I snart et år har arbejdere, studenter, arbejdsløse og småbønder været i aktion i Zimbabwe. Lene Junker har interviewet Tafadzwa, som selv har deltaget i kampene.

– De betingelser, som førte til Suhartos fald i Indonesien, minder meget om situationen i Zimbabwe. 62% af befolkningen regnes officielt som fattige. 60% af indbyggerne i (hovedstaden) Harare bor i skure. Almindelige folks levevilkår er faldet drastisk de sidste par år. Som modydelse på lån fra IMF (Den Internationale Valutafond) har Mugabes regering sat priserne op på brændstof og elektricitet og skåret ned på offentlige udgifter til sundhed og uddannelse. Desuden forværres forholdene af inflation og prisstigninger.

På den anden side plyndrer Mugabes lille elite de offentlige kasser til eget forbrug og egen økonomisk vinding.

– I december 97 annoncerede regeringen forringelser i krigsveteranernes underhold (tidligere guerillasoldater fra befrielseskampen). 100.000 er berettiget til dette underhold og mange tusinder gik på gaden i Harare, protesterede foran parlamentet og plyndrede butikker.

Senere i januar 98 bevirkede nye prisstigninger, at de fattige plyndrede fødevarebutikker i to dage. Regeringen satte hæren ind og otte blev dræbt.

Kort tid efter kom en stor demonstration organiseret af arbejdsløse og arbejdernes hustruer. Vi i ISO (International Socialist Organization) opfordrede via løbesedler arbejderne til at gå med og stille sig i spidsen for utilfredsheden. Det førte til en-dags generalstrejke i marts, hvor 90% af Zimbabwes ca. 2 millioner arbejdere deltog. Fagforeningerne organiserede modvilligt strejken.

Det gav stor optimisme og bevirkede, at 20.000 gik i demonstration første maj i Harare.

– Kravene er priskontrol med basisvarer, en mindste løn på 900 kr./måned (nu er den 300 kr./måned) og bedre sundhed. Og en femdages strejke er allerede vedtaget. Det fik Mugabe til at bede om forhandlinger i håb om at vinde tid og måske overtale fagforeningslederne til at opgive strejken.

Regeringen er presset. Den kan dårligt give indrømmelser uden at opgive nogle af sine egne privilegier og velstand eller uden at lægge sig ud med arbejdsgiverne og IMF. Men arbejderne står stærkere end nogensinde. Flere og flere melder sig ind i fagforeningerne og ca. 3/4 af Zimbabwes 2 millioner arbejdere er organiseret. Det er især bygnings- og transportarbejdere, arbejdere i tekstil- og plastikindustrien samt offentligt ansatte.

Vi opfordrer folk til at igangsætte strejken med det samme – forhandlinger vil kun resultere i luftige løfter. Det har vi set før.

– Der uddannes 65.000 studerende på universiteter og højere læreanstalter i Zimbabwe hvert år. De er ikke alle børn af eliten, så derfor rammes de også økonomisk af regeringens nedskæringer, fx kan kun 20.000 af de færdiguddannede hvert år finde arbejde. De kræver studiestøtte, faste priser, stop for korruption og Mugabes afgang.

Sidst i maj blev en landsdækkende studenterdemonstration mødt med politi og tåregas. Trods det fortsatte demonstrationer, “sit downs” foran parlamentet og besættelser af flere universiteter de følgende tre uger. Nu er flere universiteter og højere læreanstalter lukkede af politiet og de studerende sendt hjem. Nogle af studenterlederne er blevet anholdt. Men studenternes aktivisme kan blusse op igen – inspirationen fra de indonesiske studenter er meget stor.

– Utilfredsheden blandt arbejdere og studenter er klar og tydelig. Men også blandt de fattige arbejdsløse og småbønderne ulmer det. Fx har ca. 200 bønder, både sorte og hvide, besat 8 større farme og krævede den lovede jordreform igangsat. De har givet regeringen frist til august – ellers vil de besætte igen. Vi arbejder for at arbejderne skal stille sig i spidsen for utilfredsheden – også blandt studenterne, de fattige og småbønderne – og organisere et fælles oprør mod Mugabes elite og arbejdsgiverne.

Vi ser frem til en konference i efteråret, indkaldt af Zimbabwes LO for alle i opposition til Mugabe. Det vil måske føre til dannelsen af et rigtigt arbejderparti i Zimbabwe. Vi får travlt, for vi er aktivt med, både blandt studenterne og blandt arbejderne. Selvom vi kun er en lille organisation, så har vi en stor rolle at spille. Oprør og utilfredshed er der nok af i Zimbabwe. Men, hvad, der skal gøres for at vinde de kommende kampe, det bliver det afgørende spørgsmål. Derfor er det også afgørende, at ISO vokser, så vi bliver i stand til at få socialistisk politik ud til dem, der kæmper.

Socialist i Zimbabwe

ISO, International Socialist Organization, startede i 1989 som en studentergruppe på Harares universitet. Fra 1992 blev den en egentlig politisk organisation tilknyttet IS-tendensen.

I dag består ISO af både studerende og arbejdere og har to afdelinger i Harare samt en i Zimbabwes næststørste by, Bulawayo. De udgiver avisen Socialist Worker hver måned, som de sælger på arbejdspladser, ved busstoppesteder, på universitetet og på markedet.

På grund af en vis succes i det sidste års kampe, er de nu kommet i politiets søgelys. De chikaneres med småanholdelser og problemer med at få avis og løbesedler trykt. Derfor har ISO startet en indsamling, så de kan købe egne trykkefaciliteter.

Internationale Socialister havde samlet ind, og vi havde et lille bidrag med til Tafadzwa, som var ISO´s repræsentant på det internationale møde Marxism 98 i London.

Tafadzwa er 24 år og har været medlem af ISO siden 1994. Inden da var hun aktiv feminist. Hun er kontoruddannet og forfatter til ISO´s pjece Women, family and socialism.

En spændt situation

Efter syv års guerillakrig blev Rhodesia selvstændigt i 1980 under navnet Zimbabwe. Landet var blevet besat af British South Africa Company i 1890 ejet af Cecil Rhodes, efter hvem landet senere blev opkaldt. Selskabet indførte en af de mest brutale former for apartheidregimer, hvor det så sent som i 1970 blev bestemt at halvdelen af jorden skulle tilfalde de hvide bosættere, uagtet, at der var 25 gange så mange sorte som hvide.

Først i 1923 blev Rhodesia en egentlig engelsk koloni, da det hvide mindretalsstyre nægtede at indgå i Sydafrika. I 1953 forsøgte briterne at bevare kontrollen over området ved at sammenlægge det nuværende Zambia, Malawi og Zimbabwe i en selvstyrende koloni, der dog brød sammen allerede ti år efter.

I 70’erne begyndte ZANU-PF (Zimbabwe African National Union – Patriotic Front) at føre guerillakrig mod det hvide overherredømme, fra baser i nabolandene Zambia og Angola. Til sidst tvinges præsident Ian Smith til at indkalde til frie valg som ZANU-PF under Robert Mugabe vinder stort på et socialistisk program med landreformer, bedre vilkår for kvinder (der udgjorde en vigtig del af guerillahæren) m.m.. Landet tager navneforandring til Zimbabwe og hovedstaden fra Salisbury til Harare. Zimbabwe betyder “stenhusene” på den største etniske gruppes sprog, shoa, og henviser til de imponerende bygningsværker påbegyndt omkring år 800, og som de hvide nægtede kunne være lavet af sorte.

Ikke så snart er Mugabe kommet til magten førend han vender 180 grader og i stedet indbyder repræsentanter fra Smiths parti, Rhodesian Front, til at deltage i regeringen. Strejker forbydes og den vigtige minedrift bliver ikke nationaliseret som lovet, men får i stedet lov til fortsat at være på fremmede hænder.

Korruptionen er udbredt. En særlig støtteordning til veteraner fra frihedskrigen bliver annonceret umiddelbart efter Zimbabwe vinder selvstændighed og mange penge bliver samlet ind, men de forsvinder i politikernes lommer. I stedet for at fordele landet til den oprindelige sorte befolkning ejer Mugabes familie selv flere store farme, og flere ministre er blevet fanget i svindelsag med salg af biler.

Alligevel har ZANU-PF vundet alle valg, og Mugabes senste store sejr til præsidentvalget i 95 skyldes da formodentligt også en god portion valgsvindel.

Trods en markant anti-fagforeningspolitik har landet dog været rystet af flere spontane og sporadiske strejker. I perioden op til de hændelser, som Tafadzwa beretter om, havde en strejkebølge skyllet henover Zimbabwe i december 1997. Alle disse strejker har dog været ukoordinerede og derfor ikke været i stand til at udgøre en egentlig trussel mod Mugabes magt.

Det krav om forandring, der væltede Zaires/Congos diktator Mobuto Sese Seko sidste år og som flere gange de seneste par år har truet med at vælte Kenyas regent, Kenneth Arap Moi, har også påvirket den zimbabweanske befolkning.

Ligeledes havde Zimbabwes befrielse stor betydning for de sortes kamp mod apartheid i Sydafrika, der for alvor tog fart i 1984. Eftersom situationen i Sydafrika stadig er meget spændt, med bl.a. minearbejderstrejker, kan et folkeligt oprør i fx Zimbabwe føre til en bølge af folkelige oprør, der skyller henover Afrika og fjerner de upopulære regenter, som kun regerer med Vestens økonomiske og militære hjælp. En sådan bølge har mulighed for at sikre ordentlige vilkår for almindelige mennesker.

Socialistisk Revy nr. 6
aug 1998

Temasider

Nr. 6

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 6 – Side 18 – August 1998

Interview

Endnu en diktator står for fald

af Lene Junker

Socialist i Zimbabwe

En spændt situation

Socialistisk Revy nr. 6 aug 1998

Temasider

Nr. 6

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 6 – Side 18 – August 1998

Interview

Endnu en diktator står for fald

af Lene Junker

Socialist i Zimbabwe

En spændt situation

Socialistisk Revy nr. 6
aug 1998