Socialistisk Arbejderavis
Nr. 369 – 19. november 2018 – side 12
Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
Charlie Lywood + Jens Riis Bojsen
Først var der Danske Banks hvidvasknings-skandale, hvor banken hjalp forbrydere og magthavere i Østeuropa med at vaske disses sorte penge hvide i Europas største hæler-skandale.
Foto: www.seniorliving.com
Og kort tid efter fik vi “Århundredets kup”, hvor et større antal banker har snydt en række europæiske lande for tilsammen 410 mia. kr. Det er sket igennem snyd med udbytteskat. Forbrydelse i denne kolossale størrelsesorden er ganske enkelt ikke set tidligere. Hvad sker der?
Det gik ad helvede til for en række meget store banker
Socialistisk Arbejderavis mener, at det i høj grad skal ses som et resultat af finanskrisen, der brød ud for 10 år siden:
Danske Bank tabte i årene 2008-2013 “en bagatel” af 92 mia. kr.. Det var næsten halvdelen af de danske bankers samlede tab på 200 mia. kr under finanskrisen. Derfor kan det næppe undre, at banken har været særdeles sulten efter at tjene penge – mange penge og hurtige penge – og de kunne derfor ikke modstå fristelsen i at deltage i hvidvaskningen af vældige beløb.
Finanskrisen og de følgende 10 år kostede ligeledes andre af de meget store deltagere i “Århundredets kup” meget dyrt: Deutsche Bank, JP Morgan, Commerzbank, Morgan Stanley, Merrill Lynch og Barclays Bank. Alle de her nævnte (bortset fra Deutsche Bank) blev reddet fra konkurs af deres respektive stater.
Siden finanskrisen har Deutsche Bank – en af verdens vigtigste – skrantet uafbrudt pga. de spekulationsforretninger, den havde begivet sig ud i, og det er gået meget tilbage for banken. Derfor er det nærliggende at tro, at alle disse banker, der har lidt så store tab, har været desperate efter at få penge ind på kontoen.
Men ikke alle bankerne i “Århundredets kup” var ved at gå konkurs under krisen. Og alligevel deltog de i forbrydelsen. Hvorfor?
Kasino-økonomiens betydning for kapitalismen i dag
Den finansielle sektor er en uadskillelig del af den samlede kapitalisme. Det almindelige erhvervsliv kan ganske enkelt ikke undvære bankerne, når det har brug for at optage erhvervslån.
Problemet for bankerne er, at det almindelige erhvervsliv, som helhed, siden krisen i 1973 har tjent for få penge. Årsagen var de faldende profitrater, der gjorde, at investeringer i den reelle produktion (nye maskiner og produktionsanlæg eksempelvis) blev mere og mere urentabel.
Det bevirkede – som en gennemgående tendens – at en stadigt mindre del af overskuddet blev investeret i almindelig produktion og virksomhed, for her var profitten for lav. For bankerne betød det, at de ikke længere kunne tjene så meget på at låne ud til det almindelige erhvervsliv.
I stedet vandrede en stor del af kapitalen over i spekulationsvirksomhed. På verdensplan steg den globale likviditet (= den fiktive kapital) fra 150 % af verdens BNP i 1990 til 350 % i 2011. I vores ører lyder spekulation som noget meget slemt. Men set fra den samlede kapitalismes side ser det meget anderledes ud.
I årtierne efter 1973 ville det have sendt verden ind i en dyb depression, hvis ikke den finansielle sektor havde “pumpet” kapitalismen med indtil flere opsving:
I 1990’erne opstod således en vældig tiltro til, at der kunne tjenes store penge på IT og internettet. Det blev der spekuleret kraftigt i. Efter år 2000 opstod en boligboble, hvor bankerne lånte store summer ud til boligejere med friværdi, og det fik boligpriserne til at stige. Samtidig solgte bankerne disse boliglån videre som et nyt finansielt produkt, hvor de sikre og mindre sikre udlån blev puttet i den samme “pakke”, som den finansielle sektor kunne handle med hinanden.
Man kunne bogstaveligt talt tjene penge ud af den “blå luft” – og det lukrerede hele den vestlige verden på.
Marx opererer med begrebet “fiktiv kapital” vs. den kapital, der svarer til fabrikkers, jords og ejendoms virkelige værdi, den reale kapital. Når spekulation driver den fiktive kapital så højt op, at der ikke længere er nogen kobling til den reale, brister boblen meget let: finanskrisen brød ud, da mange af de almindelige mennesker, der under boligboblen var blevet lokket til at optage lån, ikke længere kunne betale disse (jvf. “subprime”-krisen i USA, ikke mindst).
Den grundlæggende krise i kapitalismen er ikke løst
Der var altså for få penge at tjene for bankerne ved at låne ud til det almindelige erhvervsliv. Det har gjort bankerne sultne efter at tjene penge – også dem, der ikke var ved at gå konkurs under finanskrisen og måtte reddes af deres stat.
Derfor er de også faldet for fristelsen til at skaffe sig hurtige penge i “Århundredets kup”. Og derfor har vi oplevet den ene spekulations-“boble” afløse den anden, senest “dot.com”-krisen i 2001 og finanskrisen i 2008.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed