[ Socialistisk Revy nr. 13 ]
Socialistisk Revy nr. 13
mar 1999

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 13

Udskriv artikel

 

Nr. 13

Side 4
· Israelsk imperialisme i modvind
· Amerikanske arbejdere organiserer sig
· Det dødbringende klassesamfund
· Pensionskasserne svindler
· Kriminaliteten falder

Side 5
· Psykopatiske erhvervsledere
· Indvandrere kan sikre velfærden
· Skandaløs udlicitering
· DA's grådighed stiger

Side 6
· Skrot militæret!
· Stem nej - forsvar solidariteten

Side 7
· Gymnasiets kvalitet i fare
· Stemning for strejke

Side 8
· Fagforeninger må på banen
· Nazisterne i Nørresundby

Side 9
· Brug aktionsprogrammet - kampen hænger sammen
· Interview: Er PKK en terror-organisation?

Side 10
· Intet håb for Kosova

Side 11
· Profit styrer farlig genforskning

Side 12
· Politiet - vores beskyttere?

Side 14
· Er kampen for ligestilling forbi?

Side 16
· Revolutionen der kunne have ændret verdens gang

Side 19
· Den iranske revolution (1978-79)

Side 21
· Iran 1999 - regimet ved en korsvej

Side 22
· Hvordan får vi et mere solidarisk samfund?

Side 24
· Slaveriets spøgelser
· Blandede følelser

Side 25
· Den politiske sangs mester

Side 26
· Oliver Stone: "Nixon"
· Israels historie
· Dødsfald

Side 28
· Rektorvældet er genindført!

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 13 – Side 16 – Marts/april 1999

Udskriv

Revolutionen der kunne have ændret verdens gang

Tyskland 1918-23 var præget af revolutionære tilstande. Charlie Lywood skriver her, at var revolutionen lykkedes, ville verden have set meget anderledes ud i dag. Og vi havde undgået såvel nazismens som stalinismens barbari

Den tyske revolution 1918-23 er meget lidt kendt. Dens forløber, den russiske revolution 1917, er derimod både berømt, berygtet og misbrugt. Lenin, Trotskij og bolsjevikkerne bliver præsenteret som dæmoniske forgængere til Stalin. Hvorimod deres tyske kammerater Rosa Luxemburg og Spartakusforbundet omtales noget mere sobert senest i Søndagspolitiken, d. 17. januar.

Forskellen ligger ikke i, at der var afgørende politisk forskel mellem Lenin og Luxemburg. Tværtimod roste Luxemburg den russiske revolution og bolsjevikkerne: "Al den ære og revolutionær kapacitet, de vestlige socialdemokrater manglede, repræsenterede bolsjevikkerne. Deres oktoberopstand var ikke blot den russiske revolutions frelse. Det var også den internationale socialisme æres frelse". Forskellen ligger derimod i, at den russiske revolution blev gennemført, mens den tyske led nederlag.

Betydningen af den tyske revolutions nederlag er lige så stor for vor tid som den russiske revolutions sejr og senere nederlag under Stalins kontrarevolution. Og erfaringerne fra den peger på alle de vigtige spørgsmål, der rejser sig i en socialistisk revolution: reformismen rolle både som organisator af kontrarevolutionen, men samtidig også dens evne til at svinge til venstre, når arbejderklasen bliver radikaliseret. Den ujævne udvikling af bevidstheden i arbejderklassen. Borgerskabets hævngerrighed og hensynsløshed. Og de radikale højrekræfters udvikling under kriser.

Den første fase af den tyske revolution i november 1918 betød, at Tyskland blev nødt til at trække sig ud af 1. verdenskrig. Samtidigt blev Kejseren væltet og Weimarrepubliken oprettet.

Det er ingenlunde rigtigt, at 1. verdenskrig alene stoppede, fordi de allierede styrker var overlegne. De tyske positioner kunne godt have været forsvaret længe endnu, men de tyske arbejdere, soldaterne og sømændene ville det anderledes.

Krigsmodstanden brød allerede ud i januar 1918, da en strejke i Berlin spredte sig til 80 andre byer. Der blev dannet et arbejderråd i Berlin, og deres krav handlede om fred. De lavede også en forbindelse til den russiske revolution. "Vi kræver hurtige fredsforhandlinger uden landanneksioner eller krigsgæld på basis af folkets ret til selvbestemmelse ... som det blev formuleret af det russiske folks repræsentanter i Brest-Litovsk." Strejken blev brutalt slået ned af politiet. 50.000 af de strejkende blev sendt til fronten. Men undertrykkelsen pustede bare til ilden.

Efter en forfejlet tysk sommeroffensiv kunne man se skriften på væggen. Da hærledelsen beordrede flåden i Kiel ud i en selvmordsoffensiv mod den overlegne britiske flåde, gjorde matroserne mytteri. De tog officererne til fange og allierede sig med arbejderne i byen og dannede et arbejder- og soldaterråd den 4. november 1918. Revolutionen var begyndt.

 

Revolutionens flamme spredte sig overalt i Tyskland, også til områder som nu er danske – Als, Tønder og Ribe. Alle steder tog arbejdere og soldater magten. Til sidst også i Berlin, hvor republikken blev erklæret den 9. november 1918 trods højresocialdemokraternes ihærdig indsats for at rede Kejserdømmet. Det var vel at mærke en republik som kun eksisterede på baggrund af arbejdermagten, organiseret i arbejder- og soldaterråd.

Denne situation indledte revolutionens anden fase fra januar 1919 til sommeren 1919.

Revolutioner kan ikke stå stille. Enten går de frem mod sin endelige gennemførelse eller også får kontrarevolution mulighed for at samle sig og genetablere den borgerlige orden.

Den tyske revolutionens karakter var i første omgang en demokratisk antikrigsbevægelse, som indholdt mulighed for en reel social revolution. Men kun en mulighed. Med hjælp fra højresocialdemokraterne samlede kontrarevolutionen sig. Den 4. januar 1919 blev der dannet et korps, Freikorps, af lejesoldater, hvis ryggrad var de gamle preussiske officerer fra den nu upålidelige Reichswehr. Dets opgave var at smadre arbejdermagten. Men det kunne kun lade sig gøre, hvis arbejderrådene blev svækket politisk.

[ Tysk revolution ]

Den tyske revolutions nederlag skyldtes, at de revolutionære socialister svingede mellem at kaste arbejderklassen ud i håbløse eventyr og at tøve for længe

I Rusland fik bolsjevikkerne flertal i rådene omkring september 1917. De kunne derfor argumentere for gennemførelse af Oktoberrevolution gennem arbejderrådene. I Tyskland havde Socialdemokratiet, SPD, sammen med USPD (SPD's venstrefløj, som blev smidt ud af SPD i 1917) flertal, mens kommunistpartiet (KPD) var en forsvindende lille minoritet. Da den militære offensiv blev sat ind mod det nydannede KPD i de såkaldte Spartakusdage i januar 1919, var de revolutionære derfor isolerede. Det kostede Rosa Luxemburg og Karl Leibknecht og hundreder af andre livet. Nok havde arbejderklassen taget nogle drastiske skridt til venstre, men den var endnu ikke parat til at tage skridtet fuldt ud. Det store flertal bakkede stadigvæk op bag SPD og troede på dem, da de hængte de revolutionære ud som mordere og anarkister.

Gennem det næste halve år gentog billedet sig i mange af de store tyske byer, således at regeringen med SPD i spidsen til sidst stille og rolig kunne ophæve arbejderrådenes formelle magt. Den politiske magt, som rådene havde, bestod i deres evne til at forsvare og udvide revolutionen. Da det ikke mere var muligt, mistede de deres betydning. Men samtidigt med, at SPD spillede borgerskabets frelsende engel, medførte det et enormt venstresving i arbejderklassen væk fra SPD og over til USPD og KPD. KPD voksede fra 3.000 i januar til 105.000 i sensommeren 1919.

 

Revolutionens næste fase indledtes i marts 1920, da regeringen ville opløse Freikorps'et, som nu var svulmet op til 400.000 tropper. Det var blevet en reel trussel mod det nu reetablerede Reichswehr. Frei-korpset var centrum for alle de, som ønskede en tilbagevenden til kejserdømmet fra før november 1918. Godt nok var arbejderrådene opløst, men arbejdernes fremskridt vundet under Novemberrevolutionen og kampene bagefter var intakte. Republikken, lavere arbejdstid, lovlige fagforeninger og medindflydelse i virksomhederne bestod fortsat.

Som modtræk til nedlæggelsen af Freikorp-set indledte en del af hæren et oprør under ledelse af en kaptajn Kapp. Uden nogen nævneværdig modstand tog de magten og et militærdiktatur blev erklæret. Resten af hæren forholdt sig afventende. "Reichswehr vil ikke skyde mod Reichswehr" sagde generalerne. SPD's politiske ledelse flygtede til Stuttgart.

Men fagforeningerne reagerede. Kuppet var ikke blot et anslag mod revolutionen, men også mod arbejderklassens massiv flertal, som de som fagforeningsledere var afhængige af. De erklærede generalstrejke, som på trods af ordre fra Kapp om at skyde de strejkende, var uhyre effektiv. Dertil kom, at bevæbnede arbejdere tog magten i tre vigtige industriområder inklusiv Ruhrdistriktet – den tyske industris vugge.

Her viste reformismen sig fra sin anden side. Hvis alternativet står mellem revolution og borgerligt demokrati, hvor de selv spiller en rolle, støtter de den etablerede orden imod revolutionen. Det var og er deres kontrarevolutionære ansigt. Men i situationer, hvor det er nødvendigt at bibeholde arbejdernes opbakning, kan reformismen spille en yderste venstredrejet rolle.

Kapp-kuppet fejlede efter tre dage. En massiv sejr for arbejderklassen. Men sejren fik ikke lov til at udvikle sig til mere. Det samme Reichswehr, som holdt sig afventende under Kapp-kuppet, vendte nu våbnene mod de arbejdere, som forsvarede republikken. Der fulgte en blodig nedkæmpelse af de områder, som arbejdere havde taget magten i, med reformismens velsignelse.

KPD spillede ikke noget særlig rolle i kampen mod Kapp-kuppet. I starten gik de imod parolen om generalstrejke, fordi det var SPD, som stod bag. KPD så kun reformismens kontrarevolutionære ansigt og ikke dens venstredrejede halvdel. De bakkede senere op om den, men havde placeret sig ved siden af kampen og ikke i dens centrum på grund af sin sekteriske holdning overfor SPD.

Faktisk havde KPD ryddet meget op i venstresekterismen ved at ekskludere halvdelen af organisationen i efteråret 1919. Da KPD blev dannet sidst i december 1918 var der et flertal – mod partiledelsen – imod at deltage i det første frie parlamentariske valg. Senere var der kræfter i partiet, som ikke ønskede at arbejde i de socialdemokratisk dominerede fagforeninger og argumenterede for at revolutionære skulle danne sine egne "røde" fagforeninger. Men venstresekterismen stak alligevel dens hovedet frem under Kapp-kuppet.

KPD gentog senere den samme fejltagelse under en operation, som gik under navnet "Martsaktionen". Denne gang var det ikke kun KPD's fejl, men også 3. Internationales (Komintern). Den russiske revolution var under stærkt pres efter en altødelæggende borgerkrig fra 1919-21. Bønderne var i oprør og en af bolsjevikkernes højborge på Kronstadt var ved at blive overtaget af politiske kræfter, der var fjendtlige overfor regeringen. Kominterns ledelse søgte med lys og lygte efter noget, som kunne aflaste presset. Hvis bare den tyske revolution kunne komme på skinnerne igen. "Martsaktionen" var et resultat af denne tankegang. Et håbløst oprør baseret på en overoptimistiske vurdering af styrkeforholdene. Det var stort set kun KPD-medlemmer og deres nærmeste sympatisører, der deltog i den af KPD proklamerede aktionsdag, og det hele fusede ud.

Efter martsaktionen var det slut med sekterismen i KPD, men den efterlod ledelsen i KPD med et problem. De havde nu taget fejl i to afgørende begivenheder og havde også ladet sig provokere til at starte et oprør for tidligt i Spartakusdagene. Deres selvtillid var derfor lav. Fra at have en tendens til spontanisme krængede KPD nu til højre mod konservatismen. De havde lært under Kapp-kuppet, at det er nødvendigt at arbejde sammen med menige socialdemokrater for at vinde dem fra SPD. De havde lært under martsaktionen, at revolutioner ikke kan startes af revolutionære alene, men må have en betragtelige del af arbejderklassen med. Men i 1923, da revolution igen bankede på døren, blev disse læresætninger til lænker om de revolutionæres handlekraft.

 

Frankrig invaderede Ruhrdistriktet i foråret 1923 for at gøre krav på ikke-betalte krigserstatninger efter Versaillesfreden. Nationalismen blomstrede op, og i dens kølvand voksede det ekstreme højre bl.a. Hitler stærkt. Året forinden var Mussolini kommet til magten i Italien på ryggen af en knækket arbejderklasse. Inflationen rasede og priserne steg så meget, at lønnen blev udhulet. Det satte skub i protesterne i arbejderklassen. Komitéer mod prisstigninger voksede frem. Bevæbnede arbejdere organiseret i de såkaldte "proletariske hundreder" forsvarede fagforeningernes marcher mod fascistiske bander. Fabrikskomitéer blev dannet for at forbedre strejkeaktioner. I sommeren 1923 sås en sand bølge af strejker for lønforbedringer og mod det ekstreme højres provokationer. Regeringen var trængt.

KPD var meget aktiv i alle disse bevægelser. De havde lært lektien fra de foregående år. De var nu et parti med over 300.000 medlemmer. Lige så mange som bolsjevikkerne havde i oktober 1917. Og deres medlemmer var også dybt forankret i arbejderklassen. Men problemet var, at der manglede revolutionært mod og handlekraft i ledelsen. De undlod at afprøve styrkeforholdene. Fra at kaste partiet ud i håbløse eventyr, havde de nu tendens til overforsigtighed. De havde muligheder både under sommerens strejker, og da der blev proklameret en antifascistisk dag i juli 1923. Men begge gange gik partiledelsen i panik og gik i retræte.

Alligevel var det klart for alle aktører, at der måtte et opgør til. Inflationen rasede og udhulede reallønnen. Tyskland var delt i tre fabrikskomitéer, der forlangte, at regeringen gik af. Højrefløjen stod klar i kulisserne i Sydtyskland og forberedte Hitlers „March mod Berlin". I Sachsen i det centrale Tyskland sad en delstatsregering, som var en koalition af venstre-SDP'er og kommunisterne. Regeringen i Berlin, som var en koalition af borgerlige og SPD vil sætte delstaten under administration. Regeringen måtte handle, hvis den skulle fastholde sit greb om magten.

KPD's ledelse satte deres lid til, at venstre-SPD'erne ville være med til at erklære generalstrejke for at forsvare Sachsen fra et forestående angreb fra Reichswehr. KPD byggede i september og oktober en kampagne for en magtovertagelse op i ly af forsvaret for Sachsen. Der var planer for erobring af magten i alle de store byer. Situation beskrives således af den franske kommunist og historiker Albert, "I september, oktober og november (1923) havde Tyskland en dyb revolutionær oplevelse, som kun er lidt kendt og forstået. Den bevæbnede vagt varede længe, men timen kom aldrig ... et stille næsten ufatteligt drama. En million revolutionære stod parat og ventede blot på signal til angreb, bag dem stod millioner af arbejdsløse, de sultne, de desperate, et pint folk, og mumlede: også os, også os... Og intet skete."

Igen svigtede KPD-ledelsens mod. Da det viste sig, at venstre-SPD'erne ikke ville støtte en generalstrejke imod Reichswehr og dermed en direkte udfordring af det borgerlige demokrati, stak de halen mellem benene og aflyste revolutionen. Kun i Hamborg nåede nyhederne ikke frem. I tre dage kæmpede kommunisterne og de mest militante arbejdere side om side. Men isoleret og i undertal måtte de opgive med mange hundrede døde til følge.

Konsekvenserne af ikke at afprøve styrkeforholdene i oktober 1923 var mange. Muligheder for revolutionære for at være aktører i historien kommer ikke hver dag. Når chancen er der, skal den gribes. Ledelsen i KPD mistede den smule af selvtillid, som deres arbejde i 1922/23 havde berettiget dem til. Under indflydelse af Kominterns tiltagende venstresekteriske råd kastede partiet sig ud i flere eventyr som martsaktionen i 1921 og mistede derved den skrøbelige alliance, de havde opbygget med de menige SPD'er på græsrodsplan.

Den tyske revolutions nederlag i årene 1918/23 betød, at nazismen fik gode kår at vokse i. Godt nok var Hitlers "March mod Berlin" en eklatant fejltagelse, og nazismen kunne efterfølgende godt have været stoppet. Men en arbejderrevolution i 1923 ville have begravet nazibevægelsen for altid.

Revolutionen i Tyskland ville også havde haft en afgørende betydning for den Russiske revolutions skæbne. Lenin og bolsjevikkerne havde altid holdt på, at socialismen ikke kunne opbygges i ét land. De så ikke den russiske revolution som et russisk anliggende, men som et led i en kæde, som skulle føre til verdensrevolutionen.

 

En sejr i Tyskland ville have brudt den russiske revolutions isolation. Selv Stalin blev bevæget i de spændte dage op til oktobernederlaget i Tyskland. „Revolutionen i Tyskland er den vigtigste begivenhed i vores epoke. Sejren for den tyske revolution ville være vigtigere for Europa og Amerikas proletariat end den seks år gamle russiske revolution. Sejren for den tyske revolution vil flytte centret for verdensrevolutionen fra Moskva til Berlin".

Omvendt skubbede nederlaget i Tyskland til de kræfter i Rusland under Stalin, som ønskede at se den russiske revolution som et internt anliggende. Den anti-marxistiske teori om „socialismen i ét land" blev formuleret af Stalin i månederne efter den tyske revolutions nederlag. Nederlaget banede vejen for yderligere bureaukratisering i Rusland og Stalins endelige magtovertagelse i 1927. Til gengæld var nederlaget et afgørende slag for venstreopposition og Trotskij.

Stalins sejr i Rusland over venstreopposition betød også, at Komintern gik over til at være et redskab for russisk udenrigspolitik og ikke et redskab for verdensrevolutionen. Alle kommunistpartier gennemgik en stalinificering, som betød, at de blindt adlød alt, hvad der kom fra Moskva. Dette gjaldt også KPD, som loyal fulgte de skiftende ordre fra Moskva. Så da Moskva beordrede en såkaldt "venstrelinje" i Komintern fra 1928, fulgte KPD trop.

Det betød bl.a., at SPD blev udpeget som hovedfjenden. De var "socialfascister" og dermed meget farligere end de rigtige fascister. Resultat var, at KPD undlod at samarbejde med SPD om at standse Hitler. Socialfascismeteorien gav samtidig SPD-ledelsen alle undskyldninger for ikke at indgå at samarbejde med KPD. Resultat var, at Hitler tromlede direkte over begge partier, hvorefter de kunne diskutere deres uenigheder bag pigtråd.

Den tyske revolutions nederlag kan reduceres til et enkelt problem: Revolutionær ledelse. Den revolutionære kerne manglede i 1918, da revolutionen brød frem. KPD blev dannet for sent til at have en afgørende rolle i revolutionens første fase. Senere blev den grebet af overmod og dernæst konservatisme. En nulevende britisk marxist har beskrevet det således, "Historien er tit blevet sammenlignet med et lokomotiv – men det venter ikke på at de revolutionære stiger på. Den, der kommer for sent, bliver ligesom den vandrende jøde i mytologien, tvunget til evig lidelse."

 

 

www.socialister.dk – 7. december 2019 kl. 00:29