![[ Proletar! nr. 7 ]](../proletar/007.jpg)
Proletar! nr. 7
feb 1974
Temasider
Nr. 7
Side 1
· Proletar! nr. 7 - Februar 1974 - Forside
Side 2
· “Kommunister” i folketinget
Side 4
· OTA-strejken - et lærestykke
Side 36
· Rosa Leviné-Meyer: “Leviné - The Life of a Revolutionary”
Side 37
· Årbøgerne for Arbejderbevægelsens Historie 1-3
Hovedmenu
Proletar! nr. 7 – Side 36-37 – Februar 1974
Anmeldelser
Rosa Leviné-Meyer: Leviné – The Life Of A Revolutionary
Pluto Press, London 1973
Eugen Leviné blev henrettet efter nedkæmpelsen af rådsrepublikken i München, som han havde taget ledelsen af for det tyske kommunistiske parti. Denne biografi er skrevet af hans kone og partikammerat, Rosa Leviné-Meyer.
Leviné blev født i Petersborg i 1883 som søn af velhavende jødiske forældre; på grund af moderens interesse for alt, hvad der var tysk, blev han imidlertid i en ung alder sendt i skole i Tyskland. Efter faderens død flyttede moderen resten af familien til Tyskland, og det var i de russiske eksilrevolutionæres kreds i Heidelberg, Leviné først fik kendskab til revolutionære ideer. Allerede i tyveårsalderen tilsluttede han sig det russiske Socialrevolutionære Parti; to år senere vendte han tilbage til Rusland, hvor han arbejdede for de Socialrevolutionære og deltog i revolutionen 1905. Han blev til sidst stukket til politiet og havnede i de tzaristiske fængsler. Da han kom ud, vendte han tilbage til Tyskland.
Det tyske socialdemokratis holdning til krigsudbruddet chokerede Leviné, som var blevet tysk statsborger og medlem af SPD. Under dække af historiske forelæsninger agiterede han mod krigen og forklarede, hvem der ville profitere af den; disse forelæsninger blev efter krigen offentliggjort på tysk og russisk. Samtidig arbejdede Leviné i SPD’s venstrefløj, tilsluttede sig Spartakisterne, og da det Uafhængige Socialdemokrati, USPD, blev dannet i 1917, indtrådte han sammen med de øvrige spartakister.
Den bolsjevikiske opstand blev hilst velkommen af Leviné, som med afsky havde betragtet den rolle, hans tidligere kammerater Kerenskij og Tjernov spillede. Da det Socialrevolutionære Parti blev splittet, og venstrefløjen støttede Bolsjevikerne, blev han ansat i den sovjetiske ambassade i Berlin som repræsentant for venstrefløjen. Han arbejdede som Joffe’s rådgiver i tyske anliggender, indtil den tyske regering lukkede ambassaden.
Under den tyske revolution november 1918 blev Leviné omrejsende agitator for spartakisterne og gennemrejste industricentrene i Ruhr og Rhinlandet; denne periode blev han anerkendt som en af lederne af Spartakus på linie med Liebknecht og Luxemburg og valgt som delegeret til Arbejder- og Soldaterrådenes Kongres. Under den såkaldte Spartakusopstand i januar 1919 redigerede han bl.a. det ene nummer af den socialdemokratiske avis “Vorwärts”, der udkom som “Rote Vorwärts”, efter at arbejderne havde besat avisens redaktion. Efter kontrarevolutionens sejr blev han tvunget til at gå under jorden og henlægge sit arbejde til provinsen.
I begyndelsen af marts 1919 sendte KPD Leviné til Bayern for at reorganisere partiet, som endnu var intakt. Arbejderne i Bayern var stadig bevæbnede og ikke berørt af den kontrarevolution, som havde knust arbejdernes opstande i Nord- og Mellemtyskland; de var desuden blevet opmuntret af meddelelsen om oprettelsen af rådsrepublikken i Ungarn. Den borgerlige regering havde diskret opløst Landdagen, efter at Kurt Eisner var blevet myrdet af en reaktionær, og magten var nu gledet over til en ny regering, der var valgt af et centralråd af delegerede for arbejdere, soldater og bønder; disse delegerede havde afslået selv at overtage magten. Denne nye regering bestod af medlemmer af SPD, USPD, repræsentanter for bønderne.
Levine reorganiserede den lokale afdeling af KPD, forberedte den for den kommende kamp og advarede i Rote Fahne arbejderne mod provokatører og forhastede aktioner, da den socialdemokratiske minister Hoffmann indkaldte Landdagen til den 8. april i håb om at kunne omgå arbejderrådene. Det blev af arbejderne betragtet som en provokation, og de opfordrede til dannelsen af en rådsrepublik – netop hvad Leviné havde advaret mod. Opfordringen blev støttet af SPD’s ledelse, USPD og anarkisterne, mens KPD og Leviné fastholdt, at en virkelig rådsrepublik ikke blot kunne proklameres på denne måde, at SPD andre steder i landet havde bekæmpet rådssystemet og ville forråde det i Bayern, mens USPD ville være ustabile, og arbejderne ville komme til at betale for det. Leviné fik overbevist flertallet inden for USPD, som gik over til KPD, men partiets formand, Ernst Toller, kunne som digter og romantiker ikke modstå fristelsen til at spille den bayerske Lenin, og den 7. april blev rådsrepublikken udråbt.
Nominelt lå magten hos den provisoriske regering, der bestod af repræsentanter for USPD, anarkisterne og bønderne, mens de virkelige ledere var Toller og anarkisterne Mühsam og Landauer. Disse personer repræsenterede ikke så meget de bayerske masser som de stedlige bohèmer, og under deres styre blev der ikke foretaget noget alvorligt skridt for at ændre noget som helst. I stedet for at konsolidere arbejdernes magt blev der udkastet smukke manifester vedrørende kunsten, poesien, teateret og storstilede planer for fremtiden; efter få dages forløb blev de af arbejderne tvunget til at overgive magten til KPD.
Under Leviné’s styre blev arbejderne bevæbnet, bourgeoisiet afvæbnet, der blev dannet en rød hær og gjort forsøg på at skabe en virkelig arbejdermagt. Over for dem, der kritiserede KPD for at overtage magten, fremførte Leviné, at da kommunisterne alligevel ville være de første ofre for den kontrarevolution, der allerede var forberedt, var det nu nødvendigt at organisere forsvaret. Samtidig havde Hoffmann og hans eksilregering i Bamberg opstillet en kontrarevolutionær hær; den marcherede ind i Bayern, men blev slået tilbage af arbejderne i Dachau. Hoffmann henvendte sig nu til partikammeraten Noske, som allerede havde vist sit talent i Bremen, Berlin og andre steder. Noske forsynede Hoffmann med en ny hær, der bestod af frikorps; om aftenen den 1. maj drog den ind i München og druknede byen i blod. Den 5. juni blev Leviné henrettet ved skydning efter en retssag, som forøgede hans legendariske berømmelse.
Forfatteren citerer direkte fra nogle af Leviné’s vigtigste artikler og taler; de behandler spørgsmål som arbejderråd og de arbejdsløses rolle; hun går også ind i diskussionen om, hvilken holdning det nydannede KPD skulle tage til deltagelse i valgene og arbejdet i de reformistiske fagforeninger, men går for let henover det sidstnævnte spørgsmål, og problemet fremstilles uklart. Bogen indeholder et appendiks, der indeholder forskellige dokumenter: Leviné’s berømte sidste tale i retten, den kontrarevolutionære socialdemokratiske regerings proklamationer, og – som det mest interessante – Leviné’s rapport om den spartakistiske delegations rolle ved Arbejder- og Soldaterrådenes Kongres.
Der er den fejl ved bogen, at forfatteren tager for meget for givet og således nævner Levi, Ruth Fischer, Ernst Thälmann og Ernst Meyer uden at deres politiske udvikling og senere handlinger bliver forklaret. Det er et relativt mindre irritationspunkt, men da bogens noter i øvrigt behandler de fleste begivenheder og personer omhyggeligt, tjener det til at stille udeladelserne i relief.
I bogens indledning betragter Eric Hobsbawm Leviné som en “klar, skeptisk, effektiv revolutionær mellem noble amatører” og sammenligner ham med Lenins bolsjevikker snarere end med de daværende tyske revolutionære. Fra Leviné’s skrifter er jeg tilbøjelig til at give Hobsbawm ret: hvem indså ellers i 1919 nødvendigheden af at gøre fabrikscellen til den grundlæggende enhed i KPD? Ingen; det var faktisk organiseret som Socialdemokratiet.
Det er ikke en biografi af Mehring eller Frölich; men den giver et nyttigt bidrag til vores viden om de begivenheder, der beskrives – især rådsrepublikken i München – ligesom den giver et detaljeret billede af Leviné og hans udvikling fra det Socialrevolutionære Parti over SPD og Spartakus til Leninismen. Da den samtidig rydder op i nogle myter og misforståelser, må vi hilse den velkommen.
Mike Jones