International Socialisme nr. 10
apr 1996

International Socialisme – Nr. 10 – Forår 1996 – Side 18

IS-traditionen og partiet – vores afbøjning

af Charlie Lywood

Indledning

I spørgsmålet om partiet og dets opgaver havde vi i IS i starten et fælles udgangspunkt. I vores allerførste skrift, endda før det første nummer af Socialistisk Arbejderavis, pjecen Hvorfor et Revolutionært Arbejderparti?, blev partiets nødvendighed i en revolution hamret fast i granit. Jørgen Lund skrev i den allerførste artikel i pjecen: "Det er det revolutionære partis historiske rolle, at omforme en revolutionær situation til en sejr for arbejderklassen. En sejr, som ikke kan gennemføres uden partiets lederskab i dobbeltmagtsorganiseringen" [1]. I 80'erne udgav vi en pjece, som i indledningen fastslog: "I Rusland (1917, cl) var der nemlig et stort revolutionært parti, som bolsjevikerne havde opbygget gennem flere års sejt arbejde. Uden bolsjevikerne ville der ikke have været nogen revolution i oktober 1917." [2]

Men i 90'erne, hvor IS meget mere arbejdede med åben rekruttering og på basis af ideer og ikke så meget på partiopbygning, blev vores langsigtede strategiske opgaver skubbet i baggrunden eller tonet ned. Specielt i den pjece, som mange blev rekrutteret på eller sat til at læse, efter man var blevet medlem, for at finde ud af, hvad IS mente, hedder det i afsnittet om partiet: "IS' s opgave ... hvor der er flere og flere, som ønsker en socialistisk forandring, en social revolution, er at forsøge at udjævne en uensartethed. Forsøge at holde de alt for ivrige tilbage, mens vi opfordrer de langsomme til oprør. Fordi det er indlysende for nogen, at systemet skal væltes, er det ikke sikkert, at det er det for andre." [3] Ovennævnte beskriver én af opgaverne i en revolutionær situation, men ikke den afgørende – at partiet er nødvendigt, fordi det er det eneste redskab, som arbejderklassen kan bruge til at gennemføre en magtovertagelse.

Det er indlysende i dag, for mig, at vores manglende evne til at konfrontere vore nye medlemmer og vores periferi med partiets strategiske opgaver, og ikke kun vores ideer og mål, har bragt os mange unødvendige problemer. I vores iver for at præsentere vores ideer så populært som muligt har vi, i stedet for at udfordre nye medlemmer, trukket det politiske niveau i IS ned til den laveste fællesnævner. For en organisation, som har intentioner om at udfordre andre politiske tendenser i samfundet, er dette en dødssynd. Det er derfor ikke underligt, at vi mister medlemmer i så stort omfang efter nogle få måneder. Det er ligeledes klart for mig, at der også blandt ledende kadrer er en usikkerhed og uklarhed, om hvilken slags parti vi bygger op, og hvad dette partis mere eksakte opgaver er i revolutionen. Denne debatartikel er ment som et forsøg på, så klart som muligt, at formulere hvilket projekt, jeg mener vi er i gang med, og derfor hvilket sigte vi har med vores arbejde i dag – både internt og eksternt.

Hvordan udvikles en revolutionær situation?

Før den anden russiske revolution i oktober 1917 var gennemført, kunne man med rimelighed diskutere hvilken slags parti, der var nødvendigt for, at arbejderklassens revolution kunne være en succes. Rosa Luxemburg, de tyske revolutionæres ideologiske leder, for eksempel, argumenterede mod Lenins og bolsjevikernes opfattelse af, at det var nødvendigt at opbygge et aktivistisk, veltrimmet og stærk parti. Hun lagde den største vægt på spontaniteten i arbejderklassens kamp. Og i den tyske situation var dette meget forståeligt. Hun måtte kæmpe mod et bureaukratiseret SPD i årene op til 1. verdenskrig. Som Tony Cliff har analyseret: "Hovedårsagen til Rosa Luxemburgs overvurdering af spontanitetsfaktoren og undervurdering af den organisatoriske faktor ligger sandsynligvis i det behov, der – i den øjeblikkelige kamp mod reformismen – var for at understrege spontanitet som det første trin i alle revolutioner. Fra dette ene stadium i proletariatets kamp generaliserede hun for vidt, således at det kom til at omfatte hele kampen som sådan." [4]

Massestrejken som hun oplevede den i 1905 i Polen og Rusland fik hende til at opfatte de revolutionæres opgave som udelukkende, eller næsten udelukkende, af politiske art, i at vinde flertallet i arbejderklassen for revolutionen. Derefter vil tingene nærmest ske af sig selv. Men som John Molyneux i sin bog om marxisme og partiet skriver: "Men faktum er, at massestrejken, uanset størrelsen, styrken og militansen, blot stiller spørgsmålet om magten – den gør ikke og kan ikke besvare det." [5]

Den russiske revolution og den senere tyske revolution afgjorde striden historisk og konkret. Lenin kunne, med et aktivistisk kadreparti, afstivet i nedgang, opgang og krig i de forgående 15 år, afgøre den russiske revolution. Luxemburg, uden et parti af nogen betydning, blev hvirvlet rundt i revolutionens første afgørende dage og måtte lade livet. Begge revolutioner afslørede de afgørende elementer i, hvordan en revolutionær situation udvikler sig, og hvordan den kan løses – enten ved arbejderklassens eller reaktionens sejr.

En revolutionær situation er først og fremmest kendetegnet ved eksistensen af dobbeltmagt. Arbejderne har kastet deres egne demokratiske magtorganer op og tiltvunget sig magtbeføjelser over dele af samfundet gennem strejkeaktivitet, mytteri, besættelser, arbejderkontrol over produktionen og distribution m.m., mens det borgerlige statsapparatet forbliver delvist eller helt intakt. En sådan situation er grundlæggende ustabil. Magten skal, hvis samfundet skal løse dets problemer, falde til enten den ene eller den anden side. Situationen tilspidses over tid – nogen gange over år – og der kommer nogle afgørende dage/uger undertiden måneder, men sjældent længere, i hvilke afgørelsen kommer. Det er i disse få øjeblikke, historisk set, at partiets værd bliver testet. Det betyder ikke, at et nederlag er ensbetydende med, at et parti intet er værd, men at det har noget at lære. Bolsjevikerne måtte lære af revolutionen i 1905 [6] for at kunne gennemføre revolutionen i 1917. Men hvis de politiske lærdomme ikke er assimileret korrekt, kan det gå den anden vej. Kommunistische Partei Deutschlands (KPD), lavede flere fejl, som førte til nederlag i revolutionsårene 1918-23 og fejlede afgørende i den præ-revolutionære situation i 1923. Deres tid kom aldrig tilbage, i første omgang pga. stalinisering af partiet og senere pga. nazisternes sejr i 1933. [7]

Siden 1917 og nederlaget i Tyskland (blandt andre nederlag i andre lande) har det 20. århundrede kastet lignende situationer op, som desværre altid er faldet ud til borgerskabet eller stalinisternes fordel – Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Portugal 1974-75, Iran 1979 og Polen 1980-81 [8], som de mest markante. I alle disse tilfælde havde arbejderklassen gennem deres kampe skabt en situation, hvor de havde mulighed for at tage magten. Men i alle tilfælde var der ikke et parti, som var stort nok, politisk homogent nok eller revolutionært nok til at organisere magtovertagelsen. Vores opgaver består i at kunne være netop sådan et parti, når situationen byder sig.

Bolsjevikerne under revolution

Det er ingenlunde korrekt, at bolsjevikerne kom til magten i oktober, fordi der går en lige linje fra partiprogrammet til det revolutionære opgør. Tværtimod. Bolsjevikpartiet måtte gennemgå voldsomme interne kampe, før det var parat til at gå efter statsmagten. Før Lenin kom tilbage fra eksil i Schweiz i april 1917 i det lukkede tog, var bolsjevikernes ledelse decideret præget af højredrejning. Med Kamenev og Stalin i spidsen prækede Pravda (partiavisen) samarbejde med den provisoriske regering, argumenterede for "en revolutionær forsvarskrig" mod Tyskland, og startede sammenlægnings-projekter med mensjevikkerne. I samme parti, inden Lenins tilbagekomst, argumenterede Vyborg-distriktets bolsjeviker for "Al magt til Sovjetterne" – en klar og utvetydig udfordring til den provisoriske regering, og for at standse krigen øjeblikkeligt, som også betød total splittelse med mensjevikkerne, som ønskede en fortsættelse af krigen. [9] I julidagene, hvor et flertal i Petrograds sovjetter var svunget over til at stå bag bolsjevikerne og ønskede et opgør med den provisoriske regering, var partiledelsen med Lenin i spidsen i åbent opgør med Kronstadt-bolsjevikerne, som argumenterede for et bevæbnet opgør i Kronstadt-sovjetten. I månederne op til den 26. oktober (opstandens dag) måtte Lenin gang på gang opfordre Centralkomiteen til at gå i gang med de mest elementære forberedelser for at kunne gennemføre en magtovertagelse. [10] Generelt set var bolsjevikpartiets ledelse til højre for den del af partiet, som var i tættest kontakt med de mest oprørske og militante folk i arbejderklassen og blandt soldaterne.

Hvordan kunne det gå til? Svaret er simpelt. I revolutionære situationer bliver partiets politik udfordret fra alle sider. Fordi bolsjevikpartiet, og forhåbentligt også IS, var en del af den klasse, den ønskede at lede til socialismen, blev den også præget af klassens forskellige stemninger og tendenser. Bolsjevikpartiet voksede fra 27.000 i februar 1917 til 240.000 i oktober 1917. 213.000 nye medlemmer på syv måneder! En ti-dobling. [11] Der strømmede alle mulige folk uden erfaring med revolutionær politik ind i partiet. De fleste militante arbejdere, som ønskede revolution; men som slet ikke havde nogen idé om, hvordan partiet skulle organisere revolutionen. Derfor måtte flertallet i ledelsen af partiet slås hele vejen igennem 1917 for at holde partiet på en revolutionær kurs. Slåskampen foregik også i ledelsen. Hele vejen igennem 1917 var der et stort mindretal, som ikke accepterede Aprilteserne om, at bolsjevikpartiet ønskede en socialistisk revolution. De var imod at rejse sloganet "Al magt til Sovjetterne". At den russiske revolution skulle feje det svage borgerskab til side, fordi det ikke var i stand til at gennemføre den borgerlige revolution, og indføre arbejder- og bondemagt under ledelse af arbejderne i byerne. Op til og under selve opstanden var mindretallet imod, at bolsjevikerne tog magten. De advarede offentligt imod, hvad de kaldte et "statskup", og ekkoede dermed mensjevikkernes og Karl Kautskys fordømmelse af bolsjevikernes magtovertagelse (se nedenfor).

Slåskampen tog mange former. Slåskampen om Aprilteserne, som var Lenins bud på det politiske grundlag for oktoberrevolutionen, om deltagelse i for-parlamentet i september, om at gennemføre opstanden i oktober. På alle disse grundlæggende spørgsmål var der uenighed. Kampen for revolutionens sjæl foregik primært i partiet, og de forskellige tendenser argumenterede højlydt for deres synspunkter. Der var ikke meget monolitisk kommandovej over bolsjevikpartiet anno 1917. Marcel Liebmann beskriver i sin monumentale bog om Lenin og hans tid situationen i bolsjevikpartiet sådan:

"Blandt menige medlemmer i bolsjevikpartiet i 1917 var der meget lidt af at adlyde, og endnu mindre af "absolut adlydelse". Centralkommiteens autoritet mødte seriøs modstand, og selv partiorganisationer baseret i Petrograd, og som derfor var under ledelsens direkte indflydelse, viste selvstændige initiativer." [12]

Bolsjevikernes Petrogradkomité var så uenige i Pravdas noget moderate linje, at de ønskede at lave deres egen avis, og selv efter Lenins intervention opgav de ikke ideen og købte både bygninger og trykkeudstyr; men revolutionens hastighed gjorde deres planer overflødige. [13] Pointen er ikke, at der ikke skal være en centralt ledet organisation, men at de centrifugale (modsatrettede) interesser i revolutionen afspejlede sig i selve det revolutionære parti og satte både politikken og organisationen på ekstreme prøver. Midt i en revolution er der faktisk brug for en endnu mere klar revolutionær politik, som adskiller dem, som vil tage kampen til ende, fra kompromismagerne; for at opbygge så vandtætte skodder som muligt overfor reformisterne. I den russiske revolution var disse vandtætte skodder leveret af Lenin i Aprilteserne. [14] Men der var også brug for en organisation, som var i stand til at handle samlet i stormvejr – det havde Lenin og co. opbygget i nedgangsårene 1907-12. [15]

Partiets fornemste opgave i en revolution er at bevæge sig mellem to kræfter, som trækker i hver deres retning. Den ene kraft ønsker med al magt at gennemtvinge et opgør med magthaverne så hurtigt som muligt. I den russiske revolution var denne kraft repræsenteret af bolsjevikerne i Petrograd, Vyborg og Kronstadt. Gang på gang måtte Lenin argumentere imod disse kammerater, fordi revolutionen ville tabe, hvis opstanden startedes for tidligt. Petrograd var ikke hele Rusland. På den anden side trak højrefløjen mod samarbejde med mensjevikerne, og dermed inaktivitet og laden stå til. Lenin måtte gang på gang bruge venstrefløjen mod denne højrefløj for at gennemtvinge et flertal for opstandens nødvendighed på det rigtige tidspunkt. Det er resultatet af denne politiske kamp i partiet, som afgør, om revolutionen kan gennemføres. Det er derfor, at små uenigheder i dag kan blive historisk afgørende i en revolution. Det er derfor, det er vigtigt at have en ekstremt enig opfattelse af de udfordringer, vi vil blive udsat for.

Bolsjevikerne og opstanden

Den afgørende sætning i den marxistiske tradition er, at "arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk". Den er afgørende på grund af arbejderklassens placering i samfundet. Arbejderklassen kan kun gennemføre socialismen, hvis den bliver bevidst om sin egen styrke og interesser. Marx kaldte arbejdernes borgerlige ideer "falsk bevidsthed", fordi de stred i mod arbejdernes objektive interesser i, at frugten af deres arbejdskraft kom dem selv til gode gennem en socialisering af produktionslivet. Kun ved at finde ud af, hvordan de bliver udbyttet og undertrykt, og ved at kaste deres udbyttere og undertrykkere af pinden kan arbejderklassen frigøre sig. Det er, hvad Marx kaldte, at arbejderklassen bliver en klasse for sig selv.

Det var også derfor, at Lenin kæmpede mod to opfattelser, som stred imod Marx's tanker. Den ene var Kautskyismen, efter den tyske professor og teoretiske leder af det tyske SPD op til og under anden verdenskrig, Karl Kautsky – også kaldet "Marxismens pave". I Kautskys model for arbejderklassens magtovertagelse var et parlamentarisk flertal nok til at erobre den politiske og økonomiske magt. Lenin kaldte det "parlamentarisk kretinisme". Med dette mente han, at Kautsky og SPD havde underlagt sig et skin-demokrati, den borgerlige parlamentarisme. Arbejderklassen bliver i dette skema passive tilskuere til deres repræsentanters heroiske lovgivningsarbejde. Han så i Kautskys forræderi, ved ikke at gøre modstand mod SPD's opbakning bag kejserens krigseventyr i 1914, beviset på, hvor "parlamentarisk kretinisme" førte hen. Den anden var Blanquismen, opkaldt efter en fransk revolutionær, som mente, at det var nok, at en lille elite erobrede statsmagten på vegne af arbejderklassen, uden hensyn til situationen, andet end om det var teknisk muligt. Blanquismen var netop det, som også mange socialister rettede som anklage mod Lenin og bolsjevikerne i 1917. På landsledelsesmødet i januar 1996 blev undertegnede anklaget for netop en "substitutionistisk" holdning ved at fremhæve, at partiets eneste berettigelse i historisk forstand er dets evne til at gennemføre en magtovertagelse og "give magten til arbejderne på et sølvfad". Det er derfor nødvendigt at forklare, hvad forskellen er. Fordi det netop er i opstanden, erobringen af selve statsmagten, at partiet handler på vegne af arbejderklassen.

Opstanden er, om jeg så må sige, "rosinen i pølseenden". Det er selve kulminationen på revolutionen. Arbejderklassen kan skabe en revolutionær situation, kan politisk blive overbevist om, at en magtovertagelse er nødvendig, kan skabe de militære betingelser, som gør, at en opstand har mulighed for at lykkes, men det er kun partiet, som kan udføre "kunsten". Lenin beskrev det således:

"For at sejre må opstanden støtte sig – ikke på en sammensværgelse, og ikke på et parti, men på den mest fremskredne klasse. Det er det første punkt. Opstanden må støtte sig på et revolutionært opsving i folket. Det er det andet punkt. Opstanden må støtte sig på det vendepunkt i den fremvoksende revolutions historie, hvor aktiviteten hos folkets forreste rækker er størst, og hvor der er stærkest vaklen i fjendens rækker og blandt de svage, halvhjertede og ubeslutsomme venner af revolutionen. Det er det tredje punkt ... Men når disse betingelser er tilstede, er det ensbetydende med at forråde marxismen, forråde revolutionen, hvis man nægter at betragte opstanden som en kunst." [16]

Kunsten er så at forberede og gennemføre opstanden.

Hvorfor er partiet det eneste som kan gøre det? Der er tre faktorer, som er afgørende her. De to grunde er objektive, den anden subjektiv.

De objektive: 1) En opstand skal være hemmelig for at kunne være en succes. Det er klart, at det er muligt at debattere åbent, i en ekstrem situation, som oktober 1917 var i Rusland, om opstanden i generelle vendinger. Men at udpege datoer og mål for den militære del er at spille hasard med successen. Den kan kun et konspiratorisk organ gennemføre. Derfor nedsatte sovjetten i Petrograd den 9. oktober en Militær RevolutionsKomité under dække af at skulle forsvare revolutionen mod en gentagelse af Kornilov-kuppet (se nedenfor). I realiteten var det et organ for planlægning og gennemførelse af opstanden. Det overvejende flertal i komiteen var bolsjeviker. Trotskij var for eksempel formand for komiteen. MRK arbejdede tæt sammen med bolsjevikernes egen militærkomité, men var selvstændig i forhold til den. [17] Det var disse to komitéer, små grupper af mænd, under samme politiske lederskab, som gennemførte opstanden i Petrograd og derved sikrede arbejderklassens magtovertagelse.

2) Arbejderklassen kommer ikke til de samme konklusioner på en gang og i samme tempo. I Rusland i juli 1917 var der et flertal for bolsjevikerne i Petrograd, men ikke i hele landet. En opstand i juli ville have vundet i Petrograd, men være blevet knust alle andre steder, og derfor også i Petrograd efter et intermezzo. Et alternativt scenario foregik i 1919 i Bayern i Tyskland. Et revolutionært flertal i Bayern dannede Sovjet Republikken af Bayern, men blev efter nogle uger blodigt nedkæmpet. [18] I september, i Rusland, var der et flertal for revolution i alle de vigtigste byer. I den mellemliggende periode, i august, havde militæret under Kornilov forsøgt et statskup for at smadre Kerenskijs provisoriske regering, og drukne den russiske revolution i blod. Bolsjevikerne havde forsvaret Kerenskij, selv om hans regering havde undertrykt bolsjevikerne efter julidagene i Petrograd. Men det var kun en landsdækkende organisation, som var i stand til at overskue det skift i stemningen både i byerne, på landet og blandt soldaterne, og som på papiret havde en revolutionær politik – bolsjevikerne. Men her træder den subjektive faktor ind.

Partiet er en del af den klasse, som i kraft af dens revolutionære kraft kan smadre den herskende klasse. Det står ikke uden for klassen. Et parti, som hovedsageligt består af de mest avancerede, revolutionære arbejdere, har en mulighed for at vinde et flertal i arbejderklassen for en revolution. Men ved at blande sig med reformistiske og borgerlige ideer bliver medlemmerne også påvirket af de stemninger, som eksisterer i arbejderklassen. Både den militante stemning i juli og den afventende stemning i september/oktober. Bolsjevikerne blev, som vi har set, udsat for et veritabelt stormvejr af forskellige ideer og bevægelser i månederne fra februar til oktober 1917. Det blev de, fordi strømningerne i samfundet trak dem frem og tilbage. Kun et parti med en centralistisk struktur kunne modstå de centrifugale kræfter, som forsøgte at tvinge det først den ene og så den anden vej.

Lenins problem i september var, at højrefløjen i Centralkomiteen var så stærk, at selv hans egne støtter var langsomme til at forberede revolutionen. Begrundelsen finder vi i oplevelsen af julidagene, hvor det kun med en ekstrem anstrengelse lykkedes at forhindre en for tidlig opstand. Bolsjevikpartiet havde, som ovenfor beskrevet, vurderet, at en opstand i Petrograd i juli ville være fatalt for revolutionen. Men flertallet i Centralkomiteen var stadigvæk forsigtige i september, og det tog Lenin næsten tre uger, fra midt i september til det afgørende møde den 10. oktober før et flertal var hjemme. [19] Men selv da beslutningen var taget, var der usikkerhed. To af de ledende bolsjeviker fra højrefløjen – Kamenev og Zinoviev – appellerede til partiet imod Centralkomiteen, og offentliggjorde senere (lige før opstanden) deres afstand. Så store var de kræfter, som var sat i gang, at selv garvede revolutionære brød partidisciplinen i så afgørende en stund. Heldigvis var deres indsats ikke ødelæggende, hvilket viser, at de objektive betingelser i dette tilfælde var langt stærkere end de subjektive.

Selv med disse vanskeligheder var det kun bolsjevikerne, som kunne gennemføre opstanden. Der eksisterede ikke nogen anden samlende revolutionær kraft. Sovjetterne repræsenterede hele arbejderklassen, både dem for og dem imod revolution. En magtovertagelse kunne ikke diskuteres og stemmes om åbent. Et moderne eksempel af dette, er Solidarnosz i Polen i 1981. De diskuterede åbent en opstand uden at have forberedt det hverken politisk eller militært. General Jaruzelski beordrede Solidarnosc's ledelse arresteret den 13. december (mens to sov) og knuste alle tiltag til modstand med tanks over de næste par uger. Muligheden for en arbejderopstand var forpurret i mange år frem. [20]

Konklusion og betydning for IS i dag

For det første fortæller historien os, at den organisation, som vi skal forsøge at bygge op i dag, skal afspejle de mål og opgaver, vi skal påtage os i morgen. Vi kan ikke som Luxemburg vente, indtil revolutionen kommer, og så håbe, vi har de rigtige midler. Det er døden. Helt bogstaveligt. For det andet er partiets opgaver både politiske og organisatoriske. De organisatoriske midler stammer fra de politiske. Vi skal ikke kun overbevise folk om socialisme, vi skal organisere dem til at realisere socialismen. Det er derfor, det er nødvendigt med parti-aktivisme i IS. For det tredje vil partiet konstant være udsat for fjendtlige, kompromissøgende ideer på den ene side, og eventyr, revolutionsromantiske ideer på den anden side i alle faser af kampen. Fra i dag og frem til revolutionen. Det er, fordi partiets opgave er at påvirke arbejderklassen, at vi selv bliver påvirket. Og tit bliver de mest aktive mest påvirket. Der er derfor hele tiden en tendens til at tilpasse partiet omgivelserne. Til at være halehæng til udviklingen. Til at droppe avissalg eller slikkepindene eller medlemskortene, fordi "sagen" er vigtigere. Det skal partiet modgå.

For det fjerde er det ledelsens opgave at intervenere direkte i partiets organisering på aktivistplan, og konstant at sætte dem under lup. Sloganet må være – ikke en uge uden kontakt fra centret til afdelingerne. Det er ledelsens opgave konstant at udfordre medlemmerne, at slås med dem. Det kræver, at der eksisterer en konstant høj politisk og organisatorisk debat i ledelsen. Det vil sige, at ledelsen både skal læse meget, og få hænderne beskidte i de organisatoriske detaljer, som er det daglige brændstof, som holder IS gående. Uden en intervenerende ledelse er der ingen ledelse, men blot et ekspeditionskontor for verserende sager. En ledelse, som undlader at slås med medlemmerne i dag, vil ikke have nogen autoritet under en revolution. Det er i dag, vi skal hamre en måde ud at arbejde på, som gør, at vi vil være i stand til at handle samlet og effektivt under en revolution. Den femte og sidste pointe er, at fordi partiet er det eneste, som rent faktisk kan gennemføre en bevæbnet opstand i en revolutionær situation, er det afgørende, at de folk, vi rekruterer, er klar over, eller hurtigt bliver klar over, hvad vi vil. Vi har længe haft en tendens til at negligere eller at nedtone dette helt afgørende spørgsmål. Vi leger ikke med revolution, vi ønske at opleve og gennemføre en.

Spørgsmålet om partiet er essentielt for IS's fremtid. Lykkes det ikke at skabe en enighed om, hvad det er, vi er ved at bygge op, og hvorfor vi gør de ting, vi gør nu, og under hvilken organisatoriske rammer, så kan vi godt vinke farvel til en fremtid for det nuværende IS. Vi vil ikke være i gang med at opbygge et bolsjevikparti, men et miskmask af ideer, som konstant vil være i opposition til hinanden. Det var mangelen på en fælles forståelse af partiopbygning, som var årsagen til både de mange tabte medlemmer i 1995 og fremkomsten af en tendens, som sætter spørgsmålstegn ved IS-traditionens partiopbygningsmodel. Lad os håbe, at debatten i dette blad og i organisationen som helhed kan skabe sådan en afklaring.

Charlie Lywood
Nørresundby, februar 1996

Noter

1. Jørgen Lund: Frem mod et nyt 26. oktober, – i: Hvorfor et Revolutionært Arbejderparti?, red. Carsten Sørensen og Charlie Lywood, IS forlag, Silkeborg 1984, s. 7.

2. Hans Jørgen Vad: Derfor opbygger vi Internationale Socialister, IS forlag, Brønshøj 1987, s. 3.

3. Charlie Lywood: Derfor Socialisme, IS Forlag, Åbyhøj, 1992, s. 24.

4. Tony Cliff: Rosa Luxemburg, København 1973, s. 43.

5. John Molyneux: Marxism and the party, London 1978, s. 114.

6. Se Tony Cliff: Building the party. Lenin 1893-1914, Bookmarks, London 1986, kap. 12, s. 228-34. Se også Pete Glatter: 1905: The great dress rehearsal, Bookmarks, London 1985.

7. Læs Chris Harman: The lost revolution. Germany 1918 to 1923, Bookmarks, London 1982, kap. 8, 9, 10 og 13. Se også Charlie Lywood: De forspildte muligheder, Tyskland 1918-23, IS forlag, Brønshøj 1990, 48 s.

8. Som introduktion til de forskellige revolutionær situation læs; for Spanien: Charlie Hore: Spanien 1936, IS forlag; for Ungarn: Peter Fryer: Hungarian tragedy, Dennis Dobson, London 1956; for Portugal: Peter Robinson: Nellikerevolution, IS forlag; for Polen: Colin Barker, Solidarnosc. Polen 1980-81, IS forlag; for Iran: Phil Marshall: Revolution and Counterrevolution in Iran, Bookmarks, London.

9. Se Tony Cliff: All power to the Soviets. Lenin 1914-1917, Bookmarks, London 1985, s. 98-102.

10. Se nedenfor, note 14.

11. Se Cliff, op.cit, s. 140-169 for tal.

12. Marcel Liebmann, Leninism under Lenin, Merlin, London 1980, s. 154.

13. Liebmann, op.cit., s. 154.

14. Cliff op.cit., s. 90-139.

15. Se Cliff, Building .., op cit s. 253-73.

16. Lenin: Marxisme og opstand. Brev til RSDAP(b)'s centralkomité, (13.-14. september 1917) -i: Lenin: Udvalgte værker, bind 8, København 1983, s. 84. Cliff, op.cit., s. 338.

17. Se Liebmann, op.cit. s.178.

18. Se Harman, op.cit., kap 7, s.125-56 og Lywood, op. cit. s. 24-26.

19. Se Cliff, op.cit., s. 349-69.

20. Læs Colin Barker and Kara Weber Solidarnosc. From Gdansk to military repression, Særdugave af International Socialism Journal nr. 15. Specielt s. 98-108.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 25. april 2024 kl. 06:24

International Socialisme nr. 10 apr 1996

Temasider

Nr. 10

Hovedmenu