![[ International Socialisme nr. 8 ]](../ist/08/ist08.gif)
International Socialisme nr. 8
okt 1994
International Socialisme hjemmeside
Temasider
Nr. 8
Side 2
· Indhold + Introduktion: 10 års historie om klassekamp
Side 5
· 10 år for socialisme
Side 32
· Når fordommene forsvinder (Susan Francis med Andrew Crofts: "En kvindes mod")
Hovedmenu
International Socialisme – Nr. 8 – Efterår 1994 – Side 28
Anmeldelse
Klassiker mod nazisme
Pest over Europa. Bolsjevisme – fascisme – nazisme. Tiden indtil 1933
Hartvig Frisch
Forlaget Fremad. 1993.
kr. 288,-
Pest over Europa er ikke en ny bog. Da den udkom sidste efterår, havde den faktisk 60 år på bagen.
Hartvig Frisch var, allerede da bogen udkom i 1933, en ledende socialdemokrat, og det var han frem til sin død i 1950. Samtidig var han, i modsætning til mange andre og senere socialdemokrater, en markant personlighed.
Men selv om Pest over Europa er et aldrende værk, skrevet af en socialdemokrat, betyder det bestemt ikke, at bogen er uden værdi. Den indeholder meget brugbart både som historisk værk og historisk dokument.
Selv om bogen ikke er skrevet ud fra et moderne revolutionært synspunkt, er den ikke desto mindre skrevet ud fra et klart klassesynspunkt.
Under besættelsen fik bogen den tvivlsomme ære at blive forbudt og konfiskeret af Gestapo. Og det er vel grunden til, at den i dag primært opfattes som en bog om nazismen. Men i virkeligheden handler den lige så meget om den europæiske klassekamp fra før 1. Verdenskrig til 1933. Som undertitlen Bolsjevisme – Fascisme – Nazisme antyder, så Hartvig Frisch det som sin opgave at beskrive og kritisere alle former for totalitære regimer.
Denne opgave lykkes bedst omkring analysen af nazismen (og fascismen), hvorimod der er problemer i hans opfattelse af bolsjevismen.
Det sidste skal jeg vende tilbage til, men omkring nazismen er Frisch meget klar. For ham er der ingen tvivl om, at nazismen er udtryk for et presset og deklasseret småborgerskab/middelstands-oprør. Den er skabt af kapitalismens generelle økonomiske krise, men den er rettet mod demokratiet og arbejderklassen.
Det har vist sig både i Tyskland og i Italien, at den proletariserede middelstand reagerer helt anderledes end arbejderne. Mens arbejderne vender sig mod samfundsordningen og det herskende økonomiske system, vender middelklassens desperate elementer sig mod demokratiet og den liberale statsmagt. Det had, den deklasserede akademiker eller funktionær føler, retter sig ikke mod de rige, men mod arbejderne, i hvis organisationer man ser den truende magt, der undergraver den hævdvundne økonomi. Og da man instinktivt føler, at det er demokratiet, der med den almindelige valgret har bragt arbejderne i vejret, så er der fri bane for den mest skånselsløse kritik af parlamentarismens princip og af dens arbejdsmåde.
(s. 128-9)
Men ikke nok med det. Hartvig Frisch er også klar over, at småborgerskabet ikke indfører nazismen alene – det er først med storkapitalens hjælp, at nazismen bliver i stand til den endelige magtovertagelse.
Middelklassen leverede tropperne til disse [nazistiske] bander og storkapitalen pengene...
(s. 149)
Eller:
...fascismen, der er overklassens nationale revolution ved middelstandens og bøndernes hjælp.
(s. 225)
Samtidig gøres der også udemærket rede for, at selv om nazisternes endemål er at smadre såvel demokratiet som arbejderklassen, så lægges retorikken an på en mindre direkte måde, via hele den nationalistiske teminologi, der tilsyneladende indeholder en stor del anti-kapitalisme.
Den radikale nationalisme låner sin terminologi fra den proletariske arbejderbevægelse, idet den blot sætter ordet "nation" i stedet for ordet "klasse". Først når den er nået til magten, lader den masken falde overfor arbejderne.
(s. 108)
Denne opfattelse af nazismen, som Hartvig Frisch ikke var ene om i den europæiske socialdemokratiske bevægelse, gør, at hans bog bør have en interesse den dag i dag. Den gør det klart, at nazismen ikke bare er én politisk retning ved siden af så mange andre. Nazismen er det totale overgreb på arbejderklassen og demokratiet, og selv om den helst kommer til magten via parlamentet, er det nazismens mål at indføre diktatur og den totale undertykkelse af det store flertal i befolkningen.
I kampen mod nazismen er der derfor ikke brug for de pladderdemokratiske opfattelser, vi møder gang på gang, men derimod brug for en massebevægelse, der kan standse nazismen i fødslen. Pest over Europa (og historien) viser på udmærket vis, hvor blodig konsekvensen er, hvis nazismen får lov til at vokse.
Men bogen har også en anden vigtig betydning i dag. Den går i rette med alle argumenter om, at man ikke kunne vide bedre i 30'erne.
Omvendt må det så også siges, at Hartvig Frisch's svaghed ligger omkring, hvad der konkret skulle have været gjort. Ikke forstået på den måde, at Frisch af partiloyalitet er ukritisk overfor de tyske og italienske socialdemokrater. Men hans kritik samler sig i den ene ende omkring afslutningen af 1. Verdenskrig og den måde de socialdemokratiske partier behandlede den revolutionære situation på, og i den anden ende omkring deres manglende indsats ved nazisternes magtovertagelse. Derimod er der ikke så meget om, hvordan nazisterne kunne have været stoppet inden.
I forbindelse med den revolutionære situation efter 1. verdenskrig skriver Hartvig Frisch:
I forsvaret for demokratiet er der navnlig to fejl, der må undgås. Den første fejl er den, italienerne begik ved at lade statsmagten i stikken for en skinradikalisme, som der alligevel ikke stod handling bag. Den anden fejl er tyskernes, som ville købe fred for demokratiet ved at give efter for overklassen.
(s. 13)
Og videre om Tyskland:
Ved denne forsigtige vigen uden om magten svigtede socialdemokratiet de arbejdermasser, hvis interesser det havde pligt til at varetage. Fejlen var ikke den, at socialdemokraterne afviste de russiske eksperimenter, men at de ingen tyske eksperimenter anstillede.
(s. 84)
Selv om Hartvig Frisch ikke lægger helt det samme i magtspørgsmålet som revolutionære, så er det klare ord for pengene. I perioden frem til nazisternes magtovertagelse i 1933 behandler han, lige som så mange andre, stridighederne mellem kommunister og socialdemokrater. Og selvfølgelig vælger han side for socialdemokraterne, selv om han anser visse af dem for at være "brovtende og stupide kejsersocialister".
Men i modsætning til mange andre mener han ikke, at denne splittelse i arbejderklassen var ensbetydende med, at nazismen ikke kunne kastes tilbage.
De tyske socialdemokrater ville ikke lade modstanderne [nazisterne] bestemme, når de skulle tage kampen op, men resultatet af denne taktik blev, at det overhovedet ikke kom til kamp.
(s. 275)
Og videre:
Til undskyldning herfor anfører de tyske socialdemokrater forskelligt. Generalstrejken havde ikke kunnet virke, siger de, fordi arbejderne ikke stod enigt om fagforeningerne. Hertil må dog bemærkes, at uenigheden jo netop for en stor del skyldtes modstand mod ledelsens passivitet. En generalstrejke ville derfor næppe i selve starten være strandet på uenighed.
Det andet argument man hører er dette: En væbnet modstand ville have ført til blodig borgerkrig, i hvilken socialdemokratiet var blevet udslettet ... [Men] ved at undgå styrkeprøven opnåede man blot at udslette sig selv på en måde, der kompromitterede selve arbejderbevægelsen.
(s. 283)
Dette renser selvsagt ikke kommunisterne for deres vanvittige linie, hvor de anklagede socialdemokraterne for at være fascismens venstrefløj. Men det stiller sagen i dens rette perspektiv. Det var, som også Trotskij hævdede på den tid, muligt at stoppe nazismen helt frem til den fik konsolideret sig ved magten. Det ville utvivlsomt være blevet mere blodigt, end hvis nazismen var blevet stoppet i opløbet, men helt sikkert aldrig så blodigt som det blev, at nazisterne fik lov til at komme til magten.
Bogens styrke ligger således i en beskrivelse og forståelse af nazismens og fascismens vej til magten. Styrken ligger også i en kortfattet men rimelig fordomsfri fremstilling af mellemkrigstidens Europa og den europæiske klassekamp, og bogen er i hvert fald ikke, som så mange senere skrifter, præget af efterkrigstidens kolde krig.
Den store svaghed i bogen ligger derimod omkring Rusland og bolsjevismen, eller måske snarere i Hartvig Frisch's forståelse af marxisme.
Hans beskrivelse og analyse af Rusland under Stalin og magtkampen i 20'erne efter Lenins død er egentlig udmærket. Der er næppe mange socialdemokrater, der som Frisch har læst både Lenin og Trotskij og forholdt sig til problemerne omkring Stalins ideer om "socialisme i ét land". Alt i alt vidner Frisch's behandling af Rusland om dyb indsigt, men problemet ligger et andet sted – nemlig når han konkluderer, at der i 1933 var socialisme i Rusland.
Den del kunne man selvfølgelig springe op og falde ned på, fordi bogen har så mange andre gode sider – og det ville heller ikke være forkert. Når jeg alligevel insisterer på at behandle det, så er det fordi problemet ligger i den marxismeopfattelse, der gennemsyrer hele bogen.
For der kan ikke være tvivl om, at Hartvig Frisch er marxist – omend ikke i Internationale Socialisters forstand – selv om han også er reformist.
Det er et uomgængeligt historisk faktum, at det socialistiske ideal og lønarbejdernes frigørelse har været to sider af samme bevægelse i alle lande, hvor kapitalismen er nået til udfoldelse, og det lader sig næppe bestride, at arbejderklassen, selv om Marx ikke havde fremsat sin materialistiske opfattelse af historien, under presset af det gamle stændersamfunds magter og idealer alligevel havde frigjort sig fra alle disse fordomme og hensynsløst afsløret de økonomiske interesser, de dækker over.
Enhver, der kender den moderne industriarbejder, vil vide, at det er økonomien, der er eksponenten for hans politiske tænkning, ligesom i ældre tid religionen var det for bøndernes og den nationale historie for borgerskabets. Det er derfor ganske urigtigt at tro, at det er Karl Marx, der har gjort lønarbejderne til skeptikere overfor det gamle stændersamfunds traditionelle ideologi ...
(s. 23)
Sådan skriver han til de, der forsøger at gendrive marxismen, men han stopper ikke her.
Herved har Marx, netop fordi han var fuldt på højde med samtidens viden, givet arbejderklassen et arsenal af våben i kampen mod det gamle stændersamfund og mod den voksende kapitalisme.
(s. 24)
At Hartvig Frisch fastholder, at arbejderklassen har brug for et arsenal af våben i kampen mod kapitalismen, er en af hans stærke sider i modsætning til det overvældende flertal af hans samtids reformister.
Flertallets opfattelse, og en af grundpillerne i den reformistiske teori, var, at socialismen med arbejderklassens vækst var noget uomgængeligt. Og her havde Frisch allerede i 1922 markeret sig i en polemik mod Karl Kautsky (en af datidens mest fremtrædende tyske socialdemokrater og medgrundlægger af reformismen som organiseret retning i den socialistiske bevægelse). Frisch advarede mod at tro på, at socialismen ville komme af sig selv. Han kritiserede Kautsky for det, han kaldte "den utopiske katastrofeteori" – altså at kapitalimen ville overleve sig selv og vælte uden arbejderklassens hjælp.
Al magt her i verden kommer af viljen til magt. Hvad viljen til magt så igen opvokser af, det er et stort sagligt spørgsmål om økonomiske og kulturelle betingelser ... Men hvis der ud af disse betingelser, af hvad grund det nu kan være, ikke vokser viljen til magt, så vil disse betingelser ikke i sig selv være tilstrækkelige.
(Fra polemikken, citeret s. 11)
Derimod er det et problem hos Hartvig Frisch, at han opfatter statsmagten som en neutral eller demokratisk størrelse – en af reformismens andre store grundpiller.
Det fører på den ene side til, at hans udgangspunkt er den parlamentariske vej til socialismen, og på den anden side til at han har et svagt punkt omkring opfattelsen af, hvordan man skal bekæmpe fascismen/nazismen. Fordi han binder en del af sin kritik op på, at de italienske og tyske statsmagter ikke gjorde nok for at standse fascismens fremvækst.
Men derudover fører det til hans opfattelse af Rusland som socialistisk, fordi staten ejede produktionsmidlerne.
Hartvig Frisch forlod aldrig reformismen og socialdemokratiet, men omkring Rusland ændrede han tilsyneladende lidt på sin opfattelse. I forordet til 1949-udgaven skrev han i hvert fald:
Mest betænkeligt af alt for arbejderbevægelsens ideverden er det faktiske begrebssammenfald, der har fundet sted mellem den internationale marxisme og den russiske imperialisme. Alle de gloser, der nu bruges af Kominform, er i deres form marxistiske og internationale, men i deres indhold sovjet-imperialistiske. Marxismen, som den nu fremtræder fra Øst, er simpelthen et stykke russisk udenrigspolitik.
Det er det, vi den dag i dag som marxister stadig slås med. Og med disse ord vil jeg anbefale bogen på trods af dens svagheder.
af Freddie Nielsen