Socialistisk Arbejderavis
Nr. 100 – Februar 1994 – side 9
Marxisme i hverdagen
Krigens bagmænd
Martin B. Johansen
Krigen i det tidligere Jugoslavien bliver ofte sammenlignet med situationen op til 1. verdenskrig. Situationen på Balkan blev dengang som nu beskrevet som “et kludetæppe af småstater” og “en krudttønde, der kan sætte hele Europa i brand”.
Historiebøgerne påstår, at 1. verdenskrig blev udløst af “skuddet i Sarajevo” – og selv om man ikke tror på, at et enkelt skud kan udløse en storkrig, så er det oplagt, at den ustabile situation på Balkan var med til at starte verdenskrigen.
Med krigen i Bosnien og den generelle ustabilitet på Balkan er det nærliggende at konkludere, at befolkningen på Balkan er af en særligt krigerisk natur. At de vesteuropæiske lande ikke skal blande sig i deres konflikter. Og at vi skal holde flygtninge fra Balkan ude, fordi de alligevel ikke kan holde fred.
Kynisk argument
Den slags argumention er i bund og grund ekstremt kynisk, fordi den giver ofrene for krigen skylden for deres egne lidelser.
Men argumentationen er også forkert. Krigsførsel er et meget mere kompliceret fænomen end et almindeligt slagsmål, og løsningen på krige er tilsvarende kompliceret.
For det første er det aldrig almindelige mennesker, der starter en krig. De har normalt ikke adgang til de nødvendige våben, og de har i hvert fald ikke kontrollen over de militære institutioner.
Som fænomen er krigsførsel en anden måde at føre politik på. Når forhandlinger, parlamentsvalg og verbale trusler ikke slår til, så er krig altid en mulighed – omend en meget risikabel mulighed.
I en klassedelt verden skal krig derfor ikke ses som slagsmål mellem mennesker, men som slagsmål mellem klasser. Og det vil oftest være slagsmål mellem herskende klasser i forskellige lande eller forskellige dele af den herskende klasse i ét land.
Krigen i eks-Jugoslavien er ingen undtagelse. Det er magthavernes krig.
For det andet har stormagterne et væsentligt ansvar for konflikterne på Balkan.
I årene op til 1914 forsøgte stormagter som England, Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rusland og det Osmanniske rige (Tyrkiet) at holde hinanden i skak ved at opdele Balkan i en række mere eller mindre selvstændige stater.
For eksempel blev Serbien støttet af bl.a. England og Rusland, fordi de ønskede at begrænse Østrig-Ungarns indflydelse. Og tidligere havde Østrig-Ungarn fået lov til at besætte Bosnien for at begrænse den tyrkiske indflydelse på Balkan.
Dannelsen af den jugoslaviske stat var et direkte resultat af England og Frankrigs støtte til Serbien under 1. verdenskrig.
Den nuværende konflikt er på lignende måde præget af stormagternes ønske om indflydelse. Tyskland pressede meget hurtigt på for at anerkende Slovenien og Kroatien for at sikre sig øget indflydelse på Balkan. Uanset at befolkningen i Jugoslavien ikke ønskede den opdeling. Tilsvarende understøtter Rusland i dag Serbien for at begrænse EU’s indflydelse.
Det betyder for det tredje, at FN, EU eller Nato ikke kan forholde sig neutralt i konflikten på Balkan. Alle stormagterne ved, at hvis de ikke selv sikrer sig indflydelse, så vil andre stormagter gøre det.
Den indflydelse kan de få på to måder: Enten ved at gå ind med militær og selv overtage kontrollen over en eller flere af staterne. Eller ved at understøtte et af de herskende magtapparater, som allerede findes i området.
Den første løsning havde sin storhedstid, da europæiske stater koloniserede Afrika og Asien. I dag er den næsten umulig at gennemføre, fordi der alle steder i Verden findes magtkliker, der ikke uden videre vil finde sig i, at en stormagt overtager deres kontrol over et område. I Somalia lærte USA hurtigt, at selv i så et fattigt land findes der lokale herskere, som gør modstand.
Del af krigen
Derfor kan stormagterne kun gribe ind i krigen i eks-Jugoslavien ved at støtte den ene eller anden af parterne. Og dermed bliver de selv en del af krigen.
Den eneste tredje mulighed, der findes, er at understøtte den klasse, som i både Serbien, Kroatien og Bosnien er ofre for magthavernes krig, nemlig arbejderklassen.
Men det er naturligvis ikke en realistisk mulighed for EU, FN eller Nato, der selv er repræsentanter for undertrykkelsen af arbejderklassen i resten af verden. Det er derimod den mulighed, som socialister skal støtte.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed