Næsten alle medier hævder, at man ikke længere kan dele samfundet ind i klasser, og at det i stedet er folks livsstil, som afgør deres position i samfundet. Martin Johansen præsenterer en ny pjece, som argumenterer imod den påstand og samtidig fastholder en marxistisk klasseanalyse.

"Arbejderklassen er en uddøende race. De fleste af os er blevet en del af middelklassen." Det er to påstande, som politikere, medier og den herskende klasse gennem de sidste 15-20 år har fremført igen og igen. Dermed argumenterer de også for, at når vi alle alligevel tilhører den samme klasse, så findes der heller ikke længere grundlæggende sociale modsætninger – og så er et begreb som "klassekamp" udtryk for forældet tankegang.

Det er nemt at forstå, hvorfor politikerne er så glade for den påstand. For hvis vi alle tilhører middelklassen – hvis antallet af virkeligt rige er forsvindende lille – så er det nemt at argumentere for, at forbedringer af velfærdssamfundet kun kan betales gennem skatte- og afgiftsstigninger. Selv om regeringen faktisk gennem en årrække har foræret de rige milliarder gennem lavere erhvervs- og marginalskatter.

Det ligger dernæst i middelklasse-opfattelsen, at der findes grupper uden for middelklassen: Dels overklassen – men dem snakkes der aldrig om, udover i ugebladene. Dels underklassen – de fattige og udstødte.

Den opdeling kommer mere klart til udtryk i begrebet "totredjedels-samfund", som på baggrund af statistikker hævder, at Danmark er delt op i de to tredjedele, som tilhører arbejdsmarkedet, og den tredjedel, som er marginaliseret eller direkte udstødt.

Der er to problemer i middelklasse-analysen. For det første bygger den på, at flertallet af lønmodtagerne i dag – modsat 1950'erne – har erhvervet sig materielle goder som bil og ejerbolig. Det skulle give almindelige lønmodtagere fælles interesser med de mere velstillede i form af krav om sikkerhed i ansættelsen, lave skatter, rentefradrag, pensionsopsparing osv. Væk er så de mere traditionelle arbejderkrav om lønstigninger, høj understøttelse, solidaritet med de fattigste o.lign.

Kunstgreb

Men det er et rent ideologisk kunstgreb at slå rige og fattige sammen på den måde. For man overser derved den væsentlige forskel, at langt de fleste arbejdere faktisk hverken ejer hus eller bil – i modsætning til de rige. De rigeste 30 pct. af befolkningen besidder stort set al formue i Danmark – de fattigste 40 pct. er forgældede, også selv om de har bil og ejerbolig.

Antallet af industriarbejdere har trods myten om arbejderklassens død været konstant i de sidste 30 år

For det andet er totredjedels-opfattelsen forkert på den måde, at de marginaliserede, som udgør omkring 25 pct. af arbejdsstyrken, ikke er nogen fast størrelse. Forstået på den måde, at selv om der i øjeblikket er registreret omkring 150.000 fuldtidsarbejdsløse, så er det et rent teknisk begreb. Tallet indeholder mange mennesker, som er arbejdsløse på deltid eller blot i kort tid. Tilsvarende indeholder antallet af bistandsmodtagere mennesker, som blot kortvarigt har forladt arbejdsmarkedet, fx på grund af barsel, sygdom eller revalidering.

Antallet af de egentligt udstødte er langt lavere end en tredjedel. De fleste af de personer, som opfattes som "marginaliserede", går i virkeligheden ind og ud af arbejdsmarkedet – og må derfor betragtes som en del af den samme klasse som "A-Holdet", uanset hvordan man definerer den.

Livsstilsanalyser

En anden måde at opdele samfundet på, findes i den såkaldte "livsstilsanalyse", som herhjemme især fremføres af Henrik Dahl, direktør i AIM. Hans generelt hånlige holdning over for almindelige mennesker skinner igennem i titlen på en af hans bøger: Hvis din nabo var en bil. Med andre ord: Mennesker kan betragtes som ting.

At betragte mennesker som ting dækker meget godt over det egentlige formål med livsstilsanalysen, nemlig at give virksomheder et redskab til at målrette reklamer, så de kan få solgt produkter. Livsstilsanalysen er altså i udgangspunktet et redskab til manipulation.

Et eksempel på, hvordan livsstilsanalysen anvendes i praksis, findes hos Danmarks Radio. DR opdeler befolkningen i nogle grupper (også kaldet "segmenter"), så man derved kan målrette programmer. Det sker ud fra denne formulering:

"De to grundlæggende værdisæt er:

– Modsætningen mellem en moderne og en traditionel indstilling til tilværelsen, hvor de traditionelle værdier betyder tryghed og sociale spilleregler, mens de moderne livsværdier betyder spillerum og retten til at være sig selv.

– Modsætningen mellem en materialistisk, pragmatisk præget grundholdning og en idealistisk, mere følelsesbetonet holdning til tilværelsen."

Det er på den baggrund, at DR1 og radioens P3 fyldes op med quizzer, talkshows, tv-serier og non-stop-musik, mens mere faktaorienterede programmer forvises til henholdsvis DR2 samt P1 og P2. At DR1's og P3's kerneseere og -lyttere måske også kunne tænke sig flere facts og mere oplysning – bare i en lidt mindre højpandet indpakning end på DR2 og P1 – er der ikke plads til. Danmarks Radio har på forhånd besluttet, hvad seerne vil have: Hvis du er "materialistisk" og "traditionelt" indstillet, så er du også til quizzer og overfladiske talkshows.

Når livsstilsanalysen forsøges brugt på politik, kan resultatet være endnu mere grotesk. Fx mente valgforskere op til folketingsvalget i 1998, at Dansk Folkeparti først og fremmest appellerede til det såkaldt "lyserøde segment" – traditionalister og materialister – som udgør Socialdemokratiets kernevælgere. Valgforskerne mente derfor, at Socialdemokratiet ville miste mange stemmer til Dansk Folkeparti, mens Venstre ville vinde valget.

I virkeligheden gik det meget anderledes. Vælgeranalyser viste, at Dansk Folkeparti først og fremmest stjal stemmer fra de borgerlige partier, ikke mindst Fremskridtspartiet. I det omfang, socialdemokrater gik til Dansk Folkeparti, var der tale om folk, som i forvejen delte partiets racistiske holdninger.

Ufleksibel analyse

Problemet ved at bruge livsstilsanalysen er for det første, at den er så overfladisk og ufleksibel. Den fastfryser mennesker i en række foruddefinerede grupper, og dér bliver man stående. Og definitionen sker på baggrund af forbrugsmønstre. Men i virkeligheden fortæller forbrugsmønstre og "værdier" meget lidt om, hvordan mennesker vil handle i fremtiden – ikke bare i butikkerne, men også i forhold til eventuelle storstrejker. Det var på den baggrund, at opbakningen bag storstrejken i 1998 og den aktuelle Nu er det nok-kampagne kom så meget bag på medier og kommentatorer.

For det andet indeholder livsstilsanalysen, når man anvender den som samfundsanalyse, et stærkt ideologisk budskab: "Du er, hvad du køber!" Man afgør selv sin position i samfundet ud fra individuelle præferencer og livsstil. Dette er blot en omskrivning af den klassiske borgerlige påstand om, at "du er din egen lykkes smed." Med livsstilsanalysen spiller faktorer som klassebaggrund, social arv, penge og kontakter ikke længere nogen rolle – hvis du er utilfreds med at være arbejdsløs i tvangsaktivering, så skal du bare vælge en anden livsstil.

Marxistisk analyse

Over for disse to overfladiske og ideologisk prægede samfundsanalyser kan man stille en traditionel marxistisk klasseanalyse.

Udgangspunktet for en marxistisk klasseanalyse er egentlig simpelt: Man ser på hele samfundet og på, hvilket forhold mennesker har til samfundets væsentligste aktivitet, produktionen. På dette punkt bliver marxismen tit kritiseret for at være forældet, idet den industrielle produktion i dag spiller en forholdsvis mindre økonomisk rolle end tidligere.

Men klasseanalysens pointe er netop, at man må forstå begrebet "produktion" meget bredt – nemlig som alle de aktiviteter, der er nødvendige for at holde hele samfundsøkonomien i gang. Man kan altså ikke nøjes med at kigge på traditionelle områder som industri og håndværk, men må også inddrage sektorer som undervisning, sundhedsvæsen, socialsektoren, kontorer, supermarkeder og bankvæsen.

Få bestemmer

Når man ser på hele samfundsøkonomien, ser på hvem der kontroller hvem, og ser på hvem der kontrollerer resultatet af produktionen, så dukker der to hovedklasser frem:

For det første borgerskabet, forstået som den klasse, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne og det produkt, der bliver frembragt. Denne klasse består i virkeligheden af meget få, men meget magtfulde personer. Greens peger på, at kontrollen stort set er i hænderne på 5.000 personer. Vi ser og hører ikke særlig meget til denne klasse i medierne, fordi de som regel isolerer sig i sine egne rigmandsghettoer, fx i Nordsjælland. Det er ofte kun ved gallafester og kulturelle events, at direktørerne og departementscheferne udstiller deres magt og rigdom.

For det andet er der arbejderklassen, forstået som den klasse, der kun har sin arbejdskraft at sælge, og som dermed ingen eller kun ringe indflydelse har på sit eget arbejde.

Arbejderklassen udgør i virkeligheden flertallet af befolkningen. En central del er naturligvis "traditionelle" arbejdere – håndværkere og ufaglærte – hvis antal faktisk ikke er faldet gennem de sidste 30 år, men har ligget konstant på ca. 600.000.

Men dertil kommer store grupper inden for områder, hvor de ansatte tidligere i historien havde en anden samfundsmæssig placering, som gav dem højere indflydelse – fx offentligt ansatte og ansatte i privat service som banker og butikker. På disse områder er der de seneste 30 år sket to ting: For det første er antallet af ansatte i den offentlige sektor vokset i en sådan grad, at der i alle kommuner er et klart skel mellem ledelse og folk på gulvet. At sygeplejerskerne strejkede i 1995 og at lærerne måske går i strejke i år, er et klart udtryk for dette skel. For det andet er den finansielle sektor og butikssektoren blevet domineret af få, store selskaber, således at der opstår det samme skel.

Imellem de to klasser kommer så middelklassen og småborgerskabet (de små selvstændige). Småborgerskabet er ved at blive udryddet af de store firmaers stigende dominans – de udgør i dag kun 7,5 pct. af de beskæftigede mod 28 pct. i 1948. Til gengæld er der opstået en "ny middelklasse" som resultat af udvidelsen af den offentlige sektor og de store firmaers stigende dominans.

Middelklassens rolle er at fungere som borgerskabets praktiske og ideologiske stedfortrædere. Praktisk, fordi det egentlige borgerskab sjældent tager del i den daglige styring og udvikling af produktionen.

Derfor er der ansat en hær af ingeniører, jurister og andre højtlønnede akademikere, som borgerskabet kan betro den daglige drift ved at binde middelklassen til sig gennem høje lønninger og privilegier.

Ideologisk, fordi det er middelklassens repræsentanter, der i det daglige skal overbevise arbejderklassen om borgerskabets holdninger.

Dynamisk

Den marxistiske klasseanalyse har sine styrker på to punkter: For det første er den dynamisk, idet den tager højde for, at sammensætningen af produktionen og samfundsøkonomien kan ændre sig. Det kan over tid ændre på klassernes konkrete sammensætning, men afskaffer ikke klasserne.

For det andet er den objektiv, dvs. den peger på de menneskers faktiske placering i forhold til produktionsmidlerne i stedet for at fokusere på indkomster eller på, hvordan de enkelte individer føler sig placeret.

Dermed tages der også højde for, at bevidstheden i arbejderklassen kan ændre sig, hvis de objektive forhold ændrer sig.

Det er klart, at spørger man folk i dag, om de går ind for generalstrejke og revolution, så vil langt de fleste svare nej.

Men stillet over for forandringer som stigende arbejdsløshed, økonomisk krise på verdensplan og øget ulighed, så kan langt flere overbevises om nødvendigheden af grundlæggende forandringer.

Jakob Nerup
Danmark – et klassesamfund
Internationale Socialisters Forlag
40 sider (A4), 40 kr.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 25. april 2024 kl. 03:21

Socialistisk Revy nr. 14 maj 1999

Temasider

Nr. 14

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 14 – Side 16-17 – Maj 1999

Danmark – et klassesamfund