[ International Socialisme nr. 8 ]
International Socialisme nr. 8
okt 1994

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 8

Udskriv artikel

 

Nr. 8

Side 2
· Indhold + Introduktion: 10 års historie om klassekamp

Side 5
· 10 år for socialisme

Side 28
· Klassiker mod nazisme (Hartvig Frisch: "Pest over Europa. Bolsjevisme - fascisme - nazisme. Tiden indtil 1933")

Side 32
· Når fordommene forsvinder (Susan Francis med Andrew Crofts: "En kvindes mod")

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 8 – Efterår 1994 – Side 32

Udskriv


Rød stjerneRød stjerneAnmeldelseRød stjerneRød stjerne


Når fordommene forsvinder

En kvindes mod
Susan Francis med Andrew Crofts
Ekstra Bladets Forlag
240 sider

 

Når jeg læser aviser og hører politikere fremsætte storslåede erklæringer om, hvad de vil gøre for at rette op på denne eller hin situation, spekulerer jeg på, hvor mange af dem, der standser op og tænker på mennesker som os, almindelige mennesker, som kun ønsker at leve i fred og ro, som ikke har rabiate politiske meninger, men som bruges som brikker i det store spil. Politikerne kan gøre mod os, hvad de vil, og vi må blot kæmpe for overlevelse med alle til rådighed stående midler.

Sådan slutter Susan Francis (pseudonym) sin autentiske beretning om sit liv og sine strabadser som udlænding i Irak. Hun giftede sig i 1953 med en iraker, Azziz, som studerede i Storbritannien. På et tidspunkt bliver Azziz kaldt tilbage til Irak, og Susan tager med. Her oplever hun bla. Saddam Husseins magtovertagelse og begge golfkrigene, sådan som det overvældende flertal af almindelige irakere oplevede det. Nemlig som uskyldige, der bliver ofre for herskernes spil.

 

Jeg var i udgangspunktet meget skeptisk over for bogen, for jeg forventede, at den blot var endnu en brik i det store fjendebillede fra Mellemøsten, muslimerne. Men sådan forholder det sig slet ikke. Ganske vist handler bogen om fordomme. Fordomme, som Susan møder, da hun kommer til Irak og til Azziz' familie. Hun bliver mødt med foragt, hvilket måske ikke er mærkeligt, når man tænker på, at briterne var koloniherrer på det tidspunkt, hun ankommer til landet. Den modsætning når sit klimaks, da kvinderne i Azziz' familie forsøger at tage livet af hende med arsenik.

 

Bogen handler også om fordommene i Storbritannien over for irakerne – bl.a. om præsten, som ikke vil gifte hende med Azziz, og familien, som ikke vil acceptere hendes ægteskab. På trods af de gensidige fordomme lykkes det Susan at blive accepteret og få mange irakiske venner.

Men bogen handler også om Susans egne fordomme overfor kurderne som primitive, fjendtlige og krigeriske. Susans fordomme holder dog kun indtil, hun og hendes familie under den anden golfkrig flygter til de kurdiske områder. Her møder hun deres hverdag og den barbariske undertrykkelse, som kurderne er underlagt.

Når fordommene forsvinder, er de nøgne kendsgerninger tilbage: at verden ikke er delt op mellem briter, kurdere og irakere, men mellem almindelige mennesker på den ene side og herskerne eller politikerne på den anden side, sådan som hun udtrykker i det ovenstående citat.

Bogens vigtigste afsnit handler om den anden golfkrig først i 1991, hvor alverdens militær kastede sig over Irak. I medierne herhjemme handlede krigen mest om fascinationen over den moderne våbenteknologi, de kirurgiske bombardementer, som skånede de civile, om Baghdad der blev oplyst som et juletræ osv.

Susans beretning giver et helt andet billede af virkeligheden under bombardementerne:

Folk døde rundt omkring os, og børnene vænnede sig til synet. De døde af vildfarne kugler, bomber og murbrokker, og de døde af mangel på ordentlig mad og rent vand. Mange mennesker lod til at dø af den simple grund, at de havde opgivet at leve. Hvem kunne bebrejde dem det? Hvorfor orkede vi i det hele taget at kæmpe for at overleve i det helvede?

At de såkaldt allierede havde nogen hensigter om at skåne den irakiske civilbefolkning, mærkede man ikke noget til i Baghdad. Tværtimod skrev bombeflyene følgende besked på himlen "Død over Jer alle."

Vi følte det, som om Baghdad var blevet en skydeskive i hele verdens øjne. Alle ønskede at se os slettet af verdenskortet, selv om vi ikke havde gjort andet end at leve vores normale liv, som alle de andre familier, der så deres drenge drage ud for at blive nedslagtet og ventede på, at deres hjem skulle blive jævnet med jorden. Det er svært at forstå, hvorfor man skal dø for en politisk sag, der ikke er ens egen.

Susan Francis beretning er især vigtig overfor alle de, der hyldede USAs bombardementer af Irak. Desværre indeholder bogen ikke mange litterære kvaliteter og til tider er den temmelig triviel. Sproget vidner om en sensations-journalistisk gennemtygning, som mange steder, især i starten, får den til at tabe i personlighed og troværdighed. Men tag og læs den, hvis du falder over den.

Tom Christiansen

 

 

www.socialister.dk – 12. juli 2020 kl. 12:13