socialister.dk: Socialistisk Revy nr. 16

"USA har ingen vitale interesser i Kosova og Serbien, så når USA engagere sig så stærkt i konflikten sker det af humanitære hensyn". Sådan lyder argumentet fra folk, der støtter NATO's krig mod Serbien. Og de fortsætter: "Venstrefløjen har den refleksreaktion, at alt hvad USA gør, er forkert, derfor er de imod krigen ".

Det er rigtigt, at store dele af venstrefløjen er skeptiske overfor, hvad USA foretager sig rundt om i verden.

Det har mange historiske erfaringer lært os. Det var ikke for den irakiske befolknings skyld, at USA satte sig i spidsen for to krige og mange væbnede angreb på Irak. Det var derimod for at sikre stabile og billige olieforsyninger.

Og det var ikke at hensyn til den chilenske befolkning, at USA støttede Pinochets kup i Chile i 1973.

Det gjorde de, fordi Allendes socialdemokratiske Chile var en trussel mod amerikanske interesser og indflydelse i Latinamerika.

Det er blot to eksempler på en lang liste (se boks), som viser at USA's og Vestens vilje til at gribe ind overfor regimer, der undertrykker, forfølger og myrder dets egen befolkning alene afhænger af, om Vestens magt og indflydelse står på spil, og om deres militære og økonomiske interesser er truet.

De interesser blev ikke truet, da op mod 1 mill. mennesker blev myrdet i Rwanda, derfor gjorde man intet. Derfor lader man Algeriet og Sudan forbløde i borgerkrige med titusinder af dræbte. Blot for at nævne nogle få eksempler, hvor USA bekymring for menneskerettighederne er svær at få øje på. I andre tilfælde støtter de direkte undertrykkelsen, som f.eks. Israels udrensning af palæstinenserne og Tyrkiets forfølgelse af kurderne.

Olieinteresser på Balkan

Hvad er det så, der er på spil for USA i Kosovo? Hvorfor har de engageret sig så stærkt? Der er jo ingen olie og umiddelbart heller ikke de store strategiske interesser. Hvad handler det om ?

Faktisk er der olieinteresser i Balkan og Kosovo. Store oliefund i de centralasiatiske republikker skal via rørledninger føres til udskibningshavne, som meget sandsynligt bliver på Balkan.

Desuden har Sovjetunionens opløsning ført til, at det østlige middelhavsområde har fået ny strategisk og økonomisk betydning. Regionen var frem til Murens Fald for ti år siden grænseområde mellem vestlig og østlig interessesfære. Nu har USA og Europa mulighed for at udstrække deres indflydelse til disse områder, der ikke kun har store råstof forekomster, men som også ligger strategisk i forhold til Asien og Mellemøsten.

Dalende indflydelse

Det er en del af forklaringen på, hvorfor USA sætter sig i spidsen for en krig på Balkan. Men den altafgørende faktor er dog, at USA ønsker at manifestere sig som verdens eneste supermagt. De vil vise, at det stadig er USA, som bestemmer, og at de er uundværlige når det gælder om at sikre stabilitet i Europa.

Der er nødvendigt, fordi den amerikanske indflydelse i Europa har været faldende siden murens fald for 10 år siden.

Den svindende indflydelse ses bl.a. af det manglende fodslag mellem USA og EU-landene om at løse den økonomiske krise i Asien, af handelskrigen mellem USA og EU og af den manglende europæiske opbakning bag USA's fortsatte militære aktion i Irak.

Det kommer også til udtryk gennem et stadig større europæisk ønske om, at kunne spille en selvstændig rolle globalt, uden at være underlagt amerikanske interesser.

Fra afslutningen af 2.verdenskrig til starten af '90erne var Vesteuropa i høj grad underlagt USA's interesser. Den kolde krig betød nemlig, at landenes egne politiske og økonomiske interesser blev underordnet de fælles interesser i konflikten mod Sovjet og Østeuropa.

Den trøje bliver ikke respekteret i dag, da murens fald betød, at konkurrencen om at få indflydelse ud over egne grænser blev givet frit.

Derfor opstod diskussionerne i EU om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og egne militære styrker.

Det er en diskussion, som her i landet er nået langt ind på venstrefløjen, idet SF finder at fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er nødvendig for at kunne modsvare USA's eneherredømme, som SF's formand, Holger K. Nielsen, udtrykker det.

USA's mange fiaskoer

Hertil kommer, at USA's eneherredømme er svækket gennem de senere års fiaskoer.

De måtte forlade Somalia, smidt ud af klanlederne og en voksende hjemlig modstand, da det kostede amerikanske soldater livet. De seneste angreb på Irak har fået begrænset opbakning i Europa og i de arabiske lande. Og i forhandlingerne mellem palæstinenserne og Israel har Clinton ikke kunnet vride armen om på Israel, selvom USA har meget prestige i forhandlingerne.

På sin Afrika turné sidste år talte Clinton om en renæssance for kontinentet, hjulpet på vej af en liberalistisk markedsøkonomi. Det vil sige øget amerikansk indflydelse. Et år efter slås to rivaliserende grupper af lande om kontrollen over det centrale Afrika, mens USA bare kan se på.

USA er ikke i stand til at sætte sin politik og indflydelse igennem, selvom de er den eneste militære supermagt, med et militær der er større end de næste 6 stormagter tilsammen og med en andel af de militære udgifter på verdensplan der er større end den var i midt-80'erne, hvor den Kolde Krig var tilspidset. Eksemplerne viser, at det langt fra er militærstyrke alene, som kan sætte en bestemt politik igennem.

Økonomi ikke nok

Det er ikke alene en militær eller økonomisk førsteplads, der sikrer USA som succesrig global supermagt. De skal også være i stand til at fastholde støtten til deres politik og det er her, det er begyndt at knibe.

USA's problem er, at lokale herskende klasser må føre en politik, som minimere chancen for oprør fra neden. F.eks er de arabiske landes regeringer begrænset i deres støtte USA, fordi anti-amerikanske holdninger er udbredte i befolkningerne, og hvis de arabiske ledere bare er halehæng til amerikansk politik, vil utilfredsheden hurtigt kunne slå om i oprør.

Vi så det sidste år i Indonesien, hvor den økonomiske krise førte til et socialt oprør og angreb på magthaverne. Suhartos fald har sat en skræk i livet på mange regeringer og borgerskaber. For dem har egen overlevelser første prioritet, og det er langt fra altid, at den politik er sammenfaldende med amerikanske interesser.

Krigsmodstanden er stor i Grækenland, Italien og til dels Frankrig og Tyskland, derfor går disse landes regeringer ud med meldinger om NATO's strategi og mulige løsninger, som ikke stemmer overens med de amerikanske.

USA ser krigen mod Serbien som en måde til at banke Europa plads. I dag er Europa sammen med Japan og Kina den største trussel mod amerikansk dominans. Krigen har i den henseende været succesfuld for USA, for den har givet Europa en lektion i, at i NATO er man helt afhængige af USA, som sætter dagsordenen i det foretagende.

Clinton og Albright var inden krigen blevet advaret af CIA om de konsekvenser, vi nu ser, etnisk udrensning i Kosovo, enorme flygtningestrømme og eliminering af oppositionen i Serbien. Alligevel blev det et GO AHEAD, for NATO's troværdighed stod på spil efter utallige trusler om angreb siden efteråret.

Natos nye strateri

For USA er NATO vital for at kunne manifestere dets rolle som supermagt. Derfor satser USA meget på NATO, udvidelsen mod øst og "Partnerskab for Fred"-samarbejdet. Samtidig udsultes og marginaliseres internationale organisationer som FN og OSCE, hvor amerikansk dominans ikke er den samme.

Krigen mod Serbien betød desuden, at USA uden besvær kunne få NATO's nye strategi vedtaget, efter at de i flere år havde forsøgt at få den vedtaget. NATOs nye strategi betyder, at det ikke længere kun er en forsvarsalliance, men en alliance som skal garantere sikkerheden i det euro-atlantiske område ved at gribe ind i konflikter. Konflikter som er udsprunget af økonomiske kriser, sociale og politiske kriser, etniske og religiøse uoverensstemmelser, brud på menneskerettigheder eller opløsning af stater. Det er en blanco check til at NATO, og dermed USA, kan gribe ind efter forgodtbefindende. Et oprør som det i Indonesien vil i det euro-atlantiske område blive mødt med NATO's militærmaskine. Med NATOs nye strategi er militærindgriben for at bevare den nuværende samfundsorden ikke kun udstrakt til NATO-landene selv, men til det udefinerede euro-atlantiske områdes sikkerhed.

Stop den nye verdensorden – Det har været et af kravene ved de mange anti-krigs-demonstrationer rundt i Europa

USA's lange bombeliste

Siden 2. verdenskrig har USA kastet bomber over:

Kina	1945-46	Guatemala	1967-69
Korea	1950-53	Grenada	1983
Kina	1950-53	Libanon	1984
Guatemala	1954	Libyen	1986
Indonesien	1958	El Salvador	1980'erne
Cuba	1959-60	Nicaragua	1980'erne
Congo	1964	Panama	1989
Peru	1965	Irak	1991-99
Laos	1964-73	Sudan	1998
Vietnam	1961-73	Afghanistan	1998
Cambodja	1969-70	Jugoslavien	1999

Socialistisk Revy nr. 16
jul 1999

Temasider

Nr. 16

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 16 – Side 12-13 – Juli 1999

USA's desperate imperialisme

af Margit Johansen

Olieinteresser på Balkan

Dalende indflydelse

USA's mange fiaskoer

Økonomi ikke nok

Natos nye strateri

USA's lange bombeliste

Socialistisk Revy nr. 16 jul 1999

Temasider

Nr. 16

Hovedmenu

Socialistisk Revy nr. 16 – Side 12-13 – Juli 1999

USA's desperate imperialisme

af Margit Johansen

Olieinteresser på Balkan

Dalende indflydelse

USA's mange fiaskoer

Økonomi ikke nok

Natos nye strateri

USA's lange bombeliste

Socialistisk Revy nr. 16
jul 1999