Nr. 4 |
Introduktion
Mange vil sikkert være enige i, at tiderne skifter. Der er kommet en ny præsident i USA og i Danmark har vi sandelig også fået en ny regering. Men det er ikke det, vi socialister mener med, at tiderne skifter.
De nye regenter er snarere symptomer på, at noget allerede har forandret sig. Clinton bliver valgt, fordi de konservatives fremmarch i 80'erne er stoppet. Nyrup bliver statsminister, fordi den borgerlige regering kørte fast, og måtte løbe fra den ene skandale til den anden.
1980'erne var en barsk periode for socialister. Mange af de håb om et bedre og mere retfærdigt samfund, der blev tændt i 1970'erne, blev slukket igen, da borgerskabet satte sig i offensiven med Thatcher og Reagan i spidsen efterfulgt af Kohl og Schlüter.
Arbejdskampene led nederlag, og strejker blev isoleret. De arbejdere, som i 1970'erne havde troet på, at kamp nytter noget, blev trynet den ene gang efter den anden. Venstrefløjen, som var vokset eksplosivt, skrumpede ind, og gik til højre i forsøget på at finde andre veje til socialismen.
For at gnide salt i såret brød de østeuropæiske regimer sammen 1989-90; herskerne i Vesteuropa kunne gnide sig i hænderne, for kommunismen var død. Og for alle de på venstrefløjen, som havde illusioner om, at Østeuropa og Sovjet repræsenterede et alternativ til kapitalismen, var dette et dødsstød.
Men "kapitalismens sejr" var forbigående, for 1990 var også året, hvor økonomien i den vestlige verden og Japan begyndte at gå ned ad bakke, og løfterne om en ny verdensorden viste sig at være hule. Tiltroen de herskende og deres ideer er derfor tyndslidte, og offensiven gået i fisk.
På den anden side døjer arbejderklassen og venstrefløjen stadig med at komme fri af 1980'erne mareridt, så der er endnu ikke kommet en generel modoffensiv.
International Socialisme vil bidrage med at få bugt med efterladenskaberne fra den periode. Vi har en artikel om nogle af de teorier som for dele af venstrefløjen blev svaret på nedgangen; nemlig om arbejderklassens død? Vi siger på samme måde som Mark Twain : rygterne om arbejderklassens død er stærkt overdrevne.
En anden artikel argumenterer for, at venstrefløjens nedtur langt fra var uundgåelig. Og endelig har vi en artikel om et af 1980'ernes oftest glemte højdepunkter - nemlig storstrejken i påsken 1985.
Redaktionen afsluttet 30.1.93
Sidst opdateret 13.9.2006