[ International Socialisme nr. 4 ]
International Socialisme nr. 4
feb 1993

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 4

Udskriv artikel

 

Nr. 4

Side 2
· Indhold + Introduktion: "The times they are a-changin'"

Side 5
· Er arbejderklassen død?

Side 17
· Påskestrejkerne i 1985

Side 28
· Venstrefløjen i 80'erne: Fra storhed til fald

Side 35
· Hvem er fjenden? (Misha Glenny: "The Fall of Yugoslavia. The Third Balkan War")

Side 36
· Leon Trotskij og Kenth-Åke Anderson: "Kampen mot Hitler"

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 4 – Februar 1993 – Side 17

Udskriv

Påskestrejkerne i 1985

Hans Jørgen Vad

Siden Internationale Socialisters start1 har læren af påskestrejkerne indgået næsten som en del af vores "politiske grundlag". For en meget lille gruppe, der i en periode med højredrejning og flugt fra revolutionær politik frejdigt prædikede "arbejderklassens selvorganisering" var det ikke mindre end en foræring at blive bekræftet i dette.

Det betyder noget for det forhold, som "gamle" IS'ere (dvs. de, som kan huske dem/var aktivt med) har til disse strejker – og som i øvrigt gælder mange andre aktive fra den tid: De er næsten hellige, og der er ingen tvivl om, at det var noget overvældende stort, som skete i disse dage.

Blandt unge, men også lidt ældre, som nok husker dem, men ikke på den intense måde, som de, der var i tumultens centrum, bliver det efterhånden lidt af et postulat. Det begynder at minde om en påberåbelse eller et kodeord: Altså et internt signal, som kan være nok så fyldt med mening for de, som forstår det – men som mere og mere fremstår som en besværgelse, jo mindre man konkret forbinder med strejkernes detaljer.

Det er både synd og skam, for disse strejker var noget overvældende stort. Der var en stemning, som det næsten er umuligt at gengive; men "hvor man kunne mærke nakkehårene rejse sig", som en strejkeleder beskrev et møde i KB-Hallen under højdepunktet.

Denne artikel er et led i at fastholde erindringen om emnet, og min baggrund for at skrive den er, at jeg har lavet historiespeciale om det. Det betyder selvfølgelig, at man kommer til at arbejde med det på en så indgående måde, som vi normalt ikke kan i IS-sammenhænge, hvor vi oftest bygger på andres grundarbejder. Men dette har betydning for den måde, som denne artikel er opbygget på, da der netop er tre ting, som jeg under mit arbejde har fundet slående.

Det første er, hvor parentetisk en beskrivelse disse strejker har fået i al efterfølgende historisk og samfundsvidenskabelig litteratur. I et standardværk som Gyldendals Danmarkshistories bind 8 er de omtalt med siger og skriver: Fire linier.

Nu kan man selvfølgelig ikke dække alt lige grundigt; men skævheden kan demonstreres meget direkte, når man bemærker, at Storstrejken i 1956, som var mindre, behandles på hele to sider. I Longmans Yearbook/85 fylder de over en halv side og er den eneste hændelse fra selve Danmark, som nævnes dette år. Derfor vil jeg starte med en summarisk beskrivelse af strejkernes forløb og omfang, så enhver kan forstå, at de var til at få øje på.

Det andet er, hvor givtigt et sådant grundarbejde er – på to ledder. Dels betyder det, at vi bliver tvunget til at revidere nogle opfattelser, som efterhånden har bundfældet sig i organisationen og på venstrefløjen. De bundfældes som en slags sandheder, der aldrig sættes spørgsmålstegn ved, fordi det er sagt så tit. Jeg synes umiddelbart, det er meget forfriskende; men det er også godt at lære af.

Men derudover giver den en hug-og-stik-fast dokumentation for andre ting, som vi og den øvrige venstrefløj altid har gået og sagt; men hvor vi nemt vil komme på glatis, hvis en studentikos Spørge-Jørgen blev ved at insistere på: Hvor har I det egentlig fra?, og ikke anerkender maj-nummeret af Socialistisk Arbejderavis som et sandhedsvidne. Mht. troværdighed er det en stor fordel at kunne leve op til almindeligt anerkendte standarder for videnskabelig dokumentation. De to aspekter er det næste, som artiklen vil behandle.

Det tredje er hvor fantastisk lille interesse, der har været for at forholde sig til disse strejker senere. Og hvor ærgerligt det er, at vi ikke iværksatte en systematisk indsamling af vidnesbyrd – i samarbejde med den øvrige venstrefløj – lige efter strejkerne, hvor det var i frisk erindring. Dette aspekt – kampen om hvem, der skal have lov til at skrive historien – vil jeg forholde mig til i det sidste afsnit.

Strejkernes forløb

Påskestrejkerne startede som en officiel overenskomstkonflikt i LO/DA-området mandag 25. marts.2 Den omfattede omkring 300.000 og mindede bare på den måde om overenskomst-strejken i 1973 – men også passiviteten i de bredere lag af græsrødderne pegede på en gentagelse af 1973 som en "kolonihavestrejke".

Der var dog den væsentlige forskel, at fra 1. april ville knapt 100.000 offentligt ansatte også være med i strejken. Men den praktiske forventning til dette begrænsedes af, at det lå i luften, at regeringen ville stoppe strejkerne med et indgreb, og det var der en høj grad af resignation og defaitisme i forhold til.

Da indholdet af indgrebet blev bredere kendt i løbet af onsdagen, førte det dog til et dramatisk skift i stemningen til forbitret harme; men der skete ingen væsentlig forøgelse af den bredere aktivitet. En sådan sås heller ikke om torsdagen, hvor der blev lavet blokade af Christiansborg for at hindre førstebehandlingen af regeringsindgrebet.

Det var en udpræget eliteaktion båret af 1000 venstrefløjsaktivister – men den lykkedes over al forventning: For det første lykkedes det at planlægge blokaden, uden politiet fik det mindste nys om det. Havde de vidst den mindste smule, var det en lille sag at lave en afspærring, så den ikke kunne etableres.

Dernæst lykkedes det at lokke politi i stort tal ud til andre – betydningsløse – blokader, så det tog så lang tid at samle nok politi til at lave et hul i blokaden, at behandlingen måtte udsættes. Dernæst var der så meget fysik bag blokaden, at det slet ikke lykkedes politiet at opløse den helt. Ved én af broerne fik de nogen læsterlige klø. Alt dette blev transmitteret direkte i Danmarks Radio.

Fordi blokaden lykkedes, fik den en overvældende psykologisk betydning. Den fratog forbitrelsen dens ledsagende følelse af afmagt. Blokaden var et stærkt signal, som reaktionerne overalt i landet synes at have været positive over for. Denne reaktion gav de få, som altid sympatiserede med militante aktioner, et synligt udtryk for, at i disse dage støttede de mange også den slags, og dermed skabtes den stemning, som prægede strejkerne mere end noget andet: Man kunne alt, og alt var tilladt!

Fra fredagen bredte blokaderne sig på landsplan, og på den sidste dag i den officielle LO-strejke fik den tilslutning fra offentligt ansatte, som derved strejkede uofficielt. Denne tendens blev opmuntret af, at der var indkaldt til demonstrationer i de fleste større byer, som blev meget store – officielt deltog der 100.000 i København.

Fredag blev dagen, hvor den kontrollerede, officielle strejke gik ind i sin "vilde" fase, selv om den stadig var lovlig. Ulovlig blev den først lørdag aften, da Folketinget vedtog indgrebet.

Trods dette kulminerede strejkerne mandag/tirsdag hen mod noget, som mange steder lignede en totalt lammende generalstrejke. Igen mandag var der demonstrationer i mange byer, som ifølge mange iagttagere var endnu større end fredagens; men f.eks. i København var det officielle tal stadig 100.000.

På et tidligt tidspunkt prøvede politiet endda via Radioavisen at sprede det indtryk, at der deltog "nogle få tusinde". På samme måde berettede minutradioavisen monotont mandagen igennem, at ca. 10-15-20.000 havde nedlagt arbejdet; men et uidentificeret "man" mente, "man ville gå i arbejde om tirsdagen".3

Det var "man" åbenbart ikke klar over på de relevante arbejdspladser, for dagen efter blev strejkerne efter alt at dømme endnu større. Det var imidlertid ikke muligt at få en kommentar fra denne "man", for nu var også radioens minutavis lukket, ligesom alle regionalradioer og TV havde været det fra mandag.

I dette fravær af statsradio fik lokalradioerne monopol og blev et vældigt spejl på, at strejkerne var en folkesag. Det er umuligt ud fra lokalradioaflytning at sige hvor mange, som strejkede. Men de giver en glimrende afspejling af, hvor bredt den nåede ud f.eks. i Århus, hvor jeg har aflyttet båndene. Der var talrige bankospil, forestillinger og arrangementer, som aflystes, fordi denne og hin gruppe nægtede at udføre ditten og datten, ligesom bademesterassistenterne i "Spanien" og reklamefolk i City gik med ud.

Lokalradioerne blev bare i kraft af deres mikrofonholderi et talerør for denne folkesag, ligesom de formidlede blokader, der var lige så populære. Om tirsdagen kulminerede ikke bare strejkerne, men også tendensen til at folk selv bestilte deres private blokader. Ydermere var det efterhånden de ejendommeligste steder, som blev blokeret.

Et eksempel var en boligblok i Århus, hvor beboerne for en ordens skyld blokerede deres egen varmeforsyning – det skulle jo være effektivt! I et andet tilfælde stod dronning Margrethe med det problem, at hun under indvielsen af "Varmeplan Århus" skulle passere en blokade. Det fik hun også lov til, fordi der var besindige elementer i begge lejre:

Allernådigst fik hun lov til at passere, hvis hun ikke indsmuglede alskens skruebrækkere under dække af sit kongelige besøg. Her forhandlede kongemagten direkte med arbejdermagten. Sådan var der også mange andre eksempler på, at arbejdermagten stod i en direkte forhandlingsposition med statsmagten i disse dage.

Joh, de var til at snakke med, da vi var mange på gaden!

Strejkerne tabte fart og stoppede

Om tirsdagen var der et massivt tillidsmandsmøde i KB-Hallen i København med 4000 deltagere og måske 2000, som mødte forgæves. Jeg har bånd fra dette møde, og eftertidige beskrivelser af den sydende stemning er ikke overdrevne.

Men én bestemt ting var måske afgørende for, at det ikke lykkedes at føre strejkerne videre. Det lykkes for DKP i et snævert parløb med Preben Møller Hansen fra Sømændene at modstå et stærkt pres fra salen og forpurre, at der indkaldtes til at landsdækkende tillidsmandsmøde i påsken – en helt afgørende forudsætning for at give bevægelsen en autoritativ ledelse, som kunne udstede signaler og paroler med bund i kampviljen på arbejdspladserne på landsplan.

Om onsdagen – dagen før skærtorsdag – begyndte strejkerne tydeligt at tabe fart. For ikke at miste4 helligdagspengene gik mange i arbejde dagen før ferien.

Det er dog værd at huske, at strejken faldt fra et usædvanligt højt niveau. I byer som København, Ålborg og Esbjerg var det kun strejkens randgrupper, som gik i arbejde. I Århus og andre større byer faldt deltagelsen betydeligt; men den var alligevel stærkere end nogensinde tidligere, f. eks. i 1974 og 1956. Odense, Silkeborg og Als var steder, hvor den svækkedes relativt mest, hvor kun få arbejdspladser strejkede ubrudt.

Men selv om strejkerne stadig var massive, mistede de deres "drive". Selv om motivet mange steder var en midlertidig genoptagelse af arbejdet, gik mange på ferie med det indtryk, at bevægelsen var for nedadgående – et indtryk, som presse, politikere og fagtop gjorde alt for at forstærke.

Dermed kom strejken igen til at ændre karakter: Fra at være helt ukontrolleret kom den under den faglige venstrefløjs kontrol, som var domineret af DKP, og som ønskede strejkerne stoppet. Kræfter i DKP ønskede dem egentlig allerede stoppet før påske, men p.g.a. pres – også indefra – blev det ikke den officielle linie. Man lagde så op til en landsdækkende aktionsdag onsdag 10. april, to dage efter påskeferien, og lod så dette være dagen for afblæsning af strejkerne.

Dagen kunne lige så godt være brugt som en test på, om der var kræfter til at strejke videre, og det kan kun tolkes som begrundet i en forhåndsindstilling om, at strejkerne skulle stoppe, at man ikke gjorde dette. Havde man gjort det, kunne der næppe have været tvivl om udfaldet.

Opbakningen bag demonstrationerne var generelt massiv, men med karakteristiske undtagelser de steder, hvor der var strejket svagt påsken igennem. I København deltog måske op mod 300.000, uden der dog kom noget frimærke ud af det – som efter EM i fodbold 1992, hvor der næppe var flere.

I Odense, Silkeborg og Als var 10. april meget tam, modsat f.eks. en lille by som Odder på begge planer: Her var der både strejker påsken igennem og den 10.

Århus lå i denne sammenhæng i en slags mellemposition mellem det massive København/Ålborg/Esbjerg-mønster og det spinkle Odense/Silkeborg/Als-mønster: Med en massiv opbakning bag demonstrationen, hvor nogen siger 35.000, andre 50.000, men med en markant "udfadning" 11. – 12. april. I København og Ålborg var strejken meget stærk ugen ud.

Bevægelsens omfang

Jeg har kun givet et indtryk af stemningen og massiviteten, men ikke sagt noget præcist om strejkernes omfang, som i øvrigt er vanskelig at kortlægge ud fra den officielle statistik.

Det er den bare af metodiske grunde, da nogle "rømmede" fra arbejdet uden en formel strejkebeslutning i forbindelse med demonstrationerne, ligesom store grupper var blokeret ud. Skal de tælles med?

Ydermere er det sandsynligt, at mange strejker aldrig er rapporteret opad i systemet. Endelig er det sådan, at strejketallene fra Danmarks Statistik virker helt skæve – selv med disse forbehold. Ifølge denne var der i hele 1985 820 strejker med 581.297 involverede og 2.332.700 tabte arbejdsdage.

I en lidt usikker, men venlig tilbageregning ud fra fakta, vi kender, kommer man frem til, at DA har registreret 120.000 tabte arbejdsdage i den ulovlige del af strejken. Det forekommer ikke som særligt mange. Gøres beregningen mindre venlig, men mere holdbar, bliver tallet betydeligt mindre. En stadig holdbar tilbageregning bringer os ned på det helt uholdbare 0 tabte arbejdsdage i DA-området.

Det, ved vi, er løgn; men det bringer orden i logikken, fordi det da vil udtrykke en politisk beslutning i DA om ikke at offentliggøre disse tal. Jeg har lavet en lidt indviklet beregning ud fra industriens arbejdstimeindex for marts/april i 1985 sammenlignet med 1984.

Det kan tolkes således, at strejkeintensiteten i DA-området 1. – 2. april suppleret med 10. april, hvor arbejdsnedlæggelserne også var massive, har været på højde med den lovlige strejkes. Ud fra disse og en række andre kendte tal kan tallet af strejkende næppe have været under 600.000,5 og antallet af tabte strejkedage vil nå tæt op mod 4 mill.

Forklaringen på strejkerne

Når jeg gør en del ud af, hvorfor strejkerne kom og udviklede sig så voldsomt, er det ikke, fordi vi skal øve os i at spå om, hvornår den slags kunne ske igen. Min pointe vil nærmere være det modsatte: At vise, at det principielt er umuligt at spå om den slags, fordi der er en række subjektive elementer, som er meget svære at forudse, og fordi den kombinerede effekt af disse er umulig at se.

Når det har en særlig interesse at forklare strejkerne, skyldes det, at de overraskede alle. Næsten alle stemningsrapporter taler om resignation og mathed – derfor lå det ikke i kortene, at det skulle eksplodere på den måde.6 I en helhedsforklaring på strejkerne må man operere på mindst tre niveauer:

1. I en mere generel udvikling i samfundet, som overhovedet var en forudsætning for strejkernes størrelse.

2. Hvordan de økonomisk-politiske spændinger udviklede sig i perioden op til strejkerne.

3. I en række subjektive og "tilfældige" elementer, som kommer til at spille en afgørende rolle i situationen.

Arbejderklassens forandring

Den mest dybtgående ændring, der var sket siden f.eks. 1973-74, var udviklingen af en kvalitativt anden arbejderklasse. Når jeg bruger det til sammenligning, er det, fordi der da var dels en officiel storkonflikt (1973) og dels uofficielle massestrejker (1974).

Alene udviklingen i tallet af organiserede i LO- og FTF-området er illustrativt:

 19731985Stigning
FTF257.000402.00056%
LO924.0001.402.00051%

Disse imponerende tal dækker over en vækst i antallet af arbejdere, men forklarer det ikke alene, da den ikke var nær så stor. Det betyder, at organisationsgraden også steg markant.

Ydermere gemmer der sig bag disse tal en kvalitativ ændring i indstillingen blandt de organiserede. Funktionærer og offentligt ansatte havde udviklet en regulær strejke- og protesttradition op gennem perioden.

En sådan havde der også tidligere været på LO-området; men det betyder ikke, at dens sammensætning har været statisk, hvilket kan vises med et simpelt ræsonnement: Den traditionelle arbejderklasse fik fra slutningen af halvtredserne et meget kraftigt input af tidligere husmænd, som prægede den stærkt i 1973.

I 1985 prægedes den i langt højere grad af disse tidligere husmænds børn, altså 2. generationsarbejdere. Når DKP-ml efterfølgende forsøgte at lancere strejkerne i 1985 som en "Folkestrejke" (som strejkerne i 1943), vil den eneste begrundelse for dette være, at i 1985 var "folk" i almindelighed blevet arbejdere. Der findes – mig bekendt – intet som helst belæg for at "folk" i betydningen "småborgere", dvs. købmænd, kioskejere eller tankstationsforpagtere var en kraft i 1985.

Konjunkturerne i økonomi og klassekamp

En anden del af forklaringen lå i konjunkturer, der var i klassekampen op til strejkerne, og som i sidste ende bestemmes af konjunkturerne i den økonomiske udvikling.

Fra 1980 forværredes den økonomiske situation drastisk, og der lukkedes arbejdspladser i hundredvis – mest dramatisk i 1981. Arbejdsløsheden steg voldsomt, og en bedring i beskæftigelsen sås først i 1984.

Derfor svækkedes arbejderklassen voldsomt, og meget af det militante netværk, som var udviklet op gennem halvfjerdserne, blev nedbrudt. Ydermere led arbejdersiden nogle markante nederlag, hvor havnestrejken 1982-83 var den alvorligste. Denne viste så alvorlige sprækker i arbejderklassens organisering, at det gav borgerskabets høge mod på at indlede et opgør med fagforeningsvæsenet.

De vigtigste opgør kom ved La Cabana i Herning i sommeren 1983 og under HT-konflikten i foråret 1984. Men en række mindre sager understregede, at de faldt ind i et mønster. HT-konflikten endte imidlertid med et nederlag for de gule kræfter, og man kan sige, at det skyldes, at de var gået over stregen.

Men grunden til, at de gule kom til at gå for vidt, skal ses i den markante stigning i beskæftigelsen, som indtrådte fra januar 1984 – et forhold, som vi i situationen slet ikke var opmærksomme på. For de næste 18 måneder svarede væksten i denne til en årlig stigning på 9%. Tallet siger måske ikke så meget; men det er næsten 50% større end i de hedeste 18 måneder i 1972-73, som vi ellers går og regner som boomet, der siger spar to til alle andre.

Der er en umiddelbar sammenhæng mellem – ikke arbejdsløshedstallene, men – tallene for beskæftigelsen og selvfølelsen og dermed den umiddelbare styrke på arbejdspladserne. Det ved enhver borgerlig økonom og strejkesociolog, og det udtrykkes af Trotskij på følgende måde:

I det øjeblik, hvor fabrikkerne holder op med at afskedige gamle arbejdere og ansætter nye, vil arbejdernes selvtillid styrkes; de er atter nødvendige.7

Der var altså sket en elementær styrkelse af arbejderklassen før HT-konflikten og i hele perioden op til påskestrejkerne, uden at det dog betød en genopbygning af det militante netværk, som svækkedes i 1980-84.

Men det er forkert, som det ofte er hævdet, at én af årsagerne til den officielle strejke var, at "fagtoppen havde rejst forventninger". Det kan konkret påvises, at fagtoppen lavede alskens julelege for at nedtone disse forventninger; men at presset fra neden tvang dem til at stå fast på kravene. Hhv. Martin Rømer, Lærerne, og Hardy Hansen, SiD, blev tæsket på plads så sent som i efteråret 84 og januar 85. Det hindrede muligheden af et kompromis.

Kun i det pædagogiske område kan man tale om, at der blev rejst "forventninger" fra forbundsside. Netop deres populære kampagne "Job til fler – tid til mer" 8 tillægger jeg stor betydning med hensyn til at fastholde presset fra neden.

Årsagerne til eksplosionen

Som nævnt var det et objektivt pres fra neden, som betød, at der ikke kunne nås et kompromis mellem fagtoppen og arbejdsgiverne.

På den anden side var det et subjektivt valg fra Schlüter og hans rådgiveres side at lade konflikten løbe og på den måde lægge brænde i ovnen. Men i det lå der også, at man næsten var "tvunget" til hurtigt at gribe ind. En officiel LO-strejke har ikke en nær så massiv synlighed sammenlignet med det øjeblik, hvor skolevæsen, institutioner, transport og postvæsen går med. Derfor har det ligget i logisk forlængelse af overhovedet at tillade strejken at starte, at man også ville gribe ind.

Man kan i dag kun gisne om, hvad der har været motivet til at lade strejken starte, når man alligevel ikke ville lade den køre ud, som nogle kræfter i Venstre talte for. Formentlig skal det ses i et internt magtspil i borgerskab og arbejdsgiverkredse om attituden til fagtoppen. Blandt høge var der et udtalt ønske om et egentligt opgør med bl.a. SiD.9

Men selve det at gribe ind i en løbende konflikt er ikke tilstrækkelig forklaring på den eksplosion, som det medførte.

Et helt afgørende element var indgrebets karakter. Ifølge alle samtidige kilder fremstod det som en uhyre provokation. Det principielt provokerende var, at indgrebet ikke blev lagt op ad forligsmandens skitse, der opfattedes som en middelvej mellem arbejdsgivernes krav og den besindige del af fagtoppen.10

I kroner og øre var forskellen imidlertid minimal,11 så Schlüters valg af et indgreb i modsætning til forligsmandens udspil skal nok ses i relation til ovennævnte magtspil.12

Men fagtoppens reelle fornærmelse over at være forbigået – et signal, som forplantedes hele vejen gennem systemet – kobledes med utilfredsheden med den lille arbejdstidsforkortelse og den generelle harme mod Schlüter. Der er ingen tvivl om, at det var en væ-sentlig ingrediens i den eksplosive cocktail – men stadig ingen tilstrækkelig forklaring på, at eksplosionen udløstes. Der skulle en gnist til.

Christiansborg-blokaden

Et helt afgørende element i dette var Christiansborgblokaden og dens særdeles vellykkede forløb. Både sam- og eftertidige rapporter viser, at den – som den fremstod – var en fantastisk inspiration og gav bevægelsen et afgørende skub.

Virkningen af den havde været kvalitativt anderledes, hvis ganske banale sikkerhedsmæssige ting var gået galt: Havde politiet vidst, hvad der skulle ske, var det den letteste sag at stoppe den præventivt.

Men politiet blev taget med bukserne nede og var ikke i stand til at opløse blokaden frem til kl. 12, hvor en større demonstration ankom på Slotspladsen.

Man kan ikke i traditionel forstand bevise, at den følgende strejkeudvikling var blevet mindre eksplosiv, hvis det ikke var lykkedes med denne blokade, som løbende blev dækket af Danmarks Radio.

Men p.b.a. mit materiale og sammenhængen i forløbet har jeg ikke været i tvivl om at placere blokaden som en afgørende faktor, som i øvrigt forstærkedes af, at det var succesrige motorvejsblokader, som mindre end et år før var højdepunktet i HT-konflikten. Derfor blev Christiansborgblokaden den gnist, som tændte det bål, Schlüter havde hældt benzin på.

Når det lykkedes at udbrede blokaderne, så de blev et kendemærke på landsplan, skyldtes det styrken af den daværende venstrefløj. Det kan fastslås, at det var den (dele af DKP, VS, SAP, DKP-ml, RS og, ikke at forglemme, IS), som bar disse blokader. Der var nok andre med; men de initiativtagende og drivende kræfter var organiserede. Det kan også vises, at hvor denne var stærk og i stand til at etablere egentlige centre for aktivitet, blev både blokaderne og strejkerne mest intensive.

Det var altså ikke en enkelt faktor, som trak arbejderklassen ud i et overvældende oprør med så stærke ligheder med "de undertryktes festival", som vi i det mindste skal tilbage til befrielsen for at finde magen til. Én af vore søsterorganisationer skrev om, "hvor hurtigt kontrolmekanismerne smuldrede under krisen. Øjeblikket var kort; men det var der."13

En revolutionær situation?

Dette rejser naturligt spørgsmålet, om det var en revolutionær situation vi stod i?

Svaret er i virkeligheden mere komplekst end som så. Træk i situationen begrundede en sådan karakteristik; men den efterfølgende udvikling dementerede det, da den massive bevægelse stoppede ret brat, uden mange synlige udløbere.

Det skyldtes svaghed i to led af den kæde, som udgør arbejderklassens styrke: Nemlig i selvorganiseringen på grundplanet og i dets politiske lederskab. Fordi begge disse led var svage, kunne situationen ikke udvikle sig revolutionært.

Strejkerne var ikke så stærke, at de i sig selv havde et revolutionært "drive" – f.eks. med udgangspunkt i en bølge af lokale økonomiske kampe. Men de var dog så stærke, at det krævede et aktivt spil at få dem stoppet. I dette spil indgik de kræfter, som er mod den slags strejker – lige fra borgerlige partier til dele af DKP. Ikke i et aftalt spil, men dog i et samspil, som demonstrerede en glimrende arbejdsdeling.

De borgerlige kræfter havde kun svage midler til at få strejkerne stoppet. Langt de vigtigste var de socialdemokratiske forbundstoppe og ledelsen i DKP.

Når jeg her skelner mellem samspil og aftalt spil, betyder det, at det ikke var nødvendigt for f.eks. metalformand Georg Poulsen og Poul Emmanuel, den grå eminence i DKP, at sidde i direkte natlige forhandlinger og tinge om, hvordan man skulle stoppe strejkerne. Det skete nærmere ved, at begge parter havde et solidt kendskab til, hvordan den anden part ville reagere, og kunne indkalkulere det i sine handlinger. Det betyder dog ikke, at man skal udelukke, at der har fundet aftalt spil sted. F.eks. mellem DKPs ledelse og Preben Møller Hansen.

SD og strejkekasserne

De socialdemokratiske forbundstoppe var formentlig arkitekterne bag de afgørende hindringer for at fortsætte strejkerne. De to væsentligste var, for det første, uden vaklen at nægte strejkekasserne åbnet, som de sagtens kunne uden at komme i konflikt med de fagretlige regler – f.eks. ved at øge betalingen for den "lovlige" uge.

Det andet var en systematisk kampagne for at få folk til at genoptage arbejdet dagen inden påske med henvisning til helligdags-betalingen. Den kraft, det argument fik, og den synkroniserede måde, det optrådte på, taler for, at en stærkt forgrenet organisation har stået bag. Meget peger på det socialdemokratiske apparat; men der er også tegn på, at det fandt forståelse hos en fløj i DKP, ja, selv Preben Møller Hansen talte 1. april om at strejke økonomisk. Angiveligt var det for at spare penge ved at strejke på en snild måde; men reelt var det for at tage det synlige pust ud af strejkerne. Når der ikke er et stærkt pres nedefra, går disse folk ikke ind for strejker – selv i discountudgaver.

Det havde da også en klar virkning, som forstærkedes af, at der kun var enkelte forbund, som åbnede strejkekasserne: Man skabte et indtryk af, at det økonomisk var umuligt at strejke videre.

Dette var imidlertid kun et indtryk – som nemt kunne modgås med argumenter og facts – fra et forum med autoritet og troværdighed. F.eks. et landsdækkende tillidsmandsmøde, som der var et bredt ønske om skulle afholdes i påsken. Herfra kunne der være udgået et signal om, hvordan man kunne føre strejken videre.

DKP var den afgørende kraft i at blokere, at det blev afholdt, men i et så tæt dokumenterbart samspil med Preben Møller, at det ville være ulogisk, hvis de ikke havde snakket sammen om det.

Det betyder imidlertid ikke, at alle i DKP (eller for så vidt Preben Møller Hansens Fælles Kurs Klub) mente, at strejkerne skulle stoppe efter påske. Der kan nemt vises så klare nuancer og modsætninger i f.eks. DKPeres attitude, at det tyder på, at der var en fløj, som var oprigtige tilhængere af strejken, og en anden fløj, som ville stoppe dem. Men er dette tilfældet, var det imidlertid de systembevarende kræfter i DKP, som vandt.

Venstrefløjens svaghed, også IS'

Når det lykkedes DKPs højrefløj at hindre et landsdækkende tillidsmandsmøde, skal det også ses på baggrund af svagheder på den yderste venstrefløj, som var af både politisk og organisatorisk karakter.

For at tage det sidste først, er det helt tydeligt, at man var bange for at udfordre DKP og derved risikere selv at stå med ansvaret for et landsdækkende møde, hvis DKP saboterende stod af. Men at denne angst fik en sådan vægt, har også været politisk begrundet: Man tillagde næppe spørgsmålet så stor betydning i situationen, som vi i dag må gøre – set i bakspejlet. Ingen så dengang klart nok i øjnene, hvor svagt grundlaget for strejkerne var.

F.eks. var dele af IS direkte skeptiske over for et sådant møde, fordi vi vurderede, at det ville blive et redskab til at udvande strejken. En så alvorlig direkte fejl kan kun forklares ved en undervurdering af konsekvenserne af strejkeslagternes spil.

Som bekendt sluttede påskestrejkebølgen definitivt mandag morgen 15. april. Direkte i kølvandet fulgte der på landsplan kun tre synlige strejker, nemlig på Ceres og Oliefabrikken i Århus samt Brandtex i Brande, hvor de to sidstnævnte var på lønkrav. Der blev altså overordentligt stille bagefter på overfladen. Under denne overflade var der tilsyneladende et leben af små økonomiske kampe, som imidlertid aldrig nåede ud over fabriksniveauet. Baggrunden for dette skal ses i forholdet mellem politisk og økonomiske kamp.

Politisk og økonomisk kamp

Påskestrejkerne voksede ud af den kontrollerede økonomiske overenskomststrejke som en ukontrollabel politisk kamp. Strejkerne fik derfor kun et ringe lokal-økonomisk sigte og dermed kun lille brod og organisering mod den enkelte arbejdsgiver. Det forblev en eksplosion af generel utilfredshed uden et fundament i lokale forhold.

Derfor gav det kun mening at strejke videre, hvis man følte sig sikre på, at så mange andre gik med, at man kunne ændre de generelle forhold. F.eks. ved at vælte Schlüter eller sikre genforhandling af overenskomsten.

En bølge af lokale kampe kunne måske også have ført frem til denne situation, hvor økonomisk kamp efter Luxemburgs mønster slår over i politisk kamp.14 Men forudsætningen var altså, at kampen blev startet lokalt.

Kun på Brandtex og Århus Olie blev kampen drejet direkte i den retning. Ceres-strejken var en defensiv udløber. Brygstrejken, som startede netop, da strejken på Århus Olie sluttede i isolation, var også defensiv – vendt mod fyringer.

Under strejkernes nedtur foreslog bryggeriarbejderne en slags industriel politisk strejke – baseret på de stærke områder. Det følte de sig utvivlsomt stærke nok til – forudsat at en række andre var gået med. Men problemet var, at de andre kun følte sig stærke nok, hvis endnu flere gik med. Og "endnu flere" gik kun med, hvis der var udsigt til en bred massestrejke.

Anderledes var det måske gået, hvis bryggeriarbejderne var gået ud med et signal, som hed: "OK, betingelserne for den generelle kamp er smuldret. Men vi, som stadig har kræfter i behold, må så hente lokalt, hvad vi ikke kunne få generelt. Vi strejker fra mandag morgen lokalt for kortere arbejdstid og 5,- mere i timen – og opfordrer alle andre til at gøre det samme – også offentligt ansatte."

Det lyder måske radikalt. Men for det første skal man huske, at det få år forinden var lidt af en kæphest at tale om selvreduktion af arbejdstiden – en meget lokal kampform. For det andet kan man ikke udelukke, at den var let at vinde blot på grund af truslen om, at den ville brede sig.

Det er også værd at huske på, at der stadig var masser af kræfter i behold blandt offentligt ansatte. I Danmarks Lærerforening var der ekstraordinær kongres i maj, hvor hovedbestyrelsen med Martin Rømer i spidsen var et hårsbred fra at få silkesnoren, og hvor oppositionen fik gennemtrumfet strejkekassen åbnet for påskedagene, hvilket senere blev bekræftet ved en urafstemning. Beslutningerne på denne kongres kunne måske være blevet helt anderledes, hvis en levende strejkebevægelse med arbejdersiden i offensiven rullede forbi lige uden for vinduerne.

Men det, som foregik uden for disse vinduer, var kun en stadig mere isoleret og defensiv strejke på bryggerierne vendt mod fyringer, som mange lærerdelegerede næppe ænsede.

For det tredje havde en offensiv kamp på lønnen måske betydet – selv om den ikke blev vundet – at de havde undgået en defensiv kamp mod massefyringer, – f.eks. hvis man gik i arbejde; men hvor et stort mindretal ønskede at strejke videre.

Bryggeriarbejderne undgik ikke at komme i isoleret kamp mod øllets arbejdsgivere ved ikke at tage handsken op på egne præmisser – de fik kniven, så snart Oliefabrikken var gået i arbejde.

Hvad kan vi lære?

Påskestrejkerne var med deres omfang og karakter af tøjlesløst oprør (i betydningen: ikke tøjlet af arbejdsgivere, pampere eller besindige venstrefløjsfolk) en guldgrube af erfaringer i klassekamp. Både i sin helhed og med sin uoverskuelige væld af detaljer. I kimform udfoldedes alle de ingredienser, som vil vise sig i en kommende revolutionær situation. Derfor er det et "must" for nuværende og kommende danske revolutionære at have et tæt kendskab til disse strejker.

Det bør være en integreret del af vores historisk-teoretiske bagage ligesom den russiske revolution, og i langt højere grad end Frankrig 68 eller Polen 80-81. Vi vil ikke være ordentligt klædt på til de kommende års udfordringer uden en solid oplagring af denne erfaring, som vi kan være sikre på, der er sket en meget grundig opsamling af ovre i modpartens lejr. Ikke sådan at vi kan læse direkte og detaljeret om det i Børsens Nyhedsmagasin eller Gyldendals Danmarkshistorie. Men vi kan være helt trygge ved, at magtens mest magtfulde mænd i stat, erhvervsliv og for så vidt også fagbureaukrati har draget deres præcise konklusioner, og at de er i stand til at formidle dem videre til deres efterfølgere.

Det er blandt andet derfor, at det er vigtigt, at vi kender den – ikke fordi vi skal forvente en egentlig gentagelse. Historien gentager sig nemlig ikke – alene af den grund, at der er to klasser, som lærer af hinandens sejre og nederlag.

Dernæst vil jeg nævne et par meget konkrete grunde til, at vi ikke kan forvente en generel gentagelse af Påsken 1985. Den mest afgørende forskel er fraværet af DKP, som har spillet en ganske bestemt rolle uden store svingninger i perioden 1945-85. På godt og ondt – både set med vores og med arbejdsgiverøjne. DKPs rolle har i denne periode været så stabil, at arbejdsgiverne har kunnet forlade sig på, at de i spidssituationer (som vi så i 1945, 1956, 1974 og i 1984-85) vil optræde som garanter for systemet. En konklusion, som de drog allerede i 1945.15

En anden markant forskel er, at den type af faglig venstrefløj, som var modnet omkring VS og i en slags symbiotisk konkurrence/lukreringsforhold til DKP, ikke bare er væk: Den vil aldrig opstå igen, fordi dens særlige baggrund er væk for altid. Det IS, som vi opbygger i dag, vil præges af og skal forstå at orientere sig mod, at den tilsvarende faglige venstrefløj, som især DKP repræsenterede, vil være at finde i Socialdemokratiet.

Men også langt ned i detaljen kan vi finde vigtige elementer i disse strejker, som ikke vil gentage sig i samme form – f.eks. blokadevæsenets og lokalradioernes rolle.

De ting, som går videre

Men selv om der er meget, der forgår, vil der være noget, som består. Så længe vi har kapitalisme, vil vi forsat have klassekamp og massestrejker – måske i et lignende omfang allerede om et par år – who knows?

De "vilde" påskestrejker udsprang af en kontrolleret officiel strejke, – det som vi i IS kalder en bureaukratisk massestrejke. Selve det forhold betyder, at sandsynligheden af at det gentager sig i denne form er mindre. P.g.a. 1985 vil der i fagbureaukratiet være stor forsigtighed med – for ikke at sige angst for – at indlede den slags strejker. Men det er absolut ingen hindring for, at de kan opstå: I 1974 opstod strejkerne netop med udgangspunkt i store, socialdemokratisk dominerede arbejdspladser. Der er intet, der taler for, at det ikke kan gentage sig. Den basale styrke er stadig intakt.

I sådanne strejker vil vi også se, at kræfter fra neden ønsker at gå videre end toppen, og at alle de etablerede og systembevarende kræfter – i borgerskabet, men endnu vigtigere: langt ned i fagbevægelsen – vil gøre alt for at bremse. Igen og igen vil vi blive konfronteret med at skulle manøvrere i forhold til den helt afgørende skillelinie, nemlig mellem dem, som ønsker at udvikle kampen, og dem, som vil spænde ben for den. En skillelinie, som er uhyre reel, men også uhyre bevægelig, og som kan ændre sig fra dag til dag, ja, fra time til time.

Evnen til at manøvrere i forhold til denne skillelinie læres ikke ved at læse alene, eller praktisk handling alene. Den læres kun ved et årelangt samspil mellem de to ting, og ved at det udkrystalliseres i en organisations samlede praksis. Udviklingen af denne evne er forudsætningen for at vinde de næste massestrejker og for selve revolutionen.

Men fordi en lang række af de grundlæggende mekanismer er de samme, kan den udvikles gennem års praksis under langt mindre dramatiske omstændigheder – på gymnasiet, universitetet og almindelige arbejdspladser – blot man er i en organisation, som har de helt store kampe som en del af den kollektive ballast.

Noter

1. Eller næsten! IS blev formelt stiftet præcist et halvt år før, disse strejker kulminerede.

2. Jeg vil det følgende ikke give nogen dokumentation for mine oplysninger, men vil henvise til specialet, og hvad der evt. senere kunne udgives.

En dag-for-dag oversigt over begivenhederne kan findes i Internasjonal Sosialisme nr. 2, våren 1985, udg. af IS-Norge. Oversigten er optrykt i 2. udgave af pjecen Påskestrejkerne og kampen for socialisme, Internationale Socialisters Forlag, Brønshøj 1989. Førsteudgaven udkom i august 1985.

3. Det interessante er, at denne oplysning fremkommer i JyllandsPosten, og ikke i Aktuelt.

4. Den reelle forskel gik på om folk fik 775,- udbetalt – ikke til påske, men enten 14 dage efter eller med næste års feriepenge.

5. Når dette tal ligger så forholdsvist tæt på de officielle, skyldes det, at jeg vurderer, at der i dette ligger en lang række gengangere. Men vi kan ikke udelukke, at det reelle tal har været oppe mod 750.000. Men under alle omstændigheder er det en fordobling af det antal arbejdere, som nogensinde før havde været i strejke.

6. Der kan nok findes folk, som i dag siger, at de havde forventet, der blev strejker, og det har de givetvis ret i. Men der findes næppe nogen, som ikke vil indrømme, at de også blev overrumplet af bevægelsens faktiske styrke.

7. Trotskij om krise, boom og revolution, i: International Socialisme – politiske arbejdstekster nr. 14.

8. Kampagnen var meget professionelt gennemført i aviser og andre reklamemedier og kostede flere millioner.

9. Udtalelser i Lars Lundkvist og Peter Nielsen: Magtens Magtesløse Mænd, Hobro 1985. Andre udtalelser samme sted tyder på, at dette ønske havde forgreninger helt ind i Socialdemokratiet.

10. DA's krav fremstod som et tilbud på 2%, hvor forligsmandens udspil ville give 4%. LO-toppen incl. SiD var på et tidspunkt indstillet på at give køb på kravene, så de ifølge egne beregninger faldt fra 16 til 6%.

11. Iflg. regeringens egne vismænd.

12. "Det var rart at se, hvem der bestemte." Lundkvist, op.cit.

13. Socialist Worker Review, nr. 76, maj 1985. En dansk oversættelse af artiklen er optrykt i ovennævnte 2. udgave af pjecen Påskestrejkerne og kampen for socialisme.

14. Rosa Luxemburg: Massestrejke, parti og fagforeninger (1906) i: Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg. Forlaget Tiderne skifter, København 1976.

Luxemburgs pjece er skrevet på baggrund af 1905-revolutionen i Rusland og er et opgør med det tyske socialdemokratis mekaniske opfattelse, der skelnede skarpt mellem økonomiske strejker (for løn og arbejdsforhold) og politiske strejker (mod regeringen), og som mente, at politiske strejker kun skulle tjene til at understøtte den socialdemokratiske rigsdagsgruppes politik. Heroverfor pegede Luxemburg på den selvstændige dynamik, som massestrejker kan indeholde, og på at netop samspillet mellem strejkernes økonomiske og politiske karakter er med til at forstærke (eller svække) denne dynamik.

Se også Tony Cliff: Patterns of Mass Strike i: International Socialism nr. 29, London 1985.

15. Arbejdsgiveren, okt. 1946.

 

 

www.socialister.dk – 7. december 2019 kl. 07:55