Socialistisk venstrefløj ønskes

Den første halvdel af 1998 har vendt op og ned på store dele af dansk politik. Tilbage i efteråret 1997 var den store bekymring, at racisme og intolerance stormede frem i meningsmålingerne. Aktiviteter, demonstrationer og strejker var få og begrænsede. Næsten alle forventede, at Uffe Ellemann-Jensen inden længe ville blive ny statsminister med Pia Kjærsgaard som sparringspartner.

I dag er det billede næsten ikke til at genkende. Uffe Ellemann er på vej væk fra den politiske scene. I meningsmålingerne er Dansk Folkeparti halveret i forhold til efteråret. Liberalisme og racisme tabte folketingsvalget i marts. Og vi har haft en storkonflikt med det største antal strejkende og de største demonstrationer siden 1985.

I en sådan situation kunne man forvente at se en venstrefløj føre sig frem med stor selvtillid, angribe kapitalismen for dens umenneskelighed samt opbygge kampe og organisationer, der kan tilbyde en vej ud af systemets elendighed.

Men det ser vi desværre alt for lidt af. Under såvel storkonflikten som EU-debatten om Amsterdamaftalen har det været svært at se, om der overhovedet findes en venstrefløj, der ikke bare er Socialdemokratiet plus 10, 20 eller 50 procent, men står for noget radikalt anderledes.

Under storkonflikten fik venstrefløjen sin store chance. 150.000 LO-medlemmer havde sagt nej til de faglige lederes kompromis med arbejdsgiverne - og mange, mange flere var enige i nej'et. Det rystede fagtoppen så meget, at selv Metal-ledelsen - vist for første gang i historien - indrømmede at have taget fejl.

LO's store fejlvurdering betød, at venstrefløjen i fagbevægelsen pludselig fik mulighed for at manifestere sig. Men i stedet for at bruge anledningen til at kritisere LO og forklare, at fagtoppen tager mere hensyn til arbejdsgiverne end til deres medlemmer, valgte venstrefløjen en kampagne, som alene var rettet imod arbejdsgiverne. Det er klart, at arbejdsgiverne er arbejdernes hovedmodstander i klassekampen - men det er lige så vigtigt at føre politisk kamp mod den fagtop, der prioriterer klassesamarbejde over klassekamp. Dette undlod venstrefløjen, og derfor måtte den kapitulere totalt, da LO sagde god for regeringens indgreb.

I debatten op til EU-afstemningen var venstrefløjens indsats om muligt værre. Takket være bl.a. Junibevægelsens famøse plakat om de "40 millioner polakker" - som medierne naturligvis greb med kyshånd - kom store dele af debatten til at foregå på nationalismens præmisser. Spørgsmålet om at opretholde den dansk-tyske grænse og forsvare den nationale selvstændighed blev det helt centrale spørgsmål. Erklærede socialister - som Jens Peter Bonde, Ole Krarup og Holger K. Nielsen - gik til forsvar for grænserne og nationalstaten. Dette gjorde det let for EU-tilhængerne at fremstille sig som fortalere for internationalisme og anti-racisme. Venstrefløjen skulle i stedet have pointeret, at målet er et socialistisk Europa, hvor grænserne helt bliver ophævet. Og kædet dette sammen med de sociale spørgsmål, som arbejdere i hele EU slås med: Arbejdsløshed, nedskæringer osv.

Forklaringen på venstrefløjens manglende evne til at udnytte den medvind, som den politiske udvikling ellers har givet, er, at den ikke rigtigt tror på socialismen "i en overskuelig fremtid", som fx Enhedslisten formulerer det. Men når socialismen gøres til en fjern drøm, så bliver man let fanget i den dagsorden, der sættes af "de små skridts politik". Sammen med perspektivet ryger principperne. Frem for at afgrænse sig over for nationalismen og argumentere for et klart internationalistisk Nej til EU, bøjer man af. Kampen mod EU kommer til at handle om opretholdelse af en speciel dansk form for kapitalisme.

Men endnu værre er, at når socialismen gøres til en fjern utopi, så forpasser man alt for nemt de muligheder, der opstår for at udnytte sprækkerne i systemet. For eksempel bruge en storkonflikt til at overbevise de mest kampivrige om, at kampen kun er et skridt på vejen i kampen mod kapitalismen, i stedet for at acceptere, at resultatet var det bedst opnåelige.

Det er klart, at vi ikke får socialismen allerede i morgen. Men vi kan kæmpe os til socialisme i overmorgen, hvis vi allerede i dag begynder at opbygge en revolutionær venstrefløj, der ikke gemmer socialismen væk til højtidelige lejligheder.

Toppen af siden

Sidst opdateret 9.9.01