International Socialisme nr. 10
apr 1996

International Socialisme – Nr. 10 – Forår 1996 – Side 12

The Party isn't over

af Lindsey German

Lindsey German er ledende medlem af det britiske Socialist Workers Party.
Artiklen er oversat fra Socialist Worker Review 129, marts 1990, af Jørn Andersen. Mellemrubrikker er indsat af oversætteren.

Stalinismen er død. Mange vil også gerne sende leninismen i historiens skraldespand. Eric Hobsbawm formulerer det således: "Den leninistiske udgave af marxismen er utvivlsomt i krise, og efter al sandsynlighed færdig i denne omgang, fordi Oktober-revolutionens epoke, efter min mening, er ovre." (Marxism Today, januar 1990).

Den leninistiske udgave af marxismen betyder for de fleste to ting: Revolutionær kamp og, måske især, opbygningen af et revolutionært parti.

Lenins bolsjevikparti påstås at have ført til stalinisme. Ansvaret for alle overgrebene i 1930'erne lægges hos dem, der opbyggede et revolutionært arbejderparti i Rusland under zaren. Leninisme forbindes også af mange på venstrefløjen med centralisme, mangel på demokrati og monolitisk styre.

Det er ikke svært at se hvorfor. Ét-parti-styre har domineret under de såkaldte "kommunistiske" regimer. Partimedlemskab under disse regimer har betydet privilegier og avancementer snarere end kollektiv kamp.

Alligevel er der nogle i Vesten – som f. eks. medlemmer af Socialist Workers Party (og Internationale Socialister, o.a.) – der fortsat forbinder sig med revolutionær leninistisk organisation, og som ser denne som det eneste svar på, hvordan det kapitalistiske system kan bekæmpes. For at forstå hvorfor, må vi kigge på, hvad det leninistiske parti i virkeligheden står for, og hvorfor det er en uundværlig del af arbejderklassens kamp.

De reformistiske partier

Partier repræsenterer i bred forstand forskellige klassers interesser, men de gør det ikke nødvendigvis på en direkte måde. Det gælder for de fleste arbejderpartier. De socialdemokratiske massepartier, der er vokset frem først og fremmest i dette århundrede, oftest i sammenhæng med udvidelsen af stemmeretten til arbejdere, påstås at repræsentere arbejderklassen som helhed.

For mange er partiet lig med arbejderklassen; arbejderklassens interesser er identisk med partiets. Kamp og forandring kan kun finde sted inden for partiet selv. Det var den dominerende opfattelse hos de fleste af lederne af det tyske SPD før 1914, det største reformistiske parti. Partiet repræsenterede alle aspekter af arbejdernes liv – fra udgivelse af deres dagblade til at stå for deres cykelklubber.

Tilsvarende opfattelser findes i dag hos mange i Labour-partiet, som finder aktivitet og kamp uden for partiet uden mening, og mener at alle arbejdernes aktiviteter vil kanaliseres gennem deres "historisk repræsentative parti".

I virkeligheden har Labour selvfølgelig aldrig repræsenteret hele arbejderbevægelsen – og det har bestemt aldrig omfattet alle – eller bare de fleste af – arbejderklassens kampe. Disse er oftest begyndt uden for Labour-partiet, og selv om de ofte har fået god støtte fra medlemmer af Labour-partiet, er de kun blevet passivt støttet af partiet som sådan.

Mere grundlæggende: Et hvilket som helst parti, der har forpligtet sig til ægte revolutionær forandring, kan ikke simpelthen repræsentere klassen. Arbejderklassens bevidsthed under kapitalismen er ujævn: At repræsentere hele arbejderklassen er at repræsentere de mest tilbagestående såvel som de mest fremskredne. Derfor, for eksempel, har Labour-partiet altid været en "bred kirke", der omfatter racister og sexister, såvel som dem, der vil bekæmpe racisme og sexisme.

Labour kan kun gøre dette ved at være baseret på passivitet og valg-taktik frem for på kamp. Dette gør det måske til en masseorganisation, men det gør det også til en mere og mere ineffektiv organisation, ude af stand til virkelig at slås for det, som dets medlemmer ønsker.

Erkendelse af dette har gennem årene fået mange socialister til at bryde med Labour og forsøge at opbygge en socialistisk organisation uden for dets rækker. Dette er absolut nødvendigt, hvis en ægte revolutionær organisation skal opbygges. Men det er ikke nemt.

Kun gennem kamp vil arbejdere i større tal bryde med Labour og blive vundet for revolutionær organisation. Når sådanne kampe er fraværende, er et revolutionært partis opgaver rutinemæssig propaganda og agitation på lavt niveau.

Mangelen på bred støtte gennem kamp kan føre til forsøg på at skyde genveje, oftest som et middel til at overvinde kløften mellem hvad der er nødvendigt for at opnå socialisme og det lave niveau af arbejderkampe. Men det fører også til en slags elitisme, der tager udgangspunkt i, at partiet ved bedst.

Partiet bliver så til en erstatning for arbejderklassen og ægte arbejderkamp. Det handler på vegne af klassen. I dets medlemmers øjne bliver, bliver partiet avantgarden, med et korrekt program, som kun venter på at arbejderklassen tager det til sig. Ofte bliver der sat lighedstegn mellem sådanne organisationer og leninistiske organisationer, somme tider fordi de bruger samme sprog. Men de har meget lidt til fælles med organisationer, som Lenin opfattede dem, eller med bolsjevikpartiet, som det udviklede sig før 1917.

Revolutionært parti

Lenins opfattelse af partiet var, at det var rodfæstet i og var en del af arbejderklassen. Det var et avantgarde-parti i den forstand, at det samlede de bedste aktivister og de bedste erfaringer i arbejderklassen.

Et sådant parti var nødvendigt af først og fremmest én bestemt årsag. Bevidstheden inden for arbejderklassen er ujævn; kun et mindretal bliver revolutionære, i det mindste indtil der er en fuldt udviklet revolutionær situation. Disse revolutionære er nødt til at kæmpe for deres ideer inden for arbejderklassen. De er nødt til at gøre dette gennem aktivitet – udfordre det eksisterende system på dag-til-dag basis gennem strejker, protester etc. – og gennem ideer.

Et ægte revolutionært parti må derfor være en organisation af aktivister, der er i stand til at handle fælles for at opnå maksimal effekt på deres arbejdspladser og andre steder; og det må være arbejderklassens hukommelse – stedet hvor der diskuteres historie, teoretiseres over praksis og læres af kampen.

For at kunne gøre begge de to ting, må det revolutionære parti have en ganske anderledes struktur end de reformistiske partier – det må have en demokratisk centralistisk struktur.

Begrebet i sig selv ser ud til at være en modsætning. Hvordan kan demokrati operere gennem en centraliseret kommandostruktur? Men centralismen er det logiske resultat af ægte demokratisk diskussion. Spørgsmålene debatteres, argumenteres igennem og somme tider kæmpes der om dem. Når de er afklaret, må alle – uanset deres stilling under debatten – bøje sig for afgørelsen og handle efter den. De reformistiske massepartier har måske diskussion og debat – men der er ikke meget, der binder de enkelte medlemmer til bestemte beslutninger. Diskussionen har altså ingen forbindelse til aktivitet, og de, der har andre holdninger, går deres egne veje. Denne mangel på ansvarlighed – for eksempel blandt Labours parlamentsmedlemmer, der ustraffet ignorer kongresbeslutninger – er faktisk højst udemokratisk.

Demokratisk centralisme stammer altså fra klassekampens krav, ikke fra et eller andet ønske hos enkelte ledere af revolutionære organisationer om at dominere, eller fra en medfødt hensynsløshed.

Ej heller er det revolutionære parti en på forhånd givet ledelse, der altid ved bedst. Den leninistiske opfattelse af ledelse er fuldstændig forskellig fra de elitære syn på ledelse, der er så almindelige under kapitalismen, eller fra de substitutionistiske opfattelser hos nogle på venstrefløjen, der tror, at de udgør avantgarden.

Igen starter det fra den ujævne bevidsthed inden for arbejderklassen og fra den kendsgerning, at de dominerende ideer i samfundet er den herskende klasses ideer. For at bekæmpe disse ideer må de mest klassebevidste arbejdere kæmpe aktivt. Det gør de ved at organisere sig til et parti, men også ved at slås inden for arbejderbevægelsen. Hvert partimedlem er nødt til at forsøge at blive en leder inden for arbejderbevægelsen.

Ledelse betyder derfor at vide, hvordan man bekæmper de af den herskende klasses ideer, som de fleste arbejdere accepterer hovedparten af tiden. Og det betyder at vide, hvordan man skal handle for at kanalisere arbejderklassens styrke, hvad enten det er gennem en lille strejke eller gennem en opstand.

Medlemmer af et revolutionært parti bør være langt bedre udstyret end de fleste til at lede på denne måde. Det betyder ikke, at de altid gør det, eller at de altid har ret. Ofte, især i tider med stigende klassekamp, kan revolutionære, der har argumenteret for socialistisk politik år ud og år ind, være nogle af de langsomste til at se, at der er en mere militant stemning i arbejderklassen.

Dette gjaldt selv for bolsjevikpartiet i 1917. Trotskij beskrev, hvordan mange af de mest erfarne bolsjevikiske ledere var langsomme og konservative:

Ethvert parti, selv det mest revolutionære parti, må uundgåeligt skabe sin egen organisatoriske konservatisme; uden denne ville den mangle den nødvendige stabilitet. Dette er helt og aldeles et spørgsmål om grader. I et revolutionært parti må den livsnødvendige dosis af konservatisme kombineres med en fuldstændighed frihed for rutinisme, med initiativ i orientering og dristighed i handling.

Han fortsætter:

Både konservatisme og revolutionært initiativ finder deres mest koncentrerede udtryk i partiets ledende organer.
(Læren af Oktober)

Men generelt, hvor der er kamp, finder revolutionære sig ofte forrest i færd med at lede den, være en del af den og forhåbentlig argumentere mod reformisterne for at bringe den til en sejrrig afslutning.

Lederskab inden for klassen betyder også lederskab inden for det parti, der kæmper for sin politiske stilling og som kæmper for at gennemføre de beslutninger, det har taget.. Men dette lederskab bør konstant afprøves i forhold til om dets beslutninger er grundlæggende rigtige, om de gennemfører dem rigtigt osv.

Den leninistiske teori om partiet – som hovedparten af marxistisk teori – udsprang af erfaringen med at forsøge at opbygge en organisation. Som John Molyneux har formuleret det:

Tendensen hos stalinistiske teoretikere til at skrive russisk revolutionær historie, som om der kun var to hovedpersoner, det russiske folk og Lenin, har skabt et billede af bolsjevismen, som om den blev opfundet af Lenin på samme måde som Watt opfandt dampmaskinen. Faktisk var bruddet med gradualismen [etape-, faseopfattelse, o.a.] på det organisatoriske område i sig selv en gradvis og kun halvt bevidst proces, om end den var formet af mange skarpe og bevidste kampe. (Marxism and the Party)

Bolsjevikkerne

Bevægelsen hen mod en demokratisk centralistisk organisation – mod at gøre det Russiske SocialDemokratiske ArbejderParti til en "leninistisk" organisation – startede i 1903. Det skete som resultat af to ting: Betingelserne under zarismen, der nødvendiggjorde en vis grad af hemmelighed og disciplin, for at socialister kunne operere effektivt; samt udviklingen af et lag af socialister inden for bevægelsen, der var indstillet på at snakke om socialisme, men mindre indstillet på at forbinde deres ord med handling.

Så Lenin fremtvang splittelsen mellem, hvad der blev kendt som bolsjevikker og mensjevikker inden for RSDAP, på et tilsyneladende banalt grundlag – men i realiteten på grundlag af forpligtelsen til aktivitet i kampen for socialisme.

Fra denne periode og helt frem til revolutionen i 1917 og herefter kæmpede Lenin gentagne gange for, at partiet skulle være en størrelse, der ledede inden for arbejderklassen, men som også skulle undgå tilpasning til den øjeblikkelige stemning i arbejderklassen kampe – mod at opløse sig selv i kampen og mod at holde sig uden for den.

Prøven for bolsjevikkerne kom i 1917, hvor partiet i ægte forstand blev et masseparti i arbejderklassen, og hvor dets demokratisk-centralistiske struktur tillod det at lede kampen gennem de mange op- og nedture indtil den endelige sejr i oktober.

Kontrasten med Tyskland, hvor arbejderbevægelsen på overfladen var stærkere, kunne ikke have været større. Der støttede arbejderklassens masseparti, SPD, den imperialistiske krig i 1914 og forrådte revolutionen i 1918-19. De, der støttede Lenins politiske principper, som f.eks. Rosa Luxemburg, fandt sig selv isolerede og uden et revolutionært masseparti til at hjælpe med at lede revolutionen.

Efter 1917 forsøgte socialister verden over at opbygge partier efter den leninistiske model. I en revolutionær situation, som den eksisterede i store dele af Europa efter afslutningen af 1. verdenskrig, blev leninistiske partier set som det mest effektive middel til organisering. Erfaringen fra Rusland ledte mange arbejdere til at tro på, at leninistisk organisering var det middel, hvormed arbejderne med held kunne udfordre den kapitalistiske statsmagt og selv tage magten.

Den bolsjevikiske model passede ind i en tid, hvor de gamle partier var miskrediterede, og hvor revolutionen så ud til at stå for døren. Men efterhånden som det kapitalistiske system stabiliserede sig igen, og efterhånden som de reformistiske massepartier atter en gang søgte at afværge kampen, så bukkede de forskellige håb om revolution under og led nederlag.

Ruslands isolation betød at revolutionens gevinster blev tabt. I slutningen af 20'erne havde Stalin sikret, at Rusland var sat på det spor, der hed konkurrence med Vesten – med alt hvad det indebar. Udbytningsgraden steg massivt, kollektivisering af landbruget blev tvunget igennem og begge dele blev ledsaget af en meget høj grad af undertrykkelse.

Meget af dette blev gjort i partiets navn. Men i virkeligheden blev nogle af de værste skæbner tildelt dem, der havde opbygget bolsjevismen før 1917. Stalin likviderede i realiteten alle de ledende "gamle bolsjevikker".

Partiet var på det tidspunkt blevet parti for det bureaukrati, der var ansvarlig for arbejdernes undertrykkelse – ikke arbejdernes parti.

Denne udvikling var ikke uundgåelig. Den vækst i ideer og friheder på alle livets områder, som blomstrede op efter 1917, fortsatte i bemærkelsesværdigt lang tid, når man tager i betragtning de ekstremt ufavorable betingelser med isolation, sult, borgerkrig og generel nød og kulturel tilbageståenhed, der eksisterede i Rusland efter revolutionen.

Men de kunne ikke undslippe den kontrarevolution, der var nødvendig for at få økonomien til at "indhente og overhale Vesten".

Mange vil hævde, at Ruslands historie har gjort Lenins projekt ugyldigt. Tværtimod. Arbejdernes revolution ledet af bolsjevikkerne og de få korte år, der fulgte, var den eneste periode i russisk historie, hvor arbejdernes kontrol over samfundet tillod nogen som helst ægte frihed.

Og enhver teori om revolutionær forandring i dag må indeholde spørgsmålet om organisation: Det revolutionære parti.

Hvad med i dag?

Alle de aspekter ved samfundet, der førte Lenin til at opbygge bolsjevikkerne er i lige så høj grad til stede i dag. Det udbytningssystem, som vi lever under, bliver forsvaret af et statsapparat, som forsøger at sikre fortsat kapitalistisk herredømme. Det kan kun konfronteres af en centraliseret organisation, baseret ikke på parlamentet, som aldrig har været i stand til at udfordre statens magt, men på arbejderråd, som kan blive centrum for en alternativ magtkilde – bestående i arbejdernes kontrol over produktionen.

Denne grund alene – nødvendigheden af at konfrontere og smadre den kapitalistiske stat – ville være nok til at retfærdiggøre opbygningen af et revolutionært parti. De, der argumenterer imod opbygningen af et sådant parti, er også dem, der tror, at staten er en neutral størrelse, der kan gøres til et redskab for arbejderne. Alle erfaringer fra historien viser farerne ved en sådan opfattelse, viser hvordan fredelig reform kan blive til voldelig kontrarevolution som, for eksempel, i Chile.

Men partiet har også en rolle i perioder som den nuværende, hvor kampniveauet er langt fra, hvad det var i perioder som 1917. For det første varetager det forbindelsen mellem revolutionære socialister og arbejderbevægelsen. For det andet gør partiet det muligt for socialister, der er organiseret sammen – i fagforeninger, i kampagner, på arbejdspladser – at argumentere for en bestemt holdning eller taktik. Partiet gør det muligt for socialister at operere mere effektivt.

Det forsøger også at overvinde opdelingen mellem politik og økonomi inden for det kapitalistiske samfund. Ideen om, at politisk kamp er adskilt fra arbejdernes økonomiske kamp gennem strejker osv., er ikke kun fejlagtig – der er ikke nogen grundlæggende adskillelse mellem det politiske og det økonomiske for kapitalistklassen – den hjælper også med til at splitte og svække arbejderklassens kampe. Det revolutionære parti forsøgt hele tiden at overvinde opdelingen af de to ting.

Partiet bliver også en kilde til revolutionære ideer i arbejderklassen. Partiet forsøger som klassens hukommelse at generalisere erfaringerne fra tidligere revolutioner, fra internationale kampe eller læren fra faglige kampe. Det gør det gennem sine publikationer og møder, men især gennem den revolutionære avis, der forbinder de forskellige aktivister og de forskellige kampe.

Selv i perioder som den nuværende kan succes eller fiasko for konflikter eller kampagner afhænge af revolutionæres intervention. Revolutionære ideers relevans for arbejderklassen kan ses i hvordan disse ideer vinder støtte i kampe som, for eksempel, ambulancearbejdernes.

På trods af hvad folk som Hobsbawm siger, vedbliver klassekampen at være nøglen til at opnå socialistisk forandring. Denne klassekamp opstår, uanset om der er et revolutionært parti eller ej. Men organiseret intervention fra bevidste revolutionære kan gøre en stor forskel for resultatet.

Et parti rodfæstet inden for arbejderklassen er nøglen til denne intervention og nøglen til eventuel succes. Lenins teori om partiet er langt fra forældet, tværtimod vil den være uundværlig, hvis det skal lykkes arbejderklassen at gennemføre en socialistisk revolution.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 21. november 2024 kl. 19:04

International Socialisme nr. 10 apr 1996

Temasider

Nr. 10

Hovedmenu