Socialistisk Arbejderavis
Nr. 10 – Juni 1985 – side 2
Bryggeriarbejderstrejken
Vi tørster til vi sejrer
Freddie Nielsen
Aftalen fra 1980 udløb her i foråret, og der har igennem nogen tid foregået spredte forhandlinger om en ny rammeaftale for næste 5 års periode. Bryggeriledelsens udspil har været, at der skal nedlægges 1000 arbejdspladser i perioden, heraf skal ca. 200 være såkaldte disciplinærfyringer.
Bryggeriarbejdernes modsvar har været: 1. Produktionsgaranti – øl og vand øst for Storebælt skal laves i København. 2. Beskæftigelsesgaranti – kun 800 færre jobs og kun gennem naturlig afgang. 3. Del i rationaliseringsgevinsten. 4. Arbejde, der idag udføres af bryggeriarbejdere, skal fortsat gøres af bryggeriarbejdere. 5. Ingen nedskæringer i områder hvor der ikke nyinvesteres. Og de krav strejker de for.
Arbejdstidsforkortelse?
Kravet om kortere arbejdstid er et overenskomstspørgsmål og hører ikke ind under rammeaftalen, siger bryggeriarbejderne. Vel vidende at nedsættelsen af arbejdstiden er det eneste, som kan hindre, at den nye teknik om få år mere eller mindre udrydder deres faggruppe.
Studiegrupper under bryggeriarbejdernes fagforeninger i foråret konkluderede også, at arbejdstiden skulle ned på 30 timer for at hindre en nedskæring i mandskabsstyrken.
Men efter at påskestrejkerne blev slagtet, uden at der blev rokket ved arbejdstids-kravet, var der enighed mellem SFeren Holger Foss, som er formand for de mandlige bryggeriarbejdere, og venstrefløjen med tyngdepunktet i VSs bryggeriarbejderbranche, at man ikke skulle køre på arbejdstidsforkortelse. Det ville være selvmordstaktik, mente man.
Skellet mellem ledelsen og de strejkende er først og fremmest, hvorvidt DfB skal have ret til at fyre 200 af »disciplinære årsager« de næste fem år. Bryggeriarbejderne er udadtil meget klare på, at ledelsen vil bruge denne mulighed til at disciplinere folk yderligere og komme af med fagligt aktive ved at hænge det op på små overtrædelser ved ind- og udstemplingen.
Disciplinære fyringer
De strejkende kræver erstatningsansættelser ved disciplinære fyringer og arbejdsbetinget skade for at forhindre, at ledelsen bruger disciplinære fyringer til at reducere arbejdsstyrken yderligere. Men når ledelsen kræver ret til at fyre 35 årligt, så passer det ind i et mønster fra DfBs side. De københavnske bryggeriarbejdere skal svækkes som faggruppe, og i det spil er det meget effektivt at få fjernet fagligt aktive.
Det er en velkendt splittelsestaktik at øge lønforskellene på en arbejdsplads. De ikke-produktive grupper som rengøring og marketenderiet, hvor der er flest kvinder, er sakket bagud i løn de sidste år.
Bryggeriarbejderne vender sig imod lønsplittelsen og kræver en lønpulje for at udligne akkordtillæggene. På denne måde ville de lavest lønnede sættes op med 4 kr. i timen.
Fordi det ikke berører den almindelige timeløn, er det også rigtigt, at den ikke kan underlægges Schlüters 2% ramme.
Men også her er bryggeriarbejderne meget klare på ikke at generalisere, og i det mindste propagandere for, at deres kamp selvsagt er en del af kampen imod regeringens lønpolitik.
Uanset om strejkens grundlag er meget defensivt, er det afgørende, at alle kræfter sættes ind på, at strejken effektiviseres, støttearbejdet udbredes, og kampen vindes. Arbejderklassen har brug for en sejr.
På de fleste stormøder blandt bryggeriarbejderne har omkring 75 % stemt for at fortsætte strejken. De har trodset forbundsformandens formaninger om at gå i arbejde. De har trodset truslen om fritstilling og omfattende bøder i arbejdsretten. Der er blevet nedsat udvalg for at organisere strejken effektivt.
Blokader mod udkørsel af øl har været nogenlunde effektive. Arbejdsplads- og fagforeningsbesøg over store dele af landet er i god gang. Også fra bryggerier i andre lande kommer der håndslag. Og støtten til strejken er massiv, på trods af at den ikke peger på mere generelle krav.
Med 3500 i strejke er der en stor fare for, at der er mange, som reelt er passive i strejken. Det er også tilfældet. Aktivistarbejde, indsamling på gader og stræder som alle kan indgå i – foregår kun i begrænset omfang. Det er ikke kun farligt for økonomien i strejken. En stor passiv gruppe blandt arbejderne kan blive strejkens banemand.
Allerede i strejkens første uge kørte bryggeriledelsen frem med en afvisende linie overfor de strejkende. De ville overhovedet ikke give indrømmelser. De sagde, at hvis strejken fortsatte, blev der slet ikke tale om hverken rammeaftale eller beskæftigelsesgaranti.
Fritstillingen
I to omgange lagde de ud med trussel om at fritstille arbejdet. Men efter at truslerne viste sig at være virkningsløse og ikke rokkede ved stemmetallene på stormøderne, blev de trukket tilbage. Det gav 1-0 til de strejkende, at arbejdsgiverne måtte krybe til korset og vise svaghed på dette område.
Når ledelsen ikke gjorde alvor af fritstillingen, var det dels, fordi det ville være umuligt at køre produktionen med helt nye folk. Og ligeså vigtigt: en fritstilling ville have optrappet konflikten med masseblokader og med den tilhørende »fare for«. at konflikten løb både forhandlingsudvalget og DfB totalt ud af hænde. Bryggeristrejken kunne hurtigt have udviklet sig til en mere principiel konfrontation mellem klasserne.
Opgaverne nu
Det er vigtigt, at den del af de strejkende, som står fast på grundlaget og ikke vil købe en endnu svagere aftale, går i offensiven. Alle kræfter må sættes ind for at få aktiviseret endnu flere af de strejkende, blokadeaktiviteterne skal styrkes, og flere skal inddrages i kampen.
Agitationen for strejkens hovedkrav skal kombineres med et mere generelt perspektiv for kortere arbejdsdag og imod arbejdsgiverne og regeringens arbejderfjendtlige politik.
Alle vi andre skal gå ind og organisere turneer med de strejkende i byerne, oprette støttekomiteer og sørge for, at de forskellige arbejdspladser tager selvstændige initiativer for at få repræsentanter for de strejkende ud på pladserne.
Der bør på alle arbejdspladser holdes faglige møder, hvor der vedtages at give faste støttebeløb til strejken, f. eks. ved en timeløn om ugen fra hver arbejder. Selv om alle, som går ud i en strejke, ved, at det koster, er det hårdt at holde det gående uden ugentlige udbetalinger. Lommer, klubkasser og forbundskasser skal åbnes NU.
Billedtekst:
Alle skal inddrages i aktivitetsarbejdet med blokader, indsamlinger
Ingen støtte fra fagtoppen
I årevis har der eksisteret et modsætningsforhold mellem den SF-dominerede mandlig bryggeriarbejderfagforening i København og det socialdemokratisk dominerede forbund, der havde sin støtte i provinsafdelingerne og de kvindelige bryggeriarbejdere i København.
For et par år siden fik den mandlige fagforening, bl.a. i alliance med kvinderne, valgt SFeren Preben Mortensen til forbundsformand. Det gav selvsagt forventninger om en ny linie fra forbundet. Forbundsformandens rolle blev klar tidlig i strejken.
På det første strejkemøde stillede Preben Mortensen sig op – ikke som en tillidsmand, som vil have ryggen fri over for arbejdsretten og gør opmærksom på, at det er hans pligt at opfordre folk til at gå i arbejde. Nej, han tordnede mod strejken, sagde at det ikke nyttede noget at strejke, og at bryggeriarbejderne ville være bedre tjent med at tage imod ledelsens tilbud.
I denne linie blev han bakket op af bestyrelsen for de kvindelige bryggeriarbejdere. Men kvinderne på gulvet gav bestyrelsen klar besked om, at de stod sammen med deres mandlige kolleger – og stemte med overvældende flertal for at fortsætte strejken.
Der blev heller ikke åbnet op for strejkekasserne fra forbundets side.
For os er historien om Preben Mortensen en bekræftelse på, at det ikke så meget handler om den politiske holdning, man har i udgangspunktet. Den viser, hvor hurtig selvstændiggørelsen fra basis og bureaukratiseringen foregår i fagbevægelsen.
Hele forbundsledelsens berettigelse er at forhandle, på vegne af arbejderne, med arbejdsgiverne. Deres udgangspunkt er ikke, at man skal kæmpe for at vinde sejre. De frygter kampen, fordi den i sidste ende overflødiggør fagtoppen.
For bryggeriarbejderne bliver det vigtigt at tage de gode erfaringer fra sammenholdet mellem kvinderne og mændene på gulvet som udtryk for, at det forældede system med separat fagforening for kvinder og mænd, skal være slut.
Det vil ske på trods af, at mange af medlemmerne i de to fagforeningsbestyrelser vil forsøge at trække processen i langdrag. De som frigøres fra posterne er der rigelig brug for til at bygge op i de enkelte afdelinger.
Se også:
SAA 10: Som profitskaber og disciplinvogter: Teknologiens fremmarch
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed