkede døre under finanslovsforhandlinger.

Kravet om mere demokrati og direkte indflydelse er derfor ikke noget beskedent krav - det er et radikalt krav om at begrænse rektorernes, regeringens og erhvervslivets indflydelse på uddannelserne. Det handler i virkeligheden om en kamp mellem forskellige politiske opfattelser af, hvem uddannelsessystemet skal tjene: Erhvervslivets økonomiske interesser eller de studerendes interesser.

Et andet eksempel er kravet om at fastholde kvote 2 optaget. Det er et krav, der udtrykker solidaritet og peger på, at uddannelserne ikke bare skal udklække kandidater hurtigst muligt og billigst muligt, men være et middel til at øge ligheden i samfundet.

Derfor adskiller "Nu er det nok!"-kampagnen sig afgørende fra de sidste mange års kampe og aktioner blandt uddannelsessøgende. I en lang periode har disse kampe været rettet mod meget konkrete forhold: Gymnasieelevernes kamp mod opstramning af fraværsregler i 1998, de studerendes kamp mod stopprøver i 1994, kampen mod at indføre gebyrer i 1991.

"Nu er det nok!"-kampagnen indeholder nogle langt mere offensive krav om en anden måde at indrette uddannelsessystemet på. Og den store opbakning bag kampagnen viser, at der blandt studerende er den samme generelle utilfredshed med regeringens borgerlige politik, som vi også finder hos titusindvis af arbejdere.

Derfor er der - uanset hvad bevægelsen har opnået her og nu - grund til at forvente, at bevægelsen kan vokse sig meget større i fremtiden.

Dette er ikke mindst vigtigt at fastholde, fordi medier og politikere vil forsøge at nedgøre bevægelsen og sige, at den jo kun tiltrak et mindretal af de uddannelsessøgende. De vil latterliggøre kampagnen og sige, at den kun er en svag afglans af 1970'ernes mere radikale studenterbevægelse.

Derfor er det en vigtig opgave efter "Nu er det nok!"-aktiviteterne at fastholde de politiske krav og de aktivister, som kampagnen har mobiliseret. Den vigtigste erfaring er her, at de studerendes kamp ikke først og fremmest skal føres gennem de styrende organer, men starter blandt de studerende selv. Kampagnens styrke har været at involvere flere tusinde studerende i diskussioner om uddannelsessystemets fremtid - og denne styrke må fastholdes ved, at de aktive studerende også i fremtiden rejser de politiske spørgsmål i de enkelte klasser eller på de enkelte undervisningshold.

Kampagnen har vist, at kampen for bedre uddannelser starter med organisering og diskussion nedefra.

Socialistisk uddannelsesfront

Den anden vigtige opgave er at samle de mange socialister, som findes blandt de uddannelsessøgende.

I øjeblikket er socialistiske uddannelsessøgende splittet op i en lang række forskellige organisationer. I mange tilfælde opfatter de sig som politisk isolerede i forhold til deres medstuderende. Men kampagnen har vist, at der er stor villighed til at lytte til socialistiske ideer, når de kan knyttes an til en konkret kamp.

En fælles socialistisk uddannelsesfront kunne for det første gøre de socialistiske ideer synlige på uddannelsessteder over hele landet. Dermed kunne det socialistiske svar på samfundets problemer blive rejst som et aktivt alternativ til de fremherskende borgerlige ideer.

Desuden ville det være oplagt for en socialistisk uddannelsesfront at rejse en kritik af uddannelsernes indhold og de funktioner, som studerende uddannes til at varetage.

For det andet kunne en socialistisk uddannelsesfront udgøre rygraden i det netværk af aktivister, som "Nu er det nok!"-kampagnen har været nødt til at bygge op helt fra grunden af. Hvis netværket allerede havde eksisteret i forvejen, så kunne kampagnen have haft endnu større succes.

Toppen af siden