Fra tidsskriftet International Socialisme, nr. 9, Forår 1995.
Som det fremgår af artiklerne i dette nummer af International Socialisme er klassekampen inde i en meget svingende periode, hvor både 80'ernes nedgang i klassekampen stadig mærkes og en mere kampvillig arbejderklasse træder frem på scenen.
Det udtrykker sig dagligt i de modsat rettede signaler, medierne udsender, hvor både den stigende arbejderkamp udtrykkes og refereres, mens den borgerlige hetz føres frem. En typisk forside på Ekstra-Bladet indeholdt overskrifterne „Bus-krigen fortsætter" og „Jeg er en glad perker", samt „Jeg er træt af meninger".1 Frit valg af standpunkter på alle hylder.
Den forside afspejler den meget svingende situation, klassekampen befinder sig i. På den ene side er den herskende klasse i krise, hvilket artiklen af Tom Cristiansen i dette nummer udtrykker på følgende måde:
"Den herskende klasse kan ikke længere herske på den samme måde ... borgerskabets krise lader sig ikke umiddelbart løse, for den er på den ene side tæt forbundet med den økonomiske krise, som har stået på siden 70'erne. På den anden side er borgerskabet ikke samlet nok til at gennemføre de radikale angreb på arbejderklassen, der skal til for at genoprette profitraten.".2
Det har udtrykt sig tydeligt i reaktionerne på bus-kampen i Esbjerg. Regeringen holdt lav profil, og det samme gjorde arbejdsgiverne, fordi de samtidig skulle hente en overenskomst i hus og ikke var interesset i en storstrejke. Det afholdt dog ikke de mest reaktionære fra at angribe strejken og aktionerne: „Den alt for langvarige Ri-Bus-konflikt kunne ikke løses lokalt. Den fik lov til at gå i hårdknude. Skylden for denne falliterklæring fra Esbjerg kan umiddelbart placeres hos chaufførerne, som også har ansvaret for de ulovlige aktioner".3
På samme tid, som kampen rasede i Esbjerg, førte Ekstrabladet en usædvanlig svinsk hetz mod flygtninge og indvandre, hvis eneste formål var at slå plat på den generelle utilfredshed. Det skaber selvfølgelig en øget racisme, som det udtrykkes i et læserbrev: „Ja, selvfølgelig er vi racister. Hvordan kan man blive andet, når man læser, hvordan Danmark bliver udnyttet skamløst". Det udtrykker en politisk polarisering i samfundet, som sagtens kan trives samtidig med en opblomstring i arbejdskampen.
Indtil nu er den politiske polarisering først og fremmest slået igennem den øgede opslutning bag Venstres idelogisk offensiv. Modsat har venstrefløjen ikke kunnet vinde øget tilslutning, fordi den ikke repræsenterer noget alternativt til den borgerlige offensiv. En vælgerundersøgelse4 viste, at Venstre ville gå frem fra 23,3% ved sidste folketingsvalg til 28,9%, men Socialdemokratiet ville gå tilbage fra 34,6% til 31,5%. I samme undersøgelse ville SF få 7,7% og Enhedslisten 3,0%, hvilket er det samme som til valget i november 1994. Heller ikke de mindre, ikke-parlamentariske venstrefløjsorganisationer har haft fremgang. Der er altså ingen automatisk sammenhæng mellem øget arbejderkamp og opslutning bag venstrefløjens partier.
At der er tale om øget bevægelse i arbejderklassen må være hævet over enhver tvivl. Det bevises alene af omfanget og den hastighed, hvormed den militante og store opbakning til buschaufførerne i Esbjerg udviklede sig.
Efter de mange år med få og isolerede kampe er arbejderklassen ved at vågne. Som den engelske revolutionære socialist Tony Cliff udtrykker det
"Så fremgangen for arbejderne tager form af to skridt frem og et tilbage. Det går ikke bare fremad. Efter at bevægelsen i lang tid har været syg, kommer den sig ikke let. Hvis du har ligget i sengen i 6 måneder, fordi du har været syg, står du ikke lige ud af sengen og løber en marathon. Man står op, går lidt omkring og vender tilbage til sengen efter en halv time. Det er bydende nødvendigt at komme ud af sengen; men perioder med tilbagefald er uafvendelige. Sådan er den overgangsperiode, vi befinder os i".5
Derfor er graden af politisering ikke stor for nuværende. Men det er ikke en blivende situation - den er under stadig udvikling. Den polsk-tyske revolutionære socialist Rosa Luxemburg skrev:
"Som helhed går bevægelsen ikke blot i retningten: fra økonomisk til politisk kamp, men også i modsat retning. Enhver af de store politiske massekampe slår - efter at de har nået deres politisk højdepunkt - om i et sandt virvar af økonomiske strejker. Og dette gælder igen ikke blot for hver enkelt af de store massestrejker, men også for revolutionen som helhed. Med den politiske kamps større udbredelse, afklaring og styrkelse træder den økonomiske kamp ikke blot i baggrunden, men får større udbredelse, bliver bedre organiseret og mere slagkraftig. De to kampformer påvirker hinanden gensidigt".6
Dette blev skrevet i lyset af en bølge af politiske massestrejker i Europa i starten af dette århundrede. Sådan er situationen langt fra i dag, men det afgørende er, at de to elementer - politisk kamp og økonomisk kamp - ikke står i modsætning til hinanden, men derimod påvirker hinandens udvikling.
Forudsætningen for, at den politiske og økonomiske kamp gensidigt bruges til styrkelse af arbejderklassen, afhænger af, om de spontane erfaringer, som arbejdere i kamp gør sig, bliver generaliseret og politiseret i et revolutionært parti. Hvis ikke der findes et revolutionært parti, som kan foretage denne generalisering, så vil andre politiske kræfter gøre det, men med ofte negative konsekvenser. Et eksempel er, at DKP brugte påskestrejkerne i 85 til at føre en offensiv økonomisk kamp over i en defensiv politisk valgkamp.
Derfor er det helt afgørende at forstå nødvendigheden af et revolutionært parti som forudsætningen for en politisering af det aktive og bevidste mindretal i socialistisk retning.
"På hver fabrik, i hver havn og på hver byggeplads findes der mere avancerede arbejdere - dvs. arbejdere, der har større erfaring i klassekamp, der er mere uafhængige af kapitalistklassens påvirkninger - og mindre avancerede arbejdere. Det er de førstes opgave at organisere sig i et revolutionært parti og forsøge at påvirke og lede de sidste".7
I en svingende klassekampssituation sker der ikke en spontan bevidsthedsudvikling hos mindretallet, som det er tilfældet i en revolutionær situation, men det foregår gennem mange diskussioner og påvirkninger fra de revolutionære. Fraværet af politisering og den svage tendens til generalisering er jo ikke kun noget som gælder for flertallet af arbejdere, men også det kampvillige mindretal.
Derfor kan det mindretal, som tager revolutionære ideer til sig, være meget lille. Men at det eksisterer, har selv den herskende klasses hoforgan erkendt: „For det er nu engang kun i et beskedent mindretals interesse, når der i en arbejdskamp anvendes paroler og metoder fra en svunden klassekamps periode".8 Et eksempel på flertal og mindretal er udviklingen i kampen mod nedskæringerne i Århus, hvor kun et mindretal af pædagogogerne ville lave en totalstrejke. Selvom dette mindretal voksede fra 10 til 30%, er de ikke alle potentielle revolutionære, fordi de vil strejke. Inden for dette mindretal er der et andet og mere vigtigt mindretal, som ønsker at skabe forbindelsen mellem deres kamp og andre politske kampe. Dette mindretal på måske 1 eller 2% skal vindes for at deres kamp er en del af kampen for socialisme.
Dette mindretal kan træde frem som talere eller organisatorerer af strejker, men det er sjældent tilfældet. Faktisk skal de revolutionære selv finde dem ved at gøre sig og sine ideer synlige. Hertil har den revolutionære avis en altdominerende opgave. Chris Harman, redaktør af Socialist Worker, den største revolutionære avis i Storbritanien, skriver:
"De revolutionære er i begyndelsen altid et mindretal, der forsøger at udbrede en ny verdensopfattelse. Dermed pådrager de sig ikke bare den herskende klasses fjendtlighed, men møder også i lang tid ligegyldighed blandt store dele af den undertrykte klasse. Denne upopularitet er uundgåelig eftersom den herskende klasse dominerer alle ideerne i alle samfund ... Men de revolutionære skal ikke blot vinde folks interesse for nye ideer. Den er også nødt til at få folk til at handle på basis af disse ideer ... Den revolutionære avis er uundværlig, fordi den gør det muligt at bygge bro over afgrunden mellem teori og praksis".9
I dagens Danmark er der brug for en revolutionær avis, som kan forbinde kampen i Esbjerg med kampen mod racismen. Alså et modstykke til EkstraBladets omtalte forside. Men det er ikke nok med en velskrevet avis med modargumenter. Avisen må også komme med handlingsanvisninger til f.ex. storstrejken styret fra neden eller aktionsforslag mod Den Danske Forening. De samme handlingsanvisninger skal omsættes af partiet i praksis, hvis det overhovedet er muligt, således at der kommer en konkret forbindelse mellem ideer og praksis.
For revolutionære socialister i Danmark er det tvingende nødvendigt at gøre de rigtige ting i den nuværende klassekamp. For det er væksten i antallet af medlemmer og avisens stadigt stigende udbredelse, der skal bane vejen for en endnu større vækst i et kommende opsving i klassekampen, hvor arbejdere og unge i tusindvis vil søge revolutionære ideer.
For det første er det helt klart at forstå nødvendigheden af det revolutionære parti. Hvis man tror, at stigningen i arbejdskampene automatisk omsættes til generalisering og politiske konklusioner om samfundet, må man tro om igen. For hver en enkelt bevidst arbejder er der 50-100 andre, som er påvirket af borgerlige ideer og fagbyrokratiets linie. Dette meget ulige forhold vil derfor konstant virke til ugunst for vores ideer, med mindre vi gør en indsasts gennem avissalg og vækst.
For det andet handler de bedre betingelser for revolutionære ikke alene om arbejderklassen og arbejdskamp. Også en masse unge og studerende vil påvirkes af polariseringen i den ideologiske og økonomiske kamp. Det vil derfor være en stor fejl at forfalde til arbejderisme eller tro på opbygningen af en fagopposition i stedet for et revolutionært parti. For så vil vi ikke bare udelukke store grupper af unge, der ikke er på arbejdsmarkedet, men vi vil indsnævre kampen om ideerne til økonomiske spørgsmål. Faktisk viser tidligere erfaringer fra f.ex. perioden 1968-1972, at orienteringen mod socialistiske ideer blandt de unge studerende var meget stor. Et revolutionært parti skal jo netop forbinde den politiske og økonomiske kamp i et fælles perspektiv om socialisme.
Naturligvis vil den øgede polarisering og kampvilje påvirke hele venstrefløjen. Men i den nuværende situation med svingende klassekamp er det ikke en entydig udvikling. Som vi har set i denne artikel er der ingen automatisk vækst til venstrefløjen i øjeblikket. En stor del af forklaringen ligger hos venstrefløjen selv, fordi den ikke forbinder sig med kampene i praksis. Hvis SF og Enhedslisten mobiliserede alle deres medlemmer til demonstrationer mod racismen eller deltog i kampen i Esbjerg med hele organisationens styrke, så ville de opleve en kraftig vækst. Men det gør de ikke, og det hænger sammen med deres parlamentariske struktur og binding til det officielle politiske system. Men først og fremmest er det deres reformistiske ideer om reformer i folketinget, som forhindrer dem i at blive et reelt alternativ. Fordi et alternativ må handle om et fundamentalt bedre og mere humant samfund, som opbygges fra gulvplan.
Kun ved at forbinde den daglige kamp mod arbejdsgiverne, regeringen, mod racisterne med kampen for et socialistisk samfund kan vi gøre et alternativ troværdigt. Et revolutionært socialistisk parti er derfor ikke bare en organisatorisk nødvendighed, men også en politisk.
1. EkstraBladet, lørdag d. 8. april 1995.
2. Tom Christiansen: Klassekampens nye muligheder, s. 4-9 i dette nummer.
3. Jyllandspostens leder, fredag d. 7. april 1995.
4. Meningsmåling baseret på 1.036 besvarelser d. 1. april 1995 foretaget af BT/GFK.
5. Tony Cliff: Den skrøbelige balance, s. 13 i dette nummer.
6. Rosa Luxemburg: Massenstreik, Partei und Gewerkschaften, 1906, bd. 1 s. 201, her citeret fra Tony Cliff: Rosa Luxemburg, Politisk Revy 1972.
7. Tony Cliff: Rosa Luxemburg, Politisk Revy 1972, s. 39.
8. Jyllandspostens leder om kampen mod Ri-Bus i Esbjerg d.7.4.95.
9. Chris Harman: Den revolutionære avis, s.3-4, Internationale Socialisters Forlag 1995.
Sidst opdateret 6.4.01