Proletar! nr. 8
maj 1974

Proletar! nr. 8 – Side 38-43 – Maj 1974

Ny-malthusianisme – en bortforklaring af de kapitalistiske kriser

Offentliggørelsen af den velkendte Mansholt Rapport (1), hvori forfatteren fremlagde sine synspunkter angående den økonomiske vækst, synes at have åbnet sluserne for en sand bølge af malthusianske ideer (2).

Disse malthusianske strømninger bygger på den udbredte bekymring for de mangfoldige problemer, der skyldes den anarkistiske kapitalistiske produktionsmåde, og de har vidst at udnytte de advarsler, som et stort antal naturforskere har fremsat mod den utæmmede ødelæggelse af naturens balance. De malthusianske ideer har således pludseligt bredt sig ud over de snævre universitetskredse. Med et slag er f.eks. en organisation som Rom-klubben (3) kommet frem i offentlighedens søgelys, en gruppering der tidligere kun var kendt af en meget snæver kreds af intellektuelle og kapitalister, som gik ind for en begrænsning af den økonomiske vækst.

Den på en gang foruroligende og videnskabeligt meget pretentiøse rapport Grænser for vækst (4), der er udarbejdet af videnskabsmænd fra Massachusetts Institute of Technology, har fået en bestsellers udbredelse. Navnet på det amerikanske selskab for ”Økonomisk Vækst: Nul” (5) har krydset Atlanten for at udstyre hele denne strømning med en etikette og et program.

Den økonomiske vækst, som lige siden krigen er blevet fremstillet som standardbæreren, den højeste retfærdiggørelse, ja faktisk som eksistensberettigelsen for den kapitalistiske økonomi, har således uden videre fået sparket. Malthusianismens nye profeter bebuder, at medmindre såvel den økonomiske som den befolkningsmæssige vækst standses, vil samfundet styre mod en uundgåelig katastrofe. Det 21. århundredes menneskehed vil være alt for talrig på en alt for lille klode; den vil være fanget i sit eget affald, som den vil være ude af stand til at fjerne; den vil udpine sine reserver af agerjord, energikilder og mineralforekomster; og den vil undergå et hurtigt og uundgåeligt forfald for måske endeligt at forsvinde fuldstændigt fra Jordens overflade.

Udsigten til år 2000 synes at fylde det borgerlige samfund med den samme panik, som greb det feudale samfund ved tanken om år 1000. Den nutidige økonomiske og befolkningsmæssige malthusianisme svarer til hine tiders bodsøvelser og selvpinsler. Det menneskelige samfund råder tilsyneladende ikke over andre midler til at afværge jordens undergang end at ofre fremskridtet.

De ødelæggende virkninger af den økonomiske vækst

Denne pludselige opflammen af malthusiansk pessimisme står i grel kontrast til den aggressive optimisme, som bourgeoisiets ideologer skiltede med i de første godt og vel 20 år efter krigen. De hævdede en gang for alle at have afskaffet kriserne og bekendtgjorde triumferende, at en æra med ubegrænset og harmonisk vækst stod for døren. De påstod at denne vækst, ved at forøge mængden af materielle goder i betragtelig grad, efterhånden ville bane vejen for et samfund med velstand for alle.

Lad os gå let hen over både denne væksts kvantitativt begrænsede karakter – selv i en periode med relativ fremgang for det kapitalistiske erhvervsliv – og over dens totale mangel på harmoni, kendetegnet ved kortere eller længere perioder med tilbagegang. Men hvordan sagen end anskues, så har den økonomiske vækst ikke løst og har ikke kunnet løse blot nogle af de store problemer, som i verdensmålestok tynger det menneskelige samfund; den har tværtimod skærpet de allerede eksisterende problemer og tilføjet nye.

Væksten eller den udvidede kapitalistiske reproduktion giver sig ikke blot udtryk gennem en tilvækst i mængden af producerede forbrugsgoder i vareform, den giver sig også udtryk gennem reproduktionen af selve de kapitalistiske forhold i større målestok. Den kvantitative forøgelse af produktionen havde ikke og kunne heller ikke have nogen effekt på fordelingens sociale natur, undtagen i den forstand, at den forværrer forholdene.

Den økonomiske vækst er ikke en socialt neutral størrelse; dens frugter fordeles aldrig ligeligt. Tværtimod bliver væksten i rigdomme i en kapitalistisk økonomi altid akkumuleret ved den samme pol. I stedet for at slå bro mellem dem, som kontrollerer og har monopol på kapitalen, og de andre, uddyber den svælget mellem dem.

Dette gælder specielt efterkrigstidens økonomiske ekspansion, der – langt fra at have slået bro over kløften mellem de rige imperialistiske magter og de fattige lande – har udvidet den. Det øgede økonomiske efterslæb er specielt katastrofalt for de store masser i disse lande, hvor det går hånd i hånd med en hurtig befolkningsforøgelse. Der skulle ikke meget til for at nedsætte dødeligheden på grund af smitsomme sygdomme drastisk: udbredelsen af vaccinationer – eller simpelthen en smule klor eller kaliumpermanganat i drikkevandet i de fattige landes store byer. Men den befolkningsmæssige vækst, som var resultatet af dette, blev ikke modsvaret af en øget adgang til denne verdens goder. For to tredjedele af menneskeheden er den velstand, som proklameres af dem, som lovpriser den kapitalistiske vækst, slet ikke problemet. Det er derimod den simple daglige kamp for at overleve, der bliver et stadig mere uoverkommeligt problem.

I de avancerede lande er menneskets overlevelse truet på en anden måde, skønt de samfundsmæssige årsager er de samme. Den kapitalistiske produktion vælger sine metoder og sine midler ud fra, hvad der er rentabelt for de kapitalbesiddere, der sætter produktionen i værk, idet den som sit eneste mål har den individuelle, af samfundet ukontrollerede, profit. Konsekvensen af dette er to-sidet: for det første mangler den kapitalistiske produktion evne til at imødekomme den nødvendige, men ikke købedygtige efterspørgsel og – symmetrisk hermed – for det andet spildes både produktivkræfter og naturressourcer for at tilfredsstille købedygtig efterspørgsel, selv når den angår unyttige eller direkte skadelige produkter.

Spildet af naturressourcer og nedbrydningen af omgivelserne af hensyn til den øjeblikkelige individuelle profit, til skade for menneskeheden, er lige så gammel som den kapitalistiske økonomi. De lande, hvor kapitalismen tidligst brød igennem – som f.eks. England – bærer stadig dens uudslettelige spor. I vore dage har ødelæggelsen ændret målestok med ændringen i produktionens målestok: Indbyggerne i de sammenhobede byområder trues af forgiftning ved udstrømningen af giftige luftarter; i floder og søer fyldte af kemiske produkter dør flora og fauna; selve oceanerne trues i stadig højere grad af de affaldsprodukter, der udtømmes fra skibe og af floder; og anvendelsen af bestemte dyrkningsmetoder i landbruget fremskynder jorderosionen og truer med at ødelægge den fundamentale økologiske balance.

Dette er de trusler, som en kapitalistisk økonomi, selv om den er i vækst, påtvinger menneskeheden. Dette er anklagepunkterne mod dem, for hvem vækstratens forøgelse fungerer som det endelige argument for det kapitalistiske samfundssystem.

Den malthusianske opblussens eneste fortjeneste er at gøre opmærksom på disse kendsgerninger. Men det er også alt. For den forklaring, som disse strømninger giver på kendsgerningerne, er tåbelig og reaktionær; og frem for alt udgør de midler, som der foreslås, en lige så stor fare for menneskehedens fremtid som de onder, de skulle være beregnet til at bekæmpe.

Tag det fra de fattige

August Bebel – en af grundlæggerne af det tyske socialdemokrati – skrev for ca. 100 år siden, at skrækken for overbefolkning og opblomstringen af de malthusianske ideer, som denne frygt frembringer, altid manifesterer sig i perioder, hvor det sociale system er i forfald. Han tilføjede:

”Den udbredte misfornøjelse, som således opstår, bliver primært knyttet til overfloden af mennesker og til mangelen på fødevarer og ikke til den måde, hvorpå man opnår og fordeler dem.”

Efterkrigstidens første store malthusianske bølge fulgte i begyndelsen af 50’erne efter offentliggørelsen af resultatet af den første folketælling i verdensmålestok og blev båret frem af de forudsigelser, som visse sociologer og økonomer fremsatte på denne baggrund. Den galopperende befolkningstilvækst i de underudviklede lande blev pludselig et fashionabelt diskussionsemne. Det blev den samtidig med et andet emne: sulten i verden. Det har ikke skortet på teoretikere, der umiddelbart så sig i stand til at etablere en elementær sammenhæng mellem disse to emner: Hvis folkeslagene i de underudviklede lande er underernærede, og hvis der rundt om i verden hvert år dør i hundredtusindvis af mennesker af sult eller af de direkte eller indirekte følger af underernæring, er det fordi der er for mange mennesker til for få ressourcer, og eftersom ressourcerne ikke forøges i takt med menneskehedens formering, er det befolkningstilvæksten, der skal begrænses. Omringet af den voksende bølge af elendighed i de fattige lande retter ideologerne for de velnærede landes bourgeoisi deres anklagende finger mod ofrene for elendigheden og beskylder dem for selv at være årsagen til den. Mens umådelige rigdomme – for størstepartens vedkommende akkumuleret gennem udbytningen af de fattige lande – er blevet ødslet bort i den vestlige kapitalistiske verden, og mens andre endnu større rigdomme kunne være blevet skabt, men ikke er blevet det, blev de hungerramte lande generøst tilbudt p-piller og sterilisering fra de velhavende lande.

Der var endog malthusianske teoretikere, der gav kynismen en ekstra tand: en af de mest velkendte, amerikaneren Vogt, foreslog koldblodigt:

”fødselsbegrænsning med alle til rådighed stående midler, indbefattet tilbageholdelse af bistand og lægehjælp til frugtbare nationer”.

Denne type malthusianisme, der udtrykker frygten i de vestlige kapitalistiske landes bourgeoisi for denne eksplosive ophobning af elendighed, der er svanger med trusler om revolte, gik på det befolkningsmæssige aspekt og var på en måde begrænset til brug for de fattige lande. Den kunne udmærket gå hånd i hånd med overbevisningen om, at udviklingsmulighederne for den kapitalistiske økonomi er ubegrænsede, og at alt – for så vidt angår de udviklede lande – går godt i den bedste af alle kapitalistiske verdener.

Men dén malthusianske retning, der er i kurs i dag, er ikke længere begrænset til befolkningsspørgsmål, og hvad befolkningsspørgsmålene angår, begrænser den sig ikke længere til de tilbagestående lande.

”Nøgleproblemet er den demografiske udvikling i verden. Det er først og fremmest i landene under udvikling, at fødselshyppigheden antager foruroligende dimensioner, men heller ikke det industrialiserede Vesten kan undslå sig for nødvendigheden af en fødselskontrol,” påstår Mansholt-Rapporten. De må endda gøre mere end blot at stabilisere befolkningstilvæksten, påstår Hvis vi skal overleve (6), der er udgivet af en gruppe engelske økologer. England bør f.eks.:

”for de næste 150 til 200 år sætte sig et befolkningstal som mål, som ikke bør overstige 30 mill., og som utvivlsomt må være endnu lavere for at tage svingninger i ressourcerne med i beregningen.”

Malthus’ berømte argumentation for at knytte ansvaret for flertallets elendighed til modsigelsen mellem produktionens aritmetiske vækst og befolkningens geometriske vækst er blevet slået ud af nutidens efterfølgere af det forrige århundredes reaktionære økonom. I dag, siger de, skal væksten i produktionen ikke blot være aritmetisk, den skal ganske simpelt standses; for uden det vil de naturlige ressourcer om få år være udtømt og det for altid.

”Det er helt klart, at morgendagens samfund ikke kan basere sig på vækst, i hvert fald ikke på materiel vækst,”

påstår Mansholt. Den naturlige konsekvens bliver, at det ikke blot er nødvendigt at reducere jordens befolkning, men at der også bør ske:

”En kraftig reduktion af forbruget af materielle goder pr. indbygger, kompenseret gennem udvidelsen af de immaterielle goder ...” og ”... En anselig forlængelse af forbrugsgodernes varighed og holdbarhed.”

Forrester – en af ophavsmændene til rapporten fra Massachusetts Institute of Technology tjener som ”videnskabelig” reference for alle anti-vækstens brave korsfarere, og han har sat den ønskelige grænse for væksten til en reduktion på 75 % i udnyttelsen af ikke-fornyelige ressourcer, på 40 % i kapitalinvesteringerne, på 30 % i fødselsraten og på 20 % i fødevarer.

Det er ikke forbavsende, at de, der populariserer Forrester, drager den konklusion, at den vestlige verden sandsynligvis for nærværende oplever sin guldalder.

”Aldrig i fortiden har levestandarden været så høj, og det er rimeligt at forestille sig, at den aldrig vil blive så høj i fremtiden.”

Det er udsigterne for det udviklede vesten. Og hvad så med de tilbagestående lande?

”Ved en ganske enkel aritmetisk kalkule, som simulering i en computer stort set bekræfter, viser det sig umuligt at forestille sig nogen realistisk måde, hvorpå levestandarden i de underudviklede lande nogen sinde skulle kunne nå de rige landes niveau ...” Og videre: ”Under disse omstændigheder ville en eventuel udligning af levestandarden tendere mod at sætte sig igennem som en nedgang for de rige lande i stedet for som en opgang for de fattige lande.”

Spørgsmålet er derefter, hvad tilbagegangens profeter og planlæggere vil foreslå for at sætte de begrænsninger i værk, som de betragter som uundgåelige.

Malthus forsikrede engang, uden at bekymre sig om at afveje sit ordvalg, at de som ikke var indbudte til ”Naturens store bord”, blot burde forsvinde fra jordens overflade; om ikke for andet, så for ikke at genere fordøjelsen for dem, hvis bord var veldækket. Konfronteret med elendigheden fremstår de riges klasseinteresser i deres utilslørede råhed.

Hans efterfølgere er mindre veltalende om dette emne og også mindre ærlige. Den projekterede tilbagegang kan imidlertid ikke blive socialt ”afbalanceret” i et klassesamfund, og den kan endnu mindre fungere ”udjævnende”.

At udsulte de fattige for at sikre de rige gælder ikke kun i forholdet mellem på den ene side de udviklede lande og på den anden side de tilbagestående lande. De foranstaltninger, som man – endnu med undseelighed – foreslår, virker lige så skævt inden for rammerne af det enkelte samfund, også for så vidt angår de udviklede lande.

”Det tilkommer os at pege på de økonomiske elementer, som kan bidrage til en begrænsning af antallet af fødsler,” erklærer Mansholt. ”Her kan man tænke på skattepolitikken og på ophævelsen af de sociale hjælpeforanstaltninger for børnerige familier.”

Sagt med andre og tydeligere ord: hensigten er at ramme de store familier, der har behov for social bistand.

Den tidligere citerede Hvis vi skal overleve fra den engelske gruppe ”Økologerne” følger den samme tankebane, og den er nogle steder endnu mere præcis og mere systematisk. Såvel befolkningskontrollen som kontrollen med forbruget bør ske ved hjælp af et selektivt økonomisk system. For blot at citere et enkelt eksempel: Da produktionen af et varigt gode, alene fordi det ikke skal reproduceres øjeblikkeligt, kræver mindre af naturressourcerne end de goder, der forbruges med det samme, må man gennem skattepolitikken opmuntre forbruget af de første og hæmme forbruget af de andre. Med andre ord bør beskatningen veje tungest på forbrugsvarerne, som hovedsageligt forbruges af arbejderne, og blandt disse på dem, der har kortest levetid.

Skånselsløst at nedskære de fattiges nødvendige forbrug samtidig med at man giver dem, der har penge, alle muligheder for at indrette sig efter restriktionerne, det er det fundamentale princip i den borgerlige malthusianisme.

Bag disse forslag, der angiveligt bygger på ønsket om at komme de katastrofale følger af en for hurtig vækst i forkøbet, i en verden, hvis ressourcer er begrænsede, skimter man det eneste middel, hvormed man kan få dem påtvunget den udbyttede klasse: bedraget. Hvis vi skal overleve bekendtgør med hele den uskyldighed, som man kunne forvente hos en samling intellektuelle, der alene er optaget af den universelle lykke, at:

”mens det er bevist, at det menneskelige samfund gennem lange perioder kan leve lykkeligt i en uforanderlig tilstand, er det lige så givet, at i hele overgangsperioden må vi og vore børn mobilisere alle vore ressourcer af moralsk mod og disciplin. For at sikre denne disciplin må man have lovgivning, politi og domstole. Men det er vor overbevisning, at sådanne ydre tvangsforanstaltninger aldrig kan få den rækkevidde og den effektivitet, som dem vi pålægger os selv”.

I en reaktionær ideologis tjeneste

Det karakteristiske for de borgerlige malthusianske strømninger er, at de ophøjer den elendighed, der er resultatet af den kapitalistiske produktion og fordeling, til en universel lovmæssighed. Samtidig med at de tillader sig den luksus at fordømme disse onder – somme tider til det punkt hvor de finder støtte længere til venstre, end de har tænkt sig – frikender de de skyldige.

Påstanden om, at der er for mange mennesker i verden, eller at der, hvis der ikke er det i dag, nødvendigvis vil være det i morgen, fordi livsfornødenhederne nødvendigvis vil være knappe, med mindre man iværksætter en drastisk begrænsning af befolkningstilvæksten, er den første tåbelighed, som enhver malthusianer med respekt for sig selv fremsætter. Den vedholdenhed, hvormed denne påstand er dukket op i århundredernes løb, er det bedste dementi af den.

Netop det kapitel i rapporten fra Massachusetts Institute, der er helliget de alvorlige konsekvenser af befolkningstilvækstens geometriske karakter, indledes med et citat, der rummer en ufrivillig komik. Forfatteren af citatet beklager i alvorlige vendinger tendensen til, at alle familier ønsker mange sønner, fordi der på den måde ”vil blive flere mennesker og færre rigdomme”. Teksten er undertegnet med navnet Han Fei-Tsou. Han skrev dette vagt i gevær under Tchou-dynastiet 500 år før vor tidsregning. Hvis der er nogen, der ikke kan have interesse i at udstille deres enighed med en 2.500 år gammel forfatter, skulle det dog netop være de profeter, der forudsiger den befolkningsmæssige katastrofe inden for de næste 20 år.

Den ekstraordinære impuls, som den kapitalistiske produktionsmåde har givet økonomien, har for første gang givet menneskeheden mulighed for at overskride de befolkningsmæssige begrænsninger, som naturen har påtvunget den. Den hurtige befolkningsudvikling i de sidste 200 år genspejler netop denne kendsgerning, om end på forvansket måde. Men paradoksalt nok medfører den kapitalistiske produktionsmåde, samtidig med at den giver menneskeheden de tekniske og økonomiske midler til at undgå overbefolkning, netop uundgåeligt overbefolkning. Ikke fordi der er for mange mennesker. Men fordi der er – og i den kapitalistiske økonomi nødvendigvis må være for mange ikke-købedygtige mennesker i forhold til den eksisterende produktionskapacitet; en produktionskapacitet, som i det kapitalistiske samfund netop ikke tilpasser sig de eksisterende mennesker og deres behov, men derimod deres købekraft. Overbefolkningen modsvares således under kapitalismen af den kapitalistiske overproduktion. Og man kommer til det resultat, som synes skandaløst ud fra sund fornuft, men som er i fuldstændig overensstemmelse med systemets logik: at de samme malthusianere, som kræver en hensynsløs nedskæring af befolkningstilvæksten, kræver en lige så hensynsløs nedskæring af produktionen.

Malthusianerne vil ganske givet sige, at den anden begrænsning hidrører fra andre kendsgerninger, som ingen økonomi kan komme uden om: f.eks. begrænsningerne i naturressourcer, såvel i opdyrkeligt land som i mineralforekomsterne. Det skal kun i forbigående bemærkes, at de samme forfattere, som triumferende udslynger sådanne økonomiske begrundelser for fremtiden, opretholder en total tavshed hvad angår spildet af råmaterialer, specielt i våbenproduktionen. Men selv om det faktisk kunne være muligt for en rationelt organiseret økonomi i fremtiden at opnå betragtelige besparelser på dette felt, er det ikke det egentlige problem.

At påberåbe sig de kendte mineralreserver, at lave alarmerende ekstrapolationer, selv om det sker ved hjælp af computere – for at komme til den konklusion, at med den nuværende takt i forbruget vil det vare så og så mange år før lagrene er opbrugte – åbenbarer kun en dybt pessimistisk og reaktionær holdning over for, hvad menneskeheden vil være i stand til. Lagrene er langt fra at være kendte og erfaringerne fra det sidste halve århundrede viser, som François Callot fremhæver det i sin bog om verdens mineralrigdomme (7), at kurven for nyopdagede reserver ofte stiger stejlere end kurven for forbrug. Det er under ingen omstændigheder mængden af mineralressourcer eller energiressourcer, der tages hensyn til under kapitalismens herredømme, men derimod hvor profitabelt det er at udnytte dem; en planlagt og styret økonomi kan bedømme rentabiliteten på grundlag af helt andre kriterier end den økonomiske profit. Denne måde at anskue fremtiden på – som en lineær projektion af nutiden – er fuldstændig tåbelig, lige meget hvor meget man som rapporten fra Massachusetts Institute gør sig til af at have ”kombineret alle væsentlige faktorer i en dynamisk model”, og af at man har behandlet denne i en computer.

Med den samme forsimplede logik ville en Cromagnon-mand, hvis han havde haft en computer, have kunnet indarbejde sådanne variable som mængden af agern og spiselige rødder på stammens territorium, antallet af bøfler som sædvanligvis opholdt sig der, og sandsynligvis også det antal flintøkser som kunne fremstilles i en sådan ”dynamisk model”; hvorefter han uden tvivl ville være kommet til den konklusion, at begrænsningerne i de naturlige ressourcer ikke gav meget håb for menneskehedens mangfoldiggørelse. Han ville dog have haft en undskyldning: produktivkræfternes vækst havde på det tidspunkt intet til fælles med den rivende udvikling, som man har set i de sidste århundreder.

At tale om ”naturlige begrænsninger”, med hensyn til ressourcerne er det rene og skære nonsens. For blot at nævne et enkelt eksempel: kulreserverne, der med hensyn til mængde er undergivet lige så ”naturlige begrænsninger”, har fået lov til at blive liggende efter opdagelsen af nye energikilder, som man i sidste århundrede ikke havde anelse om eksisterede, som f.eks. uranium.

Der udkræves al den pessimisme, som en af historien fordømt og affældig klasse kan besidde, for at kunne opstille uoverskridelige begrænsninger for den menneskelige skaberkraft. Samfundsudviklingen er i øjeblikket bremset effektivt og i betragteligt omfang; ikke af nogen form for objektive grænser, men på grund af bourgeoisiets dominans i samfundslivet. Og det er netop årsagen til, at kun de revolutionære er resolutte optimister, hvad menneskehedens fremtid angår; men det er samtidig derfor, at de revolutionære er overbeviste om, at den sociale revolution er en absolut nødvendighed.

Strammer den økonomiske malthusianisme grebet?

Anvendelse af matematiske formler og brug af computere ændrer ikke på den kendsgerning, at de ideer, der fremsættes i MIT-rapporten og af Romklubben, er fortænkte, forældede og lige så reaktionære som den Malthus, i hvis navn de er formulerede.

Men det ville ikke være korrekt at tro, at det her kun drejer sig om uskadelige griller hos nogle intellektuelle, der er totalt overvældede af en udvikling, som de er ude af stand til at fatte, og som fylder dem med en panisk angst.

Malthusianismens genopstandelse falder sammen med udsigten til en økonomisk krise. Er der et direkte årsags-virkningsforhold mellem disse to fænomener? Det er ikke spørgsmålet. Det, der er umådeligt meget vigtigere er, at det affældige bourgeoisi kan gøre malthusianismens forslag til sine egne. Og ydermere kan det ikke undgå at adoptere dem på en eller anden facon – afhængigt af, hvor alvorlig den truende økonomiske krise bliver. Og bourgeoisiet var allerede godt i gang med det, længe før dets intellektuelle fandt den forslidte malthusianisme frem og iførte den nye og mere ”humanistiske” ord for at retfærdiggøre den.

Bourgeoisiet har valgt denne fremgangsmåde fordi den dekadente kapitalisme, monopol-kapitalismen, dybest set har behov for en malthusiansk praksis.

En fundamental modsigelse i det kapitalistiske samfund er modsigelsen mellem de produktive kræfters tendens mod ubegrænset udvikling og markedets kapacitet til at opsuge denne produktion; kapaciteten er begrænset som følge af, at købekraften er begrænset i de væsentligste dele af befolkningen, specielt i arbejderklassen.

I et kapitalistisk system, hvor den frie konkurrence råder, viser tilpasningen mellem produktionskapaciteten og forbrugskapaciteten sig senere hen på markedet igennem de tilbagevendende kriser. Under imperialismen er det stort set det samme. Men monopolernes eksistens og statens rolle gør det muligt – ikke at frigøre sig fra markedet – men til en vis grad, at tilpasse sig til det på forhånd. Og denne forudgående tilpasning sker netop ved hjælp af en malthusiansk politik, ved frivilligt at begrænse produktionen, inden produktionskapaciteten er fuldt udnyttet. Med andre ord: man søger at afværge krisen ved at komme dens virkninger på produktionsniveauet i forkøbet.

Koncernerne, der alene eller ved samarbejde i karteller har monopol på markedet, har altid praktiseret denne holdning, især i perioder med økonomiske vanskeligheder; ligesom de udelukkende i deres egen interesse længe har praktiseret en streng kontrol med forsyningskilderne.

Allerede for et halvt århundrede siden, længe før tilhængerne af ”Økonomisk Vækst: Nul” formulerede konklusionerne af deres ”iagttagelser”, formulerede en dengang berømt økonom deres ideer fuldstændigt, da han erklærede:

”Destruktionen kan skabe rigdom, sådan som det er bevist ved Davenants lov, hvis rigtighed er bekræftet ikke én, men hundrede gange ... Destruktionen kan blive et middel til at skabe almindelig velfærd ... og et fornuftigt middel.”

Denne visdom havde kapitalisterne ikke brug for computere for at opdage. Roosevelt havde heller ikke brug for en computer, da han forsøgte at komme ud af den store krise ved at finansiere ikke blot ikke-produktion, men også destruktion af varer; en destruktion der blev finansieret ved forhøjede skatter og især ved at lade seddelpressen køre. Heller ikke Hitler behøvede nogen computer, da han iværksatte en malthusiansk økonomisk politik af en noget anden slags.

Siden krigen har det amerikanske produktionsapparat, på trods af den relative fremgang, fungeret med kun ca. 80 % af sin kapacitet. Ofrene for denne klart malthusianske politik er de millioner af arbejdere, der er arbejdsløse uanset om året er godt eller dårligt, og desuden hele menneskeheden, der på den måde mister store mængder af forbrugsgoder.

Og når det kommer til stykket er der tale om en form for malthusiansk økonomi i den forudgående tilpasning til markedets begrænsede kapacitet ved at producere til sektorer, der så at sige er ”uden for markedet”, som f.eks. våbenproduktionen er det.

Denne type malthusianisme er som bekendt blevet gennemtvunget på bekostning af en almindelig inflation. Regningen er på vej i form af den monetære krise. Måske er kapitalisterne også ved at tage skeen i den anden hånd og vende sig mod en mere åben og direkte malthusianisme. Den monetære krises konsekvenser for verdenshandelen, der styrer mod en voksende og almindelig udbredt protektionisme, vil muligvis tvinge dem til det.

Det er dog stadig langt fra usandsynligt, at de råd, der er formuleret af ”vismændene” i Romklubben, vil blive ført ud i livet – eller mere præcist: at de store truster og staterne, som tjener dem, vil overtage argumentationen indbefattet disse personers humanistiske tilsløringer for at styrke deres arsenal af malthusianske argumenter.

Selv anti-forureningskampagnen kan under sådanne forhold tjene som årsag for nye statssubsidier til de store koncerner til skade for arbejderklassens forbrug.

Lader vi tvivlen komme de økologer til gode, som er alvorligt optaget af den skade, som den kapitalistiske produktions anarki påfører naturen, også selv om de er forsvarere af devisen ”Økonomisk Vækst: Nul”, kan vi sige, at de på deres egen måde – har sat alarmklokkerne i gang.

Men menneskeheden har et andet alternativ end at skulle vælge mellem at kvæles i kapitalismens affaldsprodukter eller at afvise fremskridtet. Der er ikke tale om en teknisk, men om en samfundsmæssig løsning. Alternativet er at udskifte den borgerlige produktionsmåde med en socialistisk, som planlægges under alles kontrol og i alles interesse.

Så vil samfundet blive stillet over for ikke kun to, men mange valgmuligheder med hensyn til vækstraten og den generelle økonomiske politik. Og ingen af disse vil betyde ødelæggelse af menneskehedens fremtid.

Noter

1. Mansholt Rapporten er offentliggjort på dansk under titlen Mansholts manifest, første gang som særtryk af Weekendavisen, 3. marts 1972. Den kan fås i Udenrigsministeriet, Markedssekretariatets Information.

Rapporten, der som brev blev tilstillet præsidenten for EF-kommissionen i Bruxelles, knytter sig direkte til en rapport fra Massachusetts Institute of Technology (se note 4). Den påstår selv at have ”karakter af et ’testamente’ til at vække den offentlige mening ...” og angiver som sit formål at være baggrund for direktiver fra EF-organer.

Sicco Mansholt var på dette tidspunkt vice-præsident i den EF-kommission, der har landbrugsordninger som særligt område. Han har bl.a. lagt navn til nogle af EF's første udviklingsplaner for landbruget (Mansholt-planen 1959, revideret 1960).

2. Thomas Robert Malthus (1766-1834): engelsk præst og økonom. Ifølge den teori om "overbefolkning", som han regnes for ophavsmand til, og som han i 1798 fremstillede i Essay on the principle of Population, vokser befolkningen med geometrisk progression, d.v.s. som talrækken 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64 ..., mens produktionen af livsfornødenheder kun kan vokse med aritmetrisk progression, d.v.s. som talrækken 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 ... Da man ifølge Malthus ikke kan bremse seksualdriften (her adskiller Malthus sig fra sine moderne disciple), må der nødvendigvis periodisk optræde hungersnød, som kan ”udligne befolkningen med mængden af fødevarer i verden”. Malthus’ teori blev grebet med kyshånd af det fremadstræbende borgerskab, der anvendte den som argument for, at det ikke kunne nytte at forsøge at forbedre arbejdernes og bøndernes levevilkår. En forhøjelse af levestandarden ville jo blot føre til, at befolkningen formerede sig i hastigere tempo, hvorved levestandarden igen ville blive presset ned.

3. Club of Rome er et selskab, grundlagt 1968 i Rom, af videnskabsmænd, intellektuelle, repræsentanter for industrien og for den nationale og den internationale kapital.

4. Grænser for vækst. En rapport til Romklubbens projekt vedrørende menneskehedens truede situation. Gyldendal 1972.

5. American Society for ”Zero Economic Growth”: det har desværre været umuligt at skaffe oplysninger om dette selskab.

6. Hvis vi skal overleve. A Blueprint for Survival. Lindhardt og Ringhof 1972.

7. Francois Callot: Richesses minières mondiales, ed. du Seuil 1970.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 21. november 2024 kl. 21:02

Proletar! nr. 8 maj 1974

Temasider

Nr. 8

Hovedmenu