![[ Proletar! nr. 8 ]](../proletar/008.jpg)
Proletar! nr. 8
maj 1974
Temasider
Nr. 8
Side 1
· Proletar! nr. 8 - Maj 1974 - Forside
Side 2
· Arbejdspladstaktik
Side 4
· DKP og kampen mod Hopesagen
Side 38
· Ny-Malthusianisme - en bortforklaring af de kapitalistiske kriser
Hovedmenu
Proletar! nr. 8 – Side 4-8 – Maj 1974
DKP og kampen mod Hopesagen
Spørgsmålet om, hvorvidt Hope-dommen har dannet præcedens for strafferetslig forfølgelse af strejke-og blokadevagter, har været diskuteret frem og tilbage med skiftende konklusioner. Fagretsligt har enhver form for blokader i forbindelse med strejker været ulovlig siden 1899. Da enhver effektiv strejkevagt indebærer i det mindste truslen om vold, er der således til stadighed mulighed for at rejse tiltale ved domstolene – også efter den dom, Arbejdsretten automatisk vil fælde. En arbejdsretslig sag af denne karakter fandt sted omkring århundredskiftet, hvor strejkevagter fulgte ”arbejdsvillige” hjem fra arbejde på behørig afstand og uden brug af trusler. Denne fremgangsmåde blev erklæret ulovlig: det var tilstrækkeligt, at strejkevagternes opførsel havde slidt de ”arbejdsvilliges” nerver tynde. Det har altså altid været tilstrækkeligt, at nogen har følt sig truet, for at der kan falde dom, og da ”arbejdsvillige” altid vil føle sig truet af strejkevagter, er der derfor altid mulighed for at slæbe arbejderne for den ene eller den anden domstol. Hvorvidt det sker, og hvilken dom, der falder, afhænger ikke af jura.
I forbindelse med Hope-sagen er spørgsmålet, om kampagnen – ud over at sikre de anklagedes frifindelse – er blevet udnyttet til at styrke arbejderklassen som helhed og derved gøre det politisk vanskeligere for bourgeoisiet at rejse lignende sager for fremtiden, d. v. s. 1) om kampen har bibragt de militante arbejdere, som på en eller anden måde deltog i den, forståelse af statsapparatets og retsmaskineriets karakter og dermed af nødvendigheden af at organisere sig i kampen, og 2) om en sådan forståelse er blevet benyttet til opbygningen af mere permanente organisationer i virksomhederne til imødegåelse af den offensiv fra kapitalens side, som en kommende international krise vil bringe.
Ingen kan være i tvivl om, at dette ikke er sket. Hope-kampagnen har i overvejende grad været DKP’s værk, og den bærer DKP-kampagnernes karakteristiske træk. Vi vil i fremstillingen af Hope-kampagnen vise, hvorledes DKP effektivt udnyttede den i fremstødet mod Socialdemokratiet og SF, og til det formål indskrænkede kampens sigte til ”kampen mod reaktionen”.
Hope var et fund for partiet. Som Ib Nørlund udtrykte det i Land og Folk den 8. marts i år: ”Vore forestillinger om det næste skridt frem for arbejderklassen i den foreliggende situation går ud på i en række konkrete og afgrænsede spørgsmål at skabe en fælles optræden, som kan give det arbejdende folk vægt over for den herskende politik, Hope-sagen var et eksempel på hvordan.” Den bredest mulige organisering på det bredest mulige grundlag. DKP’s agitation tog følgelig det bredest mulige udgangspunkt: på samme måde som partiet havde gjort EF-kampagnen til en kamp for ”national selvbestemmelsesret”, gjorde det Hope til en kamp mod en ”lang tids reaktionær kampagne modfagforeningerne”. I Hope-sagen blev reaktionen – ud over Barsøe Carnfeldt – ”personificeret i anklageren og dommeren”. Da agitationens sigte således blev så snævert som muligt – apeller til arbejderklassen om at forsvare fagforeningerne mod reaktionen – og målet blev anset for nået i det øjeblik, de anklagede blev frifundet, fik kampen til trods for DKP’s store ord i virkeligheden en defensiv karakter.
Denne indskrænkning var en nødvendighed for DKP, da meningen med kampagnen bl.a. var at tvinge LO’s højrefløj ud i en situation, hvor den var nødt til enten at gå med i DKP’s kampagne eller gøre sig umulig hos arbejderne ved at koncentrere kræfterne om at bekæmpe DKP, mens retssagen stod på. I begge tilfælde ville DKP lukrere af situationen: i første tilfælde ved som initiativtager at have vist sig som den mest konsekvente forsvarer af arbejderklassens interesser, i andet tilfælde ved at kunne fremstille LO’s højrefløj som splittelsesfolk, der brugte mere tid på at bekæmpe andre arbejdere end på at bekæmpe ”reaktionens” overgreb. LO’s højrefløj startede med at hægte sig på Hope-kampagnen og sluttede med at bruge alle kræfter på bekæmpelse af DKP. Resultatet var en styrkelse af DKP inden for fagbevægelsen og i offentligheden. For at nå dette mål måtte DKP til gengæld afstå fra krav, som kunne frastøde venstresocialdemokraterne, krav, som rettede sig mod staten og det fagretslige system. Resultatet er, at arbejderklassen som helhed ikke er bedre rustet til at bekæmpe kapitalens offensiv, end den var før Hope-kampagnen.
Hope-sagens forløb op til Hadsund-demonstrationen
Den 4. maj, da der endnu var mulighed for tiltalefrafald og henlæggelse af sagen, afholdt tillidsmændenes fællesledelse i Ålborg et møde, hvor man i samråd med 25 tillidsmænd vedtog at gå til stats- og justitsministeren for at få dem til at standse retssagen. I udtalelsen fra Ålborgmødet hed det: ”Fra talrige arbejdspladser over hele landet, men især fra det nordjyske område har vi fået kraftige sympatitilkendegivelser, fordi vi protesterede mod, at straffeloven rettes mod faglige tillidsrepræsentanter. Således har vi fået en række forslag om vidtgående aktioner, og vi finder det derfor påkrævet at opfordre alle danske arbejdspladser, der ønsker at protestere mod den urimelige vending, Hadsundsagen har fået, til at begrænse demonstrationer til et kvartes pause på det tidspunkt, da vor delegation mødes med statsminister Anker Jørgensen og justitsminister K. Axel Nielsen.” I fællesledelsen i Ålborg sad Niels Klitgård, formand for DASF i Nørresundby, gammelt medlem af DKP's centralkomité og en af hovedkræfterne i hele Hopekampagnen.
Tiden var således ikke inde til større aktioner på arbejdspladserne. I en udtalelse fra DKP’s centralkomité den 12. - 13. maj blev sagen betegnet som ”et overgreb mod fagbevægelsens aktionsret”; man protesterede mod, at regeringen ikke ville gribe ind, selv om justitsministeren havde erkendt, at det juridisk kunne lade sig gøre. ”Danmarks kommunistiske Parti opfordrer dansk fagbevægelse til at stille sig solidarisk med de anklagede fagforeningsfolk i deres fortsatte kamp, og centralkomiteen kræver, at Socialdemokratiet og SF bruger deres politiske flertal til gennemførelse af tiltalefrafald i denne sag.” Som man kunne vente, skete der ikke noget sådant. I stedet medførte et spørgsmål fra Thestrup et hastigt tilbagetog fra Anker Jørgensen, der tidligere havde udtalt, at sagen aldrig burde have været rejst: ”Den dømmende magt bør ikke antastes. Det mener jeg heller ikke at have gjort.” Som svar antydede DKP’s folk i DASF, at Anker Jørgensen burde ekskluderes af DASF – hvad der heller ikke skete.
Retssagen i Hadsund
På dette tidspunkt begynder DKP's sabelraslen op til byretssagens start. Allerede den 24. maj bebuder Land og Folk ”storstilede protestaktioner, mens retssagen står på.” Det betyder nu ikke, at DKP vil tage ledelsen af strejker og demonstrationer under sagen. Partiet foretrækker at opfordre LO til ”aktionsenhed” for at bringe LO’s højrefløj på glatis. LO’s ledelse i skikkelse af Thomas Nielsen marcherer i spidsen for den af DKP organiserede demonstration i Hadsund, da sagen den 6. august kommer for retten. Erhard Jacobsens bedømmelse i radioen af Thomas Nielsens holdning til Ålborgdemonstrationen gælder imidlertid lige så vel for Hadsund: ”Thomas Nielsen – han vil op og være på stedet. Hvis han ikke går i spidsen, så er der nogle andre, der går i spidsen og leder det i en anden retning. Thomas Nielsen viser sin interesse for det der, men jeg tror nok, at Thomas Nielsens sympati for aktionen, den kan vist nok ligge på et meget lille sted, hvis jeg kender ham ret.” Det gør han – lige så godt som kommunisterne, der ved, at hvis det ikke havde været for dem, var Thomas Nielsen aldrig kommet til Hadsund.
I resolutionen fra Hadsund betragtes Hope-sagen så snævert som muligt, nemlig som et angreb på ”retten til at aktionere for oprettelse af kollektive overenskomster.” Den indeholder intet om sagens perspektiver for fremtidige aktioner, intet om, hvordan en eventuel dom skal bekæmpes. Hvis den havde gjort det, ville ”aktionsenheden” have fået trange kår.
Mens sagen er for byretten, indskrænker Land og Folk sig til at lave journalistik på forløbet. Den 11. – 12. august retter bladet en militant henvendelse til arbejderne: ”Hope-sagen har vide perspektiver. Den har i et glimt afdækket reaktionens bestræbelser på at holde dansk fagbevægelse i ave. Men den har også givet stof til eftertanke hos de enkelte arbejdere. Hope-sagen er klassekamp. Kun gennem en konsekvent aktiv holdning fra arbejdernes side vil det lykkes at tvinge reaktionen – i Hope-sagen personificeret i anklageren og dommeren – på retræte. Det er det, der er brug for i denne situation.”
Længere til højre kunne bladet ikke komme: det er ”reaktionen”, der truer, ikke bourgeoisiet; ”reaktionen” er personificeret i anklageren og dommeren: de er ikke som nødvendige led i statsmaskineriet naturligt bourgeoisiets forlængede arm, men ”reaktionens”; reaktionen har givet den enkelte arbejder ”stof til eftertanke”; men har arbejdernes eftertanker nogensinde afgjort kampen mellem kapitalen og arbejderklassen? Arbejderne skal nok indtage en ”aktiv holdning”, men hvad skal de gøre, hvordan skal ”reaktionens” angreb besvares? Det er det, der ville være brug for at vide i denne situation!
Først efter at byretsdommen var faldet, forstærkede DKP igen sit pres på Socialdemokratiet og SF. ”Formandsinitiativet” holdt møde mandag morgen den 27. august, efter at dommen var afsagt om fredagen. ”Her enedes man om at afvente arbejdspladsernes reaktion, der kom prompte.” Således gik Erik Hansen fra B&W’s værft til møde med arbejderne i frokostpausen, efter at et tillidsmandsmøde og et repræsentantskabsmøde enstemmigt havde opfordret til nedlæggelse af arbejdet; her sagde han: ”Den dom, der er faldet i Hadsund, er en dom der kun kan væltes ved, at arbejderne aktionerer samlet.” Altså gik arbejderne hjem om eftermiddagen. Alt i alt var ca. 200.000 arbejdere ude i korte, symbolske arbejdsnedlæggelser inden for tre dage. Mange steder havde strejkerne karakter af 15 minutters pause i forbindelse med frokostpausen. Efter forhandlinger med LO frafaldt Dansk Arbejdsgiverforening kravet om bod i forbindelse med disse strejker.
DKP’s pres for ”aktionsenhed” med Socialdemokratiet begynder at gøre sin virkning: den socialdemokratiske folketingsgruppe udtaler ifølge Land og Folks leder den 29. august: ”Folketingsmedlemmerne anerkender nødvendigheden af, at arbejdsmarkedet er dækket af kollektive overenskomster. De lover også, at de vil medvirke til, at aktioner, der er nødvendige for overenskomsters oprettelse, frit kan gennemføres. Statsministeren siger i tilknytning til gruppens udtalelse, at også han ønsker at medvirke til opretholdelsen af arbejdernes aktionsrettigheder. Lederen fortsætter: ”Dette må få konsekvenser. Hvis den socialdemokratiske folketingsgruppe mener noget med sin udtalelse til støtte for arbejdere i lovlig aktion, må den kræve justitsministerens øjeblikkelige afgang.” Justitsministeren blev faktisk gået på et senere tidspunkt, bl.a. på grund af nogle senile bemærkninger i forbindelse med Hope-sagen; men det var typisk for DKP’s propaganda under hele sagen. at den rettede sig mod enkeltpersoner – Hopes direktør, dommeren, anklageren, justitsministeren – og ikke mod staten og det dermed forbundne fagretslige system.
Samme dag skriver Ove Peitersen – DKP’er og formand for murersvendene i Århus – på disse murersvendes vegne et åbent brev til Anker Jørgensen og Sigurd Ømann, hvori han opfordrer dem til at ”bruge arbejderflertallet”: ”Arbejdspladsernes folk kender deres ansvar. – Nu er det op til jer også at kende jeres ansvar.” Sagen skal standses, de ni fagforeningsfolk frifindes, der skal ikke for fremtiden drives klapjagt på aktive, faglige tillidsfolk, som blot udfører det arbejde, de er valgt til. Sigurd Ømann svarer i Miniavisen, at ”Peitersen er et fremtrædende medlem af Danmarks kommunistiske Parti” (en oplysning som næppe er ny for nogen), beder ham ”spare sit partipolitiske spil” og beskylder ham for at skabe splid på arbejderklassens bekostning. Han forsikrer, at der aldrig har været tvivl om SF’s stilling i Hopesagen og slutter kryptisk: ”Denne sag skulle aldrig have været rejst, men hvis nu også landsretten som retten i Hadsund skulle begå lignende dumheder, er der grund til at korrekse det samlede retssystem, og derved får vi også landsretten med i gryden.” For så vidt der er mening i denne udtalelse, er det, at SF i modsætning til DKP føler sig hjælpeløs i en sådan situation. Ømann søger i bedste koldkrigsstil at redde skinnet ved at henvise til, at Peitersen er et ”fremtrædende medlem af Danmarks kommunistiske Parti”; i øvrigt er SF's holdning til sagen klar. Men netop SF’s holdning til Hope var alt andet end klar. Hver gang DKP appellerede til arbejderne, var SF splittet mellem at forsøge noget tilsvarende – hvad der med partiets ringe arbejderbasis ville være et voveligt forsøg – eller holde sig i røven på Socialdemokratiet, hvor det føler sig hjemme. SF var det parti, som tabte mest på Hope-sagen.
DKP’s centralkomité føler medvinden og de andre partiers forlegenhed og skærper tonen. Den 8. – 9. september udtaler den: ”Det bliver mere og mere klart, at arbejdsgiverne og de multinationale koncerner ved hjælp af EF-bestemmelser, klassedomstolene og det fagretslige juristeri er gået til angreb på arbejdernes organisationsfrihed og tillidsmændenes rettigheder. Vi appellerer til den samlede fagbevægelse om at gøre klar til at imødegå ethvert overgreb med ny aktion og til at sikre sig aktionsfrihed om egne løn- og arbejdsvilkår.”
DKP styrket til Ålborg
Folketingsvalget i december viste en klar styrkelse af DKP. Det første åbne modangreb fra Socialdemokratiets side kom i form af Ejner Hovgaard Christiansens erklæring om, at det nu var på tide, man begyndte at bekæmpe DKP’s og SF’s indflydelse i fagbevægelsen. Men lettere sagt end gjort. Kampen mellem DKP og Socialdemokratiet, som især har været ført om fagbureaukratiets lavere lag, skabte i første omgang kun splittelse af fællesklubber; der skulle åbenbart mere til end en genoprettelse af det socialdemokratiske ”faglige sekretariat” for at få fagbevægelsen ”renset for kommunister”.
Efter valget havde DKP igen tid til at koncentrere sig om Hope. Den 21. december opfordrede skibsværftsarbejdernes branchemøde i Land og Folk til demonstration i Ålborg den 11. februar. Formanden for brancheudvalget – igen Erik Hansen – udtaler, at fagbevægelsen må manifestere, at den ikke tåler nogen form for dom. Den 28. december kan man så i Land og Folk læse, at ”arbejdsnedlæggelser, demonstrationer og protestudtalelser vil præge hele landet, når Hope-sagen kommer for landsretten den 11. februar i Ålborg. DASF i Nordjylland, der repræsenterer 35.000 af forbundets medlemmer, synes også parat til at medvirke til demonstrationer, der, som DASF’s distriktssekretær, Henning Jacobsen, udtrykker det, ’holder sig inden for lovens rammer’.”
DASF’s nordjyske afdeling overlod det imidlertid til et formandsmøde at afgøre karakteren af de demonstrationer, DASF ville medvirke i. DKP ønskede demonstrationer over hele landet, men da DASF’s formandsmøde kun kunne presses til at deltage i Ålborg-demonstrationen – hvis alle hensyn til legaliteten blev taget – gav DKP afkald på at organisere yderligere demonstrationer for ikke at bringe ”aktionsenheden” i fare. Der bliver f. eks. ikke tale om en demonstration i København, selv om DKP har de bedste forudsætninger for at gennemføre demonstrationer her. DKP vælger at presse fagbureaukratiet så langt, det er muligt, for derefter at rette sig ind efter det.
”Formandsinitiativet” indbyder københavnske tillidsmænd til et møde den 28. januar. På dagsordenen står spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at skabe røre om Hope-sagen, tilslutning til opfordringen fra DASF’s distrikter om deltagelse i Ålborg-demonstrationen og den efterfølgende faglige konference; på denne konference skal man diskutere fagbevægelsens situation, hvis der falder dom i sagen. Der bliver ikke taget beslutning om at organisere demonstrationer i København; ”formandsinitiativet” indskrænker sig til at organisere transport af fagforeningsfolk til Ålborg. Hopesagens optagelse for landsretten bliver således end ikke nævnt fra mikrofonen på B&W-øen; kun dagens ret lyder gennem højtalerne. Arbejdspladsens fagbureaukrater er alle i Ålborg for at demonstrere på alle arbejderes vegne i dagens eneste demonstration og faglige møde. Foreløbig er arbejdet for ”aktionsenhed” lykkedes, der er ikke brug for arbejderne på den DKP-dominerede arbejdsplads, B&W, denne gang.
På selve dagen demonstrerer 3000 faglige ledere og 15.000 andre i Ålborg. Demonstrationen holdes kl. 14, så de arbejdspladser i området, der har nedlagt arbejdet kl. 12, går med. Der kommer arbejdere fra Ålborg værft, transportgruppen, Dansk eternitfabrik, Dansk Andels-cementfabrik i Nørresundby, Andels-svineslagteriet og sækkefabrikken Bates. Desuden nedlægges arbejdet på enkelte virksomheder i København og Esbjerg.
DKP’s øgede styrke giver sig bl.a. udtryk i resolutionen fra Ålborg-demonstrationen, der er af en mere militant og konkret karakter end resolutionen fra Hadsund-demonstrationen. Hvis der falder en nok så lille straf til de anklagede, opfordres arbejderne på alle landets arbejdspladser til at nedlægge arbejdet allerede om morgenen og sætte sig sammen for at diskutere den videre udvikling. LO-ledelsen kunne dårligt komme af sted med at protestere mod resolutionen ved denne festlige lejlighed; den måtte sætte sin lid til de socialdemokratiske tillidsmænds velkendte evne til at bekæmpe og pacificere arbejdsnedlæggelser.
Socialdemokratiet var talrigt repræsenteret under demonstrationen – LO var nødt til at manifestere sig, dels for at genoprette noget af det, der var gået tabt under de sidste års strejker og EF-kampagnen, dels for at DKP ikke skulle løbe af med det hele; men DKP havde den afgørende indflydelse på det faglige møde efter demonstrationen. Jørgen Jensen kom i sin tale kort ind på Hope-sagen. Derefter gik han over til hovedemnet: DKP’s kritik af folketingets politik. Han så resultatet af folketingsvalget som udtryk for, at arbejderbevægelsen ikke selv havde gjort op med den reformistiske opportunisme. Han kom ind på enheden i fagbevægelsen: ”Vi skal bevare dansk fagbevægelse som en enhedsorganisation, styrke den ved diskussioner og aktionsfrihed og afvise dem, der vil splitte.”
Thomas Nielsen indfriede de forventninger, der var stillet til ham, ved at advare mod ”tomme demonstrationer i form af arbejdsnedlæggelser”. ”Sådanne arbejdsnedlæggelser,” sagde Thomas Nielsen, ”kunne opfattes som unødig pression mod retten og måske få retten til at afsige en anden dom, end den ellers finder retfærdigt. Nu skal vi i stedet lade tingene køre. Så kan vi snakke om rettens resultat bagefter.” Thomas Nielsen havde åbenbart mistet sin tro på rettens uafhængighed. Han benyttede lejligheden til at vise sin militans ved at appellere til de socialdemokratiske arbejdere: ”Vi må stå sammen om vore organisationer, hvis vi vil bevare vore frie rettigheder. Desværre er der nogle, der tror, at de goder, vi har opnået ved at stå sammen skulder ved skulder, er erhvervet til evig arv og eje. Vi må hver eneste dag kæmpe for at bevare goderne.”
Men ellers var mødet domineret af DKP’s talere. Da en rengøringsassistent fra Århus takkede LO’s ledere for deres store indsats, lød der vilde protesthyl fra salen. Mødet sluttede med 45 indtegnede på talerlisten.
LO kunne godt bruge demonstrationen i Ålborg; men den havde ikke brug for den resolution, der blev udsendt efter demonstrationen, eller det faglige møde. I de følgende dage søgte LO at underminere den resolution, den nødtvungent havde været med til at vedtage. Der var ingen anden udvej end at føre anti-kommunismen frem igen – det eneste våben i LO’s arsenal, som aldrig har fået lov at ruste. Ekstrabladets overskrift om, at Thomas Nielsen var blevet pebet ud af ”sine egne”, var signalet. På et LO-informationsmøde den 16. februar angreb Thomas Nielsen DKP for at have misbrugt Hope-demonstrationen. Han refererede en unavngiven ”kommunistisk aktivist”, der skulle have sagt, at kommunisterne havde ”tilrettelagt det hele hjemmefra”, de ville ”holde sig på talerstolen fra det øjeblik, Jørgen Jensen forlader den, og indtil mødet er slut”. Thomas Nielsen fortsatte med at advare mod, at ”Uansvarlige folk får mulighed for at skabe uro på landets arbejdspladser i forbindelse med Hope-sagen”. Han erklærede sig som højreorienteret socialdemokrat, der skulle skaffe resultater og ikke havde tid til meget andet. Det lykkedes ham lige at få nævnt Solsjenitsyns udvisning, før han sluttede med at sige: ”Vi skal ikke lade os lokke på glatis af folk, der har andet i baghovedet end hensynet til dansk fagbevægelse.”
Anker Jørgensen, der stadig var medlem af DASF og nu tillige medlem af LO’s forretningsudvalg, fulgte noget forvirret op med at sige, at al tale om tre arbejderpartier var at cementere splittelsen og dermed åbne for endnu flere arbejderpartier – borgerskabet havde kun respekt for eet stort arbejderparti; det var gas og teater at tro på samling af arbejderklassen, når der var tre arbejderpartier.
Land og Folk besvarede angrebet med at hævde, at Thomas Nielsens udtalelse om DKP’s rolle var løgn, og at DKP ikke havde haft noget at gøre med organiseringen af den faglige konference. Den var organiseret af DASF. Sandheden er den, at konferencen blev planlagt af DASF i Nørresundby, hvor DKP’eren Niels Klitgård er formand og drivende kraft.
LO-bladet afslørede navnet på den DKP’er, som efter bladets sigende havde ”afsløret DKP's planer” ved 14 dage før Ålborg-demonstrationen at fortale sig over for en medarbejder ved bladet. Hvad historiens sande kerne er, er det svært at sige. I bladet taler manden, som socialdemokratiske bladpampere forventer, ”kommunistiske aktivister” skal tale: ”Sammen med vennerne i Jylland holder vi talerstolen fra det øjeblik, Jørgen Jensen forlader den og indtil mødet er slut. Øg så skal hele forsamlingen få artige ting at høre – det bliver sgu ikke Hope, der skal tales om. – Nej, nu skal fader Thomas høre, hvad vi kommunister har at fortælle ham.” LO-bladet: ”Synes du ikke det er en forkert fremgangsform?” Kommunisten: ”Det er vores speciale, og det giver aviserne noget at skrive om. Samtidig bakker det et par af vore gode venner op. Den ene blev for nylig vraget til fordel for en socialdemokrat, da der skulle vælges ny formand for fællesorganisationen.”
DSU logrede for højrefløjen i Socialdemokratiet; organisationen lovede LO’s ledelse at medvirke til en ”effektiv genetablering af den faglige og politiske enhed i fagbevægelsen”. ”Vi har bevægelsen, hvor den faglige og politiske enhed er udtrykt i det nære samarbejde mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Alle der ønsker enheden og dermed indsatsen styrket, må derfor arbejde inden for denne bevægelse. Alle der arbejder udenfor, er kun med til at støtte de borgerlige og reaktionære kræfter i dette samfund.”
SF, der som beskrevet har vanskeligt ved at manøv […] sidste øjeblik. Dagen for domsafsigelsen ved landsretten opfordrede den SF-dominerede Bryggeriarbejdernes fagforening i København til 24-timers strejke på alle organiserede arbejdspladser, hvis der blev tale om straf. En sådan opfordring kunne bruges til at overhale DKP venstre om, og DKP’s politiske praksis gør da også sådanne overhalinger til en oplagt mulighed. Denne militans virkede ganske vist pludselig og utroværdig i betragtning af fagforeningens passivitet, da 500 arbejdere på bryggerierne kort forinden var blevet fyret. Men det var et forsøg værd. Samtidig fremkom SF med et forslag om samarbejde mellem arbejderpartiernes faglige folk og en række grupper – MLE, Faglig enhed, Den faglige gruppe, Arbejder-Solidaritet og Katolske Arbejdere. Forslaget havde til hensigt at vise SF's interesse for fagligt arbejde, og at SF ikke står tilbage for Socialdemokratiet og DKP, når det drejer sig om at kræve ”enhed i arbejderbevægelsen”. Hvad disse grupper og partier skulle samarbejde om, og på hvilket politisk grundlag det skulle foregå, blev ikke præciseret; det ville imidlertid også have været spild af tid, da det på forhånd stod klart, at Socialdemokratiet og DKP ikke ville acceptere opfordringen. DKP afslog med henvisning til formandsinitiativet og værdien af det informelle samarbejde. Socialdemokratiet havde ikke til hensigt at samarbejde med smågrupper uden indflydelse i arbejderklassen. I Miniavisen svarede SF dydsiret, at DKP ikke virkeligt var interesseret i enhed i arbejderklassen.
Midt under stridighederne og enhedsforsikringerne blev de anklagede frifundet. For LO var dommen et udtryk for sammenhold i fagbevægelsen. DKP udtalte, at solidariteten havde sikret de anklagedes frifindelse; den var det endelige bevis for, at partiets strategi havde været korrekt. Hvad der end har været grunden til frifindelsen af de tiltalte fagforeningsfolk – en del af grunden ligger utvivlsomt i DKP’s kampagne, en del i de socialdemokratiske lederes udtalelser mod sagen og en del i bourgeoisiets uvilje mod at køre hårdt op mod LO – så har sagen været en større succes for DKP end for arbejderklassen. For partiet var kampagnen slut i samme øjeblik, de anklagede blev frifundet. For arbejderklassen var Hope-sagen kun indledningen på en offensiv fra kapitalens side, som vil blive ført med en helt anden vilje til at vinde end Hope, når bourgeoisiet for alvor bliver trængt i den skærpede internationale konkurrence. For de revolutionære arbejdere drejer det sig nu om politisk og organisatorisk at forberede sig på denne offensiv og videregive de erfaringer, som især de engelske arbejdere har vundet gennem lignende kampe. I denne henseende har Hope-kampagnen ikke bragt os fremad.
Jette Kromann