Arbejdspladstaktik

Viste valget den 4. december og det derpå følgende kommunevalg ikke meget, viste det dog, at arbejderklassen i de større byer er rykket mod venstre. Venstreskredet, der var tydeligst i disse områder, er kommet DKP parlamentarisk og organisatorisk til gode. Baggrunden for dette venstreskred i industribyerne er ikke en opslutten bag DKPs politiske linje, men det simple, at en større og større del af arbejderklassen ønsker ført en hårdere og mere fast politik over for arbejdsgiverne. I en sådan situation repræsenterer DKP ikke arbejderklassens mere militante aspirationer. Med partiets fastere og fastere sociale forankring i de trængte ”progressive” mellemlag og fagbureaukratiets lavere lag og mellemlag vil et venstreskred resultere i en styrkelse af den ”venstreorienterede” udgave af reformismen og klassesamarbejdet.

Ud over den indsats DKP selv vil yde for at afsløre sin reformistiske natur og statskapitalistiske bestræbelser, er det en pligt for revolutionære at bidrage til denne afsløringsproces. Man bør samtidig vare sig for at stille for store forventninger til venstreskredet i arbejderklassen. Venstreskredet vil ikke nødvendigvis forbedre de revolutionæres arbejdsmuligheder i arbejderklassen. Vi står stadig på næsten bar bund. Der eksisterer godt nok en ny generation af militante arbejdere, men de er ikke en del af en sammenhængende bevægelse, og de arbejder ikke i et miljø, hvor grundlæggende marxistiske ideer er udbredte.

I dag indtager revolutionære en marginalposition i forhold til arbejderklassen og dens kampe. Det kan ikke bestrides. Spørgsmålet stiller sig derfor: Hvorledes kan vi, i vort arbejde for at genetablere den marxistiske tradition i arbejderklassen, opnå positioner, der skaber autoritet og dermed reel indflydelse? Eller mere præcist: Hvorledes opnår revolutionære socialistiske organisationer at blive det organisatoriske udtryk for arbejderklassens mest fremskredne dele? Og hvorledes skal dette kombineres med deltagelsen i den kamp, der i kimform udtrykker de objektive bestræbelser på arbejderklassens konstituering som klasse for sig selv?

Hvis vi ser på IS’s hidtidige erfaringer, får vi nogle fingerpeg om, hvordan vi i hvert fald ikke skal gribe sagen an. Disse erfaringer har givet anledning til, at vi har taget vores taktik i forhold til de ovenfor nævnte opgaver op til revision. Diskussionen er ikke afsluttet i IS, hvorfor denne redegørelse må betragtes som en foreløbig principiel stillingtagen. Vores erfaringer viser, at vi i vores tidligere arbejde har overbetonet en af en revolutionær organisations opgaver, nemlig at intervenere i arbejderklassens kampe, hvor det er muligt, for derigennem at bidrage til at effektivisere kampen og om muligt sikre en sejr, der kan hindre desillusion og række ud over fagforeningens klassesamarbejdslinje. Baggrunden for denne linje var, at vi dengang mente, at der fandtes et potentiel af militante arbejdere, som var villige til at forsvare deres klasses interesser uanset de derved kom i konflikt med det faglige bureaukrati. Der har været tale om en fejlbedømmelse af organisationens muligheder og af arbejderklassens øjeblikkelige kampberedskab.

Erfaringerne viser imidlertid, at det ikke er muligt for en revolutionær organisation alene gennem intervention at sikre sig indflydelse på arbejdspladserne.

Etableringen af en militant arbejderbevægelse og i vekselvirkning hermed det partiopbyggende arbejde står stadigvæk som det overordnede perspektiv for en revolutionær organisation. Spørgsmålet er for os nu: Hvorledes skal det praktiske arbejde foregå, når erfaringen har skubbet ”interventionismen” til side? Her vil vi se på de konkrete erfaringer vi har gjort, og så prøve at besvare spørgsmålet derudfra.

Men først en præcisering. Vi har altid lagt meget vægt på at fremholde, at et partiopbyggende arbejde ikke kan lykkes uden et samtidigt arbejde med at deltage i opbygningen af en militant arbejderbevægelse. Dette synspunkt er stadig det overordnede perspektiv. Uden en militant arbejderbevægelse vil opgøret mod fagbureaukratiet ikke have nogen mening: den revolutionære propaganda mod fagbureaukratiet vil uden en militant arbejderbevægelse mangle sin basis og være overladt til bureaukratiets jernhånd. Samtidig er eksistensen af en militant arbejderbevægelse en nødvendig forudsætning for at et revolutionært parti faktisk kan udgøre en ledelse i klassekampen og der sammensvejse delkampene til et samlet politisk opgør med kapitalen.

Det, vi nu må pointere stærkere, end vi gjorde dengang, er, at en militant arbejderbevægelse ikke kan nå afgørende resultater i et politisk tomrum, hvor dygtigt et lederskab bevægelsen end har fostret. Den militante bevægelses gennembrudskraft ligger i tilstedeværelsen af organiserede revolutionære arbejdere, der samtidig med deres deltagelse i opbygningen af en militant arbejderbevægelse, deltager i det partiforberedende arbejde.

Problemet har på intet tidspunkt været, hvorvidt en revolutionær socialistisk organisation skulle satse sin afgørende kraft på at søge forankring i arbejderklassen. Problemet har været, hvordan denne forankring skulle finde sted. Vores erfaringer viser os, at denne proces løber ud i sandet via en ”interventionslinje”. Forankringsprocessen må i øjeblikket først og fremmest have karakter af et arbejde på arbejdspladserne for oprettelsen af IS-celler og deltagelse i arbejdet med at danne arbejderkomiteer, hvor cellerne efterhånden vil blive organisationens naturlige organisatoriske rygrad.

Disse præciseringer for at vise karakteren af vores ændrede holdning og kontinuiteten i vores generelle syn på revolutionære socialisters opgaver.

Erfaringer fra OTA-strejken

Proletar! nr. 7 indeholdt en vurdering af OTA-strejken og IS’s arbejde under samme strejke. Artiklen var en minutiøs gennemgang af strejkens forløb – heri lå dens styrke – men den undlod imidlertid at tage stilling til muligheden for og nytten af en revolutionær organisations intervention i arbejdskampe under de nuværende betingelser.

Vi har i IS diskuteret de hidtidige erfaringer med vores udpræget ”interventionistiske” arbejdspladstaktik, som også lå til grund for vores arbejde under OTA-strejken. Vi er nået frem til, at denne taktik er fejlagtig under de nuværende betingelser, pga. de revolutionæres marginale position og forankring i arbejderklassen, sammenholdt med at arbejderklassen som helhed står uden solide kamperfaringer. På nuværende tidspunkt, hvor der ikke eksisterer en revolutionær organisation med en sådan forankring i arbejderklassen, at den kan vurdere de konkrete styrkeforhold præcist, vil faren for nederlag og desillusion som følge af en taktik, der generelt tager sigte på effektivisering af arbejdskampe, være betydelig. Misforstå os ikke. Vi afviser ikke intervention i enkelte tilfælde, hvor forholdene er anderledes. Vi siger blot, at man ikke kan anlægge en generel interventionslinje for revolutionært arbejde under de nuværende betingelser.

Erfaringer fra udgivelsen af ”Bryggeriarbejderen”

Ud fra samme interventionslinie startede vi i maj 73 bladet ”Bryggeriarbejderen”. Dette blads angivelige formål var ”at viderebringe informationer og erfaringer fra den daglige kamp på fabriksgulvet, så de bliver spredt fra afdeling til afdeling – fra bryggeri til bryggeri” (citatet stammer fra ”Bryggeriarbejderen” nr. 1). Vore medlemmer og kontakter på bryggerierne var imidlertid så få, at dette formål ikke kunne opfyldes. I stedet for at bladet som forventet skulle blive en hjælp for IS’s arbejde på bryggerierne, blev arbejdspladsarbejdet i stedet en slags hjælpetjeneste for bladet. Bladet havde ingen organiserende effekt og pressede os i stedet ind i en overordentlig kunstig og utilsigtet avantgarderolle, vi ingen forudsætninger havde for at indtage. Vi har som konsekvens heraf standset udgivelsen af ”Bryggeriarbejderen”. Som elementær konklusion heraf kan drages, at et virksomhedsblad først bør startes, når der er en arbejdspladscelle, som man med god samvittighed kan sige er indarbejdet på fabrikken, og hvor et sådant blad udgør et naturligt og nødvendigt led i dens agitation. En del andre ting kunne tilføjes, men dette er afgørende.

Arbejderorganisering

Over for vor hidtidige ”interventionisme” stiller vi i dag tålmodigt arbejde med opbygning af arbejdspladsgrupper (arbejdspladsceller og arbejderkomiteer) inde på fabrikkerne, for ad denne vej at danne den forankring i arbejderklassen, der er forudsætningen for en formålstjenlig intervention i arbejdskampe og i klassekampen som helhed. Det revolutionære opbygningsarbejde må tage sit udgangspunkt på arbejdspladsen, hvor vi er samlet som arbejdere og mest åbenlyst konfronteres med kapitalens diktatur. Der behøves baser for revolutionær agitation, propaganda og politisk organisationsarbejde på de store arbejdspladser. Først med eksistensen af et net af arbejdspladsgrupper findes de organisatoriske forudsætninger for at rodfæste den revolutionære politik i store dele af arbejderklassen.

Arbejdspladsceller

Et væsentligt led i dette er den politiske stabilisering og på lidt længere sigt organisering af de revolutionære og tendentielt revolutionære elementer i arbejderklassen med henblik på politisk arbejde i arbejderklassen (til forskel fra optog og lignende aktiviteter i forhold til den borgerlige offentlighed).

IS satser i dag på at opbygge arbejdspladsceller, hvor vi har mulighed herfor. På længere sigt arbejder vi for at gøre arbejdspladscellen til den organisatoriske rygrad og grundenhed i IS. En revolutionær organisation må være fysisk til stede på de store virksomheder, den må være fysisk til stede i arbejderklassen.

Arbejderkomiteer

IS anser arbejderkomiteer, forstået som en forening af de mest militante og klassebevidste arbejdere, som det aktuelt mest hensigtsmæssige udtryk for en politisk stabilisering ikke blot af de revolutionære, men også af de mest fremskredne dele af de militante arbejdere.

Arbejderkomiteen er en basisorganisering, der begyndelsesvis tager sit udgangspunkt direkte på de enkelte arbejdspladser ud fra forhold, der er relevante at arbejde med på den enkelte arbejdsplads. Dette gør ganske vist arbejderkomiteen meget påvirkelig for lokale konjunktursvingninger (f. eks. ændringer i arbejdsforhold, klubforhold o.l.). Det er imidlertid ikke realistisk at forvente, at man kan organisere de mest militante og klassebevidste arbejdere bag et fast og afgrænset revolutionært program på nuværende tidspunkt.

Vi har ikke i sinde her at gå i dybden med, hvordan vi forestiller os den politiske og organisatoriske udvikling i evt. arbejderkomiteer. Der kan ikke lægges noget fast skema for udviklingen af disse. Visse helt elementære grundregler vil vi dog slå fast:

Arbejderkomiteen må organiseres selvstændigt og uden for fagforeningernes kontrol. Arbejderkomiteen bryder med den fagforeningsmæssige opsplitning i klubber og fag – den forholder sig til hele arbejdspladsens situation, og dermed den samlede kamp der.

Arbejderkomiteen er ingen sympatisørstruktur for nogen politisk organisation. Den er intet diskussionsforum, hvor de forskellige politiske tendenser kan slås indbyrdes om de uorganiserede arbejdere.

Arbejderkomiteen er en avantgardeorganisering omkring et eller flere elementære krav, der vedrører den lokale arbejdspladssituation.

Det konstante arbejde for at sammensvejse avantgarden er samtidig medvirkende til, at det bliver muligt i en konfliktsituation at vælge en strejkekomite, som kan blive en virkelig politisk ledelse i kampen.

Arbejderkomiteen er den mest hensigtsmæssige form for et begyndende samarbejde mellem revolutionære og mere erfarne militante arbejdere. Det er et organisatorisk forum, hvor de revolutionære arbejdere kan forsøge at bryde deres politiske isolation.

Ud fra ovenstående kan det altså konkluderes, at IS i dag satser på at organisere dels arbejdspladsceller tilknyttet IS og dels arbejderkomiteer, der tilstræber at samle de mest militante og klassebevidste arbejdere.

Samtidig vil vi satse på at udvikle en realistisk arbejdspladspolitik. Det væsentlige er stadigvæk, hvilken politik arbejdspladsgrupperne fører. Vores forestående opgaver bliver at klargøre og udvikle vores arbejdspladspolitik, opfattelsen af fagforeningernes, klassesamarbejdsorganernes udvikling samt fortsættelsen af det partiforberedende og -opbyggende arbejde og stillingtagen til arbejderklassens øvrige historiske opgaver.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 29. april 2024 kl. 00:06

Proletar! nr. 8 maj 1974

Temasider

Nr. 8

Hovedmenu

Proletar! nr. 8 – Side 2-3 – Maj 1974