Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 100 – Februar 1994 – side 16

Stop broen

Helle Schøler Kjær

Efter den svenske udsættelse af afgørelsen om broen har vi fået en endnu en chance til at stoppe Øresundsbroen.

Bromodstanderne stikker nu for alvor hovedet frem igen, efter at splittelsen i den svenske regering har sendt broen til endnu en miljøhøring.

Den sidste blokade mod broarbejdet på Amager samlede 400, og også i Københavns sydhavns-kvarterer er beboerne begyndt at organisere modstanden mod broen.

I første omgang ved at forberede blokade mod den giftige opgravede jord, der skal deponeres klods op ad beboede områder.

Regeringens ekspres-køreplan for broen holdt ikke. Bromodstanden er for stor til, at det svenske Centerparti tør sige ja. Det betyder, at en definitiv svensk beslutning først kan ventes i forsommeren.

Det er kun få måneder før, der holdes folketingsvalg i både Sverige og Danmark.

Vi har muligheden

Politikernes eget djævelske spil om taburetter og magt har givet bromodstanderne en mulighed for at organisere den modstand, der er i størstedelen af befolkningen, og kaste alle planerne om en Øresundsbro ud i Øresund.

Magthavernes indbyrdes modsætninger giver altid mulighed for, at almindelige mennesker kan handle.

Til gengæld skal der handles nu, for til sommer, kan tiden være forpasset, hvis ikke bromodstanden har været tydelig, markant og bred.

Det har de 400 forstået, som mødte op til blokaden mod brobyggeriet i januar. Og det har de beboere i Sydhavnen, der er gået i gang med at organisere flere blokader, forstået.

Argumenterne imod broen er mange. Konkret er det forkert at poste millioner i en bro, som meget få vil have, samtidig med at hospitalerne ikke vil operere de gamle, fordi der er for få ressourcer.

Miljømæssigt er det forkert at satse på endnu mere privatbilisme for at finansiere en bro.

Og for hvad skulle vi sige ja til det? For at satse på det ufattelige tvivlsomme projekt, der hedder at styrke den europæiske kapital over for den amerikanske og den japanske?

Vi ved, hvad det har ført til indtil nu. Tilbagevendende økonomiske kriser med store omkostninger for det store flertal. Kamp om jobbene, nedgang i lønnen, forringede arbejdsvilkår, arbejdsløshed. Og i yderste konsekvens krig, sult og elendighed.

Øresundsbroen er ikke et udtryk for ønsket om mere mellemmenneskelig forståelse og udvikling – men for ønsket om en bedre forrentet kapital. Vi skal stoppe den bro nu.

Billedtekst:
Bromodstanden er igen stigende. Den skal gøres aktiv i blokaderne mod byggeriet.

Derfor vil de have broen

Broen er planlagt som en hjæp til  industrien, og ikke for at gøre tilværelsen lettere for almindelige mennesker.

Broen blev oprindeligt udtænkt af ‘The European Round Table’.

En af hovedmændene var den netop afgåede Volvo-direktør Per Gyllenhammar. Ideen var at forbinde vækstcentrene i Europa med hinanden.

Varer skal hurtigere kunne transporteres fra Sverige og ned i Centraleuropa, og det samme den anden vej.

Det handler om profit

Gode transport og kommunikations muligheder, er et af konkurrenceelementerne, når Europa skal konkurrere med Japan og USA om de billigste varer og den største markedsandel på verdensmarkedet.

Broen tjener rene kapitalistiske interesser, og der er da heller ikke mange almindelige lønmodtagere, der har bedt om broen eller jublet over, at den skal komme. Og det er næsten uanset, om de bor i København, Aalborg, Odense eller Esbjerg.

Alle de, der har truffet beslutningen om broen, ved naturligvis godt, at det ikke er på baggrund af et folkekrav, den skal bygges.

Derfor skulle beslutningen træffes hurtigt, uden for meget af offentlighedens søgelys. Og udgiftsberegningerne skulle bruges som argument for broen.

De mange biler skal betale broen gennem brugerbetaling. Strategien lykkedes umiddelbart i Danmark. Forliget om Øresund blev indgået bag lukkede døre og behandlet med ekspresfart i folketinget.

Diskussionerne har siden drejet sig om budgetter og økonomi.

Samtidig med at mange ulykkelige mennesker er blevet tvunget ud af deres hjem, der er blevet jævnet med jorden for at bane vejen for et motorvejsnet over Amager, har regeringen og bygmestrene nærmest religiøst forsvaret budgetterne og alle mellemregningerne.

Ingen opbakning bag broen

Men hvor mange mon tror på, at mange flere vil tage turen over Øresund, når det skal koste flere hundrede kroner at komme frem og tilbage?

Ikke mange, viser opinionsundersøgelserne, der siger, at over 60 procent af danskerne er imod broen, mens kun 23 procent er for broen.

Billedtekst:
Både Bildt og Nyrup har befolkningen imod sig

Sæt gang i aktiviteterne nu

Blokader mod byggeriet skal styrkes, og underskriftindsamling mod broen skal i gang.

Det var svenskerne, der fik bremset broen, jovist. Men det betyder jo ikke at det er dem, der skal tage hele slæbet.

Det mener i hvert fald Niels Lange, der bor i Københavns Sydhavn, er indædt bromodstander, og medlem af Internationale Socialister.

“Bak op om de blokader, der er igang og ved at blive forberedt,” er Niels Langes bud til bromodstanderne.

Og så kunne han godt tænke sig at se en større organisering af bromodstanden.

“I Sverige er både politiske organisationer og fagforeninger med i ‘Aktion Stoppa Broen’. Det kunne vi godt bruge i Danmark.

Et sted at begynde kunne være en underskriftindsamling mod broen, som både fagforeninger, folk på hospitaler, organisationer – og alle mulige bakkede op.

Og så er det også vigtigt at arbejde sammen med svenskerne. Måske kunne vi lave en fælles kulturfestival og deltage i hinandens demonstrationer,” siger Niels Lange, som i øvrigt synes, det er utroligt, at der ikke er nogen, der har besat eller blokeret de huse, der blev tvangseksproprieret og jævnet med jorden.

“Det er altså noget svineri, at der bliver skåret ned på alt muligt, og samtidig foregår det her. Gør noget ved det!” lyder opfordringen fra Niels Lange.

Blokade mod brobyggeriet

16. februar kl. 14.00

Mødested: Tårnby Torv.

Se også:
SAA 100: Arbejde på Øresundsbroen standset af demonstranter

Flere artikler fra nr. 100

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Helle Schøler Kjær

Siden er vist 1818 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside