International Socialisme nr. 4
feb 1993

International Socialisme hjemmeside

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

Temasider

Temaer

Indhold nr. 4

Udskriv artikel

Nr. 4

Side 2
· Indhold + Introduktion: "The times they are a-changin'"

Side 5
· Er arbejderklassen død?

Side 17
· Påskestrejkerne i 1985

Side 28
· Venstrefløjen i 80'erne: Fra storhed til fald

Side 35
· Hvem er fjenden? (Misha Glenny: "The Fall of Yugoslavia. The Third Balkan War")

Side 36
· Leon Trotskij og Kenth-Åke Anderson: "Kampen mot Hitler"

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

International Socialisme – Nr. 4 – Februar 1993 – Side 5

Er arbejderklassen død?

af Tom Christiansen

Fra tidsskriftet International Socialisme nr. 4, feb. 1993. Genoptrykt i nr. 9, forår 1995.

I løbet af 1980'erne var det almindeligt blandt intellektuelle på venstrefløjen at tale om arbejderklassens død. Kapitalismen havde i følge teorierne ændret sig så meget, at Karl Marx' forudsigelse om, at arbejderklassen var hovedaktøren i omvæltningen af kapitalismen, ikke længere kunne bruges.

Baggrunden for teorierne var naturligvis, at det opsving i den vesteuropæiske arbejderklasses kampe, som startede i 1968, var ved at vende til en nedtur. I flere lande i Vesteuropa og USA blev der valgt borgerlige regeringer, som med fornyet selvtillid angreb arbejderklassen på en lang række områder, som de ikke tidligere havde turde angribe.

Arbejderklassens svar var på trods af stor vrede og bitterhed for svage til for alvor at slå borgerskabets angreb tilbage¹. Og forhåbningerne for forbedringer blev efterhånden helt og aldeles knyttet til de bureaukratiske fagforeningsledere eller til de reformistiske arbejderpartier. På trods af, at det gennem 1970'erne mange steder var dem, der havde gennemført de første angreb på arbejderklassen, og på den måde havde banet vejen for de borgerlige regeringer.

Dele af den venstrefløj, som var redet med på den revolutionære bølge i starten af 1970'erne, stod nu uforstående overfor, at konjunkturerne i klassekampen skulle vende tommelfingeren nedad det næste tiår.

I 1981 udkom André Gorz; "Farvel til Proletariatet"² hvis centrale påstand var, at arbejderklassen skrumpede så meget ind, at den ikke længere havde tilstrækkelig kraft til at kunne omvælte verden.

Og i slutningen af 1980'erne kom den næste generation af spådommene om arbejderklassens død, nemlig teorierne om "Postfordisme"³. De forudsagde, at arbejderklassen som følge af grundlæggende omlægninger i industrien var blevet så strukturelt forandret i sin sammensætning, at den ikke længere kunne udgøre en sammenhængende kraft.

Det er klart, at arbejderklassen er både strukturelt og størrelsesmæssigt forandret siden Marx i 1840'erne udpegede arbejderklassen som samfundsforandrende kraft. Men ikke i de retninger, som de ovennævnte teorier forudser.

Jeg vil i denne artikel tage de forskellige argumenter op, og jeg vil logisk nok starte med spørgsmålet om arbejderklassen overhovedet eksisterer.

Forsvinder arbejderklassen?

Baggrunden for påstanden om arbejderklassens forsvinden eller forsvindende betydning ligger i en opfattelse af, at industrien er på vej til at miste sin betydning. Teknologien er ved at afskaffe det industrielle arbejde. Til gengæld vil vi i fremtiden blive beskæftiget med at opstøve, behandle og videresende informationer, samt videreudvikle og kontrollere den nye teknik.⁴ Samtidig betyder informationsteknologien, at usikkerhederne i markedsøkonomien kan overvindes. Med andre ord bli-ver det kedelige, monotone arbejde erstattet af det spændende, kreative og trygge arbejde.

Teorierne bygger bla. på, at den branche i USA, som procentuelt voksede kraftigst i beskæftigelse i 1980'erne, var inden for computerverdenen. Men faktisk så var stigningen i det absolutte antal af folk, der er beskæftiget indenfor fastfood-branchen i perioden 1972-84 større end den samlede beskæftigelse indenfor EDB-branchen. Og det er jo hverken højt betalte, kreative eller sikre jobs.

Billedet bliver endnu værre, hvis man kigger på udviklingen i Malaysia, Filipinerne og Taiwan, hvor tusinder af især unge kvinder arbejder - mest indenfor tekstil- og elektronik-branchen - med meget monotone arbejdsprocesser og til en meget lav løn. Det fremgår bla. af en pjece, som den Malaysiske regering har lavet for at tiltrække investeringer.

"Orientalske kvinder er meget berømte for deres fingernemhed. De har små hænder og arbejder hurtigt og omhyggeligt. Hvem skulle være kvalificeret bedre både fra naturen og traditioner til at bidrage til samlebåndets effektivitet? ... Lønningerne i Malaysia er de laveste i regionen, og kvindelige arbejdere kan ansættes til en løn omkring halvanden US-dollar om dagen"⁵

Tryghed i ansættelsen er der heller ikke meget af; arbejdskraften udgøres i hele det asiatiske frihandelsområde for 80% vedkommende af kvinder. 90% af dem er under 30 år, og 50% er under 20 år. Når kvinderne bliver "gamle", stifter familie, eller bliver gravide, bliver de fyret. Og der er masser af kvinder i Thailand, Kina og Indonesien.⁶

Så meget for "det gode arbejde". Men er det rigtigt, at arbejderklassens størrelse er vigende som følge af, at industrien mister betydning?

Den industrielle beskæftigelse er i hvert fald faldet relativt i forhold til servicesektoren, som det fremgår af tabel 1.

Undtagen for Japans og Italiens vedkommende er andelen af industriarbejdere faldet inden for de sidste 2 årtier. Men det har intet at gøre med, at industrien er ved at tabe sin betydning eller, at arbejderklassen mister sin styrke.

Først og fremmest er der spørgsmålet om definitioner; hvor går grænsen mellem industri- og servicevirksomheder. I de officielle statistikker er det afgørende, om det produkt en virksomhed leverer er overvejende materielt eller ikke materielt. Således regnes f.eks. grammofonpladeindustrien ind under servicesektoren, fordi det væsentlige i produktet er musikken, som ikke er materiel.

En mere rigtig skillelinie går mellem egentlig produktfremstilling (industri, bygge- og anlæg, råstofudvinding mv.) og de serviceydelser, der er nødvendige for at fremstille de produkter, og for at sætte dem i cirkulation i den kapitalistiske vareøkonomi (rengøring, vedligeholdelse, marketing, konsulenttjeneste, forhandling osv.). Derudover er der serviceydelser, som er mere almene, og som oftest varetages af det offentlige (børnepasning, undervisning, social- og sundhedspleje).

Det peger også på et andet problem i statistikken, nemlig at alle ansatte i en virksomhed rubriceres under den kategori, som virksomheden tilhører - uanset den enkeltes funktion i virksomheden. Det vil sige, at alle ansatte på f.eks. B&W; smede, kantinepersonale, rengøring, kontorfolk, mestre, direktører mv. i statistikken alle regnes som industriarbejdere.

Den relative nedgang i antallet af industriarbejdere kan derfor også i et vist omfang dække over, at der er en tendens til, at virksomhederne udliciteter en række funktioner, som de tidligere selv har taget sig af.

Det vil sige, at regøringsfolk, reklamefolk, malere, elektrikere osv. som tidligere blev registreret som industriarbejdere, nu bliver registreret som servicearbejdere, fordi de nu er ansatte i regøringsfirmaer, som marke-tingskonsulenter, i maler- og elfirmaer.⁸

Afvikling af industrien?

Det tredje problem med tallene er, at de er relative. Hvis vi kigger på de absolutte tal (tabel 2), får vi et andet billede af udviklingen.

Kun tre lande havde flere beskæftigede i industrien i 1960 end i 1980, så det relative fald i antallet af industriarbejdere skyldes ikke et absolut fald. Tværtimod så skyldes det, at servicesektoren er vokset, dels via et kraftigt fald i beskæftigelsen i landbruget, og dels gennem en generel forøgelse af arbejdsmarkedet - især kvinderne kom i perioden i job først og fremmest indenfor den offentlige sektor.

Så der er på ingen måde generelt tale om en afvikling af industrien. Når der alligevel i perioden mellem 1971-81 var et fald i den industrielle beskæftigelse i Vesteuropa og Nordamerika på 6,5%¹⁰, kan det stamme fra, at produktiviteten er steget mere end forbruget. Det vil sige, at markedet kan mættes ved brug af forholdsvis færre arbejdere. Men den reduktion i arbejdsstyrken svækker ikke nødvendigvis arbejderklassen på længere sigt. For det er stadigt arbejderne der sidder med nøglen til samfundets forsatte produktion, og måske bliver de netop stærkere ved at være færre¹¹. Hjertet i det kapitalistiske samfund er stadig industrien. Servicevirksomhedernes berettigelse ligger jo netop i at servicere fremstillingsindustrien.

I et vist omfang er der naturligvis tale om afvikling af industrien; f.eks. stål- og kulindistrien i især det nordvestlige England, eller bilindustrien i Detroit i USA. Men den deindustrialisering er netop kendetegnet ved, at nye centre for industriel produktion er skudt op.

Enten fordi de kan fremstille de samme produkter mere effektivt og derfor billigere, som det er tilfældet med bilindustrien, hvor Japan og Sydkorea har overtaget markedet. Eller det kan være at nogle produkter bliver erstattet af nye typer produkter, der fremstilles i andre dele af verden. Det er tilfældet med stålindustrien, hvor stål bliver erstattet af nye compositmaterialer som kulfibre og keramiske produkter.¹²

Navnlig 1970'erne var kendetegnet ved opkomsten af den slags nye industrielle vækstcentre i de såkaldte NIC-lande (Newly Industrialising Countries) Brasilien, Mexico, Sydkorea, Taiwan osv. Hvis vi ser på væksten i den industrielle beskæftigelse her siden 1970, så er den ret markant (tabel 3).

I alle de lande, som FN betegner som "udviklingslande med markedsøkonomi" er antallet af beskæftigede indenfor industrien i perioden 1971-81 steget med ikke mindre end 58 %.¹⁴ Og hvis man lægger tallene sammen på verdensplan, så steg antallet af beskæftigede indenfor industrien i perioden 1970-75 med 9,9% og i perioden 1975-80 med 8%.¹⁵ Denne stigning er næppe fortsat på grund af sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa med deindustrialisering som følge. Men væksten dækker faktisk den periode, hvor profetierne om arbejderklassens forsvinden blev grundlagt.

Endelig kan man indvende, at det relative fald i den industrielle beskæftigelse i forhold til servicesektoren må ses på baggrund af, at de økonomiske konjunkturer og dermed forbruget er stagneret eller i nogle tilfælde er gået tilbage. Det påvirker den industrielle sektor direkte. Mens store dele af servicesektoren er offentlig og ikke direkte afhængig af konjunkturerne, men derimod af den politiske situation.

Nye arbejdere

Med de forbehold for tallene i tabel 1 er det helt i modstrid med sandheden at snakke om, at beskæftigelsen i industrien er markant svækket andet end i afgrænsede regioner. På verdensplan har der aldrig nogensinde været flere industriarbejdere. Men selv hvis det ikke havde været tilfældet, så er arbejderklassen alligevel den største klasse.

Meget af arbejdet indenfor det, der betegnes som servicesektoren, kan sammenlignes med manuelt arbejde i industrien; renovationsarbejdere, rengøringsarbejdere, postarbejdere, buschauffører, hospitalsportører, havnearbejdere, lastbilchauffører, butiksansatte osv. I Storbritannien, hvor faldet i den industrielle beskæftigelse er størst, udgør antallet af folk, der er beskæftiget med manuelt arbejde alligevel over halvdelen af alle lønarbejdere.¹⁶

Men også indenfor det, der i 1950'erne blev kaldt for "flipproletarer," det vil sige primært kontorfolk, skolelærere, socialrådgivere, sundhedsarbejdere, arbejdere i finanssektoren osv.,¹⁷ har væksten herindenfor siden midten af 1950'erne betydet en polarisering mellem på den ene side højtlønnede, ledende stillinger med avancementsmuligheder og almindeligt, lavtlønnet, rutinearbejde uden muligheder for avancement. For de med rutinearbejdet er forskellen til det manuelle arbejde ikke stor, og de opfatter sig i stigende grad som arbejdere. Således er deres organisationsgrad steget i løbet af 1970'erne og 80'erne. I 1988 overhalede HK SiD, hvad angår antal af medlemmer.¹⁸

De faglige organisationers rolle er også blevet forandret fra standsforeninger til klasseorganisationer. Endvidere er de offentligt ansatte også i stigende grad begyndte at aktionere fagligt fra slutningen af 1970'erne. I påskestrejkerne i 1985 udgjorde de offentligt ansatte et meget dynamisk element i strejken. Selvom de ikke var en del af de officielle strejker, koblede de sig på, og i mange tilfælde pressede på, for at strejken skulle fortsætte.

Så ikke alene er arbejderklassen den største klasse i dag. Den er faktisk større end nogensinde - og især større end da Marx for små 150 år siden tillagde den rollen som den afgørende kraft i skabelsen af socialismen.

Postfordisme

En ting er, at arbejderklassen er den største klasse. Men hænger den strukturelt set så meget sammen, at den vil være i stand til at erkende sine fælles interesser og handle ud fra dem? Eller er splittelserne og forskellene mellem forskellige arbejdergrupper så store, at en sådan fælleserkendelse er umulig?

Den seneste generation af teorier om arbejderklassens - om ikke død så i hvert fald svækkelse - er teorierne, som lidt misvisende kan kaldes teorier om postfordisme.

Som navnet antyder, så handler de om, hvad der sker efter fordismen. Så det er meget nærliggende at forklare, hvad der menes med fordismen.

Navnet er kommet fra Henry Ford, manden bag Ford-bilfabrikkerne. Kendetegnende for hans fabrik var:

a) en høj arbejdsdeling, hvor hver enkelt arbejdsproces er enkel og derfor kan bestrides af ufaglært arbejdskraft.

b) anvendelse af en i datidens målestok - høj grad af automatisation (samlebånd).

c) masseproduktion af højt standardiserede varer, som Ford T-modellen, som ikke bare var ens i indretning - de var også alle sorte.

d) høje lønninger og kort arbejdsdag (five dollar - eight hour day).¹⁹

Henry Ford startede sin første fabrik i 1914. Men teorierne opererer med, at fordismen først var udbredt til hele USA og Vesteuropa fra 1945.²⁰

Men fordismen betegner ikke bare en bestemt industristruktur, men også den økonomiske, politiske og ideologiske, samfundsmæssige regulering, som en overbygning på denne struktur:

Til masseproduktionen hørte også et masseforbrug, hvilket egentligt stod i modstrid med, at arbejdskraften blev dekvalificeret, billig og dermed ude af stand til at købe de masseproducerede varer. Det blev derfor statens rolle 1) at skabe en efterspørgsel gennem underbudgettering - dvs. bruge flere penge end man havde - altså en keynesiansk økonomisk politik. 2) at skabe en vis social omfordeling igennem en offentlig finansieret social- og sundhedspolitik, og på den måde skabe en basis for afsætning af varige forbrugsgoder som biler, vaskemaskiner, komfurer, køleskabe osv.

Ud over det måtte man få arbejderklassen til at acceptere det dekvalificerede og monotone arbejde ved samlebåndet. Det skete ved at lave en social kontrakt med fagforeningerne, som skulle medvirke til rationaliseringer og indførelse af de atomiserede arbejdsprocesser. Til gengæld accepterede arbejdsgiverne fagforeningerne og indgik kollektive lønaftaler med relativt høje lønninger.²¹ Eftersom USA var længst fremme i udviklingen af fordismen, fik den amerikanske økonomi derfor hegemoni på verdensplan efter 2. verdenskrig.

Fordismen løb imidlertid ind i en krise i begyndelsen af 1970'erne af årsager, som varierer fra forfatter til forfatter. Piore og Sabel fokuserer på markedet ved f.eks. at hævde, at markedet er blevet mættet af varige forbrugsgoder²². Fremtiden ligger derfor indenfor varer med kort forbrugstid - typisk modetøj, som fremstilles i mindre serier, i mindre industrier og med en teknologi, der hurtigt kan omstilles til andre serier. Også kaldet fleksibel specialisering.²³

Lipietz og Leborgne mener, at automatiseringen af produktionsprocessen løb ind i en skranke, fordi arbejdskraften i for høj grad er blevet et vedhæng til maskinerne.²⁴ Yderligere automatisering betyder mindre motivation af arbejdskraften, og derfor stagnerende eller faldende produktivitet. Fremtiden tilhører derfor de virksomheder, som er i stand til at inddrage medarbejderne mere aktivt i produktionsprocessen f.eks. gennem selvstyrende arbejdergrupper, som er kendt fra japanske virksomheder eller fra Volvos fabrik i Kalmar.

Eller, som Harvey mener, fordi industrialismens indtog i den tredje verden uden den sociale kontrakt dvs. uden at udvide hjemmemarkedet, betød, at produktiviteten steg uden, at afsætningsmulighederne også blev øget. Endvidere betød den stigende automatisation udstødning af arbejdskraft og dermed reduktion i efterspørgselsevnen.²⁵

Denne udvikling handler derfor ikke kun om industriens udvikling, men betyder også noget for både den politiske og ideologiske udvikling. Arbejderklassen bliver opsplittet i en lille kerne med vellønnet, afvekslende, indsigtsfuldt og trygt arbejde, og en voksende mængde usikre, dekvalificerede, midlertidigt ansatte eller deltidsarbejdere uden nogen tryghed i jobbene - af nogle kaldt "underklassen".

De privilegerede arbejdere får mere end sine lænker at miste, og har opnået privilegier i kraft af en faglig dygtighed og ikke gennem en organiseret styrke. De vil derfor være utilbøjelige til at gå med i faglige aktioner. På den anden side vil de store utrygge arbejdergruppe være svære at organisere, fordi deres tilknytning til arbejdsmarkedet er løs.

Fagforeningerne bliver svækket - ikke bare af en politisk kraft, som Thatcher, men af den økonomiske udvikling i sig selv, idet traditionsrige arbejdergrupper bliver erstattet af de nye grupper.

Konsekvenserne for nogle teoretikere og folk, som har populariseret teorierne i f.eks. Marxism Today, er, at arbejderklassen ikke længere udgør en revolutionær kraft, som evner at omstyrte verdenen.

Teorierne kan angribes fra to vinkler; dels kan man stille spørgsmålstegn ved om de forudsigelser om fordismens afløsning af postfordismen er rigtige. Det vil jeg komme tilbage til. Dels kan man spørge om en forøgelse af deltids- og midlertidigt arbejde vil få de ovenstående konsekvenser.

For det første skal det stigende forbrug af deltidsarbejde ses på baggrund af svigtende konjunkturer, fordi det er et problem for arbejdsgiverne helt at afbryde forbindelsen til kvalificeret arbejdskraft. Problemet blev f.eks. tydeligt, da økonomien i Danmark havde et opsving fra omkring 1984-87, som medførte en øget beskæftigelse.

Men selvom arbejdsløsheden stadig var på 7,9%²⁷, så opstod der mangel på arbejdskraft indenfor nogle sektorer bla. blandt ufaglærte bygningsarbejdere. Produktiviteten faldt, og lønnen steg.²⁸

Så det øgede forbrug af deltid er næppe en offensiv strategi fra arbejdsgiverne for at omstrukturere arbejdsmarkedet, men et svar på deres akutte problemer. Der er heller ikke noget argument for, at folk som i kortere eller længere tid er arbejdsløse mister deres tilknytning til arbejderklassen. Især i Danmark, hvor det er fagforeningerne der administrerer arbejdsløshedskasserne, holder det argument ikke.

Omvendt er der heller ikke en kerne af arbejdere, for hvem jobbene er sikrede på længere sigt. Ikke mindst fyringerne indenfor finanssektoren og problemerne for flere ellers guldrandede firmaer viser, at ingen i disse tider har grund til at føle sig sikre. Men heller ikke argumentet om, at de "priviligerede" arbejdere ikke aktionerer er forkert. I Sydkorea ligner arbejdsmarkedet en lille smule det postfordistiske med en "privilegeret" kerne og en stor gruppe med elendige arbejdsvilkår. Men det har ikke forhindret store strejkebølger både blandt de "privilegerede" og blandt dem med dårlige arbejdsforhold i 1980-81 og 1987-88.²⁹

Ikke noget nyt

Men mere grundliggende mener jeg, at man må tage sine forbehold overfor teorierne om et skift fra fordisme til postfordisme. For det første fordi fordismens udbredelse er stærkt overdrevet. Fords produktionsmodel var en undtagelse snarere end en regel. I Storbritannien har samlebånds- eller "flowline"-industrien ikke beskæftiget mere end 700.000 ud af en arbejdsstyrke på 20, 4 millioner.³⁰ I Danmark har virksomhedsstørrelsen aldrig passeret et gennemsnit på mere end 60 ansatte pr. virksomhed.³¹

Heller ikke bredere forstået, som et system med masseforbrug, keynesianisme, protektionisme, hjemmemarkedsorientering og en social kontrakt har fordismen haft en global udbredelse. Japan og Vesttyskland opnåede f.eks. ganske gode resultater ved ikke at føre en udpumpningspolitik, og produktionen var heller ikke særlig hjemmemarkedsorienteret.³²

I Italien eksisterede den sociale kontrakt ikke³³, og den italienske vækst skal ses på baggrund af, at industrien i Nord kunne importere billig arbejdskraft fra det fattige Syditalien. Også den italienske industri var orienteret mod eksportmarkedet.³⁴

Så tilbage er nok, at fordismen, som den beskrives i teorierne egentlig kun kan siges at være udbredt i USA selv.

For det andet er postfordismen overdrevet; masseproduktionen er på ingen måde på vej ud. Påstanden om, at markedet for varige forbrugsgoder er mættet er absurd. Siden postfordismens angivelige indtog i begyndelsen af 1970'erne, er der dukket adskillige nye varige masseforbrugsgoder op, som mikrobølgeovne, foodprocessorer, videomaskiner, walkman, PC-ere, CD-afspillere osv.

Franske markedsundersøgelser har vist, at forbrugerne er forblevet loyale overfor de varegrupper, som kom på markedet før 1970, og nye varer slår kun igennem hos forbrugerne, for så vidt det er masseproducerede varer:

"En italiensk pizza eller fransk quiche lorraine kan sælges næsten overalt i Europa, men det kan de kun, fordi de har skiftet mærkat så at sige fra et kvalitetsprodukt til et fast food produkt."³⁵

Endvidere tyder empiriske undersøgelser på, at der ikke er ét ledelsesprincip, som vinder frem.³⁶ Japanske ledelsesprincipper kan ikke direkte overføres til Europa, fordi den hverken passer til industristrukturen eller de traditioner og arbejdspladskulturer, der er i Europa. Forudsætningerne for japanske ledelsesstrukturer indbefatter dels en arbejderklasse, som er smadret, som den japanske er efter 2. verdenskrig og eksistensen af paternalistiske hierarkier, hvor virksomhedsledelsen fremtræder som et familieoverhoved, som på den ene side sørger for sine undersåtter gennem skovture og sociale foranstaltninger, og på den anden side fungerer strengt hierarkisk disciplinerende.

Hvis ikke forudsigelserne om postfordisme holder stik, er der heller ingen grund til at antage, at hverken den øgede arbejdsløshed eller det øgede forbrug af deltidsarbejde er et led i en langsigtet omstrukturering af arbejderklassen.

Er arbejderklassen borgerliggjort?

Jeg vil nu vende mig mod den sidste type argumenter, nemlig at arbejderklassen er blevet for meget indkorporeret i det borgerlige samfund til, at den kan gøre oprør. I 1960'erne var der mange af den slags argumenter fremme; med velfærdsudviklingen i Vesteuropa havde arbejderklassen opnået så mange goder, at dens revolutionære potentialer efterhånden ikke længere var til stede.³⁷ Udviklingen havde delvist udvisket klasseskellene, mente man - om ikke andet så dog på afbetaling. Hvis arbejderklassen overhovedet havde nogen lænker tilbage, så var det dem, der bandt dem til afdragene på bilen og vaskemaskinen.

Argumenterne forstummede fra 1968 og frem til slutningen af 1970'erne, hvor de atter stak snuden frem. Baggrunden var, at opsvinget i 1970'erne var på retur - ingen steder på verdenskortet havde arbejderklassen vundet, men accepterede derimod i stigende grad den borgerlige krisepolitik.

Men den slags argumenter bygger på historieløshed, for selv et overfladisk kendskab til arbejderbevægelsens historie fra midten af forrige århundrede til i dag vil afsløre perioder, hvor arbejderklassen er passiv og perioder med skærpede kampe og opstande. På den måde er der ikke noget nyt i 1980'ernes nedgang i klassekampen, og der er heller ikke noget nyt i, at de dominerende ideer i arbejderklassen kan svinge med det generelle niveau i klassekampen. For som Marx skrev:

"Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren der bestemmer deres bevidst."³⁸

Under kapitalismen er der groft sagt to kilder til arbejdernes bevidsthed; deres egne erfaringer fra dagligdagen og den daglige kamp. Og den dynge af borgerlige ideer, der dagligt bliver hældt ud over os. De to sider er modsatrettede, fordi arbejderen dagligt erfarer et modsætningsforhold til sin arbejdsgiver, til de priviligerede i samfundet, til staten, og i glimt i f.eks. strejkesituationer også, hvilken magt arbejderklassen faktisk har, når den står sammen.

På den anden side får arbejderen at vide, at vi alle er en del af en nation, hvor problemer med betalingsbalance, flygtninge og fjendtlige forhold til dem fra de andre nationer er fælles problemer, som arbejdere og arbejdsgivere deler.

Denne dobbelthed i arbejderklassens bevidsthed er på glimrende vis beskrevet af Gramsci:

"den aktive mand ud af massen [arbejderen, TC] er i praktisk aktivitet, men har ingen teoretisk forståelse for sin praktiske aktivitet, men som ikke desto mindre indbefatter en forståelse af verden, for så vidt som den forandrer verden. Man kan næsten sige, at han har to teoretiske forståelser (eller en modsætningsfyldt forståelse): en som udspringer af hans aktivitet og som i virkeligheden forener ham med alle sine arbejdskammerater i den praktiske forandring af den virkelige verden; og en som er overfladisk, uforbeholden eller verbal, som han har arvet fra fortiden og ukritisk har taget til sig. Men denne verbale forestilling er ikke uden konsekvenser. Den holder en social gruppe sammen, den har indflydelse på moralsk opførsel og viljens retning, med varierende styrke, men ofte stærk nok til at frembringe en situation, hvor den modsætningsfyldte tilstand ikke tillader nogen aktivitet, nogen beslutning eller noget valg, og den frembringer en tilstand af moralsk og politisk passivitet."³⁹

Når Marx derfor skriver, at de herskende ideer, er den herskende klasses ideer, så skal det altså ikke forståes som den herskende klasses totale jerngreb over arbejderens bevidsthed. Snarere betyder det, at den herskende klasse gennem sin beherskelse af skoler, massemedier osv. er i stand til at skabe en tilstand af passivitet eller apati.

Selv massemediernes kan ikke vinde arbejderne for nogle bestemte ideer. De kan snarere aflede dem fra de væsentlige spørgsmål. En undersøgelse viste, at mindre end en trediedel af The Suns⁴⁰ læsere under golfkrigen troede, at avisen fortalte sandheden. Ligesom The Suns læsere ikke køber avisen på grund af nyhederne eller politikken i avisen, men derimod for at blive underholdt.⁴¹

Men endnu vigtigere så peger denne forståelse også på, hvornår og hvordan passiviteten kan brydes, nemlig når de herskende ideer er i krise, og når arbejderklassen gennem praktiske aktiviteter får en masse erfaringer om, at den som klasse faktisk har en utrolig styrke. Ofte bringer strejker o.lign. arbejdere ud i situationer, de aldrig havde forestille sig. Og lige så ofte finder de ud af, at de kan meget mere, end de troede. I en sådan situation vil arbejderne radikaliseres i løbet af utrolig kort tid.

Ideerne i krise

De herskende ideer er i høj grad i krise. I 80'erne lykkedes det den herskende klasse med kraft at fremføre, at det frie marked var løsningen på de problemer, som kapitalismen stod overfor. Med murens fald i 1989 fik argumenterne en ekstra tand; planøkonomierne havde spillet fallit - kapitalismen og det frie marked havde sejret. Men glædesrusen var kun kortvarig. Mere end noget andet var 1992 året, hvor illusionerne om en nye fredelig verdensorden med økonomisk vækst og demokrati og fred for alvor blev fejet væk.

Krige, ustabilitet og fattigdom er mere udbredt end nogensinde - ikke bare i den tredje verden, men også midt i bæstets hjerte, USA, så vi hvordan fattige sorte gjorde oprør mod fattigdom. Og selv i Sverige begynder krisen for alvor at kradse. De borgerlige økonomer har mistet illusionerne om markedets velsignelser. Ikke mindst i de østeuropæiske lande og det tidligere Sovjet har markedsøkonomien fået udviklingen til at gå helt ud af kontrol.

I Danmark gik Schlüter-regeringen fra skandale til skandale samtidig med at arbejdsløsheden er vokset til hidtil ukendte dimensioner. Selvom det nyligt overståede regeringsskifte for en stund har genskabt noget af troen på systemet, så viser det sig, at ikke mange har forventninger om, at den nye regering vil føre en meget anderledes politik end Schlüter.

Der er med andre ord et ideologisk tomrum. Tomrummet bliver ikke umiddelbart udfyldt af noget andet, fordi arbejderklassen gennem de sidste ti år har haft dårlige erfaringer med at strejke.

Men når enkelte arbejdergrupper går i strejke, står herskerne med det problem, at de ikke er ideologisk rustet til at isolere de strejkende. Og hvis større grupper kommer i kamp, har de ikke meget at stoppe en strejkebevægelse med andet end direkte magt (f. eks. fritstilling af arbejdet). Argumenter om betalingsbalancen og konkurrenceevnen bider ikke længere. Vi vil derfor i den kommende tid se perioder, med udbredt apati, og ind i mellem udbrud af strejkekampe, fordi folk har fået nok. De der går ud i kamp kan i dag vinde stor sympati. Og gennem de strejker vil folk kunne se, at man ikke længere er alene med sin utilfredshed. Det til opmuntre flere til at gå i kamp. Og vi vil komme ind i en periode med en hurtig radikalisering i arbejderklassen.

Det er det, vi ser ske i Grækenland, Italien og begyndende i Storbritannien i øjeblikket. Og det er jo egentligt det bedste argument mod profetierne om arbejderklassens død, nemlig at virkeligheden viser noget helt andet.

Noter

1. Selvom regeringerne nok i flere tilfælde havde undervurderet arbejderklassens styrke, hvilket bla. ses af den bølge af massestrejker i midten af 1980'erne; minestrejken i Storbritannien, metalarbejdernes i Vesttysklands strejke for kortere arbejdstid, de offentligt ansatte i Belgien og påskestrejkerne i Danmark. På trods af, at nogle af dem vandt delsejre, så var der ingen, der resulterede i at en borgerlig regering måtte gå af.

2. André Gorz: Adieux au proletariat - au delà du socialisme, udkom først på dansk i 1984 på Politisk Revy.

3. Se f.eks. det britiske kommunistpartis tidskrift, Marxism Today, specielt oktobernummeret 1988; New Times. Her er specielt to artikler Robin Murray: Life after Henry (Ford), og Stuart Hall: Brave new World. Med i denne tendens må også regnes David Harvey: The Condition of Postmodernity, Basil Blackwell 1989.

4. Formuleret af bla. Daniel Bell, se Alex Callinicos; Against Postmodernism, Policy Press 1989 s. 121.

5. Alain Lipietz: Mirages and Miracles - the Crisis of Global Fordism, Verso 1987 s. 75.

6. Ibid. s.75-76.

7. Fra Paul Kellogg: Goodbye to the Working Class? – i: International Socialism 2:36, 1987 og Danmarks Statistik: Statistisk Tiårsoversigt 1970, og Hansen og Lunding: Dansk Erhversliv, Erhvervsøkonomisk Forlag 1991, s. 57.

8. Michael Storper & Richard Walker: The Capitalist Imperative, Basil Blackwell 1989, s. 195.

9. Paul Kellogg op. cit.

10. Ibid.

11. Chris Harman: The Working Class after the Reccession – i: Callinicos og Harman: The Changing Working Class, Bookmarks 1989.

12. Se Storper & Walker op. cit.

13. Paul Kellogg op.cit.

14. Ibid.

15. Ibid.

16. Chris Harman op.cit. s. 59.

17. Flipproletar henviser til, at det er arbejdere, der går med skjorteflip. På engelsk har man skelnen mellem blue-collar workers, som er det vi forstår ved industriarbejdere, og white-collar workers, som er arbejderne med den hvide skjorteflip.

18. Richard Hyman: De europæiske fagbevægelser: På vej mod år 2000 - i: Årbog for arbejderbevægelsens historie - 1991, SFAH 1991.

19. David Harvey op.cit s. 125.

20. Lipietz mener yderligere, at fordismen siden 1945 spredte sig til resten af den "ikke-planøkonomiske" verden. Se Lipietz op.cit. Derfor undertitlen; the Crisis of Global Fordism.

21. Harvey op.cit. s. 126-40.

22. Piore og Sabel: The second industrial divide: possibilities for prospery, Basic Books 1984. For en kort gennemgang af de forskellige teorier se Klaus Nielsen: Teorier om tiden efter fordismen. GRUS nr. 34 11. årgang 1991.

23. Piore og Sabel bruger ikke modstillingen fordisme - postfordisme, men derimod masseproduktion - fleksibel specialisering.

24. Leborgne og Lipietz: New technologies, New modes of regulation: Some spatial implications - i: Space and Society, vol. 6 no. 3, 1988.

25. Harvey op.cit. s. 141.

26. Følgende figur bygger på Harvey op.cit. s. 177-9 og Storper/Walker op.cit. s. 151-2.

27. Danmarks Statistik; Statistisk tiårsoversigt 1990.

28. DA registrerede i deres årsberetning 1989-90 at lønomkostningerne i 1980'erne toppede i 1987.

29. Laurids S. Lauridsen: Postfordismen og de østasiatiske mirakeløkonomier - i: GRUS op.cit. s. 88. En yderligere argumentation mod teorierne om den nye underklasse findes i Chris Harman op.cit. Og i Lindsey German: Can there be a revolution in Britain - i: International Socialism 2: 57, 1992.

30. Andrew Sayer: Postfordism in Question - i: International Journal of Urban and Regional Research, vol. 13, 4, 1989.

31. Hansen og Lunding op.cit. s. 95.

32. Hirst og Zeitlin: Flexible specialization versus post-Fordism: theory, evidence and policy implications – i: Economy and Society vol. 20 no. 1, 1991.

33. Se Ian Birchall: Bailing out the system, Bookmarks 1986.

34. Russel King: The industrial geography of Italy, Croon Helms 1985.

35. J. Ørstrøm Møller: Masseforbruget udrydder ikke forskelle - i: Børsen 27.3.92.

36. Michael E. Porter: The Competitive Advantage of Nations - i: Harvard Business Review nr. 2 marts/april 1990, som er en foromtale af hans bog af samme navn. Den indeholder resultatet af en empirisk undersøgelse af 10 industrilande. Han påpeger bla. at Tyskland har succes med en ledelsesform, som ikke har noget til fælles med de japanske på trods af den fascination, som de har skabt (s. 81).

37. Se f.eks. Herbert Marcuse: Det endimensionale menneske.

38. Forord til kritikken af den politiske økonomi, Marx & Engels udvalgte skrifter, Tiden 1976, bd.1 s. 356.

39. Antonio Gramsci: Selection from prison notebooks, Lawrence and Wishart 1971, s. 333. For en yderligere diskussion af dette se Alex Callinicos: Making history, Polity Press 1989, specielt kapitel 4.

40. The Sun er et af de store borgerlige formiddagsblade, som tidligere har støttet Thatcher og nu Major ved valgene. Den er nok mere reaktionær end BT.

41. Lindsey German op.cit. s. 27-28.

Toppen af siden