Fra tidsskriftet International Socialisme nr. 7, Forår 1994.
I weekenden d. 30/31 oktober 1993 samledes de riges klub i Bruxelles (EF topmødet) for endeligt at stadfæste indførelsen af deres projekt - Den Europæiske Union. Efter flere års ulideligt tovtrækkeri var aftalen kommet i hus. Efter to danske afstemninger og kompromiset i Edinburgh. Efter en folkeafstemning i Frankrig, der delte vælgerne midt over. Efter at Major i Storbritannien havde truet med valg, hvis ikke Thatcheristerne bøjede sig for ham. Efter afgørelsen i Tysklands højesteret, som fastslog, at den tyske grundlov står over Maastricht-traktaten.
Tilsyneladende havde de nået deres mål. Den formelle vedtagelsen af den politiske union var på plads.
Men det var ikke jubeloptimismen, som prægede de 12 statsoverhoveder. Kansler Helmuth Kohl havde slået tonen an, da han forsøgte at sælge projektet til den tyske Bundestag:
Fortidens slemme spøgelser, der i øjeblikket raser på Balkan, er ikke for altid manet i jorden. Racisme, nationalisme og chauvinisme findes stadig iblandt os. [1]
Mens andre kommentatorer gik endnu videre:
Det er ikke lykkedes dem at stoppe krigen i Bosnien. Indbyrdes kævl i familien blokerer for GATT-aftalen (frihandelsaftalen, CL). Valutaspekulanter har igen lagt deres unions projekt i ruiner.
skriver Jørgen Ullerup, Jyllands-Postens EF korrespondent. Socialdemokratiske komentatorer slår samme tone an:
Optimismen efter Sovjet-imperiets fald er blevet afløst af en stigende frygt for en fremtid, der uundgåeligt synes at skulle blive præget af økonomisk og politisk usikkerhed og ustabilitet. Samarbejdet i det, som nu hedder den europæiske union, er blevet ramt af alvorlige tilbageslag, og Europas økonomi er bragt i den dybeste krise siden anden verdenskrig ... Håbet er bristet [2]
Dette har været gængse kommentarer til det "europæiske projekt". Det afspejler en meget dyb krise for de forskellige herskende klasser i Europa.
Havde unions-politikerne glemt det, kunne de bare stikke hovedet ud af døren og høre på de vrede stemmer fra 30.000 offentligt ansatte, som havde taget opstilling uden for EF-kommissionens bygning. Eller de kunne have forsøgt at ringe ud til omverdenen for at opdage, at linjen var død, fordi telefonarbejderne strejkede. Arbejderne protesterede over den belgiske regerings forsøg på at lave en "social kontrakt", som indebærer lønnedgang, nedskæringer i sygedagpenge og feriepenge.
Men de 30.000 var ikke alene. I Bonn, som Kohl netop havde forladt, strejkede og demonstrerede 100.000 bygningsarbejdere mod hans seneste "hestekur", som begunstiger arbejdsgiverne ved at ophæve retten til vejrlig (dagpenge for dage eller timer med dårligt vejr). [3]
Den italienske statsleder, Ciampi, havde lige oplevet en fire timers generalstrejke mod arbejdsløsheden, som 14 millioner arbejdere havde deltaget i. Hans efterretningsvæsen og dele af militæret er blevet afsløret som statsterrorister med flere bombemord på samvittigheden. Flere ledende generaler er afsløret som kupmagere. [4]
Mitterand var nok også lidt mere bekymret over udsigten til omfattende arbejderuro på det franske arbejdsmarked med Air France arbejderne i spidsen end på tanken om den "europæiske fremtid". Dette efter at de franske bønder med deres gentagne højlydte og voldelige protester har forhindret en fransk accept af GATT-aftalerne. [5]
Men problemer går meget dybere end de protester, der kommer til udtryk ved massefyringer, landmandsfallitter, og sociale nedskæringer. Selve opbakning til det borgerlige demokrati er vaklende. Tilliden til det politiske system i Europa er rekord lav. Hele 88% af italienerne er utilfredse med det demokratiske system i deres eget land, og 54% er utilfreds med demokratiet i EF. Og selv om den sociale og politiske krise i Italien er ekstrem på grund af de omfattende korruptionssager, kan lignende tendenser spores overalt. I Frankrig er tallene henholdsvis 56% og 50% I Grækenland er hele 65% utilfredse med deres eget system. I Spanien er 46% utilfredse med det spanske demokrati og 46% med EF systemet. I Danmark er utilfredsheden mindre udtalt, men stigende. 46% er utilfredse med demokratiet i EF og 18% utilfredse med demokratiet herhjemme. Heraf kan man konstatere, at det danske borgerskabets ideologiske hold på befolkningen er et af de stærkeste i Europa. Gennemsnitligt i EF er utilfredsheden med demokratiet i eget land steget fra efteråret 1992 til foråret 1993, fra 52% utilfredse til nu 55% utilfredse. Blandt ungdommen er den gennemsnitlige tilfredshed med demokratiet i eget land faldet fra 57% i 1988 til kun 37% i dag. Det er disse tendenser, som afspejler den tiltagende dybe kløft mellem befolkningerne og deres ledere. [6]
Hvorfor er disse ting vigtige for socialister? Det er de, fordi kapitalismen i Vesteuropa baserer sig på konsensus på det ideologiske plan. Det er ikke igennem voldelig undertrykkelse, at borgerskabet regerer. Den herskende klasse regerer først og fremmest gennem, at langt de fleste accepterer kapitalismens skavanker mod, at de har lidt at sige gennem de parlamentariske organer, at de er sikret et minimum af social tryghed gennem velfærdsforanstaltninger, og at der - efter anden verdenskrigs barbari - har været fred i Europa. Alle tre elementer er forudsætninger for flertallets accept af den moderne kapitalisme, som der siden begyndelsen af 90'erne er blevet sat alvorlige spørgsmålstegn ved. [7]
Lenins ord om den revolutionære epoke spøger i baggrunden. Han beskriver den revolutionære situation, som en situation, hvor
... de udbyttede og undertrykte masser indser umuligheden af at leve videre på den gamle vis (og) ... udbytterne ikke kan leve og styre på den gamle vis. [8]
Sådan en situation er vi ikke i endnu, men tendenserne går i denne retning. I visse lande, som for eksempel i Italien, nærmer situationen sig den, Lenin beskrev. Hele fraktioner af den herskende klasse er bag tremmerne, og selveste statsmagtens bevæbnede del er afsløret som befængt med kupmagere og terrorister. Den herskende klasse er ved at rive hovederne af hinanden. [9]
Det parlamentariske system er selvfølgelig stadigvæk intakt, men i næsten alle lande er ledernes position som hædersfolk kommet under alvorlig tvivl hos millioner. De såkaldt "skandaler" er i Europa et udbredt fænomen. Mest udtalt og voldsomt i Italien, men lignende tendenser kan ses andre steder. Tamil-sagen, gebyr-sagen (Ambi) og senest lovovertrædelsen i forbindelse med Sparekassen Nordjyllands overtagelse af Himmerlandsbanken i Hobro er hjemlige udtryk for det samme. Politikerne afsløres som korrupte, som lovbøjere eller bare umoralske. Det, de forlanger af befolkningen, lever de ikke selv op til. Tilliden til, at alt går "rigtigt" til, vakler. Hvordan skal socialister forklare disse "skandaler"? Korruption og bengnaveri har selvfølgelig altid eksisteret, men det interessante er, hvorfor kommer det frem nu? Det er først og fremmest den økonomiske krises dybde og dermed stigende rådvildhed, som gør, at forskellige interesser inden for den herskende klasse begynder at kriges i stedet for at samarbejde. Baggrunden er, at der er mindre udbytte at samarbejde om. Finansverdenens ustabilitet og insolvens er det klareste udtryk for dette.
I Italien handler det om hvem, der skal få de omfattende statskontrakter, som kan betyde død eller liv for forskellige store virksomheder. Øjeblikkets seneste store person, der er sat i fængsel, er Olivettis generaldirektør! Senest er selv landets præsident Oscar Luigi Scalfaro kommet under anklage. Rygterne om militærkup var så vedvarende i oktober og november 1993, at regeringen holdt møde i den dybeste hemmelighed, og mange sov forskellige steder i byen for ikke at blive taget om natten. [10]
Når krisen kradser er kampen om kontrakterne hård. Specielt i et land med høj grad af statslig involvering i industrien. Den del af den herskende klasse, som slet ikke får eller ikke får nok del i disse livgivende kontrakter, bliver naturligvis sure og længes efter "ordnede forhold". Også de politiske partier, som har nøglen til kontrakterne, favoriserer den ene eller andet region, hvor de er valgt. Dette giver skævhed i fordelingerne af kontrakterne. Nogen bliver forfordelt.
I Danmark er der ikke omfattende statskorruption, men ikke desto mindre betyder statens støtte til og beskyttelse af industri- og finansinteresser overordentligt meget. Derfor er politikerne tit presset til at bøje loven, fordi der er vitale interesser på spil. I Himmerlandsbankens tilfælde var det 400 millioner, som virksomheder i Hobro og andre private investorer havde i klemme, hvis ikke banken blev overtaget. Derfor forsøgte staten gennem skattelovgivningen at begunstige den sparekasse, som overtog den krakkende.
Bikuben fik samme fordelagtige skattebegunstigelse, da de overtog Bornholmer Banken i 1992, uden at det blev til en skandale, men krisen er også endnu dybere i dag. Konkurrencen indenfor finansbranchen er blevet meget intens. Den Danske Bank og Unibank som de absolut dominerende har virkelig store problemer med at få forretningen til at køre rundt. Går de konkurs, er det langt over halvdelen af Danmarks erhvervsliv, som mister deres kredit. [11] Det forplanter sig nedad til de mellemstore banker, som slås om de mindre godbidder. Hvorfor skulle Sparekassen Nordjylland komme godt afsted med dette, når andre ikke kan udnytte skatteforholdene noget mere? Deres utilfredshed med Finanstilsynets forfordeling af Sparekassen Nordjylland kommer til udtryk gennem populistiske politikere som Kirsten Jacobsen fra Fremskridtspartiet.
Og det er ikke kun staten, som bøjer loven. To journalister fra Frederikshavn Amtsavis kunne afsløre i 1991, at værfterne i det skjulte gennem hele 80'erne havde aftalt hvilket værft, der stod for tur for at få den næste statsordre for skibe fra DSB. De aftalte simpelthen prisen inden licitationen, og alle andre skulle så byde højere. Journalisterne fik Cavlingprisen, men kun et mindre værfts direktør blev dømt.
Krisens dybde skaber således stor splittelse indenfor de herskendes rækker. Men endnu vigtigere er, at det også undergraver deres mulighed for at opfylde deres del af "aftalen" med flertallet i befolkning. Arbejdsløsheden er overalt i Europa oppe på 11-12%. Værst er det, at de unges arbejdsløshed er endnu større end gennemsnittet. Op mod 18%. Selveste fundamentet for velfærdssamfundet er ved at smuldre. Faren i situationen forklares således af den danske EF-kommissær Henning Christoffersen:
Der er risiko for en gentagelse af 1930'erne ... Hvis man ikke håndterer krisen rigtigt. Der er grænser for, hvor længe befolkninger og regeringer vil leve med så stor arbejdsløshed. Det hjælper ikke noget, at vi har et stort socialt sikkerhedsnet, hvis 15-20% af befolkningen er arbejdsløse. Så har vi kun et socialt sikkerhedssystem, der til sidst, ikke er råd til at betale. [12]
Derfor blæser vindene i den ideologiske debat derhen, at store borgerlige partier nu forsøger at forberede en decideret "afmontering" af "socialstaten", som Venstre-ideologen Anders Fogh Rasmussen kalder velfærdsstaten. De konservative ved magten i Storbritannien forsøger nu at gennemføre decideret privatisering af sundhedsvæsenet, der ellers hidtil har været gratis. Samtidigt kan man hører kommentatorer og højrepolitikere overalt i Europa, som siger, at pensionsniveauet ikke kan fastholdes i det 21. århundrede.
På den anden side er politikerne under et enormt stort pres for at "løse" arbejdsløsheden. Derfor, blandt andet i Danmark, har den herskende klasse bakket op om en svag tilbagevenden til en pengeudpumpnings politik, som Mogens Lykketofts finanslov er udtryk for. Men det er også et gamble, der uden en koordineret, massiv og vedvarende investeringsbølge fra alle stater kun baserer muligheden for et opsving på et "håb" om, at nedgangen har nået bunden. [13] Der er intet i de centrale økonomiske indikatorer, som peger i denne retning. Andre regeringer tør ikke på grund af inflationsfaren betræde sammen veje som Danmark.
Karakteristisk for situation er, at den forkromede EF-plan fra efteråret 1992 om offentlige investeringer og beskæftigelsespakker kun er gennemført i Danmark, og det med minimal effekt. Blandt andet fordi der ingen koordineret indsats var fra alle lande på én gang. Der har simpelthen ikke været økonomisk råderum til det i de forskellige lande. De økonomiske prognoser, som fremlægges hvert år i de forskellige "Finansredegørelser", er altid meget optimistiske. Men krisens dybde gør forudsigelserne til skamme. I maj 1992 forudså vismændene, at arbejdsløsheden i 1994 vil falde til 275.000. Efter valutauroen i efteråret 1992 skønnede man, at ledigheden alligevel ikke vil falde til dette niveau, men stagnerer omkring 315.000 i løbet af 1993. I dag skriver vi 355.000 arbejdsløse. [14] Det er således mest sandsynligt, at tiltaget i 1992 kun havde propagandaværdi for at få danskerne til at stemme for unionens dannelse d. 18 maj 1993.
Den såkaldte EF-Hvidbog, udarbejdet i efteråret 1993, om bekæmpelsen af krisen viser, at der ingen samlet strategi er overfor krisen. Der er både forslag om mere statsinterventionismen som i Danmark og Belgien, kombineret med finanspolitiske stramninger. Men også planer om omfattende privatiseringer som i Frankrig og Italien. Hvorimod det i Storbritannien og Tyskland er en "hestekur" overfor velfærdsstaten, som står på dagsorden. "Medicinmændene er uenige om medicinen" siger en højtstående embedsmand, som er med i Danmarks bidrag til "Hvidbogen". [15]
Denne rådvildhed og magtesløshed overfor krisens virkninger forstærker indtrykket af, at politikerne ikke kan klare krisen, og at de kun er ude på at mele deres egen kage. Resultatet bliver en meget ustabil politisk situation, hvor de siddende regeringer meget hurtigt bliver upopulære, uanset om det er socialdemokrater, centrumsregeringer eller højreregeringer. I Grækenland blev højrefløjen fejet væk fra regeringsmagten i efteråret 1993, mens det i foråret var socialisterne i Frankrig, som måtte ned med nakken. I Danmark blev Nyrup-regeringen hurtigt upopulær efter kun kort tid ved magten, mens Venstre stormede frem. Omvendt vinder både højrefløjen gennem MSI og Liga Nord og venstrefløjen gennem det reformerede kommunistparti i Italien i sommerens kommunevalg. Folk søger alternativer til de til enhver tid siddende magthavere. Det afspejler befolkningernes tiltagende bekymringer over, om den herskende klasse har tænkte sig at overholde "kontrakten".
Den tredje "pind" i efterkrigstidens konsensus, som nu er brudt delvis sammen, var, at Europa var sikret mod krige og fascismen. Europas magtesløshed overfor opdelingskrigen i Jugoslavien har smadret myten om en "ny verdens orden", men også sat alvorlige spørgsmålstegn ved, om EF eller i det hele taget "den vestlige verden" gennem FN kan standse "etniske" konflikter. Dette hænger sammen med stigende ustabilitet i dele af Europa - opblusning af volden i Nord-Irland, løsrivelsestendenser i Italien, stærkt højre-nationalistiske gruppers fremgang i Belgien, Tyskland og Frankrig, og nazismens tilbagevenden på den politiske scene 1992-93. [16]
En effekt af den økonomiske krise er, at de forskellige nationale herskende ledere er under stærk pres for at pleje nationale interesser i stedet for et samlet Europa som blok mod USA og Japan. GATT-forhandlingernes besværligheder er en af konsekvenser af denne stigende protektionistiske tendens. Altså tendensen til at bøje sig for snævre mindretals erhvervsinteresser i et enkelt land frem for det samlede europæiske borgerskabs interesser. For eksempel den franske herskende klasses forsøg på at slå på den francofile tromme. Og Majors afbøjning overfor de nationalistiske tendenser indenfor de konservative ved at snakke om Europa som "nationaliteternes Europa". I Tyskland har Edmund Stoiber, den bayerske ministerpræsident argumenteret imod at samle Europa i en forbundsstat, og i stedet skulle tyskerne "søge deres egen identitet". [17] Men problemet er at der ikke er råd til "nationale" hensyn, da andre "blokke" er mere dristige. Dette blev sat på spidsen med vedtagelsen af handelsblokken NAFTA (North American Federation Trade Agreement) mellem USA, Mexico og Canada d. 19 november 1993.
Den mere tænkende del af den herskende klasse ved at de skal samarbejdet hvis den europæiske kapital skal kunne konkurrere, men andre dele plejer nationale, regionale interesser. Politikere, som er truet af højrenationalistiske tendenser, bejler til stemningen i stedet for at sejle ret op imod den. Det er fristende for politikere at piske racistiske og nationalistiske stemninger frem, for at aflede opmærksomhed fra egen utilstrækkelighed overfor krisens virkningen. Socialdemokratiets sensommer angreb på flygtninge og indvandrere er et eksempel på dette (se nedenfor). Derfor er der en del sandhed i "euro-pessimisternes" snak om destruktive tendenser som spolerer deres Unions projekt. Men for befolkningerne i Europa og specielt venstrefløjen er de kræfter som får plads under krisen ikke blot hindringer på vejen til at maksimer profitten, men dødsens farlige elementer i dagligdagen. Nedbrændte asyl centre, mord og overfald på gaden formørker og forpester dagligdagen for millioner af mennesker. Deres pessimisme er vores mareridt.
Mest skræmmende for mange er den højreekstremistiske bølge, eller euro-fascismen, som tilsyneladende skyller videre. Fra Le Pens Front National i Frankrig med 50-100.000 medlemmer og ca 15% af stemmerne, og Republikaner Partei og Volkspartei i Tyskland med fra 5-7% af stemmerne, over Vlaams Blok i Belgiens flamske område, som er det størst parti i Antwerpen, den største by i de flamsk-talende dele, og som nu har 5 pladser i det belgiske parlament, til BNP (British National Party), som fik valgt et byrådsmedlem i London i oktober 1993.
Disse partier har alle potentialet til at udvikle en massebevægelse med en stor nazistiske kerne. Men de er det ikke endnu. Deres succes er først og fremmest parlamentarisk. De har en stor "blød" opbakning, som er racistisk i sit udgangspunkt, men ikke klar til en åben nazistisk fremtoning. Derfor er det muligt med den rigtige taktik i tide at standse deres vækst og afskære deres nazistiske kerne fra deres "bløde" opbakning. Det kræver imidlertid, at socialister forstår hvad nazismen er, og hvordan den bekæmpes. [18]
For det først har nationalistiske og racistiske tendenser tag i en del, men det skal ikke overdrives. 48% af befolkningen i EF-landene synes ikke, at der er for mange ikke-EF statsborgere, som bor i deres land. Hele 83%, 82% og 81% siger, at de ikke synes, at det er bekymrende at folk fra henholdsvis en andet nationalitet, anden race eller religion, er at finde i deres daglige liv. [19]
Derudover er nazismens klassebase først og fremmest det klemte småborgerskab. Bavnen, Partiet de nationale's (Albert Larsens gruppe) blad, skriver for eksempel om "systemet":
Dette system har efterhånden kvalt den fantasi og det mod, der skal til for at starte som selvstændig håndværker eller producent af omsættelig produkter, der kan give en familie et rimeligt udkomme. [20]
Men småborgerskabet i Danmark og i det mest af Europa er et forsvindende mindretal og samfundsmæssigt en klasse med meget lille betydning for produktionen. Både i landbruget, i fiskeriet og i detailhandlen er billedet domineret af storkapitalen.
Hvis nazisterne håber at kunne være et reelt alternativ for borgerskabet, skal de kunne bygge op i arbejderklassen. Her ser situationen endnu mørkere ud for dem. I Danmark er den faglige organisationsprocent for folk i arbejde i nærheden af 90%. Og procenten er endda steget under krisen. Dette ses ikke lige så positivt i andre lande, men ingen steder har fagforeningerne mistet deres tag enten organisatorisk eller politisk blandt arbejderne. [21]
De objektive muligheder til at bekæmpe nazisterne er således tilstede.
Hvis vi kigger på hvordan det er gået i Danmark har vi grund til at være optimistiske. Den bebudede nazistiske fremmarch op til kommunevalget 1993 blev en total fiasko. Ellers var alle elementer på plads. Stigende arbejdsløshed, socialdemokratiske borgmest res angreb på flygtninge og indvandrere gennem deres hetz mod de såkaldte indvandrer-"ghettoer", og betydelige aktiviteter fra dels Den Danske Forening, men også DNSB (Danmarks National Socialistiske Bevægelse), Partiet de Nationale, og National Partiet Danmark i de første seks måneder i 1993. Halvdelen af sejren mod nazisterne kom i foråret 1993 i Århus, da Århus mod Racisme konfronterede DDF i Århus midtby i tre efter hinanden følgende demonstrationer og drev dem mere eller mindre ud af byen. [22]
Dette mønster gentog sig i København, Odense og Ålborg, hvorefter DDF's offensiv var definitivt slået. Diskussionen om ytringsfrihed blev faktisk vundet i praksis på gaden. I foråret holdt DSU (Danmarks Soicialdemokratiske Ungdom) en række møder med DDF. Dette skete i fodsporene på Anker Jørgensen, der havde deltaget i møder på gymnasier i Århus sammen med lederen af DDF, Ole Hasselbalch, i 1992.
I sensommeren og efteråret har både DSU og en række prominente borgmestre vendt DDF ryggen. En meget opreklameret udsendelse i DR TV's "Den offentlige mening" om ytringsfrihed, hvor DDF fik et forsmædeligt nederlag både som paneldeltagere og i udsendelsens afstemning, viste, at der faktisk er en meget udbredt holdning til, at nazister og organiserede racister skal have frataget deres ytringsfrihed. Men det var aktiviteterne på gadeplan, der slog dem.
Igen da borgmester Britta Christensen fra Hvidovre blev afsløret i august som lovbryder gennem at lave ulovlige kvoter for udlændinge i det sociale boligbyggeri, blev hun straks modgået. Internationale Socialister igangsatte en underskriftsindsamling og startede en debatmødekampagne, der satte fokus på denne diskrimination. Der viste sig hurtigt en massiv modstand dybt ind i Socialdemokratiet imod racediskriminering på det sociale område. Så selv om Nyrup og den socialdemokratiske ledelse på deres efterårskongres forsøgte at bruge racismen som springbræt imod den tiltagende utilfredshed med resultaterne fra den kun 6 måneder gamle regering, så slog offensiven fejl. DSU gik imod på selve kongressen, og en SiD-undersøgelse viste, at det var arbejdsløsheden, der er regeringens akilleshæl og ikke spørgsmålet om indvandrerne. [23]
Samtidigt kom der en afsløring af de danske nazister gennem TV2's "De skjulte Bånd", som viste dem som en flok voldsmænd, der dækkede sig bag nationalistiske symboler. Vreden fra befolkningen var ikke til at skjule, og møder arrangeret af anti-nazistiske organisationer og socialister fik enorm tilslutning. Kulminationen var en stor manifestation d. 22. september i København, hvor 1500 deltog i protest mod nazismen. Hovedtaler var den samme Anker Jørgensen, som et år forinden havde deltaget i en diskussion med Ole Hasselbalch. [24]
Effekten var, at valgkampen op til kommunalvalget d. 16. november ikke blev et "flygtningevalg", som Nyrup havde lagt op til, men et valg om liberalisme kontra forsvaret for velfærdssamfundet. Nazisterne stillede kun op i Odense og Assens og fik minimal tilslutning og turde ikke engang gå på gaden eller holde møder af nogen art.
Eksemplet fra Danmark er godt men det betyder ikke at vi skal være selvtilstrækkelig. De tendenser som krisen har afsløret eksisterer stadigvæk overalt i Europa. Afgørende er imidlertid hvordan venstrefløjen agerer og hvilken politik den forfølger.
Det grundlæggende problem i Europa for den herskende klasse er, at de selv er begyndt at miste troen på deres egne projekter. Jublen over Berlin-murens fald i 1989 er afløst af dyb pessimisme. Markedsøkonomiens fremmarch i Østeuropa har vist sig at være en fuser. [25] Hverken den private sektor, som bliver mindre og mindre, eller den offentlige sektor kan trække kapitalismen op ved håret. Seriøse kommentatorer afspejler mismodet:
... hvad gør man så? ... Så kan vi kun håbe på større politisk mod samt det irrationelle element i den økonomiske udvikling: Den psykologiske faktor ... for eksempel forventninger i USA efter demokraternes sejr ... eller en ønskelig enighed om en friere verdenshandel,
skriver Sune Salling Mortensen, Jyllands-Postens erhvervsredaktør. [26] Det var for et år siden. Forventningerne til Clinton er blevet afløst af republikanernes sejr ved lokale valg i november 1993, og GATT-aftalen er stadigvæk ikke i hus på grund af nationale interesser i Frankrig. Selv det "psykologiske" klima er pessimistisk. Mimi Stilling Jakobsen, ministeren for økonomisk samordning, mener, at krisens løsning er, at vi alle ser positivt på fremtiden, for der er al for megen pessimisme nu. Men den manglende investeringslyst handler på trods af faldende rentesatser hverken om pessimisme eller optimisme, men om en "cool" vurdering af, hvad investeringerne vil indbringe ejerne. Her hjælper ingen psykologiske mekanismer. Her hjælper kun profitraten. Og den er stadig meget lav. For eksempel er profitraten i EF-landene gennemsnitligt faldet fra ca. 12,5% i 1960 til ca. 4-4,5% sidst i 1980'erne. [27] Erfaringer fra USA er skræmmende. Sidst i 1992 skød væksten lige pludselige frem fra årlig 1% til 3%. Dette byggede på uhyre lave rentesatser, hvoraf fulgte et mini-boom i forbrugs-aktiviteter. Men der kom hverken nye jobs eller reallønsstigninger. Resultatet blev, at "opsvinget" faldt sammen i sommeren 1993. Det er sådan et forbruger-boom som Nyrup-regeringen ønsker at sætte igang. Men som Harman skriver:
For at kunne opnå mere (end USA 1992/93; CL) skal nationale kapitalistiske stater ubønhørligt forfølge en politik, som ikke alene vil involvere endnu mere brutale angreb på arbejderklassens levestandard og arbejdsbetingelser, end nogen har turdet over de sidste 18 år (siden krisen begyndte; CL), men som også nedskriver eller endda ødelægger den kapitalbeholdningen, som store dele af den herskende klasse er i besiddelse af. [28]
Den herskende klasse er fanget mellem lav vækst og angst for inflation. Mellem en arbejderklasse som ikke vil finde sig i ret meget mere og det ubønhørlige krav om højere profitrater, som kræver angreb på arbejderklassens løn og velfærd. Mellem behovet for Unionen og faren ved at tirre de nationalistiske tendenser ved at presse på. Resultatet er delvis handlingslammelse og afbøjning overfor nationalisme og racisme, som indebærer faren for, at disse strømninger løber løbsk. Men alternativet til at tøve er forsættelsen af den nuværende ustabilitet og undergravning af "konsensus".
Socialisterne kan vokse i 90'erne med baggrund i denne splittelse og rådvildhed som præger vores herskere. Men det kræver, at vi korrekt forstår den periode, som vi lever i. Den økonomiske krise er så dyb, at selv om der skulle komme et lille opsving, vil det ikke ændre de grundlæggende mekanismer, som præger systemet. Hverken protektionisme eller frihandel kan løse problemerne. Europas herskende klasser er tvunget til at angribe velfærdsstaten og dermed deres egen legitimitet for at være accepteret som herskere.
Efteråret 1993 har allerede vist, at Europas arbejderklasse ikke er til sinds at acceptere nedbrydningen af deres del af "aftalen". Derfor kan vi forvente store eksplosioner af vrede, som kan få mange politiske former - nationalisme, regionalisme, racisme, men også søgning efter sociale svar. Med stalinismens sammenbrud har ideen om internationale socialisme fra neden en enestående mulighed for at forplante sig som den dominerende tendens på den yderste venstrefløj.
Ud fra denne styrkede position har en organisation som IS i Danmark og lignende organisationer i Europa mulighed for at være en pol for seriøst tænkende militante arbejdere, som ønsker et socialt svar på deres problemer. Men det haster, situationen kan hurtigt nok ændre sig. Vi må gribe chancen.
1. Politiken d. 12. november 1993.
2. Jyllands-Posten d. 11 september 1993 og lederen i Det Fri Aktuelt d. 16. november 1993.
3. Socialistisk Arbejder Avis (SAA) nr. 97 s.6.
4. Det Fri Aktuelt d. 3 november 1993. Se også en socialistisk analyse i SAA nr. 98 s. 7. For yderligere baggrund for den italienske krise læs også Socialist Review nr. 166 og nr. 162.
5. GATT-aftalerne handler om at åbne op for et "kontrolleret" frit handelsmarked mellem industrilandene. Ideen er dels at stimulere verdenshandelen, men også at forsvare imperialismens faste hånd om råvarer og landbrugsmarked. Problemet er, at p.g.a. Nordeuropas og Nordamerikas meget mere effektive landbrug er store dele af det franske landbrug dømt til fallit. Se Politiken d. 22 september 1993 for en kort gennemgang af problemerne i Blair House aftalen. Se også Socialistisk Information nr. 58 Februar 1993 s. 13-19 for baggrunden og historie.
6. Eurobarometer Nr. 39, foråret 1993, Commission of the European Communities, s. 7-27.
7. Den europæiske "kontrakt" kan forklares gennem det remis, som har fundet sted lige efter anden verdenskrig. Arbejderklassen vil ikke acceptere en tilbagevenden til 30'erne, men p.g.a. kommunisternes lederskab af det militante mindretal vil det store flertal heller ikke lave en revolution. Borgerskabet ville heller ikke risikere, at socialdemokratierne mistede grebet om efterkrigsbevægelsen for reform i arbejderklassen og investerede massivt i opbygning af en velfærds stat. Se Ian Birchill, Bailing out the system 1944-1985, Bookmarks, London 1986 og Tom Christiansen i International Socialisme nr.6 efteråret 1993 s.13-21.
8. V.I.Lenin: "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom. Tiden, København 1976, s. 74.
9. Tendensen til "borgerkrige" inden for den herskende klasse beskrives af Chris Harman i et interview i Socialist Review nr. 152, April 1992 s. 10-13. Det er krisens dybde og uenigheden om vejen ud af krisen, som er baggrunden for, at de forskellige dele af den herskende klasse strides. Se også nedenfor.
10. Randers Amtavis d. 6 november 1993.
11. Det Fri Aktuelt d. 13. oktober 1993.
12. Jyllands-Posten d. 12 september 1993.
13. Henning Christoffersen i Det Fri Aktuelt d. 11 november 1993. Se også Vismændenes rapport i november 1993 som forudså at faldet i arbejdsløsheden på 15,000 til ca 330,000 var betinget af optimistiske vækst prognoser i resten af Europa, Det Fri Aktuelt, d. 19. november 1993. Se også SAA. nr. 97 s.3, "Hvor er opsvinget".
14. Jyllands-Posten d. 2. december 1992.
15. Det Fri Aktuelt d. 29 september 1993.
16. Se for en analyse af eurofacismen Chris Bambery, "Eurofascism. What makes it tick?",i: International Socialism, nr. 60 efteråret 1993, s.3-75, og ift. Danmark se Anders Schou, "Nazisterne i Danmark", i International Socialisme, nr. 3, december 1992, s. 5-16.
17. Politiken d. 12 november 1993.
18. Se op.cit Bambery s.60-71 og op.cit Christiansen s. 17-18.
19. Europabarometer 39 op cit s. 87.
20. Schou op.cit s. 10.
21. Se LO's undersøgelse Medlemmer i bevægelse, efteråret 1993, som viste en klart opadgående organisations procent samt at solidariske holdninger om velfærd, løn og andre sociale sager var klart dominerende. Se SAA nr. 97, s. 5 for en kort analyse.
22. Se SAA, nr. 89, marts 1993 s. 16, og SAA, nr. 90, april 1993, s. 13.
23. For eksempel den socialdemokratiske borgermester i Århus, Torkil Simonsen talt i august i Århus Stiftstidende om at tyrkiske indvandrer som ikke ville tilpasse sig de danske skik skulle sendes tilbage til tyrkiet. I november udtalt han til Politiken d. 12. november at problemet i Gellerup, en såkaldte inddandrer "ghetto", var danskernes racistiske holdning og ikke de udenlandske beboere.
24. SAA nr. 96 s. 16.
25. Chris Harman, "Where is capitalism going", International Socialism, nr. 58, foråret 1993, s. 1-57 og nr. 60, efteråret 1993, s. 77-136.
26. Jyllands-Posten d. 2. december 1992.
27. Harman op. cit. s. 9.
28. Harman op. cit. s. 46.
Sidst opdateret 6.4.01