Forsiden
Aktuelt
3 Leder
4 Kort nyt
8 Indonesien
13 Storstrejken
15 Strejkerapport
22 Middelklassens moral
Teori/historie
10 Israel - 50 år
19 De autonome ideer
24 Globalisering
Andet
7 1968 i bakspejlet
16 USA på vrangen
17 Månedens bog
27 Anmeldelser
30 Marxisme
31 Mød IS
Socialistisk Revy nr. 5 – Side 4 – Juni/Juli 1998
Kort Nyt
Opsving med problemer
Sydkorea: Regeringen angriber venstrefløjen
Den politiske forbruger: Skrot markedsmekanismerne
Le Pen på tilbagetog
Opsving med problemer
For mindre end et år siden var en række fremtrædende økonomer ved at skrotte deres gamle lærebøger i økonomi. De mente, at den økonomiske udvikling i bl.a. USA, Storbritannien og Danmark gav grund til at tale om en "ny økonomi", der på afgørende måde brød med traditionelle økonomiske teorier.
Økonomerne blev godt suppleret af politikere som Mogens Lykketoft, der til Politiken udtalte: "Jeg tror, vi står med en meget god chance for at have en langvarig økonomisk vækstperiode. Det er ikke usandsynligt, at vi kan realisere noget, der er lige så langstrakt som opgangskonjunkturen i den vestlige verden var det fra 1948-74. Og det er de 25 år, man kan sammenligne med."
Men i den nyeste rapport fra Det Økonomiske Råd ("Vismændene") er tonen mere moderat og advarende. I et afsnit slås det fast, at "krisefri markedsøkonomi er en illusion," og dernæst gennemhuller rapporten de myter, som den "ny økonomi" er bygget op på. For eksempel har der været store forhåbninger til, at brugen af informationsteknologi (IT) ville medvirke til at skabe en krisefri økonomi. Men rapporten påpeger, at IT højst har bidraget med 0,5 procentpoint til væksten i USA i perioden 1980-92, og pointerer, at IT "ikke i tilstrækkeligt omfang (bidrager) til at nå historisk høje vækstrater." Også den megen snak om globalisering får en kritisk kommentar med på vejen, idet rapporten konstaterer, at trods liberalisering af de finansielle markeder, IT-revolutionen mv. tyder intet på, at der er tendenser til en egentlig stigning i internationaliseringen af økonomierne.
Endelig tager Vismændenes rapport også fat på den centrale påstand i den "ny økonomi" - at vi er på vej ind i 25 års økonomisk opgang: "Der er imidlertid intet i analyserne, der tyder på, at det generelt er tilfældet." Tværtimod peger rapporten på, at hverken produktiviteten eller bruttonationalproduktet synes at stige ekstraordinært i 1990'erne, der er snarere tale om en ret beskeden vækst, der hurtigt kan vende.
Det er risikoen for økonomisk tilbagegang, der bekymrer Vismændene mest. Selv om de forventer forstsat vækst, så er der "en reel risiko for, at det ikke kommer til at gå nær så godt som ventet." Ikke mindst begynder den økonomiske krise i Asien at sætte sine spor på verdensplan gennem lavere vækst i USA og stagnation i Storbritannien. Her kan Vismændene ikke gøre andet end håbe på, at udviklingen i fx Japan begynder at vende.
I den danske økonomi frygter Vismændene, at storkonflikten begynder at sætte sine spor i kraft af, at arbejdere begynder at stille nye krav. Det sker med direkte henvisning til kravet om mere ferie, men også krav om kortere daglig arbejdstid kan komme på tale, ikke mindst på baggrund af, at den franske regering netop har vedtaget en nedsættelse af arbejdsugen til 35 timer fra år 2000. Vismændene frygter dog især, at arbejdere udnytter den lave arbejdsløshed til at presse lønningerne i vejret. I forvejen ligger lønstigningerne på 4,5 pct. om året, hvilket er det højeste siden 1987, men Vismændene frygter, at lønnen begynder at stige endnu mere.
Vismændenes råd til regeringen er derfor, at der gennemføres "en betydelig stramning af den økonomiske politik" allerede i år. Men her er Vismændene i et tydeligt dilemma. På den ene side peger de på de traditionelle indgreb i de offentlige udgifter, således at staten kan undgå at måtte hæve skatterne og dermed give anledning til nye lønstigninger. På den anden side må de indrømme, at "velfærdsstaten har været en succes" og afviser, at såvel velfærdsstatens fordelingspolitik som det høje skatteniveau nødvendigvis virker som en bremse på økonomisk vækst.
Dette er nye toner fra de økonomiske vismænd. For få år siden lød opskriften på udlicitering, brugerbetaling og skattelettelser for de rigeste. Selv om nogle af disse ting fortsat nævnes som muligheder, så er det med betydelig forsigtighed. I stedet peger de i højere grad på, at skatten sænkes for de laveste og mellemste indkomster og håber på, at dette kan finansieres alene gennem den økonomiske vækst.
Tilbage til regeringen er altså et scenario, hvor opsvinget hurtigt kan vende, og hvor der er et betydeligt pres fra arbejderklassen for højere løn og fastholdelse af velfærden. Hvordan regeringen skal tackle dén situation, overlader Vismændene til regeringen selv.
Martin Johansen
Sydkorea
Regeringen angriber venstrefløjen
Det sydkoreanske styre har slået hårdt ned på venstrefløjs- og fagforeningsaktivister. Det hemmelige politi har anholdt 17 medlemmer af Internationale Socialister i Sydkorea og stormet Seoul Universitet. Dette skete i dagene efter, at politiet havde angrebet en 1. maj-demonstration.
Menneskerettighedsorganisationer har berettet om politiets mishandling af de anholdte, bl.a. har en af dem, Ju Soo-young, kun fået sovet 2 timer, og det fik hun endda kun lov til, fordi hun var syg.
Socialisterne er blevet anholdt i henhold til anti-demokratiske love fra diktaturets tid i Sydkorea. Præsident Kim Dae Jung, der selv som dissident i 1970erne og 1980erne var udsat for undertrykkelse, har startet den hårde linie for at sikre investorernes lyst til at investere i den kriseramte sydkoreanske økonomi. Han blev valgt sidste år som den første civile præsident i 40 år på løfter om mere demokrati, men er nu genstand for en voksende utilfredshed. Arbejdsløsheden er fordoblet siden januar, og der har været begyndende strejker og demonstrationer mod massefyringer. Det er derfor, Kim slår så hårdt ned på venstrefløjen netop nu.
Alle aktivister opfordres til at skrive til den sydkoreanske regering og forlange, at undertrykkelsen hører op. Skriv til:
Præsident Kim Dae Jung, Blue House, 1 Sejongro Jung Gu, Seoul, Sydkorea.
Send kopier af protestskrivelserne til: Committe to Defend South Korean Socialists, c/o 1 Bloomsbury Street, London WC1B 3QE, England.
Den politiske forbruger:
Skrot markedsmekanismerne
Landbruget og fødevareindustrien har i årevis kastet ansvaret for underlødig og uetisk produktion over på forbrugerne. Deres typiske argument er: "Det er forbrugernes valg i supermarkedet, der bestemmer udbuddet af varer. Hvis de ikke blev solgt, ville vi ikke producere dem." Modsvaret til den holdning er blevet den politiske forbruger, som tilrettelægger sine indkøb efter etiske holdninger ud fra krav om sundere fødevarer og et renere miljø. Det kan være gennem det daglige valg af økologiske varer eller gennem boykot af bestemte produkt af mere overordnede politiske årsager. Som da salget af fransk vin faldt med 15-25 pct., efter at Frankrigs atom-prøvesprængninger på stillehavsøen Muroroa.
Indtil videre har der imidlertid ikke været så mange bud på proportionerne i diskussionerne. Begrebet 'den politiske forbruger' har været et ret luftigt begreb, og ingen har rigtigt vidst, hvilke krav forbrugerne stiller til deres fødevarer. Men nu har Teknologirådet i januar 98 lavet en såkaldt holdningsundersøgelse, hvor godt 500 repræsentative personer er blevet interviewet ret indgående for at få styr på nuancerne. Det er der kommet en meget opmuntrende rapport ud af - forstået på den måde, at resultaterne er ret entydige.
De mest entydige svar findes på spørgsmål omkring mærkning og information, hvor hele 91 pct. af de adspurgte kræver fuldstændig vareinformation. Det står i modsætning til lovgivningen, hvor pres fra industrien har betydet, at brug af hjælpestoffer i fødevarer, der udgør mindre end fem pct. af indholdet, ikke skal deklareres. Det skaber naturligvis en stor utryghed over, hvad man putter i munden – og for allergikere, som der bliver flere og flere af, er det en pestilens, at der ikke er krav om fuldstændig deklaration. Men industriens pengeinteresser vejer som sædvanlig tungest, når lovgivningen skal udformes.
Et af de virkelig spændende resultater er holdningen til farvestoffer i maden. Den sag har været diskuteret lige siden 1970'erne, hvor Jan Kragh Jakobsen i sin egenskab af levnedsmiddelingenør på tv parterede en kødpølse uden farve og andre tilsætningsstoffer. Resultatet var en klam hvid væske. Alligevel har industrien fastholdt, at forbrugerne krævede brug af farvestoffer. Men fødevareundersøgelsen viser, at hele 66 pct. ønsker et forbud mod farvestoffer. Kun 8 pct. er decideret imod.
De tal er ikke til at tage fejl af, men et forbud er næppe lige på trapperne. Da EU for tre år siden forsøgte at gennemføre en opstramning af reglerne for brug af farvestoffer i fødevarer, stemte bl.a. den danske regering imod af hensyn til MD Foods' brug af farvestoffer i den fetaost, som firmaet eksporterer til Mellemøsten. Igen vejede industrigigantens ord tungere end forbrugernes ve og vel. Som en sidebemærkning kan det tilføjes, at eksemplet nærmest er eksemplarisk for, hvordan en masse fine ord og pæne hensigter bliver bragt på bane, men når bundlinien kommer ud, har industrien alligevel fået, hvad den ville have.
Kravet om kontrol med fødevarer og regulering af tilsætningsstoffer er meget markant. Og her taler vi ikke blot om den lidt diffuse gruppe af politiske forbrugere, men om forbrugerne som helhed. Ifølge undersøgelsen udgør de politiske forbrugere 29 pct., og de er defineret udfra en villighed til generelt at ville betale mere, hvis det gavner miljøsagen. Man kan så diskutere, om det tal er reelt, eller det bare dækker over den gruppe, som faktisk har råd til at betale mere. Der kan sagtens findes bistandsklienter eller andre fattige med miljømæssige holdninger, som bare ikke har råd til meromkostningerne. Noget kunne tyde på dette, da der specielt i de lavere indkomstgrupper er en større andel, der sjældent spiser kød. En af årsagerne kan være, at det er for dyrt; men en stor gruppe peger faktisk på manglende dyrevelfærd som hovedgrunden.
Den mistillid til industrien og specielt landbruget, som forbrugerne giver udtryk for, er så markant, at det ikke kan bortforklares. Hele 69 pct. ønsker, at staten skal kontrollere landbruget, og 81 pct. ønsker at der skal laves en "sikker mad"-mærkning, som staten skal administrere.
Som helhed er rapporten et klart vink om, at mere end to ud af tre forbrugere ganske enkelt ikke stoler på, at markedsmekanismerne kan indfri deres krav til produkterne. Det kan også forklare, hvorfor kyllingeproducenterne under storstrejken i maj havde så svært ved at vække folks medlidenhed med de stakkels kyllinger. Det skulle være grund nok for fødevareminister H. Dam Kristensen til at stå fast overfor industrien i de kommende forhandlinger om fødevarernes kvalitet.
Jens Loller
![[ Demonstration mod Front National ]](../img/05-fran.jpg)
Le Pen på tilbagetog
Le Pens Front National led et stort nederlag i maj, da partiet mistede sit eneste parlamentsmedlem ved et suppleringsvalg i Toulon. Dagen efter jublede antinazister i hele Frankrig, især i Sydfrankrig, hvor fronten har størst indflydelse. Ikke mindst i byen Vitrolles, som er berygtet for sit Front National-bystyre, vakte nederlaget jubel.
Billedet af Front National som ustoppeligt er endelig ved at krakelere. Ganske vist er partiet vokset til at have omkring 15 pct. af stemmerne. Men i det seneste år er andre kræfter begyndt at blande sig. I dag kan man ikke åbne en avis uden at læse en strøm af reportager fra strejker og aktioner - lærere, sygeplejeelever, jernbanearbejdere, minearbejdere, selv politibetjente gennemfører lokale eller landsdækkende strejker.
Et af de tydeligste eksempler på modstand fandt i april sted i Seine St. Denis, der ligger i det tidligere "røde bælte" omkring Paris. I syv uger kæmpede elever, lærere og forældre mod nedskæringer på skoleområdet. Mere end 100 skoler var involverede, og flere gange gik elever, lærere og forældre i optog gennem Paris, hvor de oven i købet besatte elite-universitetet Sorbonne på et tidspunkt. Sympatien bredte sig til hele landet, og fagforeningerne så sig tvunget til at indkalde til en landsdækkende aktionsdag til støtte for skolerne. Inden da havde den socialdemokratiske regering dog bøjet sig og lovet 800 nye lærer- og vikarstillinger inden udgangen af september i år og yderligere 3.000 stillinger over de næste tre år. Ved 1. maj-optogene i Paris blev aktivisterne fra Seine St. Denis hyldet som helte.
Selv i Vitrolles, der kontrolleres af fascisterne, er modstanden stor. Ungdomsorganisationen Ras L´Front er især aktiv, og en gruppe lokale har startet Vitrolles Demokratiske Bevægelse, MDV. En af frontens mest groteske vedtagelser er indførelsen af en "fødselsbonus" på ca. 5.000 kr. for hvert barn, der bliver født af hvide familier. Men da plakater med en smilende hvid baby til annoncering af denne racistiske beslutning blev sat op, blev de hurtigt forsynet med et Hitler-overskæg af antiracister. Det er især blandt unge og arbejdere, at antiracismen og modstanden mod Le Pen står stærkt. Den kommunistiske og den socialdemokratiske fagforening er også gået sammen og har organiseret strejker for bl.a. socialarbejdere i Vitrolles. Ved de sidste lokalvalg vandt venstrefløjen over fronten.
Det er den slags, der viser, at de franske arbejdere og studerende ikke bare falder for Le Pens fremmedfjendske retorik, men selv tager kampen for bedre vilkår op.
Jordskredssejren sidste år, der bragte socialdemokraten Lionel Jospin til magten, kom efter flere års store strejker og demonstrationer. Og det er netop strejker og demonstrationer, der er med til at stoppe fascisternes fremmarch, på samme måde som Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet mistede opbakning i befolkningen under storstrejken herhjemme i starten af maj. Et vendepunkt kom sidste påske med 70.000 mennesker i demonstration mod frontens kongres i Strasbourg. En anden stor demonstration kom i kølvandet på kommunalvalgene, hvor konservative lokalpolitikere gik sammen med fascisterne for at forhindre socialdemokrater, kommunister eller grønne i at vinde: 200.000 deltog i en antifascistisk demonstration den 28. marts.
Men selv om der er klare tegn på, at de sociale kampe også føres over i stigende mobilisering mod fascisterne, så er det for tidligt at afskrive den fascistiske trussel. Front National står stærkt i det sydlige Frankrig og sidder på borgmesterposten i Vitrolles, Toulon, Marignane og Orange i nærheden af Marseille. Ved kommunalvalgene tidligere på året fik fascisterne forøget indflydelse ved at indgå et samarbejde med konservative borgmestre, der var bange for at miste deres poster. Også i det, der før gik for at være "det røde bælte" omkring Paris, har fascisterne haft en del fremgang, så der nu er reel frygt for, at området skal blive et "brunt bælte".
Alle steder er grunden til fascisternes fremmarch den samme. De skiftende regeringer og borgmestre fra enten de borgerlige partier eller fra Socialistpartiet har intet gjort for at forbedre levevilkårene for almindelige mennesker, men i stedet hengivet sig til korruption – den konservative præsident Chirac hjemsøges for tiden af korruptionsskandaler fra sin tid som Paris' borgmester - og til at lefle for de rige. Front National havde fra start en skarp kritik af de elendige forhold, almindelige mennesker er udsat for, arbejdsløshed, dårlige boligforhold, korruption og kriminalitet, men pegede på indvandrere som kilden til alle problemer. En meget stor del af fascisternes fremgang skyldes socialdemokraternes manglende vilje og evne til at forbedre vilkårene for almindelige mennesker samt venstrefløjens manglende evne til at udfordre Le Pen.
Men de sidste par års opblussen af fransk klassekamp har skabt en ny tro på, at Le Pen kan bekæmpes. Det er netop ved, at arbejdere selv er begyndt at slås for deres vilkår, at mange er begyndt at vende blikket væk fra den yderste højrefløj.
Frank Antonsen
Soc. Revy – hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy – indhold nr. 5