Tillæg
1 Payback-time
3 Påsken 1985
Forsiden
Aktuelt
3 Leder
5 Kort nyt
9 30 år efter 1968
14 Grænser for vækst?
19 Pol Pot
Teori/historie
16 Kommunitarisme
20 Enhedslisten
23 Jewish Question
Andet
13 England anderledes?
26 USA på vrangen
27 Anmeldelser
30 Marxisme
31 Mød IS
Socialistisk Revy nr. 4 – Side 5 – Maj 1998
Kort Nyt
Nyrups tomme løfter
Grækenland: Generalstrejke mod socialdemokratisk regering
Økonomi: Brister boblen?
V for vendekåbe?
Fred i Nordirland?
Nyrups tomme løfter
Løfter og valgflæsk er en normal ingrediens i en valgkamp. Og traditionen byder, at regeringen bryder disse løfter. Således også denne gang, hvor Poul Nyrup Rasmussen og hans ministre har stået i kø for at være de første til at bryde de løfter, som sikrede regeringen en spinkel valgsejr ved Folketingsvalget den 11. marts i år.
Det helt store tema i valgkampens sidste dage var et løfte fra Socialdemokratiet om, ikke at ville røre ved huslejerne. Alligevel var det den nyudnævnte boligminister, Jytte Andersen, der var den første til at bryde dette løfte. Allerede dagen efter udnævnelsen lød hendes budskab: Der findes for mange billige boliger i Danmark!
Budskabet var klart. Hun ønsker, at beregningen af huslejerne i det private udlejningsbyggeri skal ændres, så det ikke længere er husejernes faktiske omkostninger, som skal dækkes. Jytte Andersen ønsker i stedet, at det er udbud og efterspørgsel, der skal regulere huslejen. Og det er vel at mærke på et boligmarked, hvor der er alt for få boliger. Hun lægger dermed op til, at boligspekulanter kan stikke endnu flere kroner i lommen.
Også flygtninge har fået regeringens brudte løfter at føle.
Under valgkampen følte regeringspartierne sig moralsk presset til at lægge afstand til Dansk Folkepartis uhyrlige angreb på flygtningene. Men mindre end en måned efter valget blev regeringens moral og kynisme udstillet på et sølvfad ved bestræbelserne efter at få sendt somaliske flygtninge tilbage til Somaliland. En afvist kvinde og hendes barn blev isoleret fra hinanden, mens kvinden blev sendt i fængslet.
I sit forsøg på at tækkes højrefløjen har indenrigsminister Thorkild Simonsen fremlagt et lovkompleks, som på flere planer smadrer tilværelsen for flygtninge og indvandrere. Men fængslingen og adskillelsen mellem mor og barn er et hidtil uset brud på al anstændighed.
Fængslingen og adskillelsen gav naturligvis anledning til uro og blev mødt af demonstranter i Kastrup Lufthavn. For at sikre sig mod gentagelser ved fremtidige udvisninger blev alle skotter imidlertid lukket i til offentligheden. Senere er det således kommet frem, at politiet påskedag eskorterede yderlige to kvinder og to børn tilbage til Somaliland, hvor en yderst usikker fremtid venter dem efter Danmarks tvivlsomme aftale med en gruppe klan-ledere i Somaliland.
Også omkring Politiets Efterretningstjenestes aktiviteter i 1970erne og 1980erne har regeringen skiftet hest i vadestedet.
![[ Nyrup-regeringen ]](../img/04reg.jpg)
De blev valgt på løfter om at bevare velfærden – nu løber de fra løfterne
|
Under valgkampen var budskabet fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at hver sten ville blive vendt for at skaffe klarhed over PETs aktiviteter. Men allerede inden PETs egen redegørelse blev offentliggjort i starten af april måned, havde Socialdemokratiet og de radikale skiftet holdning. Der skal ikke laves en uvildig undersøgelse af PETs overvågning og registrering af faglige og politiske aktivister og organisationer. Beslutningen om at afvise en uvildig undersøgelse blev i følge den socialdemokratiske formand for Folketingets retsudvalg, Lissa Mathiasen, truffet på et regeringsmøde den 31. marts.
Også på sygehusområdet er regeringen på vild flugt fra sine løfter om flere penge.
Indtil videre har de eneste meldinger fra den nye sundhedsminister Carsten Koch været, at der skal ske effektiviseringer på sundhedsområdet. Carsten Koch har lagt op til en halvering af antallet af sygehuse, og der skal ikke automatisk ansættes flere læger og sygeplejersker på sygehusene.
Baggrunden for forslaget er blandt anden den katastrofale mangel på læger og sygeplejersker. En mangel som skyldes adgangsbegrænsninger på studierne og dårlige løn- og arbejdsforhold.
Også omkring skatten er regeringen på vej ud på tynd is.
Straks efter påske varslede skatteminister Ole Stavad skatteforhøjelser for alle med en indkomst over 20.000 kr. om måneden. Umiddelbart kan det lyde meget tilforladeligt at beskatte de højestlønnede for at hjælpe de lavtlønnede. Men forslaget skal ses på baggrund af, at Socialdemokratiet og de radikale siden de overtog regeringsmagten fra Schlüter i 1993 har fjernet formueskatten og reduceret virksomhedsskatten med 8%. Og sænkningen af skatteloftet har betydet, at de 15.000 rigeste har fået en skattelettelse på 1,5 mia. kroner.
Samtidig viser nye tal fra Danmarks Statistik, at der i samme periode er sket en voldsom stigning i brugerbetalingen. Brugerbetalingen inden for skole- og socialområdet er således steget med 20%, og gav i 1997 37 milliarder kr. i statskassen.
Poul Erik Kristensen
Grækenland
Generalstrejke mod socialdemokratisk regering
Grækenland blev rystet af en generalstrejke skærtorsdag vendt mod den socialdemokratiske regerings "moderniseringer". Under generalstrejken stoppede arbejdere bus-, tog- og færgelinier som et led i deres kamp for bedre løn og indførelsen af 35 timers arbejdsuge.
Regeringen har udført så mange angreb på arbejderklassen, at det har forenet arbejderne i en generel kamp imod den og generalstrejken viser, hvor langt krisen er nået.
Den græske valuta, drakmen, blev devalueret i marts, hvilket har ført til prisstigninger. Og til trods for, at den stigende inflation allerede er på 5 pct., vil regeringen kun gå med til lønforhøjelser på 2,5 pct. Det socialdemokratiske regeringsparti PASOK mister opbakning i befolkningen, fx har et lille udbryderparti på venstrefløjen 8 pct. af tidligere PASOK-vælgere bag sig.
Det var netop arbejdere i aktion, der for fem år siden satte den daværende borgerlige regering på porten, og det er de samme arbejdere, der nu går på gaden. På generalstrejkedagen demonstrerede 20.000 i Athens gader, hvilket er meget i en by med 4 mio. indbyggere. Faktisk er påskeugens strejkebølge den største siden 1992, da den borgerlige regering forsøgte at privatisere busdriften.
Spydspidsen i denne strejkebølge var de ca. 7.000 ansatte på det statsejede flyselskab Olympia, som rammes først af det skrappe privatiseringsprogram. Selskabet er af økonomiminister Papantoniou beskrevet som "vores prototype for andre underskudsgivende selskaber." De ansatte på Olympia er rasende over regeringens angreb, og de har været i aktion flere gange op til selve etdages generalstrejken skærtorsdag.
Da PASOK vandt valget i 1993 var det på løfter om at sikre arbejderne og omlægge økonomien, så Grækenland kunne deltage i den monetære union med "en social samvittighed". Forventningerne til PASOK-regeringen under premierminister Simitis, der er stærkt inspireret af det engelske Labourpartis højredrejede leder Tony Blair, mindede meget om de forventninger, der gav Labour en jordskredssejr i maj sidste år. Mange arbejdere stemte på PASOK og Simitis med forventning om, at privatiseringsprogrammet ville stoppe. Men nu har Simitis regeringen fået oppisket en voldsom vrede ved at prøve at gennemtvinge privatiseringer af 11 offentlige serviceselskaber inden udgangen af næste år samt nedskæringer i velfærden både i indeværende og næste år.
De ansatte på Olympia føler sig især forrådt. For tre år siden betalte arbejderne for at få Olympia ud af sin gæld, efter at fagforeningerne gik med til at fastfryse lønnen og øge arbejdstiden. Sidste år måtte Olympia-arbejderne kæmpe for at få en lønstigning på 20-25 pct., der skulle til for at bringe deres lønninger tilbage til 1994 niveauet. Regeringen har nu spillet ud med et krav om endnu en tre-årig fastfrysning af lønnen sammen med en ændring i arbejdstiden i et forsøg på at presse Olympias profitter op over 5 mia. kroner over de næste fem år.
Da Olympias ledelse og fagforeningerne forhandlede om regeringens udspil tirsdag den 24. marts, besluttede fagforeningerne at opfordre til et tre-timers arbejdsstop, og 2000 arbejdere gik i optog til forhandlingsstedet.
Regeringen besluttede sidst på måneden at slå hårdt ned på de konfliktende arbejdere og presse fagforeningen til at indgå forlig ved at gennemtvinge en lov, der ville fastsætte arbejdstiden uafhængigt af, hvad forhandlingerne ville nå frem til. Som en del af den lovpakke kunne enhver arbejder, der nægtede at arbejde under de nye vilkår, fyres med få dages varsel.
Næste morgen forhindrede fagforeningsrepræsentanter 2000 arbejdere i at besætte landingsbanerne i Athen. I stedet besatte arbejderne lufthavnsterminalen, og ledelsen måtte smugles ud af bagindgangen, efter at arbejderne truede med at låse dem inde. Besættelsen tvang regeringen til at udskyde behandlingen af lovforslaget. Fyringsbestemmelsen blev fjernet, men forliget med fagforeningerne indeholder stadig et forslag om lønfastfrysning og længere arbejdstid.
Forliget er blevet godkendt af parlamentet, men nogle Olympia-arbejdere mener, forliget er alt for tyndt, og gik i protestoptog til fagforeningshovedkvarteret i ugen op til påske.
Socialist Worker, 18. april 1998
Økonomi
Brister boblen?
Aviserne skriver om forbrugsfest. Ministre taler om et langvarigt økonomisk opsving. Nogle økonomer begynder at snakke om faren for "overophedning" og om, at det er nødvendigt at gribe ind mod forbruget. Anders Fogh Rasmussen vil støtte regeringen i et forbrugsindgreb – efter EU-afstemningen. Signalerne er forvirrende og modsat rettede.
Men der er ikke noget, der tyder på forbrugsfest for andre end dem med de allerhøjeste indkomster. De, der overhovedet kan udvide deres forbrug, er dem, der kan låne i friværdi i deres ejerbolig. Men siden nytår er bankernes udlån til private faldet. Siden oktober er importen af varer til forbrug faldet måned for måned. 31 pct. har i første kvartal købt varige forbrugsgoder (radio/TV, hårde hvidevarer, møbler osv.) mod 42 pct. sidste år. Færre regner med at holde ferie i udlandet.
Stigningen i det private forbrug forudses at blive ca. 3 pct. for 1998. Nogle af erhvervslivets økonomer begynder da også at advare mod indgreb i forbruget. De er bange for at røre ved opsvinget, når det nu går så godt.
For det går rigtig godt for erhvervslivet. En undersøgelse i Børsen fortæller: Aktionærernes udbytte steg sidste år med 35 pct., omsætningen med 12,5 pct., overskuddet efter skat med 20,4 pct.
Men det er netop i sådanne tal, at det britiske tidsskrift The Economist ser farer.
The Economist, som er ærke-liberalistisk, advarer mod, at den amerikanske økonomi er ved at udvikle sig til en "boble-økonomi". Udtrykket henviser til Japan, hvor firsernes kraftige opsving pludselig bristede og førte landet ud i den nuværende langvarige krise.
Bladet advarer også mod, at tendensen til overoptimisme synes at være størst i perioden lige op til et børskrak. "I de sidste fem år har vi befundet os i en ny industriel æra i dette land. Vi gør økonomiske og industrielle fremskridt i fantastisk skala," skrev det amerikanske blad Forbes - ikke i 1998, men i juni 1929, fire måneder før Wall Street-krakket. "Som resultat af den økonomiske udvikling … er vi i det sidste årti trådt ind i en anden, måske helt ny æra." Dette skrev Forbes i oktober 1968 – hvorefter den amerikanske økonomi gik ind i seks års nedgang, hvor aktiekurserne faldt med 60 pct.
The Economist peger på fire symptomer på, at økonomien kan være på vej til et nyt kollaps. Vigtigst er de enorme stigninger i aktiekurserne. Det amerikanske aktiemarked voksede i 1997 med over 30 pct. Samlet er aktieindekset siden 1982 vokset med 825 pct. I 1920'erne steg det "kun" med 730 pct.
Dernæst er der en stigning i sammenlægning af virksomheder. Nogle sammenlægninger skyldes teknologiske ændringer, men stigende aktiekurser presser på udviklingen, idet salg af aktier til oppustede kurser er en billig måde at skaffe sig nye finanser på.
Det tredje symptom er stigende ejendomspriser – vi taler om årlige stigninger på omkring 20 pct. i såvel USA som i Danmark.
Og for det fjerde nævnes en kraftig stigning i den totale pengemængde, som kan føre til inflation, hvis ikke produktionen kan følge med.
De vigtigste af disse indikatorer peger i Danmark i samme retning som de amerikanske: Et oppustet aktiemarked uden et oppustet forbrug. Mens forbrugsstigningen beregnes til 3 pct. for 1998, steg det danske aktieindeks med 45 pct. i 1997 og er ialt steget 768 pct. siden 1982.
Det betyder for det første, at et indgreb mod forbruget ikke vil angribe det reelle problem, nemlig de oppustede aktiepriser. For det andet, at hvis regeringen griber ind mod aktionærerne, vil stor-aktionærerne kunne mobilisere hele hoben af småaktionærer, som har så stor mediebevågenhed.
En del af de vestlige økonomier står med langt større problemer end dem, der kan løses ved blot at skrue op eller ned for økonomien. Uanset hvilket indgreb regeringen vælger, er der stor risiko for, at ramme det dyrebare opsving – at prikke hul på boblen.
The Economist skriver: "Det er risky business at prikke hul på en finansiel boble, svært at gøre med finfølelse … Men jo længere festen får lov at fortsætte, jo værre bliver tømmermændene."
Martin Johansen
V for vendekåbe?
Venstre ved du, hvor du har, lyder partiets slogan. Men virkeligheden er nu heldigvis ved at hale ind på selv Venstres tidligere ideologiske bannerfører og nuværende formand, Anders Fogh Rasmussen.
Den ultraliberalistiske ideolog var i sin tid før formandsposten mest kendt for sine bøger om velfærdsstatens afskaffelse og minimalstatens indførelse og frasen om, at "pengene fosser ud af statskassen". Han var ivrig fortaler for privatiseringer og for brugerbetaling.
![[ Anders Fogh Rasmussen ]](../img/04fjog.jpg)
I takt med, at liberalismen spiller fallit, har Venstre travlt
med at lægge luft til deres hidtidige politik |
Men nu har piben fået en anden lyd. "Jeg er med alderen blevet mere og mere kritisk over for begrebet brugerbetaling, fordi det bare er blevet nye, smarte metoder til at hive flere penge op af folks lommer... Jeg står for, at man i endnu højere grad end i dag koncentrer sig om at hjælpe de svageste i samfundet i stedet for at belægge en række ydelser med brugerbetaling, som går til mere etablerede grupper. Og så længe vi taler om offentlige ydelser, der udbydes til de svageste i vort samfund, er brugerbetaling problematisk," hedder det i et interview i Søndagsavisen.
I sin bog Fra socialstat til minimalstat gør han ellers meget ud af at pointere, at man ikke skal hjælpe de dårligst stillede, hvis deres dårlige position ikke skyldes fysisk eller psykisk handicap eller sygdom. Argumentet er, at en sådan hjælp ikke ville tilskynde de svageste til at gøre en ekstra indsats selv! Den eneste undtagelse er uddannelser, hvor en omfordeling bør sikre, at alle kan få finansieret deres uddannelse, men altså kun grunduddannelsen.
I Berlingske Tidende søndag 19.4.98 siger Anders Fogh Rasmussen: "Jeg gør mig jo ikke til talsmand for sådan en natvægterstat [minimalstat], hvor staten går ind og tager sig af nogle ganske få ting, og resten er overladt til folk selv. Hvis man læser hele min bog, så vil man se, at grundlæggende bekender jeg mig faktisk til det princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel." Men i bogen skriver han "I et frit samfund er der ikke plads til andet end en minimalstat." Og "Minimalstaten bør have to opgaver: Beskyttelsesopgaven og fordelingsopgaven." Beskyttelsesopgaven, forklarer han, går blot ud på at sikre den private ejendomsret, dvs. politi, forsvar, domstole, fængsler og instanser til at sikre, at handelsaftaler overholdes.
Men der er flere eksempler på, hvordan Anders Fogh Rasmussen skifter holdninger, alt efter hvilken vej vinden blæser. Som ung liberal skrev han i et læserbrev i BT, "Der er mindst syv grunde til at sige nej til en politisk og økonomisk union." Et af hans argumenter dengang var, at "en fastlåsning af valutakurserne i en valutaunion [ØMU´en] vil virke økonomisk forstyrrende."
Som ung gik Venstre nye formand, der dengang havde tilnavnet "røde Anders", ind for overskudsdeling. I perioden med minimalstatsflirteriet blev han kaldt "lille sorte Anders", fordi han gik ind for, at markedet skulle stå for alt, at skatten skulle ned, og at de offentlige udgifter skulle samme vej. Hvilken farve han nu vil få, er ikke til at sige.
Venstre ved man sandelig, hvor man har. Står V´et for vendekåbe?
Frank Antonsen
Fred i Nordirland?
Fredstalen i Nordirland skal til folkeafstemning den 22. maj, men vil formentlig blive vedtaget med stort flertal. Hermed er der chance for en afslutning af den krigstilstand, der har domineret det nordirske samfund i 30 år.
Aftalen er blevet hyldet som "historisk", en sejr for Blair og for forhandlingens kunst. Men overskrifter som "Fred udfordrer fanatikere" (Aktuelt) giver en lige så mystificerende dækning af fredsaftalen, som dækningen af konflikten har været: En uforståelig konflikt, hvor religiøse fanatikere på skift slår hinanden ihjel.
Det er at vende historien på hovedet: Æren for fredsaftalen tilfalder først og fremmest ønsket om fred hos menige protestanter og katolikker. Det er dem, der har tvunget de protestantiske ledere til at underskrive en aftale, de hidtil har saboteret.
Konflikten skyldes ikke, at nordirere er mere krigeriske eller fanatiske end andre, men stammer fra den måde, Storbritannien har regeret Irland på. Denne undertrykkelse har været baseret på tre elementer.
For det første rå og blodig vold. For det andet brugte man religionen til at splitte befolkningen. De protestantiske "Orange" ordener blev opbygget og bevæbnet af den britiske stat med støtte fra irske godsejere og kapitalister. Det tredje element var, at selv om hovedparten af det irske borgerskab ønskede et selvstændigt Irland, så var de mere optaget af at bevare kontrollen over resten af befolkningen end af at slås for uafhængighed.
Disse midler sikrede britisk kontrol frem til 1921. Da var modstanden (inspireret af den revolutionære bølge over Europa) blevet så stor, at de ikke kunne holde fast i hele Irland. Sydirland fik selvstændighed, mens industriområderne omkring Belfast forblev under britisk kontrol.
Delingen af Irland satte katolikkerne i nord uden for politisk indflydelse. De måtte lide under åben diskrimination og undertrykkelse med samme midler som tidligere.
I slutningen af 1960'erne nægtede den katolske befolkning fortsat at blive behandlet som andenrangsmennesker. Med strejker og demonstrationer forsøgte de at skaffe sig bedre forhold - ofte sammen med protestantiske arbejdere, der reelt stod i samme situation.
Det var ønsket om fred blandt menige protestanter og katolikker,
der tvang lederne til at indgå en fredsaftale |
Magthavernes svar var igen mere vold, dels fra det protestantiske politi, dels fra loyalistiske (pro-britiske) terrorkorps. Og da opgaven blev dem for stor, blev den britiske hær indsat.
Smadringen af den civile modstand betød, at IRA, som ikke havde spillet nogen særlig rolle siden delingen, blev gendannet til forsvar mod loyalistisk terror.
I de 30 års terror har der hele tiden været et tæt samspil mellem loyalistiske terrorkorps, den britiske stat og det nordirske politi, RUC, hvor 95% er protestanter, selv om de kun udgør 54% af befolkningen.
Fra 1969 til 1972 blev 60.000 katolikker fordrevet i en etnisk udrensning. Katolikker har den højeste arbejdsløshed og de dårligste boliger.
Men de fleste protestanter lever ikke meget bedre end de fleste katolikker. De arbejder under samme arbejdsgiver til samme løn. Den økonomiske krise betyder, at de er truet af de samme fyringer.
Mens loyalisterne tidligere har kunnet love privilegier til protestanter, er de i dag ikke længere i stand til dette. Flere og flere protestantiske arbejdere ser ikke længere nogen fremtid i at støtte de loyalistiske korps, som derfor i dag står svækket. Derfor er de blevet tvunget til at indgå en aftale.
Men vil fredsaftalen holde? Kigger man på indholdet i den, er det meget tyndt. Der etableres nogle parlamentariske forsamlinger og råd, politiske fanger løslades i løbet af et par år (!), og såvel politikorpset, RUC, som den britiske hær vil fortsat være der. Aftalen indeholder intet om at løse hverken arbejdsløshed eller boligproblemer. Hermed er der grundlag for fortsat konflikt.
Dette rejser to spørgsmål: For det første, om den britiske stat vil gribe ind over for Orange-ordenerne.
Sidste sommer var en af Blair-regeringens første handlinger at sikre, at de fik lov til at marchere gennem katolske kvarterer. Disse marcher er ikke bare musikkorps på parade, men spreder ofte rædsel som en Ku Klux Klan march.
Foreløbig er der altså kun grund til skepsis mht. den britiske regerings vilje til at konfrontere loyalisterne. De har indtil nu været allierede.
Det andet spørgsmål er, om der kan opbygges enhed mellem protestantiske og katolske arbejdere.
Spirerne til en sådan enhed er helt klart til stede. Der har de seneste par år været fælles fredsmarcher, protestantiske og katolske arbejdere har sammen strejket mod terroren. Katolske og protestantiske arbejdere er ofte i de samme fagforeninger osv.
Men hele strukturen i det nordirske samfund tilskynder til, at man identificerer sig med sin "egen" befolkningsgruppe. Skal dette brydes, kræver det, at enheden ikke begrænser sig til et fælles ønske om fred.
En reel enhed kræver en fælles kamp mod alle privilegier i det nordirske samfund: Mod arbejdsløshed, boligmangel, fyringer og nedskæringer.
Fredsaftalen giver langt bedre muligheder for en sådan social kamp end en tilstand med væbnet kamp, frygt og terror. Problemet er blot, at det historisk netop har været frygten for et sådant angreb på deres privilegier, der har fået magthaverne til at ty til "det Orange kort".
Medmindre arbejderne direkte konfronterer denne mulighed og sætter hårdt mod hårdt, har vi næppe set den sidste Orange-march forsøge at oppiske til splittelse og terror.
Jørn Andersen