Nr. 4 - maj 1998
 
Socialistisk Revy
hjemmeside
 
Indhold nr. 4

Tillæg
1 Payback-time
3 Påsken 1985

Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
5 Kort nyt
9 30 år efter 1968
14 Grænser for vækst?
19 Pol Pot
 
Teori/historie
16 Kommunitarisme
20 Enhedslisten
23 Jewish Question
 
Andet
13 England anderledes?
26 USA på vrangen
27 Anmeldelser
30 Marxisme
31 Mød IS

Socialistisk Revy nr. 4 - Side 3 - Maj 1998

Leder

Nej til bossernes EU
- ja til international solidaritet

Ikke alle argumenter for at stemme nej til Amsterdamaftalen er lige gode. Nationalistiske og racistiske argumenter fremført af fx. Dansk Folkeparti, og til en vis grad fra Junibevægelsen og Demokratisk Fornyelse, er ikke alene afskyelige. De kan også skræmme mange antiracister og modstandere af nationalisme fra SF og Socialdemokratiet til at stemme ja, selv om de egentlig er EU-skeptiske.

Den nationalistiske modstand overser to væsentlige faktorer. For det første er det ikke hele Danmark, der bliver truet af EU. Den danske kapital er i forvejen en del af et internationalt kapitalistisk system, og EU vil gavne deres muligheder for at øge profitten.

For det andet er EU ikke bare en trussel mod den danske arbejderklasse, men mod arbejderklassen i hele Europa. EU er den europæiske kapitals redskab til at øge konkurrenceevnen over for amerikansk og japansk kapital. Prisen for den øgede konkurrenceevne betaler den europæiske arbejderklasse i form af nedskæringer, arbejdsløshed og dårligere miljø.

Fortalerne for et ja til Amsterdamtraktaten påstår, at den ny aftale sikrer bedre forhold i Europa. Men en nærmere granskning viser, at deres argumenter ikke holder.

Et af tilhængernes centrale argumenter er, at hvis vi stemmer nej til traktaten, holder vi Østeuropa ude af EU. Argumentet er faktuelt forkert. De østeuropæiske lande kunne i princippet sagtens optages efter Maastricht-aftalen på samme måde som Sverige, Finland og Østrig blev det.

Årsagen til, at EU tøver med at optage de Østeuropæiske lande i EU, er, at hvis bønderne i de lande skulle modtage en landbrugsstøtte, der svarer til den, som bønderne i de nuværende EU-lande modtager, ville EU gå bankerot. Landbrugsstøtten til det danske landbrug udgør 150.000 kr. pr. landbrug. Plus egnsudviklingsstøtte fra EU's strukturfonde.

Amsterdamaftalen har ikke løst problemet med landbrugsstøtten, men åbner blot muligheden for at forhandlingerne med de østeuropæiske lande kan starte. Derfor er det ikke mere sandsynligt, at de østeuropæiske lande bliver optaget i EU, blot fordi Amsterdam-aftalen bliver gennemført.

En anden påstand er, at "EU kan sikre velstand, velfærd og bekæmpe arbejdsløsheden i både øst og vest." Men de faktiske tal siger noget andet. Fra 1992 til 1997 voksede arbejdsløsheden i EU fra 12 millioner til 18 millioner mennesker. Stigningen er ikke tilfældig, men hænger sammen med den økonomiske politik, som EU-landenes regeringer har ført for at kvalificere sig til den fælles europæiske valuta, Euro'en.

For at være med skal landenes økonomier leve op til følgende krav:

• Inflationen må maksimalt være 1,5 procentpoint højere end gennemsnittet af de tre EU-lande med den laveste inflation
• Landenes valuta skal i to år have holdt sig indenfor valutasamarbejdets grænser
• Budgetunderskuddet må højest udgøre 3 pct. af bruttonationalproduktet
• Statens gæld må højest være på 60 pct. af bruttonationalproduktet

De europæiske regeringers forsøg på at leve op til disse krav har ført fx. den franske og tyske økonomi ind i en nedadgående spiral. Forsøgene har først og fremmest betydet nedskæringer af de offentlige udgifter. Det har selvfølgeligt bragt det offentlige underskud ned. Men det har også betydet, at bruttonationalproduktet er faldet, hvilket har tvunget regeringerne til at skære yderligere ned for at kunne leve op til procentsatserne.

Mens nedskæringerne forøger erhvervslivets profitter, betyder sænkningen af statens aktiviteter, at flere bliver arbejdsløse - samt forringede vilkår for arbejdsløse, pensionister og syge. Men dette har heldigvis også ført til øget modstand i en række lande, fx. Grækenland, Frankrig og Tyskland. Senest har franske og tyske arbejdsløse været i fælles aktion ved Rhinen.

Trods de danske forbehold vil den fælles valuta også få indflydelse på den økonomiske politik i Danmark. Økonomiminister Marianne Jelved har sagt, at økonomien skal overholde kravene til den fælles valuta - og enhver anden regering, som ønsker at optræde ansvarligt over for EU, vil gøre det samme. Dermed bliver forbeholdet reelt uden betydning.

Beskæftigelsen er sammen med miljøet nævnt i Amsterdam-traktaten, som noget som man 'bør' gøre noget ved, 'fremme' og 'arbejde for'. Altså rene hensigtserklæringer. Der er ingen fastlagte mål og slet ingen sanktioner over for de lande, der ikke lever op til målsætningen. I kontrast hertil er der præcise krav omkring den fælles valuta, hvor der vanker millionbøder, hvis et land overskrider kravene.

Oven i købet lægger Amsterdam-aftalen op til at undergrave den miljøgaranti, som gjorde det muligt at fastholde nationale miljøkrav. Kommissionen kan med hjemmel i den nye traktat nedlægge veto mod sådanne nationale krav, hvis den vurderer, at der er tale om en handelshindring.

Et tredje argument er, at Amsterdam-traktaten skulle sikre freden i Europa. Men intet kan være mere forkert. Amsterdam-traktaten er et skridt på vejen mod en ny supermagt og vil intensivere det udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske samarbejde:

• Vestunionen, WEU, skal integreres i EU, således at ministerrådet kan anvende WEU til militære aktioner uden for EU. Der er bl.a. tale om såkaldt "fredsskabende" aktioner, som er egentlige krigshandlinger, i modsætning til "fredsbevarende" aktioner.
• EU får også en generalsekretær, som skal tegne EU udenrigspolitisk - en slags EU-udenrigsminister.

Med EU som en ny supermagt øges risikoen for nye stormagtskrige. I første omgang blier EU med udvidelsen mod øst en økonomisk og militær trussel mod Rusland, men på længere sigt vil det også gælde forholdet til Japan og USA.

Danmark er godt nok undtaget fra det militære samarbejde, men undtagelsen er på flere punkter undergravet. For det første deltager den danske regering som observatør i WEU og kan frit deltage i WEU's militære operationer. For det andet er udenrigsminister Niels Helveg Petersen ingen bremse for deltagelse - tværtimod har han i flere tilfælde været stærk fortaler for og initiativtager til militære indgreb fra EU's side fx i Albanien sidste år. Den eneste grund til, at EU ikke greb militært ind i Jugoslavien, var, at EU-landene ikke var enige om, hvilken part i krigen, man skulle støtte.

Det retslige samarbejde er endnu en grund til at sige nej til Amsterdam-traktaten. Også på dette område er der en dansk undtagelse, men også her er den undergravet:

• I maj 1997 godkendte Folketinget Schengen-samarbejdet, som med Amsterdam-aftalen lægges ind i EU-samarbejdet. Hvis de øvrige EU-lande derpå gennemfører ændringer i Schengen-samarbejdet, så betyder den danske undtagelse blot, at regeringen får seks måneder til at indføre ændringerne i dansk lovgivning. Hvis regeringen undlader, vil den blive mødt af "passende foranstaltninger" fra andre EU-lande.
• Amsterdam-aftalen betyder også tættere politisamarbejde. Dette samarbejde flyttes fra at være såkaldt "mellemstatsligt" samarbejde, som indgås mellem de enkelte lande, til et "overstatsligt" samarbejde, hvor det er EU som er toneangivende.

EU's bureaukratiske strukturer med pamperi og ødselhed er som skabt til at forene Europas politiske og økonomiske elite

Grundlæggende handler et nej til Amsterdam-traktaten om at markere, at EU ikke er nogen løsning på almindelige menneskers problemer. Det er ikke arbejderklassens, men arbejdsgivernes interesser, der bliver varetaget på de bonede gulve i Bruxelles.

Her sørger højtlønnede, skattefri bureaukrater for, at det europæiske erhvervsliv gennem lobbyisme og direkte kontakter kan komme til orde. EU's strukturer med pamperi og ødselhed er et symptom på en organisation, som er skabt til at forene Europas politiske og økonomiske elite.

Alternativet til EU-samarbejdet ligger i at styrke samarbejdet på gulvplan. Som eksempler på det samarbejde kan nævnes franske og belgiske Renault-arbejderes fælles kampe i 1997 samt franske og tyske arbejdsløses fælles aktioner i 1998.

Men samarbejdet på gulvplan handler gælder også om, at arbejdere i hele EU har en fælles interesse i at bekæmpe tilpasningen til den fælles valuta, som hvert enkelt lands regering forsøger at føre igennem. En kamp, som i dag føres i bl.a. Frankrig, Tyskland, Grækenland og Italien. Tilsvarende er det mere realistisk at forestille sig, at miljøbevægelserne i EU-landene kan kæmpe for et bedre miljø end EU's bureaukrater.

Det er vigtigt at understrege, at den økonomiske tilpasningspolitik med nedskæringer vil blive ført, uanset om Danmark er medlem af EU eller ej. Et ikke-EU-land som Norge er tydeligt bevis på dette. Når vi alligevel skal stemme nej, så er det, fordi Amsterdam-aftalen og EU-samarbejdet er omdrejningspunktet for nedskæringspolitikken. Derfor kan vi ikke bare ignorere EU-samarbejdet, men må forsøge at stoppe det, når vi kan.

Et nej vil også være en støtte til mennesker i andre EU-lande, som er imod EU's økonomiske politik, men som bare ikke får lov til at stemme om traktaterne. Det danske nej i 1992 blev modtaget positivt af folk i andre EU-lande, fordi det gav udtryk for den modstand, som forener arbejderklassen på tværs af landegrænser.

Se også temaside om EU og Europa

Toppen af siden