Proletar! nr. 7
feb 1974

Proletar! hjemmeside

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

Temasider

Temaer

Indhold nr. 7

Udskriv artikel

Nr. 7

Side 1
· Proletar! nr. 7 - Februar 1974 - Forside

Side 2
· “Kommunister” i folketinget

Side 4
· OTA-strejken - et lærestykke

Side 36
· Rosa Leviné-Meyer: “Leviné - The Life of a Revolutionary”

Side 37
· Årbøgerne for Arbejderbevægelsens Historie 1-3

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

Proletar! nr. 7 – Side 4-26 – Februar 1974

OTA-strejken – et lærestykke

For den danske venstrefløj er OTA-strejken kommet til at stå som den ene af de to betydelige politiske begivenheder på den faglige front i 1973. Perspektiverne i strejken og kampens organisering opfyldte mange af de krav, som revolutionære socialistiske organisationer traditionelt har opstillet for en eksemplarisk strejke: Strejken var fra første færd klart politisk, den var en håndfast protest imod overenskomstsystemet. OTA-arbejderne valgte et strejkeudvalg samme dag, som de besluttede at nedlægge arbejdet, og dermed viste de sig parate til at gå uden om fagbureaukratiet. Og strejkeudvalget viste sig umiddelbart rede til at tage utraditionelle og effektive kampmidler i brug: blokade af virksomheden, indsamling til strejkefonden på andre arbejdspladser, demonstrationer, opfordring til sympatistrejke m.v.

Alligevel tabte OTA-arbejderne deres kamp, og selv de svageste tilløb til organisering og aktivitet blev skånselsløst tromlet ned. De blev af deres fagforening snydt til at acceptere en lønforhøjelse, der i realiteten gav dem 16 øre i timen som resultat af strejken. De blev idømt en bod på ca. 1000 kr. pr. mand. De, der havde været aktive under strejken, blev fyret, og de tilbageværende blev udsat for en terror, der næppe har sit sidestykke på nutidens danske arbejdspladser.

OTA-arbejdernes kamp er tabt, og det vil formentlig vare længe, før det igen bliver muligt at organisere arbejdere på OTA til en effektiv kamp for forbedring af deres vilkår. Men nederlaget har givet alle dem, der deltog i eller fulgte OTA-strejken, en række værdifulde erfaringer. Det er disse erfaringer, vi med denne artikel søger formidlet til en videre kreds, således at andre arbejdere, der i fremtiden kommer til at stå i samme situation som OTA-arbejdernes, ikke nødvendigvis behøver at gøre de samme fejl, som førte til OTA-arbejdernes nederlag.

Baggrunden for OTA-strejken

OTA-fabrikken har i mands minde været en af de dårligst betalende virksomheder i Nakskov-området, der i forvejen er et af Danmarks mest udprægede lavtlønsområder. Efter overenskomsten i foråret 1973 var gennemsnitslønnen for ufaglærte mænd for hele landet ca. 23 kr., men i Nakskov‑området var den kun ca. 18 kr. og på OTA under 16 kr. For kvinderne var forskellen noget mindre, deres gennemsnitsløn var ca. 19 kr. for hele landet, 16 kr. i Nakskov-området og godt 15 kr. på OTA.

OTA-arbejderne havde hidtil fundet sig i de elendige lønninger, fordi de ikke havde noget alternativ, hvis de da ønskede at blive boende på egnen. Indtil 1972 var der meget stor arbejdsløshed på Vestlolland; den har kun sjældent været under 5 %, og i vintermånederne har den for ufaglærte arbejdere ofte nærmet sig 25 %. Og ud over de registrerede arbejdsløse var der en stadig tilgang af bønder, landarbejdere og småhandlende, som søgte arbejde i industrien. OTA-arbejderne havde derfor god grund til at holde fast ved deres arbejde, uanset hvor dårligt betalt det var, for der var ikke bedre at få. Alternativerne var arbejdsløshed eller emigration fra området. I løbet af 1972 var arbejdsløsheden imidlertid faldet kraftigt; mens der i april 1972 var 6,9 % arbejdsløse blandt de ufaglærte i Nakskov, var der i april 1973 kun 2,5 %. Kvindernes arbejdsløshed var faldet fra 3,3 % til 2,0 %.

Ved siden af arbejdsløshedens spøgelse har to andre forhold virket hindrende for Nakskov-arbejdernes kamp for at forbedre deres levevilkår. For det første er en stor del af arbejderne i Nakskov førstegenerations-arbejdere, der er ganske uden erfaring i at føre arbejdskampe; og mange af de mest initiativrige unge forsvinder til hovedstaden. For det andet har Nakskov siden 30’erne været fuldstændigt domineret af Socialdemokratiet, der har siddet på byråd, fagforeninger, boligselskaber, den lokale presse og i bestyrelsen for flere af byens store virksomheder. Det er den barske realitet, at man ved at sætte sig op imod fagbureaukratiet i Nakskov risikerer, at man selv og ens nærmeste familie mister muligheden for at få arbejde og bolig i byen, samtidig med at man bliver svinet til i avisen og mister de venner, som “ikke vil risikere noget”.

På den baggrund har det aldrig været muligt at organisere nogen arbejderopposition til venstre for Socialdemokratiet og fagbureaukratiet. Siden 30’erne, da demonstrerende Nakskov-arbejdere blev nedkæmpet med militærets hjælp, har næsten alle strejker i byen haft karakter af kortvarige aktioner, som enten har været direkte iscenesat af fagforeningen, eller som meget hurtigt er kommet under dens kontrol. Arbejderne har derfor måttet lade sig nøje med de lønforbedringer, som fagforeningerne har villet og kunnet skaffe – dvs. hovedsageligt de forbedringer, der er opnået ved overenskomstforhandlingerne. Af samme grund har lønningerne for ufaglærte i Nakskov aldrig kunnet holde trit med lønglidningen i andre dele af landet, og slet ikke med prisstigningerne.

Mølleriarbejdere og arbejdsmænd på OTA lønnes, som de fleste ufaglærte i provinsen, efter normallønssystemet. Det betyder, at fagforeningen har meget ringe muligheder for at opnå lønforbedringer for deres medlemmer uden for overenskomsterne, fordi den ifølge dette system kun dér kan stille generelle lønkrav. Fagforeningen kan naturligvis til enhver tid bede om forhandling om specielle tillæg, men da de arbejdsretlige regler ikke åbner nogen mulighed for at true med strejke, er dens forhandlingsposition meget svag. Indtil maj 1973 havde mølleriarbejderforbundets Nakskov-afdeling ved lokale forhandlinger med OTA kun opnået en produktivitetsbonus-ordning, der gav 500-1000 kr. hvert halve år, og et smudstillæg på 1 kr. om dagen.

Da OTA-arbejderne således måtte regne med, at den lønforhøjelse de fik ved overenskomsten i foråret 1973 skulle række for de næste to år, var resultatet imødeset med stor spænding. Det blev en skuffelse. Samtlige mølleriarbejdere fik et generelt løntillæg på 40 øre i timen, og lovning på ca. 40 øre til hvert halve år. [1] Samtidig indførtes ligelønnen, der gav alle kvindelige mølleriarbejdere en ekstra lønforhøjelse på 1 kr. i timen, og satserne for anciennitetstillæg og funktionstillæg blev forhøjet med 25-30 %. Alt i alt gav overenskomsten de lavestlønnede mænd en lønforhøjelse på 17,70 kr. om ugen, de højestlønnede mænd fik ca. 55 kr. mere om ugen, og kvinderne fik knap 70 kr. mere om ugen; den relative forhøjelse var henholdsvis 3 %, 7 % og 12,5 %. Efter den nye overenskomst var den laveste løn, som gjaldt for 41 arbejdere, 14,69 kr. i timen. En arbejder, der havde maksimal anciennitet, maksimalt funktionstillæg og var på skiftehold, kunne holde en gennemsnitlig timeløn på 19,08 kr.

Sammenlignet med prisforhøjelserne i foråret 1973 var lønforhøjelserne latterlige. Forbrugerprisindekset steg med 4,4 % fra januar til maj. Fødevarepriserne, som vejer tungt i et lavtlønsbudget, steg i gennemsnit med 7,6 %; priserne på dagligvarer som mælk, kød, grøntsager o. lign. steg med 10-15 % fra januar til maj. Mange OTA-arbejdere kunne således se, at reallønnen var mindre end ved årets begyndelse, allerede da de fik den første løn efter den ny overenskomst. Selv formanden for mølleriarbejderforbundets afdeling i Nakskov, Knud Sørensen, kunne se, at det var for dårligt:

“Jeg er ganske klar over, at det er utilfredsheden med resultatet af overenskomstforhandlingerne, der er årsag til strejken. De stigninger, der blev opnået af mølleriarbejderne, er allerede spist op af udgifternes stigning ...” [2]

OTA-arbejderne følte sig med god grund snydt; og da de ved jubilæumsfesten i begyndelsen af maj fik at vide, at deres kolleger på OTAs fabrik i Rødovre havde 3-4 kr. mere i timen end de selv, forøgede det yderligere utilfredsheden.

Som svar på arbejdernes utilfredshed henviste tillidsmændene til, at der skulle føres lokalforhandlinger; men de fortalte ikke, at disse forhandlinger foreløbigt var berammet til at skulle afsluttes den 1. oktober 1973. Arbejderne troede, at resultatet var lige på trapperne; den 24. maj kunne strejkeudvalgets formand, Asger Hansen til Ny Dag [3] sige:

“Vi har forhandlet gennem længere tid, uden at opnå nogen indrømmelse fra ledelsens side.”

I virkeligheden var tillidsmændene først begyndt at forhandle den 21. maj, efter at arbejderne havde fremsat deres krav.

Den utilfredshed, som ledte til strejken på OTA i Nakskov, var fra starten ikke bare økonomisk, men også politisk begrundet. Strejken udsprang som en protest imod, at den nye overenskomst ikke bragte hverken OTAs arbejdere eller andre ét skridt nærmere “løsningen af lavtlønsproblemet”. Tværtimod. Overenskomsten i foråret 1973 viste kun, at den megen tale om solidarisk lønpolitik kun dækker over en uddybet lønkløft og faldende realløn for de lavestlønnede. OTA-arbejderne havde mistet troen på, at “systemet” skulle løse deres problemer, og de tog sagen i deres egen hånd.

Utilfredsheden organiseres

Da resultatet af de påståede lokalforhandlinger lod vente på sig, tog mølleriarbejder Gunnar Stage midt i maj initiativ til en underskriftsindsamling, der skulle bakke forhandlerne op. Underskrifterne blev samlet på et krav om en generel lønforhøjelse på 2,50 kr. mere i timen, idet der blev gjort opmærksom på, at det ville føre til strejke, hvis kravet ikke blev efterkommet. De 2,50 kr. var sat efter den normale timeløn for ufaglærte arbejdere i Nakskov. Underskriftsindsamlingen fik stor tilslutning fra arbejderne på mølleriet, skønt man ikke nåede at spørge alle afdelinger. Arbejderne på OTAs hundemadsfabrik, der ligger isoleret fra mølleriet, blev opfordret til selv at sørge for indsamlingen, men svaret blev ca. 30 underskrifter på, at man på Hundemaden ikke ønskede at deltage i nogen strejke.

De to underskriftslister blev herefter forelagt fællestillidsmand Hakon Peitersen, som overtalte Hundemadens repræsentanter til at destruere deres liste. Den 21. maj gik han sammen med afdelingsformanden i mølleriarbejderforbundet, Knud Sørensen, der også arbejder på OTA, til direktionen og bad om forhandlinger på grundlag af det fremsatte krav. Direktionen erklærede sig villig til at forhandle om en forhøjelse af de lokale tillæg, og der blev afsat 14 dage til forhandlingerne. Umiddelbart efter rejste OTA-fabrikkens direktør til Paris.

Tillidsmændene meddelte dette resultat i et opslag på fabrikken næste morgen; efter opfordring fra flere arbejdere måtte de indkalde til et møde samme dag, for at de kunne orientere kammeraterne om situationen. Det viste sig, at arbejderne opfattede direktørens rejse midt under forhandlingerne som en provokation. De ville ikke godtage de 14 dages frist, som forudsatte ro på arbejdspladsen, mens der blev forhandlet. I stedet besluttede mødet at give direktion og fagforening en frist på to dage til at afslutte forhandlingerne.

To dage efter – torsdag den 24. maj – måtte Knud Sørensen fortælle kammeraterne, at man ikke var kommet videre. OTA-arbejderne besluttede derefter enstemmigt at nedlægge arbejdet, i håb om, at de ad den vej kunne fremskynde forhandlingerne. Knud Sørensen gjorde, som det var hans pligt, opmærksom på, at strejken var ulovlig; men han lod indirekte forstå, at han fandt den rimelig. Han gjorde også opmærksom på, at hvis strejken skulle gennemføres, måtte der vælges et strejkeudvalg, da tillidsmændene jo ikke havde lov til at lede en strejke.

I første omgang skabte forslaget om at nedsætte et strejkeudvalg forvirring. Ingen af arbejderne havde tænkt på, at en organisering kunne være nødvendig. Men efter nogen diskussion fik man de tre, der havde været mest aktive ved indsamlingen af underskrifter (Gunnar Stage, Svend Mogensen og Leif Hansen) og fire andre til at danne et strejkeudvalg. På strejkeudvalgets første møde valgte det Asger Hansen til formand. De syv medlemmer af strejkeudvalget var alle mølleriarbejdere, og alle syv arbejdede på selve mølleriet. Det betød, at ca. 40 arbejdsmænd og ca. 40 arbejdere fra Hundemaden ikke var repræsenteret, selv om de havde stemt for strejken og deltog i den.

Den ensidige sammensætning af strejkeudvalget var en klar fejltagelse. Hundemaden er en isoleret enklave inden for OTA-fabrikken, og det var derfor uhyre vigtigt at sikre kontakten til arbejderne der. Den tidligere uoverensstemmelse i forbindelse med underskriftsindsamlingen understregede dette behov, for man kunne forvente, at disse arbejdere ville være de første til at vakle. Strejkeudvalget burde derfor hele tiden have føling med, om de stadig bakkede strejken op. Nu uddybede man i stedet skellet, og Hundemadens tillidskvinde, Ketty Jørgensen, der var den mest indædte modstander af strejken, gjorde hvad hun kunne for at fremme den begyndende splittelse. Det fremgik siden, at man på Hundemaden følte, man var blevet trukket med i de andres strejke, selv om lønkravet også gjaldt for arbejderne på Hundemaden. Arbejdsmændenes manglende repræsentation i strejkeudvalget synes til gengæld ikke at have skabt særlige problemer. De var under hele strejken blandt de mest aktive. Først senere under strejken, da splittelsen allerede var en realitet, og man derved blev opmærksom på det uheldige i strejkeudvalgets ensidige sammensætning, udvidede man udvalget med en repræsentant fra Hundemaden, en repræsentant for arbejdsmændene og to mølleriarbejdere.

Den 24. og 25. maj var mølleriarbejdere og arbejdsmænd på OTA i strejke; men håndværkerne og funktionærerne arbejdede stadig, og de sørgede for at udføre det nødvendigste arbejde, så fabrikken kunne ekspedere ordrer i normalt omfang. De strejkende gjorde intet for at forhindre dette skruebrækkeri, fordi de troede, at “det var lovligt”. Strejken faldt i øvrigt på det uheldigst mulige tidspunkt for OTA. Sommermånederne er højsæson for alle mølleriets produkter, og der var kun en måned, til der skulle lukkes delvis for sommerferien.

Før de strejkende gik hjem torsdag, havde de aftalt at mødes igen på fabrikken mandag morgen – den 28. maj. Her fortalte Knud Sørensen kammeraterne, at det ikke er muligt at forhandle under en strejke, men at direktøren havde lovet ham at optage forhandlinger med det samme, hvis arbejdet blev genoptaget. Han forklarede, at direktøren vist nu havde forstået, at arbejderne mente deres krav alvorligt. På den baggrund besluttede arbejdermødet at afblæse strejken, idet man dog satte en ny frist for afslutning af forhandlingerne til onsdag den 30. maj. Hvis kravet ikke var opfyldt til den tid, ville man igen gå i strejke.

Med denne trussel hængende over hovedet lykkedes det tillidsmænd og direktion at nå til et forlig inden for den fastsatte frist. OTA kunne tilbyde en øjeblikkelig lønforhøjelse på 40 øre i timen og 40 øre ekstra fra 1. april 1974. Tillidsmændene stillede sig tilfreds med dette resultat, og de var øjensynligt overbeviste om, at arbejdskonflikten på OTA dermed var afsluttet.

Tilsyneladende havde fagforeningsfolkene også grund til at være tilfredse. Konflikten havde haft et så beskedent omfang, at den næppe havde generet hverken OTA eller LO-bureaukratiet. De havde ved hjælp af kammeraternes pression fået gennemført en lønforhøjelse, som de selv fandt “pæn”, og de regnede med at have pacificeret de kammerater, der havde tvunget dem til at gennemføre forhandlingerne i lyntempo. Arbejderne havde fået opfyldt et af deres krav: forhandlingerne var afsluttet inden for den fastsatte frist. Tillidsmændene kunne håbe, at det ville få dem til at sluge forhandlingsresultatet, selv om det var temmelig pauvert. Knud Sørensen var endda så optimistisk, at han onsdag aften ved et møde med strejkeudvalget fortalte, at han “havde store tal med hjem”. Hvor store tal, der var tale om, ville han dog først røbe på arbejdermødet næste dag.

Arbejderne tager initiativet

Knud Sørensen havde forregnet sig. Det viste sig, da han torsdag morgen – den 31. maj – skulle fremlægge forhandlingsresultatet for kammeraterne. OTA-arbejderne var samlet til møde på fabrikkens grund. Forventningerne var spændte, for Knud Sørensens meddelelse til strejkeudvalget, om at han “havde store tal med hjem”, rygtedes hurtigt i forsamlingen. Da han derefter stod op og fremlagde OTAs storslåede tilbud: 40 øre med det samme og 40 til i foråret 1974, virkede det som en utålelig provokation. Mødet besluttede ved skriftlig afstemning med overvældende flertal at nedlægge arbejdet igen. [4] Denne gang var parolen klar: “Vi går ikke ind på OTA igen, før vi har fået 2,50 kr. mere i timen!” Det blev samtidig understreget, at man ikke ville acceptere, at denne lønforhøjelse blev opnået på bekostning af nogle af de eksisterende tillæg.

Strejkeudvalgets formand Asger Hansen var den første til at foreslå, at man igen skulle nedlægge arbejdet. Knud Sørensen vejrede lynhurtigt stemningen, og efter at han og Hakon Peitersen var kommet med den obligatoriske opfordring til at genoptage arbejdet, lod de tydeligt skinne igennem, at de i og for sig fandt strejken rimelig. Kun tillidskvinde Ketty Jørgensen fra Hundemaden gik helhjertet imod strejken. Deri støttedes hun af mange af sine kammerater; det var tydeligt, at modstanden mod strejken især fandtes blandt arbejderne fra Hundemaden.

Knud Sørensen oplevede her for anden gang i løbet af få dage, at OTA-arbejderne tog initiativet fra ham. Først havde underskriftsindsamlingen og arbejdernes hårdhændede fastsættelse af forhandlingsfrister tvunget ham og tillidsfolkene til at gennemføre forhandlingerne i lyntempo. Og nu forkastede OTA-arbejderne det resultat, som de selv havde stillet sig tilfreds med på kammeraternes vegne. Fagforeningsfolkene var virkeligt i klemme. Som arbejdere på OTA [5] måtte de naturligvis være interesserede i at få højere løn, og det var indlysende, at det kun kunne opnås gennem en ulovlig aktion. Men de var ikke kun OTA-arbejdere, de var også fagforeningens repræsentanter, og som sådanne var de ikke blot forpligtede til at varetage fagforeningens interesser; de var også gennem tillidsmandsuddannelsen opdraget til det og gennem muligheden for avancement i fagbureaukratiet motiveret for det.

Billedtekst:
Strejken den 24. og 25. maj standsede losningen af to skibe, som fragtede havre til OTA.

Knud Sørensen f. eks. var en dygtig repræsentant for fagforeningen; han var allerede medlem af mølleriarbejderforbundets hovedbestyrelse, og han havde gode chancer for at avancere til forretningsudvalget eller evt. til formandsposten. Også i det lokale socialdemokratisk dominerede bureaukrati var der mange gode jobs, som en dygtig fagforeningsbureaukrat kunne gøre sig håb om at få. Men hvis Knud Sørensen viste sig at være en uduelig afdelingsformand, hvis det viste sig, at han ikke var i stand til at bevare kontrollen med arbejderne, kunne han godt skyde en hvid pind efter alle gode jobs. Skulle han komme på den tanke, at han kunne vælge at varetage sine kammeraters interesser frem for at passe sit job som fagforeningens repræsentant, måtte han med det samme affinde sig med, at dette valg ville indebære, at han næppe nogen sinde ville nå videre end til at være OTA-arbejder.

Knud Sørensen måtte altså varetage fagbureaukratiets interesser, hvad enten han gjorde det af lyst eller tvang, og de var ganske utvetydigt, at OTA-arbejderne ikke gennem deres “vilde strejke” måtte få held til at gennemtvinge nogen væsentlig lønforhøjelse. Man kunne tolerere en kortvarig strejke, som eksplicit havde til formål at bakke forhandler op. Men man kunne ikke tolerere en strejke, der udfordrede hele det fagretslige system og overenskomstsystemet med sin protest imod, at den nye overenskomst ikke havde nærmet sig ét skridt til løsningen af hverken lavtlønsproblemet som sådan eller OTA-arbejdernes akutte økonomiske problemer. Enhver sejrrig “vild strejke” er af politisk betydning, i det omfang den anviser effektive kampmidler, medfører øget organisering i arbejderklassen og således modvirker resignation og fatalisme. Men en sejrrig udgang på OTA-strejken ville være af særlig stor betydning, fordi den ville vise en vej til bekæmpelse af lavtlønssystemet, som kun yderst sjældent har været prøvet; den ville kunne danne eksempel for de mange tusinde andre arbejdere, der er i samme situation som OTA-arbejderne; og dermed ville den være et specifikt og mærkbart slag imod overenskomstsystemet. Et nederlag for OTA-arbejderne ville på tilsvarende vis være et ekstra svidende nederlag for hele arbejderklassen ved at bestyrke resignation og fatalisme osv. På grund af OTA-strejkens åbenbare og væsentlige politiske betydning måtte såvel fagbureaukratiet som den herskende klasse, dens statsmagt og dens klasseorganisationer bekæmpe den med alle til rådighed stående midler.

Da det var tydeligt, at kampviljen blandt OTA-arbejderne ved strejkens start var alt for stor til, at de kunne lokkes til at gå i arbejde, uden at de i det væsentligste fik deres krav opfyldt, måtte fagbureaukratiets stedlige repræsentant, Knud Sørensen, i første omgang gå stille med dørene, mens han ventede på, at kampviljen skulle dampe af. Som en dygtig taktiker benyttede han ventetiden til at skabe sig en vis goodwill blandt OTA-arbejderne og specielt blandt de mest militante. Ved aldrig at stille sig helt fremmed over for deres krav, opnåede han, at de heller ikke slog hånden af ham. Den tillid, som han på denne måde skabte om sin person, skulle han bruge til at genvinde kontrollen med OTA-arbejderne.

Strejkeudvalget

Strejkeudvalgets mulighed for at gennemføre strejken med et for arbejderne tilfredsstillende resultat beroede på, at det kunne bevare sin selvstændighed i forhold til fagforeningen og tillidsmændene, og på, at det til enhver tid kunne regne med en massiv opbakning fra et flertal af kammeraterne. Tillidsmændene måtte afskæres effektivt fra at kunne øve nogen form for indflydelse på den politik, som de strejkende skulle følge. Selv den ringeste illusion om, at de lokale fagforeningsfolk kunne have fælles interesser med de strejkende, kunne blive katastrofal. Samtidig måtte strejkeudvalget fungere som en egentlig kollektiv ledelse. Dets politik måtte være diskuteret og forstået af samtlige strejkende, således at de kunne være i stand til at forsvare den og til at kontrollere, at strejkeudvalget ikke afveg fra den vedtagne politik.

Strejkeudvalget havde én stor fordel: strejken brød ud en torsdag morgen, og fredag var helligdag. Det betød, at der var fire hele dage til at organisere strejken, før de for alvor skulle møde udfordringen. Men strejkeudvalgets forudsætninger for at varetage denne opgave var ikke de bedste. Ingen af strejkeudvalgets medlemmer havde tidligere været involveret i en strejke, ingen havde organisatorisk erfaring, og ingen kendte noget videre til de arbejdsretlige regler. Strejkeudvalgets formand Asger Hansen havde mindre end ét års erfaring som industriarbejder; han havde været husmand, og havde ikke tidligere stået i fagforening. Flere af de andre i strejkeudvalget var lige så grønne. Kun Svend Mogensen, der havde arbejdet på OTA i 15 år, kunne betragtes som en erfaren industriarbejder. Tre af udvalgets medlemmer deltog ikke på noget tidspunkt aktivt i diskussionerne, og en fjerde havde som kvinde svært ved at vinde gehør. I realiteten kom strejkeudvalget fra starten til at bestå af kun tre mand: Asger Hansen, Gunnar Stage og Svend Mogensen.

Strejkeudvalget var selv klar over, at de var handicappet på grund af deres manglende erfaring. De vidste, at de første to dages strejke ikke havde været effektive, og at det ikke ville være muligt at vinde strejken, hvis fabrikken blot fortsatte ekspeditionen af ordrer. Men de stod rådvilde over for, hvordan strejken kunne effektiviseres. I denne situation kom strejkeudvalget i forbindelse med Helge Stage, der havde erfaring fra mange års arbejde i venstreorienterede organisationer, og som tidligere havde deltaget i arbejdskampe.

Som det første søgte Helge Stage at overbevise strejkeudvalget om, at de for enhver pris måtte forhindre, at håndværkere og funktionærer fungerede som skruebrækkere. Den eneste måde, hvorpå de effektivt kunne forhindre dette, var ved at forhindre, at de kom ind på fabrikken. Strejkeudvalget nærede store betænkeligheder; men efter langvarige diskussioner om “lovligheden” af en sådan aktion og om muligheden for politiindgreb indså de, at det var nødvendigt at løbe risikoen. I løbet af søndagen kontaktede man derfor så mange af kammeraterne, som det var muligt at få fat i, for at sikre mandskab til at blokere fabriksporten mandag morgen.

Lørdag havde Helge Stage kontaktet Internationale Socialister og opfordret organisationen til at deltage i arbejdet. OTA-arbejderne havde brug for økonomisk og politisk støtte, og da strejkeudvalget ikke selv havde de nødvendige kontakter, måtte de henvende sig til en organisation, der kunne formidle dem. Helge Stage valgte IS, fordi han kendte flere af medlemmerne og stolede på, at organisationen ville være i stand til at gå ind i arbejdet med kort varsel.

IS tog imod opfordringen, fordi vi skønnede, at OTA-arbejdernes aktion havde mulighed for at udvikle sig til en eksemplarisk strejke. For det første havde strejken som nævnt allerede i sin start klart politiske perspektiver. For det andet viste strejkeudvalgets beslutning om at blokere virksomheden, at arbejderne nu var fast besluttede på, at de ville have deres ret. Derfor ønskede IS, i det omfang vi overhovedet formåede det, at bidrage til at strejken førte til sejr eller i hvert fald ikke førte til nederlag.

Søndag den 3, juni tog Helge Stage og to repræsentanter for IS til Nakskov. [6] Ved et møde med Asger Hansen, Gunnar Stage og Svend Mogensen diskuterede vi, hvorledes blokaden kunne gøres virkelig effektiv, så ikke blot selve fabrikken, men også alle dens lagre og eventuelle leverandører, kunne standses. I første omgang besluttede strejkeudvalget at etablere en løbende overvågning af OTAs tre lagre i Nakskov, mens IS påtog sig at undersøge, hvilke andre virksomheder koncernen ejede i Danmark og nabolandene, og hvilke muligheder den havde for at omdirigere ordrer.

Mandag morgen mødte 17 arbejdere op ved OTAs port. Strejkeudvalget havde regnet med, at der ville komme mange flere, men de 17 viste sig at være nok til, at fabrikken kunne blokeres effektivt. Politiet holdt sig væk, og OTAs ledelse gjorde ikke noget alvorligt forsøg på at bryde blokaden. Mens strejken hidtil kun havde medført omtale i den lokale presse, skaffede blokaden OTA-arbejderne opmærksomhed fra den samlede dagspresse og fra radioen. Den omfattende avisomtale gav OTA-arbejderne et moralsk rygstød; de kunne nu se, at andre viste interesse for deres kamp, og at de ikke i almindelighed blev opfattet som forbrydere; og de følte, at de ville blive helt til grin, hvis de opgav efter at have lavet al den ballade. Samtidig gjorde avisomtalen OTA-strejken kendt på samtlige danske arbejdspladser, hvilket fik stor betydning for den indsamling, der blev iværksat i de følgende dage.

Blokaden medvirkede også rent internt til en styrkelse af strejkefronten. Blandt de 17, der mandag morgen stod foran fabriksporten, var nogle af de mest beslutsomme og kampvillige arbejdere. Mange af dem, der senere stædigt nægtede at give efter for forræderi og intriger, var med allerede her; og de så, hvem de andre aktive var. Blokaden fik på den måde en væsentlig mobiliserende og samlende funktion.

Indsamlingsarbejdet

Da blokaden var organiseret, var det mest påtrængende problem, hvordan man skulle sikre OTA-arbejderne økonomisk mulighed for at gennemføre strejken. Man måtte organisere en indsamling. På søndagens møde med strejkeudvalget blev vi enige om, at IS skulle stå for indsamlingen, indtil OTA-arbejderne selv havde fået organiseret et økonomiudvalg og en indsamlingskonto. Sammen med Asger Hansen udarbejdede vi en tekst til indsamlingslisterne, som kort forklarede strejkens baggrund, og i løbet af mandagen og tirsdagen blev indsamlingslisterne distribueret til ca. 20 større virksomheder og læreanstalter. Allerede tirsdag begyndte de første penge at komme ind.

Den hurtige iværksættelse af indsamlingen var en afgørende forudsætning for, at OTA-arbejdernes kampvilje kunne bevares, og dermed for at strejken kunne fortsætte ud over de første få dage. De to fridage i forbindelse med weekenden havde ganske vist givet strejkeudvalget tid til at organisere sig; men de havde også givet mange arbejdere tid til at tænke over de konsekvenser, strejken kunne få for deres økonomi. Bevidstheden om, at der var en indsamling i gang, og det konkrete bevis, da Asger Hansen allerede på arbejdermødet tirsdag den 5. juni kunne vise de første pengesedler frem, betød at de økonomiske bekymringer kunne trænges i baggrunden, så diskussionen kom til at stå om, hvordan strejken skulle fortsættes, og ikke om hvorvidt den skulle fortsættes.

På dette arbejdermøde blev der nedsat et økonomiudvalg bestående af 9 arbejdere med kasserer Peer Thomsen fra mølleri-arbejderforbundets Nakskov-afdeling som formand, Økonomiudvalget overtog derefter organiseringen af indsamlingen, udsendelsen af indsamlingslister og regnskabet med de indkomne midler. Der kom dog fortsat en del penge ind til IS fra de først udsendte lister. IS bistod også fortsat med visse praktiske ting; bl.a. skaffede vi en liste over fællesklubber på de 300 største danske virksomheder, vi udlånte en duplikator til strejkeudvalget, og vi fremskaffede et sæt højttalere, der kunne anvendes til agitation ved byens arbejdspladser.

Billedtekst:
OTA blokeret.

For at få kontakt med andre arbejdspladser på egnen, tog arbejdere fra OTA efter opfordring fra IS rundt til de fleste større virksomheder på Lolland og Falster og opfordrede arbejderne dér til at iværksætte indsamling. De fleste steder blev OTA-arbejderne godt modtaget. Mange af de arbejdere, man kom i kontakt med, havde lige så dårlige lønninger som OTA-arbejderne, og flere steder snakkede man om, at man selv havde overvejet at gå i aktion for højere løn. På Nakskov Skibsværft, der med ca. 2000 ansatte er byens største arbejdsplads, satte tillidsmændene sig dog imod, at OTA-arbejderne kunne samle ind i kantinen, som bestyres af fællesklubben. Talsmand for værftets tillidsmænd var Georg Jørgensen, formand for fællesorganisationen i Nakskov og tillidsmand for smedene på værftet. Værftets tillidsmænd ønskede selv at organisere indsamlingen via klubberne, angiveligt fordi resultatet erfaringsmæssigt ville blive bedre på den måde. Det synes dog mere sandsynligt, at tillidsmændene har saboteret indsamlingen, for der kom kun nogle få hundrede kr. ind fra samtlige ansatte på værftet.

Mens økonomiudvalget koncentrerede sig om at organisere indsamlingen på de lokale arbejdspladser og om at besvare de henvendelser, der strømmede ind fra hele landet, forsøgte IS i samarbejde med Den Københavnske Arbejderopposition (DKA) at stable en fælles indsamlingskomité på benene. Vi fandt det væsentligt at udnytte alle de kontakter, som det var muligt at få gennem den antireformistiske venstrefløj. Torsdag den 7. juni var alle de organisationer, som kunne tænkes at være interesseret i at støtte indsamlingen, inviteret til møde. Repræsentanter fra RSF, Socialisterne, KFML, Arbejdersolidaritet, DKA og IS mødte op. Der var stort set enighed om, at en indsamling måtte foregå i strejkeudvalgets navn; kun Arbejdersolidaritet kunne ikke gå med til dette; de fastholdt sekterisk, at de ifølge deres statutter kun kan deltage i indsamlinger, der foregår i deres eget navn. Arbejdersolidaritet fremturede siden ved at udsende en løbeseddel, hvori de bad om, at alle henvendelser vedrørende OTA-strejken blev rettet til Arbejdersolidaritets Københavns-afdeling, som kun havde et yderst overfladisk kendskab til strejken, da løbesedlen blev udsendt. På mødet besluttede man, at man ville søge at få flere organisationer med i fælleskomitéen, før man ville gå i gang med indsamlingen. Det viste sig imidlertid så vanskeligt at få samlet til møde, at man først nåede frem til at organisere indsamlingen på et møde den 19. juni; og da kunne IS meddele, at strejken var blevet afblæst samme aften.

Selv om den fælles indsamlingskomité ikke blev til noget, sørgede flere af organisationerne for at udsende indsamlingslister til deres kontakter. DKA og Arbejdersolidaritet startede hver deres egen indsamling, og både RSF og Arbejdersolidaritet benyttede lejligheden til at køre frem med deres egen propaganda. RSF kædede i en løbeseddel OTA-arbejdernes kamp sammen med deres egne programmatiske krav; løbesedlen vakte nogen betænkelighed blandt OTA-arbejderne. De havde svært ved at se, at deres kamp kunne have så vidtrækkende perspektiver, og det gjorde dem ilde til mode at høre, at nogle mente, den kunne have det. Pengene var imidlertid gode nok, og man affandt sig snart med, at der af og til fulgte besynderlige udtalelser med.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forsøgte også på et tidligt tidspunkt at annektere indsamlingen til OTA-arbejderne. Umiddelbart før arbejdermødet den 5. juni forsøgte en journalist og en fotograf fra Land og Folk at overbevise nogle af arbejderne om, at den iværksatte indsamling ikke var en skid værd, idet de vidste, at man ikke havde fat i de rigtige kontakter. De “rigtige” kontakter var, som de forklarede, kommunistiske tillidsmænd og andre “progressive” fagforeningsfolk. Formålet var tydeligt nok: DKP ville gerne annektere OTA-strejken, nu da forarbejdet var gjort og presseomtalen sikret. Man så nødigt, at en lille revolutionær gruppe fik æren af at have iværksat en effektiv indsamling. DKPs agitation kunne i sin konsekvens have ført til et øjeblikkeligt nederlag for OTA-arbejderne. Umiddelbart før et møde, hvor der skulle stemmes om strejkens fortsættelse, såede de tvivl blandt de strejkende om den igangværende indsamlings effektivitet. Heldigvis gennemskuede arbejderne hurtigt dette splittelsesforsøg, og de bad DKPs professionelle “aktivister” om at skrubbe af.

Mens forskellige organisationer sloges om “æren” fortsatte indsamlingen. Mange arbejdspladser samlede ind på eget initiativ, efter at have læst om strejken i aviserne. I alt blev der indsamlet ca. 225.000 kr. til OTA-arbejdernes strejkefond, og det betød, at alle kunne få udbetalt en strejkeunderstøttelse, der svarede til mindstelønnen på OTA. Betydningen af denne omfattende støtte fremgår bl.a. af følgende udtalelse fra strejkeudvalgets formand fra strejkens første uge:

“Vi er glade for og stolte af den sympati, der vises os af vore kammerater rundt om i landsdelen og på arbejdspladser andre steder i landet. Uden den økonomiske støtte fra andre arbejdere kunne vi jo slet ikke gennemføre vores aktion.” [7]

Strejken fortsætter – blokaden hæves

Tirsdag den 5. juni var der som nævnt indkaldt til arbejdermøde på parkeringspladsen foran OTA kl. 9. På grund af regnvejr blev mødet flyttet til kl. 10 i forsamlingsbygningen Luna. Da de fleste af arbejderne var mødt op på pladsen allerede før kl. 9, var der her rige muligheder for at diskutere situationen indbyrdes. Meddelelsen om, at der var iværksat en indsamling, cirkulerede. Strejkevagterne kunne forklare kammeraterne, hvorfor man havde besluttet at blokere virksomheden. I løbet af morgenen kunne man spore en stadigt voksende kampvilje.

Hen imod kl. 10 gik de strejkende i demonstration fra OTA til Luna. Da de nåede frem viste det sig, at Knud Sørensen i dagens anledning havde fået forstærkning fra København, bl.a. formanden for mølleriarbejdernes forbund Peter Mortensen, som tidligere havde gjort sig grundigt upopulær på OTA i forbindelse med et møde om overenskomsten.

Fagforeningsfolkene, som vidste, at der var “provokatører” til stede, startede mødet med at forlange, at alle udenforstående skulle forlade salen. Asger Hansen indvilligede, men han fortalte først kammeraterne, at vi var i Nakskov for at organisere indsamlingen, og han viste nogle pengesedler frem, som vi var kommet med samme morgen. Derefter blev vi fulgt til døren med klapsalver.

Peter Mortensen redegjorde meget omstændeligt for forhandlingerne med OTA. Han understregede, at de to gange 40 øre var så godt et resultat, som arbejderne kunne vente at få, og at de burde tage imod det med kyshånd. Forsamlingen blev mere og mere utålmodig, og da Peter Mortensen efter et tilråb fra Gunnar Stage kaldte denne for en idiot, blev han næsten pebet ned af talerstolen. Han afsluttede sit indlæg med i få ord at fortælle, at tilbuddet om de to gange 40 øre var trukket tilbage af virksomheden, og at forbundet nu måtte begynde helt forfra med forhandlingerne – når arbejdet altså var genoptaget. Mødet besluttede énstemmigt ved håndsoprækning at fortsætte strejken til de 2,50 kr. lå på bordet.

Samme eftermiddag gik strejkeudvalget efter en forhandling med fagforeningen og direktionen med til at ophæve blokaden af fabrikken, mod at ledelsen lovede, at der ikke ville blive udført strejkeramt arbejde på virksomheden. Forbuddet omfattede også hovedreparation af maskinerne og udkørsel af varer fra fabrikken og fra lagrene i Nakskov. Tillidsfolkene skulle kontrollere, at aftalen blev overholdt.

Strejkeudvalget spillede sig dermed et våben af hænde, som havde vist sig særdeles værdifuldt for de strejkende. Og de fik i realiteten intet til gengæld. Funktionærerne kunne nu komme ind på fabrikken; de kunne ekspedere de ordrer, der lå ved strejkens start, og de kunne modtage og videredirigere nye ordrer. OTA overholdt for så vidt aftalen, men senere kunne Asger Hansen konstatere:

“Vi har bl.a. været presset af triste tegn på usolidaritet fra OTA-fabrikken i København. Da vi genoptog arbejdet og begyndte at ekspedere ordrer, som skulle have ligget stille under strejken, viste det sig, at mange ordrer var streget ud. De var blevet ekspederet af vores “kammerater” på OTAs Tarta-fabrik. [8] Den slags er trist at opleve, men OTA-arbejderne i København tjener vel godt ved det. Vi har i hvert fald været ude for, at de har afvist at tro, at vi gik til den løn, som vi påstod.” [9]

Men Asger Hansen havde selv været med til at muliggøre denne svækkelse af strejkens effektivitet. For det første havde IS allerede før blokaden blev sat i værk gjort opmærksom på, at en af blokadens væsentligste funktioner var, at den skulle forhindre OTA i at omdirigere ordrer til sine Københavns-filialer. For det andet opfordrede vi gentagne gange strejkeudvalget til at sende et par repræsentanter for OTA-arbejderne til København, for at de kunne diskutere mulighederne for at forhindre en omdirigering af ordrer med Tarta-arbejderne. Strejkeudvalget mente, at vi overvurderede OTAs muligheder for at omgå strejken.

Aftalen, om at tillidsmændene skulle kontrollere, at aftalen blev overholdt, viste, at Knud Sørensens strategi var lykkedes. Strejkeudvalgets medlemmer og næsten alle arbejderne nærede uforbeholden tillid til de lokale fagforeningsfolk. Vreden mod fagforeningen og dens opfordringer til genoptagelse af arbejdet var udelukkende rettet mod “dem fra København”. Man vidste, at Knud Sørensen som fagforeningsmand var i klemme, og at han var nødt til officielt at tage afstand fra strejken; men man var overbevist om, at han personligt stod 100 % på kammeraternes side, og at han ville gøre hvad han kunne for at få deres krav igennem. Knud Sørensen benyttede sin indflydelse til at bagvaske IS i særdeleshed og venstreorienterede organisationer i almindelighed. Han fortalte, at vi blot var ballademagere, som ville stikke halen mellem benene, den dag vi ikke gad beskæftige os med OTA-strejken længere.

Aftalen med ledelsen førte også til et brud med OTAs håndværkere. De var ikke på noget tidspunkt blevet orienteret om strejkeudvalgets planer, og de havde heller ikke været inddraget i forhandlingerne om ophævelse af blokaden. Da de fik at vide, at tillidsfolkene skulle kontrollere hvilket arbejde, der blev udført på OTA, besluttede deres tillidsmand Freddy Jørgensen, at håndværkerne måtte forlade OTA i protest. Da de gik hjem, vidste mange af håndværkerne ikke, hvad de protesterede imod; nogle troede, at de var gået hjem for at udtrykke deres solidaritet med de strejkende. Men da Freddy Jørgensen næste dag skulle udlægge protesten for pressen, kom den til at lyde ganske anderledes: Håndværkerne var gået hjem i protest mod, at de skulle arbejde under kontrol af ufaglærte tillidsmænd; de ville have lov at arbejde frit. Protesten var således direkte adresseret til de strejkende, som tillod sig at blande sig i håndværkernes arbejde, men den tog ikke stilling til den igangværende strejke. Aktionen viste mangel på solidaritet fra håndværkernes side, men den viste først og fremmest, at strejkeudvalget havde forsømt agitationen. Man havde intet gjort for at orientere håndværkerne om blokaden og dens formål, og de kunne derfor opfatte den som en fornærmelig antydning af, at de var skruebrækkere. Og da skaden var sket, gjorde strejkeudvalget intet for at udbedre den. I stedet udtalte man sig til pressen om håndværkernes usolidariske aktion.

Allerede på strejkens tredje dag lykkedes det således OTA og fagforeningen at svække de strejkende. Med blokadens ophævelse forsvandt også de fordele, som den havde skaffet de strejkende. OTA fik mulighed for uforstyrret at distribuere sine produkter, hvilket svækkede strejkens effektivitet i betydelig grad; og den begyndende mobilisering af de strejkende, som kunne ses i de to dage, blokaden varede, blev hurtigt nedtrappet, da der ikke længere fandtes praktiske arbejdsopgaver for flertallet af de strejkende.

Aktiviteter under strejken

Ophævelsen af blokaden afslørede én af strejkeudvalgets fundamentale svagheder: tilliden til de lokale fagforeningsfolk, som var forudsætningen for, at det i sidste ende kunne lykkes tillidsmændene at lokke, true og narre OTA-arbejderne til at gå i arbejde, uden at deres krav var opfyldt. Men strejkeudvalget led under en anden fundamental svaghed, som i endnu højere grad svækkede muligheden for at vinde strejken: det forsøgte at køre strejken alene, uden at sikre sig den nødvendige solide opbakning fra kammeraterne.

IS forsøgte gennem hele strejken ihærdigt at overbevise strejkeudvalget – og især Asger Hansen – om nødvendigheden af, at samtlige strejkende deltog i de daglige aktiviteter og ikke blot sad hjemme og trillede tommelfingre mellem strejkemøderne. Passivitet vil altid virke demoraliserende for strejkende arbejdere, fordi den isolerer den enkelte arbejder og får ham til at koncentrere sig om sine personlige problemer i stedet for om de strejkendes kollektive handlingsmuligheder. Derfor må arbejderne have mulighed for at deltage i praktiske aktiviteter i forbindelse med strejken og i diskussionerne om, hvilke midler der skal tages i brug ved strejkens videreudvikling. Beslutninger bør, hvor tiden tillader det, træffes på strejkemøder for samtlige arbejdere, og alle beslutninger må fremlægges og forklares på møderne, så samtlige strejkende kender de overvejelser, der ligger bag strejkeudvalgets strategi. Kun hvis disse forudsætninger er opfyldt, kan strejkeudvalget til enhver tid være sikker på at få kammeraternes opbakning, når det udsættes for pres fra modstanderne.

Strejkeudvalgets medlemmer forstod nok argumentationen; men den drivende kraft i udvalget, Asger Hansen, havde så travlt med andre aktiviteter, at man aldrig nåede at gøre noget alvorligt forsøg på at mobilisere kammeraterne. Der skulle laves løbesedler, der skulle laves udtalelser til pressen, der skulle skrives taler, der skulle diskuteres med alle de organisationer, som kom for at tilbyde deres hjælp eller råd. Det var altsammen nødvendige aktiviteter; men nok så megen presseomtale og nok så megen støtte udefra kunne ikke erstatte OTA-arbejdernes mangel på selvstændig organisering.

Organiseringen af strejkeudvalget var omtrent lige så mangelfuld. Det er tidligere nævnt, at strejkeudvalget fra starten i realiteten kun bestod af tre mand. Da strejkeudvalget den 12. juni blev udvidet til 11 medlemmer, ændrede dette forhold sig noget; efter den tid deltog 6 af medlemmerne jævnligt aktivt i diskussionerne. Allerede ved strejkens start var Asger Hansen imidlertid på grund af sit ubestridelige organisatoriske talent, og fordi han var det eneste af udvalgets medlemmer, der kunne fungere som leder på de store arbejdermøder, i praksis blevet OTA-arbejdernes egentlige leder. Det betød, at han i en række tilfælde traf væsentlige beslutninger hen over hovedet på strejkeudvalgets øvrige medlemmer. Så længe der i udvalget var principiel enighed om de dispositioner, som Asger Hansen traf på egen hånd, var der heller ikke efterfølgende nogen diskussion af dispositionernes forudsætninger. Den samlede strategi for strejken blev ikke på noget tidspunkt diskuteret i strejkeudvalget. Konsekvensen af strejkeudvalgets manglende evne til at fungere som en kollektiv ledelse var, at selv strejkeudvalgets medlemmer i mange tilfælde ikke var i stand til at forsvare eller gøre rede for de foranstaltninger, som blev sat i værk i udvalgets navn. Det betød også, at strejkeudvalget blev afhængigt af Asger Hansens person, sådan at det, da der ikke længere var fuld enighed i udvalget, blev meget vanskeligt at organisere en opposition mod den af Asger Hansen udstukne linje.

Billedtekst:
Strejkeudvalgets formand Asger Hansen som dirigent på et arbejdermøde.

I strejkens to første uger var den kortvarige blokade og indsamlingsarbejdet de eneste opgaver, som blev udført af arbejdere uden for strejkeudvalget. I alt var kun 20-30 af de 218 strejkende inddraget i arbejdet. Da arbejdermøderne således for flertallet af de strejkende blev det eneste samlingspunkt, var det af afgørende betydning, at der på møderne blev givet fyldestgørende informationer og blev åbnet mulighed for kritik og diskussion. Den begejstrede stemning, som havde præget tirsdagens strejkemøde, og som blev endnu mere udpræget på det følgende strejkemøde den 9. juni, fik imidlertid strejkeudvalget til at tro, at de kunne være sikre på kammeraternes opbakning, hvis blot Asger Hansen kunne skabe den rette stemning på møderne.

Asger Hansen var en fremragende taler. Så længe alt gik godt, var han i stand til at fremelske en kollektiv begejstring ved arbejdermøderne, som fik alle til at tro på OTA-arbejdernes sammenhold og styrke. Men i realiteten var møderne fuldstændigt uorganiserede. Der foregik ingen reel diskussion af strejkeudvalgets beslutninger; de blev blot fremlagt og taget til efterretning af forsamlingen. Modstanderne af strejken kom ikke til orde, men blev ved et par lejligheder pebet ud af forsamlingen. I realiteten var arbejdermødernes eneste funktion, at arbejderne dér blev informeret om slagets gang. OTA-arbejderne blev dermed reduceret til passive tilskuere til deres egen strejke. Mobiliseringen af de strejkende fandt således udelukkende sted på et rent følelsesbetonet grundlag, og det måtte naturnødvendigt give bagslag, da de nøgterne tømmermænd meldte sig.

Tømmermændene indfandt sig så småt allerede efter pinsen den 10. og 11. juni. Indsamlingen gik trægt, fordi de fleste virksomheder ventede med at samle ind til lønningsdag. Bortset fra at Arbejdsretten den 7. juni havde opfordret OTA-arbejderne til at genoptage arbejdet, var der endnu ikke kommet nogen konkret reaktion fra modstanderne. Asger Hansen følte, at han måtte have noget at byde på til arbejdermødet den 12. juni, og da Knud Sørensen foreslog, at man skulle invitere formanden for fællesorganisationen i Nakskov, Georg Jørgensen, til at tale, slog han til.

Georg Jørgensen havde allerede om søndagen, den 10. juni, kontaktet Asger Hansen. Han havde forsøgt at overbevise denne om, at man havde lagt en forkert strategi i kampen for lønforhøjelse, da det var alt for dyrt at strejke. Han foreslog, at OTA-arbejderne i stedet skulle genoptage arbejdet og indlede en arbejd-langsomt aktion. På den måde skulle OTA-arbejderne gennemtvinge deres krav uden alt for store omkostninger for dem selv. IS havde advaret kraftigt imod dette forslag. En arbejd-langsomt aktion kræver langt større solidaritet blandt arbejderne end en strejke, fordi den giver ledelsen mulighed for at manipulere rundt med arbejderne, så de, der aktionerer konsekvent, bliver placeret, hvor aktionsmulighederne er begrænsede. Men forslaget var farligt, fordi det meget let kunne skabe splittelse blandt de strejkende; det åbnede en udvej for at genoptage arbejdet, uden at man åbenlyst gav op. Derfor var det uhyre risikabelt at lade Georg Jørgensen tale til et arbejdermøde.

Asger Hansen lyttede imidlertid hellere til Knud Sørensens råd. Han havde i hele den forløbne uge været udsat for en intensiv bagvaskelseskampagne mod “provokatørerne” fra København. Han havde fået tudet ørene fulde af advarsler mod disse ballademagere, der kun var ude på at skabe uro, men som ville lade OTA-arbejderne sidde med smerten, når strejken var forbi. Asger Hansen vaklede: på den ene side Knud Sørensen, som han kendte og arbejdede sammen med til daglig – på den anden side nogle folk, som havde tilbudt deres hjælp i en krisesituation, men som han kun havde kendt i få dage. Han valgte at stole på Knud Sørensen. Efter hvad Asger Hansen selv oplyste, antog han, at Georg Jørgensen ville dumme sig lige så meget, som Peter Mortensen havde gjort det, og at han på den måde kunne genskabe stemningen fra de foregående møder. Desuden ønskede han, at Georg Jørgensen over for forsamlingen skulle forklare, hvorfor OTA-arbejderne ikke måtte samle ind på værftet.

Inden mødet meddelte Asger Hansen os, at vi desværre ikke kunne komme ind, da Georg Jørgensen havde stillet vores udelukkelse som betingelse for, at han kunne tale til arbejderne. I stedet for at provokere stillede Georg Jørgensen sig derefter tilsyneladende helt solidarisk med de strejkende. Han fremlagde sit forslag om genoptagelse af arbejdet og iværksættelse af en arbejd-langsomt aktion. Talen blev påhørt i tavshed. Det var tydeligt, at mange var rystet i deres overbevisning og overvejede det fremsatte forslag alvorligt. Asger Hansen forsøgte at imødegå Georg Jørgensen, men kom til at lyde, som om han selv var halvvejs overbevist. Derefter stod en arbejder op og satte tingene på plads ved at forklare kammeraterne, at en arbejd-langsomt aktion ville være næsten umulig at gennemføre, fordi mange af maskinerne af tekniske grunde ikke kunne sættes ned i hastighed. Aktionen ville derfor kræve langt større sammenhold end en egentlig strejke. Under denne tale forlod Georg Jørgensen mødet, så han undgik at svare på angrebene. Situationen var delvis reddet, men mange arbejdere sad tilbage med en solid tvivl om, om der mon var noget om det, som Georg Jørgensen havde foreslået.

Inden mødet havde vi foreslået strejkeudvalget, at OTA-arbejderne skulle tage til København og demonstrere foran Arbejdsretten, næste gang deres sag kom for. Første gang OTA-strejken blev behandlet af Arbejdsretten, den 7. juni, havde ca. 40 personer demonstreret uden for Retten. Demonstrationen var organiseret af DKA, som var kommet for sent i gang til, at demonstrationen kunne få nogen slagkraft. Den fik dog alligevel stor betydning, fordi Asger Hansens tale til forsamlingen blev udførligt refereret i pressen:

“Vor ulovlige strejke og blokade over for OTA skal i dag kl. 16 dømmes her i Arbejdsuretten. Her i denne uret, som er arbejdsgivernes største våben mod den danske arbejder, vil vi uden tvivl blive idømt bod og bøder. Lad dem dømme, hvad de vil. Vi nægter at betale!” [10]

Asger Hansens kategoriske afvisning af at lade sig kue af Arbejdsrettens trusler blev refereret i mange af landets aviser, og udtalelsen skaffede OTA-arbejderne sympati på mange arbejdspladser. IS anbefalede en ny demonstration med deltagelse OTA-arbejderne, fordi vi skønnede, at en sådan demonstration ville kunne bidrage til at skabe større sammenhold blandt OTA-arbejderne, ligesom den ville skabe en tiltrængt fornyelse af interessen for OTA-arbejdernes strejke. På arbejdermødet blev forslaget modtaget med begejstring. Demonstrationen blev fastsat til torsdag den 14. juni, hvor Arbejdsretten havde berammet møde om OTA-strejken.

Torsdag morgen tog ca. 130 OTA-arbejdere med bus til København for at demonstrere foran Arbejdsretten. IS havde organiseret demonstrationen på strejkeudvalgets vegne og sørget for plakater og transparenter. Arbejdsrettens behandling af OTA-strejken var udskudt til om fredagen, men man ønskede ikke at ændre planerne så sent. I sin tale foran Arbejdsretten gav Asger Hansen udtryk for, at demonstrationen ikke blot drejede sig om OTA-arbejdernes sag, men var en protest mod Arbejdsretten som sådan. Han sagde bl.a.:

“Hvis vi ikke bliver dømt i dag, er der sikkert nogle andre stakler, der bliver det. Derfor har vi besluttet at gennemføre demonstrationen som planlagt. ... De kan dømme os og kræve bod, men vi bøjer os ikke og betaler ikke. Vi går først i arbejde, når vores krav er opfyldt. Kravet er 2,50 kr. mere i timen ...” [11]

Opfordring til sympatistrejke

Siden OTA den 4. juni havde trukket sit tilbud om to gange 40 øre tilbage, havde både arbejdsgiver og fagforening holdt fast ved, at de ikke kunne forhandle, så længe OTA-arbejderne var i strejke. Strejkeudvalget ventede imidlertid, at der inden længe ville komme et udspil fra OTA. Man skønnede, at virksomheden var ved at være alvorligt ramt af strejken; den stod i en hård konkurrencesituation, og selv en kortvarig afbrydelse af leverancerne til detailhandlerne ville give konkurrenterne en betydelig fordel.

Fredag den 15. juni oplyste kontorchef Raundahl Jensen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DAF) i et interview til Information, at DAF havde givet tilsagn om at yde ekstraordinær økonomisk støtte til OTA og til andre medlemmer, som måtte komme ud for ulovlige strejker på grund af lønpres. [12] Udtalelsen viste, at DAF ikke ville tolerere, at OTA-arbejderne fik held med deres strejke. Blækket på den nye overenskomst var næppe tørt, så hvis OTA-arbejderne blot tilnærmelsesvis fik deres krav opfyldt, kunne det inspirere mange andre arbejdere til at søge deres vilkår forbedret ad samme vej i stedet for fortsat at vente med hænderne i skødet på, at overenskomstforhandlingerne skal løse lavtlønsproblemet.

For de strejkende betød interventionen fra DAF en ny udfordring. Selv om DAF ikke kunne holde OTA skadesløs for tabet af markedsandele, var det ikke sandsynligt, at OTA kunne eller ville slutte forlig med de strejkende imod DAFs ønske. OTA ville være tvunget til at holde ud på ubestemt tid. OTA-arbejdernes eneste chance for at føre strejken til sejr var derfor nu, at de kunne tvinge DAF i defensiven; dvs. at frygten for konsekvenserne af en fortsat strejke blev større end frygten for konsekvenserne af OTA-arbejdernes sejr. Det kunne de strejkende kun opnå, hvis de kunne få andre lavtlønnede arbejdspladser til at gå i strejke for det samme krav. Derved ville de have sat dét i gang, som DAF for enhver pris søgte at undgå: en stadig mere omsiggribende bølge af strejker i protest mod lavtlønssystemet. I den situation ville DAF efter alt at dømme have mere at vinde ved at give efter over for OTA-arbejdernes krav end ved at lade konflikten fortsætte.

Denne taktik anbefalede IS over for Asger Hansen fredag aften den 15. juni. Han opfattede hurtigt den taktiske fordel, som OTA-arbejderne kunne få, hvis de udsendte en opfordring til sympatistrejke; men det var afgørende for os, at han også skulle forstå de forpligtelser, som en sådan skærpelse af konflikten ville pålægge OTA-arbejderne. Derfor søgte vi at få gennemdiskuteret de forudsætninger, som måtte være opfyldt, hvis opfordringen til solidaritetsstrejker skulle få den ønskede effekt.

For det første måtte vi være nogenlunde sikre på, at opfordringen faktisk ville blive fulgt af en eller flere virksomheder i løbet af få dage. Vi kunne her bygge på de oplysninger, OTA-arbejderne havde fået, da de var rundt med indsamlingslister på de lokale virksomheder. Stemningen havde generelt været positiv over for OTA-arbejdernes aktion, og på tre virksomheder med i alt ca. 400 ansatte havde man fortalt, at arbejderne dér selv havde overvejet at aktionere for højere løn. Der var derfor grund til at tro, at opfordringen ville blive fulgt. Hvis blot de første virksomheder gik i strejke, skulle bolden nok rulle videre til andre.

For det andet måtte OTA-arbejderne, når andre virksomheder fulgte opfordringen, være rede til at stå solidarisk med arbejderne dér. Strejken var nu ikke længere OTA-arbejdernes sag alene. Udviklingen i kampen måtte foregå efter en fælles plan, og det betød bl.a., at OTA-arbejderne kun kunne genoptage arbejdet efter aftale med arbejderne fra andre virksomheder. Hvis de genoptog arbejdet på egen hånd og uden at have fået deres krav tilnærmelsesvis opfyldt, ville de demoralisere den strejkebevægelse, som de selv havde taget initiativ til at sætte i gang. For at sikre en koordinering af strejkerne på forskellige virksomheder foreslog vi Asger Hansen, at man på arbejdermødet næste dag skulle nedsætte mindre grupper af de mest aktive arbejdere, der hver især skulle have til opgave at holde kontakten til en af de virksomheder, der kunne tænkes at følge opfordringen til sympatistrejke.

Diskussionen blev i første omgang ført med Asger Hansen alene, og han fandt den foreslåede strategi korrekt. Derefter burde forslaget naturligvis have været fremlagt for det samlede strejkeudvalg og for et arbejdermøde, således at strategien og de overvejelser, der lå bag den, var kendt og forstået af et flertal af arbejderne, før man skred til handling. Men her begik vi en fundamental fejltagelse i vores bedømmelse af situationen. Asger Hansen fortalte os, at mange af de strejkende var ved at blive irritable, fordi strejken stadig ikke havde ført til nogen konkret reaktion fra OTA, og fordi de havde gået ledige for længe. Han var bange for, at strejken var ved at nærme sig et kritisk punkt, hvor der var stor risiko for, at der kunne skabes et flertal for at genoptage arbejdet. På det grundlag skønnede vi, at opfordringen til sympatistrejke måtte ud hurtigst muligt. Vi regnede med, at der var tale om et “dødt punkt”, som kunne overstås, hvis de strejkende kunne se, at der fortsat skete noget i forbindelse med strejken, og især hvis der kom nogle konkrete aktiviteter i gang, som f. eks. de omtalte aktivgrupper. Derfor hjalp vi allerede fredag aften Asger Hansen med at udforme en løbeseddel med opfordring til sympatistrejke. Teksten på løbesedlen lød:

“Opfordring til sympati strejke!

For at få gennemført vores krav om en lønforhøjelse på 2,50 kr. i timen har vi arbejdere på OTA nu strejket i 14 dage. Vi kræver en minimumsløn på 17 kr. i timen.

Arbejdsuretten og diverse topfolk fra fagforeningerne har den ene gang efter den anden opfordret os til at genoptage arbejdet, men vi har nægtet og vil fortsat nægte at sælge vores arbejdskraft for mindre end 17 kr. i timen.

Vi er nu nået dertil, at OTAs ledelse tilsyneladende er parat til at give sig, men Arbejdsgiverforeningen betaler virksomheden for at holde ud. Arbejdsgiverforeningen er nemlig udmærket klar over, at en lønforhøjelse til OTAs arbejdere vil medføre krav om lønforhøjelse fra samtlige lavtlønnede arbejdere i Danmark.

Når vi opfordrer til sympatistrejke, er det derfor ikke bare for, at vi skal få mere i løn; men fordi vores kamp er alle lavtlønnede arbejderes kamp.

Gå derfor i kamp for højere løn NU! Vent ikke! Opret strejkekomitéer overalt på arbejdspladserne! Lav jeres egne strejkefonds, for fagforeningskasserne hjælper jer aldrig! Lad aldrig fagforeningerne røvrende jer!

Strejkekomiteen, OTA.
16/6 1973.”

Asger Hansen tog på strejkeudvalgets vegne ansvaret for, at løbesedlen blev udsendt til pressen fredag nat, så den kunne nå at komme med i morgenaviserne. Lørdag morgen umiddelbart før arbejdermødet blev den forelagt strejkeudvalget, der sagde god for den uden diskussion. Derefter blev den uddelt i Nakskovs gader under den demonstration, som var optakten til arbejdermødet.

To virksomheder i Nakskov svarede på opfordringen i løbet af de næste dage med tilsagn om, at de ville gå i strejke fra onsdag den 20. juni for et krav om en mindsteløn på 17 kr. i timen, og meget tydede på, at andre virksomheder var parate til at følge efter. [13]

Den forhastede udsendelse af opfordringen til sympatistrejke var en alvorlig fejl. Den burde ikke have været sendt ud, før den var blevet diskuteret grundigt på et arbejdermøde, og før de grupper, der skulle følge opfordringen op ved direkte agitation på andre arbejdspladser, var blevet etableret. Det var langt vigtigere at sikre, at der blandt OTA-arbejderne og specielt i strejkeudvalget var en massiv opbakning omkring denne skærpelse af konflikten, end det var at få opfordringen ud hurtigt. Det var vores tanke, at vi på arbejdermødet skulle gøre rede for konsekvenserne af den udsendte opfordring, men da vi blev forhindret i at tale, var situationen den, at opfordringen var udsendt, men kun Asger Hansen kendte argumentationen og baggrunden for den. Hverken strejkeudvalget eller OTA-arbejderne var derfor klar over, hvilke muligheder der lå i den udsendte opfordring, eller hvilke forpligtelser den indebar.

Fagforeningen overtager initiativet

Som tidligere nævnt blev Asger Hansen udsat for en intensiv propaganda fra de lokale fagforeningsfolk, og ved arbejdermødet den 12. juni var det ydermere lykkedes dem at få en af deres loyale fortalere, medlem af Socialistisk Folkeparti Helge Haapannen, optaget i strejkeudvalget. Knud Sørensen var klog nok til ikke at søge at overbevise Asger Hansen om, at strejken burde afblæses; det ville nok have vakt Asger Hansens mistanke. I stedet koncentrerede han sig om at bagvaske “provokatørerne”, og han havde, som arbejdermødet den 12. juni viste det, efterhånden opnået, at Asger Hansen stolede mere på hans ord end på vores. Asger Hansen fulgte dog stadig vores råd i en del tilfælde, når han kunne indse, at vores argumentation var korrekt, og den ikke stred mod Knud Sørensens gode råd; som det f. eks. var tilfældet med opfordringen til sympatistrejke, hvor Knud Sørensen af tidsmæssige grunde ikke fik nogen chance for at gribe ind. Efterhånden som Asger Hansen i stadig flere tilfælde fulgte Knud Sørensens råd, blev han imidlertid ledt ind på en strategi, der var uforenelig med ISs. Vi blev derved stillet i en meget vanskelig situation, fordi vores kontakt med de strejkende hele tiden i meget høj grad var gået gennem strejkeudvalget og især gennem Asger Hansen. Skulle vi bevare vor indflydelse som rådgivere for dem, kunne vi ikke samtidig føre en selvstændig organiseret agitation over for de strejkende, selv om vi naturligvis kunne fremføre vor kritik af de trufne beslutninger i samtaler og på møder. Realiteten var dog, at vi fik stadig mindre indflydelse på strejkeudvalgets beslutninger.

Før arbejdermødet lørdag den 16. juni gennemgik vi strategien for mødet med Asger Hansen. Vi vidste, at der ville komme to “rådgivere” fra LO, men Asger Hansen erklærede sig for indforstået med, at han ikke denne gang ville give efter for pampernes krav, om at udenforstående skulle forlade salen; vi skulle have mulighed for at redegøre for opfordringen til sympatistrejke. Der var kommet en henvendelse fra én, der havde skaffet en kopi af Svendborg-tillidsmændenes film, og vi foreslog, at den skulle vises som indledning til mødet, da vi håbede, at den kunne rokke ved OTA-arbejdernes tillid til deres egne tillidsfolk. Vi diskuterede betydningen af, at en eventuel afstemning om strejkens fortsættelse skulle gennemføres ved håndsoprækning. En hemmelig afstemning ville nemlig medføre, at den enkelte arbejders personlige overvejelser blev udslaggivende, i stedet for at afgørelsen blev truffet som en kollektiv beslutning. Endelig mindede vi Asger Hansen om, at man inden mødet sluttede, måtte organisere de tidligere omtalte aktiv-grupper. Han erklærede sig enig i de skitserede retningslinjer.

Før mødet gik ca. 100 OTA-arbejdere i demonstration gennem Nakskovs gader, hvor de uddelte opfordringen til sympatistrejke. Der blev uddelt ca. 1000 løbesedler til de lørdagshandlende, hvilket gav en ganske god dækning af byens arbejdspladser, da der kun er ca. 17.000 indbyggere i Nakskov. Da vi havde fortolket Asger Hansens vaklen på tirsdagens arbejdermøde som et tegn på, at han var ved at køre træt, fandt vi det væsentligt at sikre ham opbakning til at køre lørdagens møde igennem som planlagt. Derfor søgte vi under demonstrationen at forklare et stort antal af de mest aktive arbejdere, hvorledes planen for mødet så ud, og vi opfordrede dem til at holde Asger Hansen fast på denne plan.

Mens kammeraterne demonstrerede, havde Asger Hansen haft en samtale med tillidsmændene, og derefter opgav han helt den plan for mødet, som var lagt på forhånd; oppositionen blandt arbejderne var ikke tilstrækkeligt velorganiseret til at forhindre Asger Hansen i at køre mødet, som han ønskede det. Mødet startede som sædvanligt med, at fagforeningspamperne forlangte, at alle udenforstående skulle forlade salen. Kravet blev mødt med hylen, piben og trampen, og en afstemning ved håndsoprækning viste mindst 2/3 flertal for, at vi skulle blive. Fællestillidsmand Hakon Peitersen protesterede mod afgørelsen, men han blev mødt med højlydte protester. Mens der var kaos i salen, indgik Asger Hansen et kompromis, hvorefter vi skulle forlade salen, indtil fagforeningsfolkene havde fået sagt, hvad de ville.

Billedtekst:
OTA-arbejderne går i demonstration gennem Nakskov.

Derefter blev Svendborg-tillidsmændenes film udskudt til sidst på mødet efter fagforeningsfolkenes forlangende; de havde ikke tid til “den slags pjat”. LOs rådgivere fik lov at tale og blev påhørt i relativ tavshed. Hakon Peitersen krævede hemmelig skriftlig afstemning om, hvorvidt strejken skulle fortsættes. Enkelte arbejdere protesterede fra salen, men da Asger Hansen ikke gik imod kravet om hemmelig afstemning, og da ingen af arbejderne var villige til at gå på talerstolen for at forlange afstemning ved håndsoprækning, fik pamperne deres vilje. Resultatet blev: 78 stemmer for fortsat strejke til de 2,50 kr. lå på bordet, 67 stemte for at genoptage arbejdet, og to blanke. 71 af de strejkende deltog ikke i mødet, men flere af de fraværende forklarede siden, at de ikke var kommet, fordi de havde anset det for givet, at strejken skulle fortsætte. De havde jo ikke fået opfyldt kravet om 2,50 kr. i timen.

Efter afstemningen var mødet det rene kaos. Mange af dem, der havde stemt for at gå i arbejde, forlod salen. Forbitrelsen blandt de tilbageværende var så stor, at de blev fulgt ud med hylekoncert og tilråb som: forræddere! o.lign. Asger Hansen gjorde intet forsøg på at samle mødet igen, og på grund af den totale desorganisering var det ikke muligt at organisere de aftalte aktivgrupper. To repræsentanter for Arbejdersolidaritet talte til forsamlingen om hvor væsentligt det var, at der blev organiseret en afdeling af Arbejdersolidaritet i Nakskov. På dette tidspunkt var der efterhånden mindre end 50 arbejdere tilbage i salen, og vi opgav at redegøre for opfordringen til sympatistrejke. Man forsøgte at vise Svendborg-tillidsmændenes film, men i mellemtiden var filmapparatet kommet i uorden, og filmen måtte opgives.

Strejkeledelsen vakler

Arbejdermødets forløb viste, at der stadig var betydelig mere kampvilje blandt OTA-arbejderne, end Asger Hansen havde skønnet. Selv om oppositionen mod strejken var vokset betydeligt, var der stadig et flertal, som ubetinget holdt fast ved, at de ikke ville gå i arbejde, før de var sikret en reel lønforhøjelse på 2,50 kr. i timen. Men mødets kaotiske karakter virkede i høj grad desorganiserende på denne kampvilje. Her så man konsekvenserne af, at Asger Hansen hidtil havde fået lov til at køre løbet alene, mens strejkeudvalgets øvrige medlemmer blot passivt havde godkendt hans dispositioner. Alle kunne se, at mødet var gået skidt, men det var tydeligt, at en alvorlig kritik mod Asger Hansen ville medføre et brud i strejkeudvalget, og det var der ingen, der turde tage ansvaret for. Ved at følge Knud Sørensens råd havde Asger Hansen bragt sig i en situation, hvor han følte, at han ikke længere kunne regne med kammeraternes støtte. For ikke at stå helt alene måtte han i stadig højere grad støtte sig på Knud Sørensens råd.

Knud Sørensen havde således i væsentlig grad forbedret sin mulighed for at få kontrol over de strejkende. Men det begyndte også at haste. Hvis han ikke fik situationen under kontrol nu, før der kom sympatistrejker i gang på andre virksomheder, kunne den let slippe ham helt af hænde. Knud Sørensen måtte gå i offensiven. Søndag den 17. juni meddelte han om morgenen, at han havde talt med OTAs direktør i København og dér havde fået at vide, at OTA var parat til at forhandle om “store beløb”, hvis blot arbejdet blev genoptaget. Beløbets størrelse var stadig uspecificeret, men direktøren skulle helt klart have givet udtryk for, at der ville blive tale om betydeligt mere end de tidligere tilbudte to gange 40 øre. Denne påståede samtale kunne imidlertid kun være foregået om fredagen, da de mødtes i Arbejdsretten; og ved arbejdermødet om lørdagen havde tillidsmændene intet sagt om dette tilbud, der kunne have vendt afstemningen afgørende. Tilbuddet måtte være et falsum frit opfundet af Knud Sørensen.

Men Asger Hansens tillid til Knud Sørensen var usvækket. På trods af de tidligere erfaringer om Knud Sørensens specielle opfattelse af, hvad et “stort beløb” var, gik han på strejkeudvalgets møde om søndagen ind for, at strejken skulle afblæses på det foreliggende grundlag. Haapannen støttede ham og bragte et rygte til torvs om, at Arbejdsretten næste gang ville “dømme arbejdet frit”. Han mente, at det ville gøre de strejkendes situation uholdbar, fordi de “jo så ikke kunne forhindre, at de arbejdere, der på lørdagens møde havde stemt mod fortsat strejke, genoptog arbejdet”. Flere af strejkeudvalgets medlemmer var betænkelige ved situationen; kun Svend Mogensen og Gunnar Stage udtalte sig direkte imod forslaget om at genoptage arbejdet. Man var dog enige om, at arbejdet ikke kunne genoptages, før forslaget tirsdag morgen havde været forelagt for et arbejdermøde. Vi fremholdt over for strejkeudvalget, hvor usikkert Knud Sørensens tilsagn var, og foreslog, at de krævede en direkte orienterende samtale med OTAs ledelse. Hvis de i en sådan samtale kunne nå frem til en tilfredsstillende beløbsramme for videre forhandlinger, kunne der være grundlag for at genoptage arbejdet.

Asger Hansen stod stejlt. Han udtalte, at hvis strejken skulle fortsætte, blev det uden ham; han ville ikke være med mere. Men da han efter nogen diskussion kun fandt støtte for sit synspunkt hos Haapannen, gik han modvilligt med til at ringe til Knud Sørensen og bede ham arrangere et møde mellem strejkeudvalget og OTAs ledelse. Efter samtalen fik piben en anden lyd. Knud Sørensen havde støttet ideen og havde lovet at arrangere mødet. Nu skulle ledelsen direkte have at vide, at OTA-arbejderne stod fast på deres krav. Knud Sørensen havde foreslået, at strejkeudvalget nøjedes med at sende tre repræsentanter til mødet. Asger Hansen havde accepteret det, og han foreslog at sende sig selv, Haapannen og Gunnar Stage. Strejkeudvalget udskiftede Haapannen med en anden.

Mandag den 18, juni skulle Asger Hansen om formiddagen have besked om, præcis hvor og hvornår mødet var arrangeret. I stedet meddelte Knud Sørensen, at Arbejdsgiverforeningen havde blandet sig og modsat sig, at OTAs direktion forhandlede direkte med strejkeudvalget. Asger Hansen gik derefter uden at rådføre sig med andre fra strejkeudvalget med til, at tillidsmændene Knud Sørensen, Hakon Peitersen og Poul Jensen kunne deltage i samtalen på strejkeudvalgets vegne.

Mandag aften traf ISs repræsentant strejkeudvalget i fuld gang med at fejre “sejren”, som de mente måtte være lige om hjørnet. Strejkeudvalget havde godkendt Asger Hansens beslutning, og kun Gunnar Stage havde stemt imod beslutningen om, at strejkeudvalget skulle anbefale kammeraterne at gå i arbejde, hvis tillidsmændene efter deres møde med ledelsen, erklærede at resultatet var positivt. Svend Mogensen udtrykte sin betænkelighed, men troede ikke, at der var andet at gøre.

ISs repræsentant forsøgte at trænge igennem med en diskussion af, hvorledes strejkeudvalget kunne sikre sig mod røvrending fra tillidsmændene, men Asger Hansen og med ham de fleste i strejkeudvalget var overbeviste om, at de i hvert fald kunne stole på Knud Sørensen, og at der derfor ikke var noget at sikre sig imod. Det lykkedes dog at få strejkeudvalget til at vedtage nogle retningslinjer for tillidsmændenes samtale med ledelsen. Man fastlagde, at et “positivt resultat” skulle betyde en lønforhøjelse på mindst 2 kr. i timen, og et tilsagn om, at forhandlingerne kunne afsluttes senest fredag den 22. juni. Som garanti skulle tillidsmændene love, at de ville nedlægge deres hverv og opfordre til fortsat strejke, hvis ledelsen brød sit løfte. Denne erklæring skulle tillidsmændene aflægge over for arbejdermødet tirsdag morgen, så ingen OTA-arbejder kunne være i tvivl om, hvad grundlaget for at gå i arbejde var. Denne løsning var ikke god, for den forudsatte stadig, at man lod tillidsmændene forhandle og derfor var prisgivet deres loyalitet. Men det var den eneste mulige løsning, efter at strejkeudvalget selv havde givet afkald på at deltage i forhandlingerne. Ved at tvinge tillidsmændene til at afgive garantier over for samtlige arbejdere, kunne man i det mindste sikre, at det ville koste dem et betydeligt prestigetab, hvis de svigtede deres kammerater, og der var skabt et forbedret grundlag for, at et for dårligt resultat af samtalen kunne udløse en protestreaktion blandt arbejderne.

Tirsdag den 19. juni var der indkaldt til arbejdermøde kl. 7 om morgenen. Asger Hansen, der som sædvanligt var dirigent, gjorde intet for at føre strejkeudvalgets beslutning ud i livet. Tillidsmændene lovede kun, at de ville tage til København til en samtale med OTAs ledelse; og de understregede, at de ikke kunne nævne noget beløb, fordi der kun var tale om en samtale og ikke om en forhandling. Asger Hansen, der ikke havde sovet hele natten, læste den tale op, han skulle have holdt, hvis strejkeudvalgets vedtagelse var blevet gennemført, Den blev naturligvis nu komplet meningsløs, Arbejderne gik hjem med den opfattelse, at det var en temmelig given sag, at de skulle på arbejde næste morgen. Tillidsmændene tog til samtalen i København. Knud Sørensen har siden til pressen forklaret, at samtalen udelukkende drejede sig om at tilrettelægge en fremgangsmåde for forhandlingerne, som blev berammet til fredag den 22. juni, og at der overhovedet ikke blev nævnt noget beløb under samtalen.

Arbejdet genoptages

Knud Sørensen skulle forelægge resultatet af samtalen med OTAs ledelse for kammeraterne ved et møde samme aften – tirsdag den 19. juni. Før mødet søgte Asger Hansen at pacificere IS. Han fortalte, at han af Jesper Søe fra Danmarks Radio var blevet bedt om at kommentere en udtalelse fra OTAs direktør i København. Direktøren havde til radioen sagt, at der under ingen omstændigheder kunne blive tale om et beløb i nærheden af 2,50 kr. På det grundlag ville Asger Hansen anbefale sine kammerater at fortsætte strejken. Han så helst, at vi ikke deltog i arbejdermødet, fordi “der var mange, der ikke kunne tage vores facon”. Efter nogen overtalelse gik han dog med til, at vi kunne deltage i mødet, på betingelse af at Helge Stage, der hele tiden havde ført ordet, når “aktivisterne” havde henvendt sig til større forsamlinger, ikke tog ordet. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning havde Asger Hansen henvendt sig til Arbejdersolidaritet og bedt dem sende en mand, der “kunne hjælpe ham med at rede trådene ud”. Arbejdersolidaritet sendte John Max Petersen, der på vejen til Nakskov erklærede, at hans formål med at tage dertil var, at han “skulle ned og verfe trotskisterne ud”.

Som indledning til mødet afspillede man et bånd med direktørens udtalelse til radioens Orientering. Desværre var netop den famøse udtalelse skåret ud, og Asger Hansen mente derfor ikke, at man kunne fæste lid til Jesper Søes oplysning. Derefter skulle Knud Sørensen fortælle, hvad der var kommet ud af mødet med direktionen. OTA-arbejderne fik igen at vide, at der ikke var blevet nævnt noget beløb; men Knud Sørensen erklærede, at han var sikker på, at de kunne opnå mindst 1,83 kr. mere i timen, hvis arbejdet blev genoptaget nu. Han og de andre tillidsmænd ville være rede til at nedlægge deres hverv og gå først ud af fabriksporten, hvis de ikke fik dette krav igennem ved forhandlingen fredag den 22. juni. Tillidsmændene Hakon Peitersen og Poul Jensen bekræftede dette. Tillidskvinden fra Hundemaden, Ketty Jørgensen, forsøgte at sno sig uden om, men hun lovede slutteligt det samme. Den sidste tillidsrepræsentant, Lizzie Hansen, var ikke til stede.

På det grundlag opfordrede strejkeudvalgets formand Asger Hansen sine kammerater til at genoptage arbejdet fra onsdag morgen.

ISs repræsentant tog ordet. Hun advarede OTA-arbejderne mod at genoptage arbejdet. Der forelå stadig ikke noget tilsagn om lønforhøjelse fra OTAs direktion, men kun et løfte fra tillidsmændene. Hvis de genoptog arbejdet, ville de kaste deres bedste våben – muligheden for at sætte sympatistrejker i gang – fra sig. Der var stor sandsynlighed for, at andre virksomheder i løbet af få dage ville følge opfordringen til sympatistrejke, og OTA-arbejderne ville så stå stærkere end nogensinde. Hvis de blot holdt ud ugen ud, kunne de regne med at opnå et betydeligt bedre resultat. Talen blev fulgt af et kraftigt bifald fra mere end 2/3 af de tilstedeværende OTA-arbejdere.

Derefter talte en københavnsk arbejder, som havde deltaget i støttearbejdet under hele strejken. Hun anklagede Asger Hansen og OTA-arbejderne for at forråde og røvrende den samlede danske arbejderklasse, hvis de gik i arbejde uden at have fået deres krav opfyldt få dage efter, at de havde udsendt en opfordring til sympatistrejke. Indlægget gav Asger Hansen let spil. Taleren var ikke kendt af OTA-arbejderne, og hun tog ikke hensyn til den prestige, som stadig omgav Asger Hansen. Hun opnåede derfor kun at provokere OTA-arbejderne, og det kunne Asger Hansen bruge som udgangspunkt for et angreb på “provokatørerne”. Han erklærede, at hvis dét var den almindelige opfattelse, ville han trække sig fra hvervet som formand for strejkeudvalget, hvorefter han smed sine papirer og gik ud gennem salen, Arbejderne, der pludseligt så sig berøvet deres ledelse, idet Asger Hansen under hele strejken havde fungeret som strejkens egentlige leder, kunne ikke gøre andet end at kalde ham tilbage. Efter således at have styrket sin egen stilling, angreb han “provokatørerne” for at ville have alt eller intet, og han erklærede, at han fortsat fandt det rigtigt at gå i arbejde på det foreliggende grundlag, Da hans tale blev fulgt af almindeligt bifald resolverede han uden afstemning, at OTA-arbejderne var enige om at genoptage arbejdet fra onsdag morgen.

John Max Petersen fra Arbejdersolidaritet talte derefter til forsamlingen. Han holdt sig til almindeligheder om betydningen af sammenholdet og af at organiseringen fortsatte. Han foreslog, at OTA-arbejderne skulle oprette en afdeling af Arbejdersolidaritet, som kunne være kærnen i den fremtidige modstand mod de angreb, som uden tvivl ville komme fra arbejdsgiveren. Den konkrete situation undgik han omhyggeligt at tage stilling til, men det lykkedes ham alligevel at udtrykke sin støtte til Asger Hansens beslutning med den intetsigende formulering: “Det er ganske vist vigtigt at vide, hvornår man skal strejke, men det er lige så vigtigt at vide, hvornår man skal standse den.”

Faglig Gruppe fra Odense var kommet til Nakskov med et tilbud om at opføre deres skuespil om arbejdsulykker på Lindøværftet, og det blev næste punkt på programmet. Ved ukritisk at følge det forud lagte program kom Faglig Gruppe til at støtte fagpamperne og Asger Hansen, idet de derved afskar enhver mulighed for, at OTA-arbejderne kunne gennemføre en diskussion af, hvorledes organiseringen skulle fortsætte efter strejken, og hvorledes man skulle forberede sig på at videreføre strejken, hvis kravene ikke blev opfyldt i de nye forhandlinger.

Mens Faglig Gruppe viste deres skuespil, gik mindst halvdelen af OTA-arbejderne hjem. En gruppe på 20-25 af de arbejdere, der havde været mest aktive under strejken, samledes uden for salen. De fleste var forbitrede over den måde, som Asger Hansen havde afsluttet strejken på. Den gennemgående bemærkning var: “Vi er solgt!” Flere arbejdere gav udtryk for, at de ikke ville genoptage arbejdet, før forhandlingerne var afsluttet, og nogen foreslog, at man næste morgen skulle blokere virksomheden. Da de fleste af de tilstedeværende arbejdere støttede ideen, og da vi ud fra bifaldet efter IS-repræsentantens tale skønnede, at der var et stort flertal blandt OTA-arbejderne, der i hvert fald havde været alvorligt i tvivl om det rigtige i at genoptage arbejdet, deltog vi i diskussionen om, hvorledes en sådan blokade kunne gennemføres. Efter nærmere diskussion var alle dog enige om, at det ville være halsløs gerning, og at det blot ville splitte arbejderne i endnu højere grad, end det allerede var sket.

Splittelsen var imidlertid allerede en realitet. Mens skellet i strejkens første uger var gået mellem det store flertal af arbejderne og en ret lille gruppe, der kun ønskede at komme i arbejde, havde arbejdermøderne den 16. og den 19. juni flyttet skellet, således at det nu gik mellem en gruppe på 30-50 af de mest beslutsomme arbejdere og de øvrige. Dermed var fagforeningens strategi lykkedes: De beslutsomme var blevet isoleret fra kammeraterne, så der var skabt forudsætninger for, at de kunne bekæmpes effektivt. Gruppen var stadig langt større, end det var behageligt for tillidsfolkene, men det første skridt til deres eliminering fra arbejdspladsen var gjort.

Onsdag den 20. juni blev arbejdet genoptaget på OTA. Fire arbejdere nægtede at gå på arbejde, før forhandlingsresultatet forelå. De havde nu i mere end to uger nægtet at arbejde for 14,50 kr. i timen, og det ville de stadig ikke.

Samme dag skrev ISs repræsentant et langt brev til Asger Hansen. Brevet blev skrevet ud fra den forudsætning, at Asger Hansens forræderi kunne være utilsigtet. Vi mente, at der var en chance for, at han i løbet af få dage ville blive overbevist om sin fejltagelse, og det ønskede vi at forberede ham på. Vi skrev bl.a.:

“Jeg tror, at Knud på lørdag kommer med et tilbud på mellem 1,00 og 1,25 kr. Han vil sige, at han er parat til at stå ved sit løfte, hvis kammeraterne stadig kræver det; men han vil samtidig sige, at han ikke selv tror på, at I kan opnå mere, uanset hvor længe I strejker. Dermed har han lagt beslutningen ud til forsamlingen, og man behøver ikke at være spåmand for at forudsige, hvad udfaldet af en afstemning på det grundlag vil blive.”

I det følgende beklagede vi forsøget på at etablere en blokade af OTA, idet vi forsøgte at forklare, hvor alvorlig den opståede splittelse var. Samtidig med at brevet blev sendt til Asger Hansen, sendte vi en kopi til to af de arbejdere, der havde været mest kritiske over for hans politik. Vi opfordrede dem til at lade brevet cirkulere blandt kammeraterne, og vi tilbød vor hjælp til enhver OTA-arbejder, der ønskede at fortsætte kampen, hvad enten det blev i form af en ny strejke eller på anden måde.

Billedtekst:
Blokadevagter foran OTA. Efter at blokaden var afblæst, kunne fagpamperne skyde stadig flere brecher i OTA-arbejdernes sammenhold og kampvilje. Efter 14 dages strejke var splittelsen en realitet.

Fredag den 22. juni førte tillidsfolkene så de endelige forhandlinger med OTA. Resultatet blev, at samtlige arbejdere fik en timelønsforhøjelse på 1,00 kr., og at de lavestlønnede fik 25 øre ekstra. Desuden blev man enige om at overflytte 70 øre fra den halvårlige bonus til timelønnen, og det lokale smudstillæg blev ændret fra 1 kr. pr. dag (incl, lørdage og skæve helligdage) til 1 kr. pr. arbejdsdag. Både Hakon Peitersen og Poul Jensen var betænkelige ved resultatet. Det var betydeligt lavere end de 1,83 kr., som OTA-arbejderne havde accepteret at gå i arbejde på. De mente, at de nu måtte nedlægge deres hverv som tillidsmænd. Men Knud Sørensen beroligede dem. Han skulle nok sørge for at fremlægge resultatet for OTA-arbejderne på en måde, der fik dem til at sluge det. De andre tillidsfolk skulle bare holde deres kæft.

Lørdag den 23. juni blev resultatet forelagt ved et arbejdermøde. Knud Sørensen læste en længere smøre op om resultatet, hvorefter han uddrog, at de alle havde fået en øjeblikkelig timelønsforhøjelse på 1,70 kr., og at de lavestlønnede havde fået 25 øre oveni. Kun en enkelt arbejder fattede mistanke. Hun bad om at få det læst op en gang til. Men Asger Hansen kaldte hende hurtigt til orden med et “hold kæft tøs”. Aftalen var i hus, der var ingen grund til at spilde mere tid på den. OTA-arbejderne besluttede derefter énstemmigt at gå i arbejde i den faste tro, at de havde fået 1,70 kr. og 1, 95 kr. mere i timen.

Sejrsrus og desorganisering

Mandag den 25. juni mødte alle på arbejde igen – også de få, der havde nægtet at gå i arbejde, før forhandlingerne var afsluttet. Der herskede almindelig tilfredshed med resultatet, og Asger Hansen og tillidsmændene modtog mange lykønskninger. OTA-arbejderne troede som sagt, at de havde fået en reel lønforhøjelse på 1,70 kr. i timen og 25 øre ekstra til de lavestlønnede, og det opfattede de som en sejr. Resultatet var faktisk også langt bedre, end man kunne forvente det, efter at arbejderne havde svækket deres stilling ved at genoptage arbejdet. Og selv om man så bort fra svækkelsen, kunne man kun betragte det som et pænt resultat, da det lå betydeligt nærmere ved arbejdernes krav end ved OTAs tidligere tilbud. Knud Sørensen havde endda lovet, at han ville fortsætte lokalforhandlingerne frem til den 1. oktober, og sagt, at han regnede med at kunne opnå en mindsteløn på 17 kr. i timen ved disse forhandlinger. Asger Hansen har senere i et interview til radioen den 7. august 1973 påstået, at IS på dette tidspunkt kritiserede, at man ikke holdt fast ved de 2,50 kr. og fortsatte strejken. Det er naturligvis løgn. Vi fandt resultatet langt over forventning og glædede os med OTA-arbejderne over deres formodede sejr.

De fleste arbejdere opfattede sejren som i ligelig grad strejkeudvalgets og tillidsmændenes fortjeneste. Ved en fest for strejkeudvalget, økonomiudvalget og tillidsmændene den 30. juni fik formændene for de to udvalg og tillidsmændene som tak for deres indsats overrakt blomster og krystalvaser. Enkelte arbejdere nægtede at være med til at hædre tillidsmændene, og enkelte havde forladt OTA i skuffelse over, at resultatet ikke var blevet bedre; men det drejede sig om ganske få. Flertallet var enige i Asger Hansens vurdering:

“... jeg synes, at slutresultatet for os blev fint. Det viser, at det var dygtige forhandlere, vi havde sendt til København ...

- Men man fik ikke de 2,50 kr. i timen?

- Det er akkurat som at handle bil. Der skal være en mulighed for at slå af i prisen, så alle føler sig tilfredse.” [14]

Allerede den 25. juni kunne Lolland-Falsters Folketidende imidlertid under overskriften “En reel timelønsgevinst for OTA-folk på 1,47” bringe en artikel, hvor den reelle sammensætning af lønforhøjelsen var detaljeret beskrevet. Oplysningerne stammede fra OTAs direktør, og Knud Sørensen havde modstræbende bekræftet dem, men kilden var ikke opgivet i artiklen. Dagen før havde Politiken bragt de korrekte oplysninger om forhandlingsresultatet.

Artiklerne vakte stor opmærksomhed blandt OTA-arbejderne, og Asger Hansen og tillidsfolkene fik utallige henvendelser fra kammerater, der ville vide, om Folketidendes oplysninger var korrekte. Alle de ansvarlige oplyste samstemmende, at der var tale om en avisand; og selv om tillidsfolkene Poul Jensen og Ketty Jørgensen et par gange kom til at indrømme, at oplysningerne var korrekte, troede arbejderne på Knud Sørensen og Asger Hansen, da de dementerede det. OTA-arbejderne kunne ikke tro, at deres repræsentanter kunne være så frække, at de direkte ville lyve om resultatet. Så sent som den 7. august kunne Asger Hansen i et interview til radioen uantastet sige:

“... jeg synes, det virkelig er en sejr, at man kommer fra 40 øre op til 1,95 kr.”

IS delte ganske vist OTA-arbejdernes glæde over det tilsyneladende gode resultat; men samtidig var vi skeptiske. Folketidendes oplysninger var som nævnt meget detaljerede, og det virkede usandsynligt, at de skulle være frit opfundet af journalisten. Vi havde stadig kontakt med flere OTA-arbejdere – bl.a. med 4, der havde været medlemmer af strejkeudvalget, og dem fortalte vi om vores tvivl. Vi opfordrede dem til, at de på strejkeudvalgets vegne skulle kræve at få den underskrevne aftale at se, så de kunne sikre sig, at tillidsfolkene ikke løj. To arbejdere fremsatte uafhængigt af hinanden dette forlangende over for Knud Sørensen; men han hævdede, at der ikke forelå noget skriftligt, fordi forhandlingerne ikke var afsluttet, og den ny lokalaftale derfor ikke var endeligt udformet. Det var selvfølgelig løgn. Der foregik ingen forhandlinger, og et par uger efter kunne mølleriarbejderforbundets medlemsblad offentliggøre den aftale, som efter sigende ikke forelå. Men Knud Sørensen vandt tid, og det var for ham altafgørende.

Tillidsfolkene vidste naturligvis, at sandheden om forhandlingsresultatet ikke kunne holdes skjult ret længe, og i ugerne efter strejkens afslutning rustede de sig til at modstå den opposition, der ganske givet ville opstå blandt arbejderne, når sandheden kom for en dag.

Som et første og væsentligt skridt bad Knud Sørensen allerede den 24. juni Asger Hansen om at opløse strejkeudvalget. Han forklarede, at det nu gjaldt om at overvinde den splittelse, der var opstået i strejkens sidste del, og om at få ordentlige og fredelige forhold genindført på OTA. Der var ikke længere brug for en strejkekomité nu, da der ikke var nogen strejke; den ville bare skabe splittelse. Asger Hansen var meget modtagelig for argumenterne. Han var principielt enig i strejkeudvalgets beslutning om, at der fortsat skulle eksistere en eller anden form for organisering af arbejderne en klub el. lign. [15] Men da han var klar over, at han ikke længere kunne regne med at have flertallet i strejkeudvalget bag sig, ønskede han ikke, at strejkeudvalget skulle danne kærnen i denne fremtidige organisering.

Mandag den 25. juni gik Asger Hansen rundt til enkelte medlemmer af strejkeudvalget og meddelte dem, at udvalget var opløst; andre fik slet ingen besked, men blev blot ikke indkaldt til nogen møder. Selv om dette var direkte imod en tidligere truffen beslutning i strejkeudvalget, var der ingen af medlemmerne, der reagerede mod Asger Hansens egenmægtige opløsning af udvalget. Alle troede, at han nok havde aftalt det med de andre.

Med strejkeudvalgets opløsning blev organiseringen af en eventuel fremtidig opposition på OTA umådelig vanskeliggjort, og dermed var vejen for et modangreb mod OTA-arbejderne åbnet. Der var nu ingen på OTA, der følte nogen speciel forpligtelse til at kalde til modstand, når man blev idømt bod for strejken, når de mest aktive kammerater blev afskediget, når tempoet blev sat op, eller når det blev klart, at fagforeningen havde snydt OTA-arbejderne. Strejkeudvalgets medlemmer var spredt i forskellige afdelinger og på forskellige skiftehold, og de ville derfor have vanskeligt ved at komme til at diskutere de fælles anliggender.

Men den sikkerhed, der var skabt ved strejkeudvalgets opløsning, var ikke nok for tillidsfolkene. De vidste, at der fortsat var modstand på OTA, og at IS ikke havde sluppet kontakten med OTA-arbejderne, [16] og det var en potentiel fare for dem. Ved at kæde oppositionen på OTA sammen med IS og dermed antyde, at de oppositionelle arbejdere blot var talerør for “provokatørerne”, håbede tillidsfolkene at uddybe splittelsen. Og det var naturligvis lettere at agitere mod en organisation, der ikke var direkte repræsenteret på arbejdspladsen, end mod de kammerater, som var kendt af de andre OTA-arbejdere.

Asger Hansen lod sig villigt bruge i agitationen mod IS. Det nærmeste angrebspunkt var vor optræden på arbejdermødet den 19. juni. Vores advarsler havde jo tilsyneladende vist sig ubegrundede, og det syntes derfor klart bevist, at vi udelukkende havde været ude på at lave ballade på OTA-arbejdernes bekostning. Bl.a. rettede Asger Hansen et hårdt angreb mod IS i et interview til radioen den 7. august:

“... vi gjorde den fejl, at vi tog dem med, og lod dem stå på møderne og tale et vist stykke tid, indtil vi kunne se, at det var galt; og det splittede faktisk, det splittede mere end det gavnede.”

Hvilket turde være løgn. På alle de første arbejdermøder støttede vi blot Asger Hansens egne synspunkter, idet vi, når vi tog ordet, søgte at forklare perspektiverne og forudsætningerne for strategien mere grundigt, end han selv gjorde det. Først på møderne den 16. og den 19. juni gav vi udtryk for vores uenighed med Asger Hansen, og da skete det ikke i form af splittelsesforsøg, men som et forsøg på at få realistisk diskussion i gang blandt OTA-arbejderne.

Da agitationen mod vores deltagelse i strejken således var ret svag, fandt Asger Hansen i stedet en kærkommen anledning til at rette et offentligt angreb mod IS, da et medlem af organisationen begik en bommert i et økonomisk mellemværende med strejkeudvalget. Internationale Socialister havde under strejken afholdt en del udgifter på strejkeudvalgets vegne, bl.a. havde vi stået for de praktiske foranstaltninger i. forbindelse med OTA-arbejdernes demonstration foran Arbejdsretten. Asger Hansen havde gentagne gange opfordret os til at holde regnskab med, hvor meget vi lagde ud, så vi kunne få det refunderet af strejkefonden. Det medlem, der havde lagt pengene ud, gjorde efter strejkens afslutning udgifterne op og sendte regningen direkte til Peer Thomsen. Der blev i den forbindelse begået to alvorlige fejl: beløbet blev uden videre modregnet i det beløb, der var indsamlet til OTA-arbejderne af organisationen; og der optrådte et stort beløb på regningen, som var OTA-arbejderne uvedkommende. Allerede dagen efter, at Peer Thomsen havde modtaget regningen, fik Asger Hansen telefonisk at vide, at der var tale om en misforståelse, og at vi ville give nærmere besked, når vi havde fået undersøgt, hvor meget regningen skulle have lydt på. Asger Hansen udtalte ingen utilfredshed med denne besked, og han erklærede sig indforstået med, at strejkefonden skulle betale, hvad vi havde lagt ud på strejkeudvalgets vegne.

Asger Hansen lod imidlertid ikke græsset gro under sine fødder. Allerede fire dage efter, den 4. juli, udleverede han regningen til Torgny Møller fra Information. Han fandt det ikke umagen værd først at forelægge den for det tidligere strejkeudvalg eller for det stadig eksisterende økonomiudvalg. Torgny Møller fandt naturligvis god anvendelse for Asger Hansens oplysninger, og den 5. juli kunne man i Information læse et interview med Asger Hansen, hvor Internationale Socialister blev fremstillet som de rene bedragere, der kynisk havde udnyttet strejken til egen økonomisk fordel. Hele det tilbageholdte beløb blev, så snart vi blev klar over sagens rette sammenhæng, sendt til strejkefonden; men Asger Hansen fandt ingen anledning til at dementere sine grove beskyldninger.

Agitationen mod IS havde kun begrænset effekt. Avisskriverierne interesserede ikke OTA-arbejderne synderligt. På den anden side havde vi heller ikke held til at overbevise de arbejdere, som vi havde kontakt med, om det nødvendige i at forberede en organiseret modstand mod fremtidige overgreb fra OTA eller fra fagforeningen.

Fortsat modstand og fagbureaukratiets modangreb

Det lykkedes ikke OTAs arbejdere at skabe en organiseret opposition, før kampens næste fase blev indledt. Selv om adskillige arbejdere efterhånden var overbeviste om, at de var blevet forrådte, resignerede de over for kammeraternes begejstring. Som situationen var, var det umuligt at antaste Asger Hansens position som den sejrrige leder; og ingen forudså, at situationen brat ville ændre sig, den dag sandheden om forhandlingsresultatet kom frem.

Da der i begyndelsen af august blev sat et opslag op på Hundemaden, som forklarede, hvorledes den lønforhøjelse, der fremgik af lønsedlerne, var sammensat, tog Gunnar Stage initiativ til at sammenkalde nogle af kammeraterne til et møde. Den 11. august mødtes 7 arbejdere, deriblandt 5 af medlemmerne fra det opløste strejkeudvalg. Haapannen mente ikke, at sagen var værd at gøre noget ud af, men de øvrige var enige om, at de måtte indkalde til et arbejdermøde, hvor OTA-arbejderne kunne tage stilling til, hvilke konsekvenser bedrageriet skulle få. Gunnar Stage foreslog, at de skulle udsende en pressemeddelelse, for at andre arbejdere skulle få kendskab til, hvorledes OTA-arbejderne var blevet snydt; men det ville hverken Haapannen eller Asger Hansen være med til. De mente, at tillidsmændene først skulle have lejlighed til at forsvare sig. Som et kompromis bad man tillidsmændene møde samme aften, så man kunne høre, hvad de havde at sige. Tillidsfolkene Hakon Peitersen, Poul Jensen og Lizzie Hansen mødte op, mens Knud Sørensen undskyldte sig.

Af den erklæring, som efter mødet blev udsendt til pressen, fremgik det med al ønskelig tydelighed, hvilken ynkelig figur tillidsfolkene gjorde på mødet:

“... Mølleriarbejdernes begrundede mistanke blev hurtigt bekræftet, idet tillidsmand Hakon Peitersen, tillidsmand Poul Jensen og tillidskvinde Ketty Jørgensen [17] over for mølleriarbejderne tilstod, at den af afdelingsformand Knud Sørensen proklamerede lønforhøjelse på 1,95 kr. mere i timen, faktisk var et bedrag ...”

Erklæringen fortalte derefter om det påståede forhandlingsresultat på 1,70 kr. mere i timen og 25 øre ekstra til de lavestlønnede og om realiteterne bag forhøjelsen: at 70 øre blot var overflyttet fra den halvårlige bonus, som man alligevel skulle have, og at nogle mindre tillæg var blevet forringet. Den fortsatte:

“De tilstedeværende tillidsrepræsentanter tilstod, at de hele tiden havde været vidende om bedrageriet, men som Poul Jensen fra arbejdsmændene sagde, så ville de ikke ødelægge chancen for at få kollegerne i arbejde igen ved at afsløre sagens rette sammenhæng. Desuden tilstod tillidsrepræsentanterne, at afdelingsformand for mølleriarbejderne Knud Sørensen havde beroliget de tilstedeværende tillidsrepræsentanter med, at “han nok skulle fremlægge og fortolke aftalen over for OTA-arbejderne,” da nogle af tillidsrepræsentanterne på et tillidsmandsmøde før det sidste arbejdermøde frygtede, at OTAs arbejdere ville gå i strejke igen, hvis man fra arbejderside skulle gennemskue aftalens reelle indhold.”

Efter denne uforbeholdne afsløring af fagforeningens og tillidsrepræsentanternes bevidste bedrageri over for de arbejdere, de skulle repræsentere, besluttede de tilstedeværende arbejdere at indkalde til et arbejdermøde den 1. september, når alle var kommet fra ferie, og at udsende en erklæring til pressen. Asger Hansen gik dog imod at udsende noget til pressen. [18] Gunnar Stage påtog sig at sørge for presseerklæringen, som blev bragt i flere store dagblade og i Lolland-Falsters Folketidende om tirsdagen den 14. august.

Dette træk gjorde pamperne desperate. Hvis det lykkedes Gunnar Stage og de andre arbejdere, der havde deltaget i mødet, at rejse en organiseret opposition mod fagpamperne, kunne det få uoverskuelige konsekvenser. Selv om det ikke var sandsynligt, kunne det ikke udelukkes, at OTA-arbejderne ville gå i strejke igen, og i hvert fald måtte pamperne regne med, at deres tillidshverv ville gå fløjten. De måtte gå til modangreb, før den organiserede modstand blev en realitet.

Som et første udspil lagde pamperne pres på de af deltagerne fra mødet den 11. august, som de mente var mest modtagelige. Det lykkedes dem at få 4 af de 7 arbejdere, der havde deltaget i mødet, deriblandt Asger Hansen og Haapannen, til at “tage afstand fra Gunnar Stages metoder,” dvs. fra at han var gået til pressen med tillidsfolkenes tilståelser. Kun to holdt fast ved deres beslutning fra mødet og støttede Gunnar Stage. Da tillidsmændene således havde sikret sig, at OTA-arbejderne stod splittede, indkaldte de med to dages varsel til en ekstraordinær generalforsamling i mølleriarbejderforbundets Nakskov-afdeling. Ved at indkalde generalforsamlingen med så kort varsel stillede de oppositionen blandt arbejderne i en håbløs situation. De kunne nu ikke nå at organisere sig og opstille en ny ledelse i stedet for det opløste strejkeudvalg, og de kunne ikke nå at informere kammeraterne ordentligt før mødet. Ved at lade diskussionen om forræderiet foregå på en generalforsamling i stedet for på arbejdermødet, opnåede pamperne, at diskussionen kunne foregå på deres betingelser, og de kunne udelukke 40 arbejdsmænd, som havde været blandt de mest aktive under strejken, bl.a. en af de to deltagere fra mødet den 11. august, som stadig støttede Gunnar Stage. Som et sidste effektivt træk spredte fagpamperne før generalforsamlingen rygter om, at Gunnar Stage kun var ude på at iværksætte en ny strejke, og at han var redskab for “provokatørerne” fra København. Rygterne blev bl.a. spredt via pressen i form af forlydender:

“Der menes på OTA at være stemning for en genoptagelse af den ulovlige strejke, når opgøret i egne rækker er forbi.” [19]

“Der er visse forlydender fremme om, at en yderliggående københavnsk aktivistgruppe er indblandet i den lokale aktionsgruppes handlinger.” [20]

Rygterne om, at Gunnar Stage var ude på at starte en ny strejke, var i direkte modstrid med presseerklæringen fra mødet. Det hed dér om formålet med aktionen:

“... vi agter herefter at indkalde til arbejdermøde så hurtigt som muligt, for at OTAs arbejdere kan tage stilling til, hvilke konsekvenser vi skal drage af det begåede forræderi.”

Det var slet ikke på tale at genoptage strejken, og det vidste rygtesmedene udmærket. I et referat fra et samarbejdsudvalgsmøde på OTA den 14. august hedder det:

“I de aktioner, der fandt sted i maj og juni, er det jo almindelig kendt, at aktivister var indblandet, men denne gang ser det, efter Knud Sørensens opfattelse, ud til at være et énmandsforetagende ...

H. Peitersen gjorde opmærksom på, at den aktion, der er i gang i øjeblikket, er rettet mod tillidsrepræsentanterne og ikke mod virksomheden ...”

Rygterne virkede imidlertid efter deres hensigt. Uanset hvor forbitrede OTA-arbejderne var over forræderiet, var de ikke parate til at gå i strejke igen. De stod uden ledelse og kunne ikke overskue konsekvenserne af en ny konflikt. På den baggrund var der kun ca. 70 OTA-arbejdere, der fandt det umagen værd at møde op til generalforsamlingen; og deraf var ca. 40 fra Hundemaden, hvor tillidskvinde Ketty Jørgensen havde gjort en stor indsats for at få alle med, og hvor modstanden mod strejken hele tiden havde været stærkest.

På generalforsamlingen lørdag den 18. august brugte pamperne det meste af tiden til at tale om de forhandlinger, der skulle afsluttes den 1. oktober, og som de mente ville give arbejderne en betragtelig lønforhøjelse. Men de understregede, at de måtte have ro til disse forhandlinger. De hævdede desuden, at det korrekte forhandlingsresultat var blevet fremlagt allerede på arbejdermødet den 23. juni, og at det blot var beklageligt, hvis der var nogen, der havde misforstået det. Endelig oplyste de, at 4 af de 6 mølleriarbejdere, der havde deltaget i mødet den 11. august, havde taget afstand fra Gunnar Stages metoder. Derefter blev der foretaget afstemning mellem “tillidsrepræsentanternes linie”, dvs. at der skulle være ro på OTA, indtil lokalforhandlingerne var afsluttet, og “Gunnar Stages linie”, der altså blev sat op som modsætningen. På dette forvanskede grundlag lykkedes det at få ca. 50 arbejdere til at støtte tillidsmændene; kun 4-5 arbejdere turde direkte stemme imod tillidsmændene og for Gunnar Stages aktion.

Det referat, som pamperne udsendte til pressen næste dag, var gennemført løgnagtigt. Det løj om generalforsamlingens forløb, det løj om stemmetallene og om antal deltagere, [21] og det hævdede, at OTA-arbejderne havde vedtaget at henstille til Gunnar Stage, at han skulle forlade OTA. [22] Den 24. august blev Gunnar Stage fyret “efter henstilling fra tillidsrepræsentanterne”, som der stod på fyresedlen.

OTA-arbejderne var igen blevet totalt røvrendt af deres tillidsrepræsentanter, uden at de havde været i stand til at yde nogen betragtelig modstand. Men oppositionen var endnu ikke helt kuet. Der skulle stadig være arbejdermøde den 1. september, og nogle arbejdere gik i gang med at samle underskrifter ind blandt OTAs arbejdere på en erklæring om, at de ikke havde fået forelagt det rigtige forhandlingsresultat den 23. juni, og at de aldrig havde stemt om, at Gunnar Stage skulle fyres. Ideen med underskriftsindsamlingen var, at de arbejdere, der havde skrevet under, i højere grad ville føle sig forpligtet til at komme ud af busken på arbejdermødet. Man håbede på den måde at få organiseret en så stærk opposition, at fagbureaukraterne kunne væltes på en efterfølgende generalforsamling; [23] og man ønskede at tvinge OTA til at genantage Gunnar Stage. Tillidsmændenes terror havde imidlertid gjort sin virkning; underskriftsindsamlingen fik ikke nogen stor tilslutning, kun 25-30 arbejdere skrev under.

Til arbejdermødet den 1. september kom kun ca. 50 OTA-arbejdere. Samtlige fremmødte var enige i deres forbitrelse mod tillidsrepræsentanterne. Man vedtog to erklæringer, af nogenlunde samme indhold som underskriftsindsamlingen; og man besluttede, at man under ingen omstændigheder ville betale nogen bod. Hvis OTA begyndte at trække boden i lønudbetalingerne, ville man nedlægge arbejdet. Men disse erklæringer var ikke meget værd. Allerede på mødet var det klart, at kun ganske få af de tilstedeværende turde lægge navn til. OTA-arbejderne var nok vrede, men de var mere bange.

Og OTA-arbejderne havde grund til at være bange, for fagpamperne helmede ikke, så længe der blot var en gnist af opposition tilbage på OTA. De iværksatte deres egen underskriftsindsamling på en udtalelse om, at arbejderne ønskede ro på OTA, indtil lokalforhandlingerne var afsluttet. Det erklærede formål med underskriftsindsamlingen var at finde frem til “urostifterne” blandt OTA-arbejderne. De, der ikke skrev under, ville blive taget under særlig behandling. Med denne trussel hængende over hovedet skrev ca. 120 arbejdere under.

Men der var stadig en smule kampånd tilbage. Da OTA-arbejderne fredag den 7. september fik at vide, at Arbejdsretten dagen før havde idømt dem en bod på ca. 1000 kr. hver, forsøgte en gruppe på ca. 40 arbejdere at starte en aktion. Efter frokostpausen blev de siddende i kantinen, og de fleste var indstillet på at blive siddende, til OTA lovede, at virksomheden ville betale boden. Kort efter blandede Asger Hansen sig i aktionen. Han “talte fornuft” til kammeraterne og søgte at overbevise dem om, at de først måtte diskutere sagen med tillidsfolkene, og at der måtte holdes et arbejdermøde, før man kunne iværksætte en aktion. Resultatet af Asger Hansens indsats var, at den spontane aktion løb ud i sandet. I stedet iværksatte han i samarbejde med VS en indsamling til betaling af boden. Det var i sig selv en rigtig disposition, efter at muligheden for at aktionere mod boden var ødelagt. Men de indsamlede midler gik direkte til fagforeningen, som kom til at stå for fordelingen af pengene. Det betød bl.a., at fagforeningen kunne stille som betingelse for at få andel i de indsamlede midler, at man overholdt indbetalingsfristerne for den andel af boden, som ikke kunne dækkes af indsamlingen.

Forsøget på at starte en aktion imod boden slog fejl; men tillidsfolkene havde endnu engang fået et bevis for, at der eksisterede en levedygtig omend uorganiseret opposition på OTA. Sammen med OTAs ledelse greb de til et sidste desperat middel for at knægte oppositionen. Den 22. oktober blev 13 OTA-arbejdere fyret, officielt på grund af sæsonmæssig produktionsnedgang. Blandt de 13 var i hvert fald 8 af de, der havde været mest aktive under strejken. Selv den tidligere strejkeudvalgsformand Asger Hansen faldt for hammeren på trods af alle de tjenester, han havde gjort virksomheden og fagpamperne. I sine forsøg på at tækkes såvel pamperne som kammeraterne og pressen havde han for ofte tilladt sig at handle uafhængigt af pamperne; og selv om han siden strejkens ophør havde gjort det på fagbureaukratiets præmisser, fandt de, at han var for farlig en mand at have på OTA.

OTA-strejken: Et lærestykke

OTA-arbejderne tabte deres kamp, og de har fået alle de bank, der kan ligge på dem. For så vidt har de altså blot gjort den samme erfaring som de fleste andre af de tusinder af arbejdere, der før dem har været ude i “vilde strejker”. Men OTA-strejken har også givet arbejderklassen en række mere specifikke og derfor mere anvendelige erfaringer. Den har konkret vist, med hvilke midler en “vild strejke” kan knægtes; men den har også vist, hvilke midler arbejderne må tage i brug for at undgå, at deres kamp bliver knægtet.

For det første har OTA-strejken vist, at enhver nok så uskyldig illusion om det faglige bureaukratis karakter – f.eks. at de lokale repræsentanter for bureaukratiet er “gode nok” – vil udgøre en dødelig fare for strejkens sejrrige udfald. Selv de lavest placerede fagforeningsfolk – tillidsmænd og medlemmer af afdelingsbestyrelserne – har skattede privilegier at miste, og de er blevet afrettet i bureaukratiets skoler; derfor deler de interesser med bureaukratiet som helhed. Naturligvis findes der rundt om i landet tillidsmænd og andre lokale fagforeningsfolk, som virkelig er “gode nok”, som kun ønsker at varetage deres kammeraters interesser og faktisk gør det; og der findes nogle få, der i kamp har bevist, at de hører til denne gruppe. Men når man ser bort fra disse få, der har bevist deres loyalitet over for kammeraterne, har arbejderne ingen mulighed for at bedømme, hvem der er “gode nok”, før de står i en kritisk situation. Og da er det for sent, hvis det så viser sig, at de faktisk ikke var gode nok. Derfor må arbejderne, i det øjeblik de beslutter sig til at aktionere uden for det fagretslige system, bryde fuldstændigt med det faglige bureaukrati og afskære det fra enhver indflydelse. Hvordan man skal forholde sig til det faglige bureaukrati i den daglige kamp, er det for vidtgående at komme ind på her.

OTA-arbejderne nedsatte et strejkeudvalg, og dermed opfyldte de en af det revolutionære venstres fremmeste paroler. Men strejkens forløb viste, at den formelle eksistens af et strejkeudvalg langt fra er nok til at sikre strejkens sejrrige udfald. Et strejkeudvalgs praktisk-politiske værdi står og falder med dets politik og slagkraft. Strejkeudvalget må af gavn være en kollektiv politisk ledelse, som effektivt kan afskære det faglige bureaukrati – også dets lokale repræsentanter – fra enhver indflydelse. Forudsætningen for, at strejkeudvalget kan udfylde denne funktion, er, at de strejkende er aktive og organiserede; at arbejdermøderne fungerer som et kollektivt forum, der realistisk diskuterer de problemer, som strejken står over for; at de strejkende ikke er henvist til en tilskuerrolle i strejken, men hver især føler et ansvar for, at strejken skal føres til sejr. Og efterspillet efter strejkens afslutning har endnu engang bevist, hvor nødvendigt det er, at denne aktivitet og organisering fortsætter, også efter at strejken er overstået, hvad enten udfaldet er et nederlag eller en sejr. Arbejdsgiveren og fagforeningen vil altid forsøge at cementere nederlaget eller at svække sejren, og arbejderne kan kun effektivt bekæmpe disse angreb, hvis de fortsat står sammen og har en ledelse, der er uafhængig af fagbureaukratiet. Derfor må strejkeudvalget aldrig opløses ved strejkens ophør.

OTA-strejken har tydeligere end sædvanligt vist, at arbejderne kun kan undgå et bedøvende nederlag, hvis de resolut tilsidesætter ethvert hensyn til, hvad man som pæne mennesker kan og bør gøre, og udelukkende vælger deres våben ud fra, hvad der er mest effektivt. Men den har også peget på nogle meget effektive våben: blokade, sympatistrejke for samme krav, indsamling til en strejkefond, demonstrationer o. s. v. For så vidt som alle disse – positive og negative – erfaringer tages til efterretning, har den også vist, hvorledes lavtlønssystemet kan og skal bekæmpes. Det var ikke nogen naturlov, at OTA-arbejderne skulle tabe deres kamp. Nederlaget skyldtes de strejkendes manglende erfaring og den række af fejl, som dette medførte. OTA-strejken har vist, at heller ikke de lavtlønnede arbejdere behøver at vente på, at højere magter forbarmer sig over dem og deres trængsler, men at de er i stand til selv at kæmpe for en forbedring af deres vilkår. Og den har også vist, at de ikke står alene i denne kamp, men at tusinder af arbejderes over hele landet indser det politiske perspektiv i kampen og støtter den.

Eva Simonsen

Noter

1. Lønforhøjelsen skulle ifølge overenskomsten falde med 40 øre øjeblikkeligt, 40 øre pr. september 1973, 45 øre pr. marts 1974 og 45 øre pr. september 1974.

2. Lolland-Falsters Folketidende 26/5 1973. Folketidende er den lokale borgerlige (Venstre) avis, der har hovedredaktion i Nykøbing F.

3. Ny Dag er den lokale socialdemokratiske avis, der har hovedredaktion i Nakskov.

4. Afstemningsresultatet var ca. 130 stemmer for at nedlægge arbejdet, ca. 30 stemmer imod.

5. Både Knud Sørensen og tillidsfolkene deltog i produktionen på OTA. Arbejdet med deres faglige hverv optog kun en lille del af deres arbejdstid.

6. Helge Stage samarbejdede under hele strejken med Internationale Socialister. Det forekom, at vi var uenige, og vi lagde ikke skjul på denne uenighed over for OTA-arbejderne; men da vi i alle afgørende situationer optrådte samlet, er der ikke i artiklen skelnet mellem hvem af os, der har taget initiativet til de enkelte råd og aktiviteter. “Vi” vil derfor i resten af artiklen omfatte både repræsentanter fra IS og Helge Stage.

7. Ny Dag 7/6 1973.

8. Under normale omstændigheder bliver Tartas produkter distribueret via OTA i Nakskov. Det betød, at så længe OTA var blokeret, var distributionen af Tartas produkter også blokeret, hvilket naturligvis øgede blokadens effektivitet som våben over for OTA. Det var disse ordrer, som Tarta-arbejderne, efter at blokaden var hævet, kunne ekspedere.

9. Information den 5. juli 1973. Når Tarta-arbejderne afviste OTA-arbejdernes udsagn om deres løn, skyldtes det ikke så meget mangel på solidaritet som bedre vidende. I udtalelser og løbesedler gav Asger Hansen konsekvent udtryk for, at lønnen på OTA var 14,50 kr. timen. I virkeligheden var mindstelønnen lidt højere, 14,69 kr., og kun 41 af OTA-arbejderne gik for denne løn. Det vidste arbejderne på Tarta, og derfor afviste de beløbet 14,50 kr. som løgnagtigt.

10. Her citeret fra Asger Hansens manuskript.

11. Politiken 15/6 1973.

12. Information 15/6 1973.

13. Det er vanskeligt at bedømme, hvor pålidelige disse tilsagn var, da de ifølge sagens natur blev givet underhånden. De sikreste tilsagn kom fra Nakskov Sukkerfabrik og fra Lollands Korn. Lollands Korn måtte kort efter indrømme en betydelig lønforhøjelse til deres ufaglærte arbejdere under trussel om strejke.

14. Lolland-Falsters Folketidende 25/6 1973.

15. Der var aldrig truffet nogen eksplicit beslutning, om at der fortsat skulle eksistere en organisering efter strejken; men det var adskillige gange blevet nævnt som en selvfølge både på strejkeudvalgsmøder og på arbejdermøderne.

16. IS holdt i denne periode kontakt med 4-5 af de OTA-arbejdere, der havde været mest aktive under strejken, bl.a. med 3 medlemmer af strejkeudvalget.

17. Det er en forveksling. Ketty Jørgensen kunne ikke træffes og deltog derfor ikke i mødet. Det gjorde derimod Lizzie Hansen.

18. Haapannen var gået, før tillidsfolkene kom.

19. B.T. 14/8 1973.

20. Lolland-Falsters Folketidende 16/8 1973.

21. Ifølge referatet skulle der have deltaget 109 mølleriarbejdere i generalforsamlingen, hvoraf kun 2 skulle have stemt imod “Gunnar Stages linie”. Samtlige arbejdere, vi har snakket med, er imidlertid enige om, at der var mellem 60 og 80 deltagere i generalforsamlingen. Og mindst 4 arbejdere hævder, at de stemte for “Gunnar Stages linje”.

22. Realiteten bag denne påstand er, at tillidsmand Hakon Peitersen, efter at generalforsamlingen var afsluttet, og mens folk var ved at forlade salen, stod op og opfordrede Gunnar Stage til at forlade OTA. Knud Sørensen har senere hævdet, at det skulle være almindelig fagforeningspraksis at betragte en udtalelse som en vedtagelse, når den ikke bliver modsagt.

Toppen af siden