“Kommunister” i folketinget

DKP’s indflydelse, som gennem de sidste par år – og især efter kampagnen mod EF – har været stejlt stigende, har nu endelig givet sig udslag i repræsentation i Folketinget. Selvom DKP ikke på samme måde som Socialdemokratiet og især SF er et folketingsparti, har denne valgsejr, hvor partiet næsten tredoblede sit stemmetal, tydeligt medvirket til at øge partiets selvsikkerhed og dets vilje til at bakke sin politik op med appeller til arbejderklassen. Der er ingen tvivl om, at disse appeller finder støtte hos en del af arbejderklassen; spørgsmålet er så, hvilke perspektiver denne politik i det lange løb har, hvor realistiske partiets delkrav er, og hvor solid dets opbakning vil vise sig at være.

Valgsejren – og nok så væsentligt de militante faglige aktioner, DKP før valget stillede sig i spidsen for – viser, at partiet nu har været i stand til at udnytte det tilbageslag i den kapitalistiske økonomi, som har været mærkbart siden sidst i 1960’erne, har været i stand til at udnytte en stemning i arbejderklassen og tiltrække militante arbejdere i en målestok, som var utænkelig for fem år siden. Samtidig har det med et hæmningsløst opbud af opportunisme sikret sig støtte fra dele af mellemlagene, som tidligere var vagt venstreorienterede eller politisk indifferente. Partiets udholdende kerne kan kun lykønske sig med resultatet.

Den situation, hvorunder partiets 13 år gamle drøm er blevet realiseret, er imidlertid langtfra den samme som den, DKP har forestillet sig, når det en sjælden gang diskuterede taktik og strategi: drømmen har altid været en socialdemokratisk regering støttet på DKP, hvor partiet skulle spille den rolle, SF troede at besidde: den altafgørende tunge på vægtskålen. Langsomt, men ubønhørligt skulle DKP tvinge Socialdemokratiet til at føre en antimonopolistisk politik, mens den kommunistisk dominerede del af fagbevægelsen skulle presse LO mod venstre, og en stadigt større del af “befolkningen” mobiliseres mod monopolkapitalen. Her standsede DKP’s strategiske overvejelser: Chile har leveret en mulig fortsættelse. Så urealistisk denne strategi end er, har DKP stædigt fastholdt den; selv efter valget fremførte det monomant kravet om en socialdemokratisk mindretalsregering uden hensyn til, at en sådan regering ikke ville komme til at støtte sig på DKP, men på de borgerlige partier og uundgåeligt måtte føre en dertil svarende politik; samtidigt neddæmpede partiet midlertidigt sin faglige aktivitet af hensyn til samarbejdet.

Den situation, som DKP fremmanede som indledningen til “det danske folks vej”, havde ikke noget realistisk over sig; den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet og SF er kommet i opposition, mens arbejdsløsheden og utilfredsheden er stigende, er til gengæld ikke behagelig for et parti, som indtil nu har haft monopol på radikalisme, så meget mindre som de to andre “arbejderpartier” allerede har indledt forsøget på at bryde dette monopol. Dagen efter valget genopdagede SF arbejderklassen og bebudede, at det for fremtiden ville satse en større del af kræfterne på agitationen på arbejdspladserne; en måned efter kom partiet med sit første udspil i form af en appel til faglig enhed mellem “alle progressive kræfter i fagbevægelsen”, omfattende Socialdemokratiet, DKP, SF og de faglige grupper. Socialdemokratiet svarede i første omgang ved at oprette et fagligt sekretariat til bekæmpelse af fagbevægelsens venstrefløj; hvis det ikke lykkes at få den nedkæmpet med de gammelkendte midler, består der den mulighed, at den socialdemokratiske fagbevægelse fører sig militant frem for at eliminere konkurrencen fra venstre. Med tanke på LO’s hidtidige politik er det svært at forestille sig en pludselig “radikalisering”, men Thomas Nielsen gjorde dog et behjertet forsøg på at få LO til at tage sig militant ud, da han et par dage efter valget til en benovet journalist fra Aktuelt erklærede, at “fagbevægelsen bliver nødt til at mobilisere alle sine kræfter og ressourcer” og “bekæmpe den borgerlige regering med næb og klør”. Selvom den slags ytringer ikke beviser andet, end at selv LO’s yderste højrefløj for tiden føler sig tvunget til at føre sig militant frem, er det ikke utænkeligt, at den socialdemokratiske venstrefløj inden for fagbevægelsen vil gennemføre militante faglige aktioner parallelt med de kommunistiske, og at LO’s ledelse af frygt for DKP’s indflydelse vil føle sig tvunget til at støtte sådanne aktioner.

Der kan altså blive trængsel, hvor DKP tidligere var alene; partiet kender i sådanne situationer kun et svar: flere skærpede krav og mere militante aktioner under anvendelse af mere radikale kampformer – lige til den grænse, som bestemmes af, at kampene i sidste ende skal tjene DKP’s parlamentsarbejde.

På trods af den gennemført urealistiske karakter, DKP’s strategi fremviser, aktionernes heraf følgende mangel på perspektiv og den ubeslutsomhed, hvormed selv meget militante aktioner gennemføres, er der ingen tvivl om, at partiet vil kunne opnå støtte fra betydelige dele af arbejderklassen, en støtte, som vil forstærkes i takt med den nuværende krise, ligesom det vil kunne erobre vigtige positioner i fagbevægelsen. Men så længe partiets strategi tager sit udgangspunkt i dannelsen af et parlamentarisk flertal bestående af Socialdemokratiet og DKP, mens arbejderne udelukkende skal gejles op til aktioner uden andet perspektiv end det at styrke DKP i dette samarbejde, er det så sikkert som noget, at den basis, DKP kan opbygge under krisen, vil gå tabt igen; det vil ske, hvad enten den nuværende højrefløj i partiet beholder magten, den nuværende venstrefløj overtager partiet, eller en radikalisering af partiet skaber en ny ledelse af militante arbejdermedlemmer; medmindre partiet lægger sin strategi helt om, hvad der ikke er sandsynligt, vil selv det magre statskapitalistiske alternativ til privatkapitalismen, DKP repræsenterer, ikke rykke sin virkeliggørelse et skridt nærmere.

Men netop fordi DKP i den nuværende situation vil være i stand til at tiltrække en betydelig del af de bedste militante arbejdere, vil det være ensbetydende med at placere sig i en politisk afkrog, hvis de revolutionære grupper i dag offentligt udråber DKP til den “taktiske hovedfjende”. I de arbejderes øjne, det drejer sig om at tiltrække, vil det blive betragtet som en åben indrømmelse af, at man har opgivet at skaffe sig indflydelse i arbejderklassen – og med rette. Lige så katastrofalt ville det være under henvisning til DKP’s styrke at undlade at gribe ind i de kampe, man har mulighed for at få indflydelse på, og i stedet skadefro afvente det nederlag, partiet før eller senere vil tilføje sig. Et sådant nederlag vil, hvis de revolutionære grupper ikke har fremlagt en alternativ politik, ramme dem på samme måde som DKP.

Med de nuværende styrkeforhold er den eneste realistiske mulighed at understøtte DKP’s krav, hvor de er realistiske og vinder støtte hos arbejderne, og deltage i de aktioner, DKP gennemfører. Samtidigt er det nødvendigt at påpege, hvordan selv de mest ubetydelige fremskridt bliver udhulet og går tabt, hvis kampene skal føres efter DKP’s retningslinjer, hvis delkravene ikke betragtes som et led i opbygningen af arbejderklassens styrkepositioner, men blot skal fungere som et led i partiets følelsesfulde appel til arbejdervælgerne. En sådan politik kan få virkning, når den første militante rus har lagt sig, og når det drejer sig om at modarbejde den apati og politiske forvirring, som vil sætte ind, når det nyttesløse i DKP’s stædige overbudspolitik bliver åbenbar. En kritik af DKP, som indskrænker sig til at konstatere, at partiet er og bliver revisionistisk – som ml-gruppernes – eller at det er og bliver stalinistisk – som RSF’s – kan være sikker på effektivt at afskære disse grupper fra indflydelse.

17.1.1974

DKP’s formand Knud Jespersen i folketinget
[Billedtekst: web.red.]

Toppen af siden

www.socialister.dk – 21. november 2024 kl. 17:17

Proletar! nr. 7 feb 1974

Temasider

Nr. 7

Hovedmenu

Proletar! nr. 7 – Side 2-3 – Februar 1974

Leder:

“Kommunister” i folketinget

Proletar! nr. 7
feb 1974