[ International Socialisme nr. 4 ]
International Socialisme nr. 4
feb 1993

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 4

Udskriv artikel

 

Nr. 4

Side 2
· Indhold + Introduktion: "The times they are a-changin'"

Side 5
· Er arbejderklassen død?

Side 17
· Påskestrejkerne i 1985

Side 28
· Venstrefløjen i 80'erne: Fra storhed til fald

Side 35
· Hvem er fjenden? (Misha Glenny: "The Fall of Yugoslavia. The Third Balkan War")

Side 36
· Leon Trotskij og Kenth-Åke Anderson: "Kampen mot Hitler"

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 4 – Februar 1993 – Side 35

Udskriv


Rød stjerneRød stjerneAnmeldelseRød stjerneRød stjerne


Hvem er fjenden?

The Fall of Yugoslavia. The Third Balkan War
Misha Glenny
Penguin Books
88,50 kr.

 

Udviklingen går stærkt i det tidligere Jugoslavien. Derfor kan bøger om den tredje balkankrig hurtigt blive forældede. Misha Glennys bog er en samling reportager, der dækker peioden fra efteråret 1990 til sommeren 1992. Men Glennys journalistiske reportager udmærker sig ved at indeholde meget historisk og kulturelt baggrundsstof.

Glennys bog hamrer en pæl gennem de fleste vestlige mediers ensidige fjendebillede af serberne som krigens eneste skurke. Bogen viser hvordan kroaternes leder Tudman er fuldt ud lige så nationalistisk og udemokratisk som Milosevic fra Serbien. Således giver bogen en god baggrund for at forstå Tudmans offensiv i januar 93 mod de serbiske stillinger i Krajina i Kroatien. Den handler i sidste ende om kontrollen med Knin, der er overtaget af serberne. Knin er et jernbaneknudepunkt og adgangsvejen over land til turistkysten Dalmatien, og dermed nøglen til en af Kroatiens store indtægtskilder. Knin blev besat af serberne i august 90 efter at Tudman havde indledt udrensninger af serbere i den offentlige sektor, i politistyrkerne i de serbisk dominerede landsbyer, og fjernet det serbiske sprog fra administrationen. Sprogstriden giver sig groteske udtryk.

Glenny fortæller om serbere, der forgæves forsøger at skrive deres breve med cyrilliske bogstaver, selvom de altid har brugt de latinske fælles med kroaterne. Jeg kan tilføje, at en af Tudmans ministre netop har sendt en meddelelse til Københavns Universitet om at "there is no more (and has actually never been) the Serbo-Croatian language or Serbo-Croatian literature". Formuleringens troværdighed taler for sig selv: de forhenværende stalinister fornægter ikke deres fortid som historieforfalskere.

Glenny beretter begejstret om den serbiske regerings 'most powerfull enemy – ordinary Serbs'. I marts 91 blev en anti-Milosevic demonstration slået brutalt ned af politiet. Især studenterne reagerede ved at besætte en central plads i Beograd. De fik aktiv støtte fra op mod ½ million på gademøderne. Herfra stillede de krav om forskellige mediebaroners afgang, genåbning af en uafhængig radiokanal og ophævelse af det regerende partis mediemonopol og fyring af politichefen.

De krav blev opfyldt – for en tid. Men deres mest interessante krav "Afsløring af de ansvarlige for blodsudgydelserne og de repressive foranstaltninger" blev ikke imødekommet. Det pegede direkte på Milosevic. Da han i en direkte konfrontation med studenterne benægtede at have indflydelse på det, der var sket, svarede studenten Jokanovic ham: Du har samme magt som USAs præsident, alligevel opfører du dig som Englands dronning.

I en uges tid mindede stemningen på Terazije pladsen om demonstrationerne på Tien An Men, i Leipzig og i Timisoara, ifølge Glenny. Men Milosevic overlevede studenternes offensiv.

Glenny retter en bidende kritik af især EFs indblanding i Jugoslaviens opløsning. Bl.a. påviser han, at i sommeren 91 hvor Tyskland pressede på internt i EF for anerkendelse af Slovenien og Kroatien, udtalte Tudman offentligt at alternativet til en total krig i det smulrende Jugoslavien var delingen af Bosnien-Herzegovina mellem Kroatien og Serbien.

Internt i Kroatien fratog Tudman serberne deres rettigheder som nationalitet i den ny forfatning. Det var netop det serbiske mindretals fremtid, der fik den såkaldte Badinter-embedsmandskommision lige under EFs top til i januar 92 at fraråde anerkendelse af Kroatien. Men Tyskland var stærkere end embedsmændene, og tvang resten af EF til at se stort på Tudmans trusler mod serberne og Bosnien-Herzegovina.

Glenny anbefaler, at en udefra kommende magt intervenerer og tilbyder sin beskyttelse af alle borgere i Bosnien-Herzegovina. Det er den eneste mulighed for at holde kroater, serbere og muslimer fra hinanden, og for at undgå Kroatiens og Serbiens imperiale krav.

Den løsning er Internationale Socialister imod. IS opfatter krigen som et resultat af sammenbruddet for den gamle herskende klasses orden – et sammenbrud, som denne klasse har valgt at tackle med nationalistisk chauvinisme og krig. Udefra har stormagternes indblanding i Jugoslavien både aktuelt og historisk været med til at bane vejen for krigen. IS tror, at Milosevic' og Tudmans mest magtfulde fjende er almindelige serbere og kroater, og alle de andre almindelige folk som tidligere udgjorde Jugoslavien. Der er mange tegn på, at fred ikke er mulig lige nu.

Bliver freden etableret ud fra en aftale med de nuværende magthavere, vil afslutningen på krigen under alle omstændigheder cementere de nationale og etniske skel. De skel er falske og kunstigt oppiskede skel. Disse skel er skabt ovenfra, sådan som Glenny's bog også tydeligt viser. En statistik for perioden 1979-89 viser at hver tredje serber, som giftede sig, valgte en kroat til ægtefælle. Nationalismen skiller de arbejdere, som i 1980erne har kæmpet sammen for at bevare deres realløn og deres job, de skiller de studenter, som har protesteret mod 'det røde bourgeoisi' tilbage fra 1968, og de skiller den opposition, som har krævet demokrati i årevis.

Til gengæld holder de nationale og etniske skel krigsmagerne ved magten. Og deres fred vil bære på kimen til nye stridigheder.

Glennys bog bidrager til at udpege fredens egentlige fjende – de gamle partibureaukrater, uanset hvad de nu kalder sig. Glenny beskæftiger sig ikke så meget med Jugoslaviens særlige stilling på det kapitalistiske verdensmarked.

Jugoslavien var det første Østland, som åbnede sig mod vest og indførte markedsmekanismer i sin egen økonomi. Det kunne ikke afværge et økonomisk sammenbrud i 1991. Det var udsigten hertil, der fik først Milosevic, siden Tudman og andre til at fremmane nationalismen.

Milosevic og Tudman kan ikke undvære hinanden. Det gør det vanskeligt for Vesten at stille klare politiske mål op for en militær invasion. Til gengæld kunne Milosevic og Tudmans interessefællesskab måske gøre det nemmere for arbejderne, studenterne og den demokratiske opposition i hele det tidligere Jugoslavien at finde sammen om at vælte krigsherrerne. Her ligger i hvert fald den eneste chance for en holdbar fred.

Adam Johansen

 

 

www.socialister.dk – 9. december 2019 kl. 09:19