Socialistisk Arbejderavis
Nr. 10 – Juni 1985 – side 7
Marxismens betydning
Derfor drikker Ivan
Ole Mølholm Jensen
I Østeuropa har der været mange store opstande mod de arbejds- og levevilkår, som den østeuropæiske arbejderklasse er underlagt. Det har været opstande, som i flere tilfælde har rystet den herskende klasse i parti- og statsapparatet. De største har fundet sted i Ungarn i 56, Tjekkoslovakiet i 68 og Solidarnosc i Polen i 80/81.
I Sovjet har der ikke været sådanne store opstande. Det betyder dog ikke, at den sovjetiske arbejder er tilfreds med de arbejds- og levevilkår, der tilbydes i Sovjet. Det skyldes nærmere, at den sovjetiske arbejderklasse er svagere, har færre traditioner for kamp og historisk set har været hårdere undertrykt. I hele perioden fra 1930 til 1950 er der således næsten ikke forekommet strejker, og i netop denne periode har undertrykkelsen været hårdest.
Men i tiden efter 50 har der været en del strejker og oprør i Sovjet. Oplysninger om arbejdermodstand i Sovjet er imidlertid svære at fremskaffe. I de sovjetiske medier hedder en strejke bølleoptøjer og en strejkende arbejder en bølle. De fleste mere konkrete oplysninger kommer derfor fra afhoppere eller fra turister, der har opholdt sig i længere tid i landet.
På trods af dette lidt usikre grundlag er det dog uden for enhver tvivl, at den sovjetiske arbejderklasse forsøger at tilkæmpe sig forbedringer eller reagerer mod den herskende klasses politik igennem strejker og oprør.
Der har i Sovjet været tre strejkebølger. Den første fra 59 til 63. Den anden fra 69 til 73, og endelig den sidste fra 79 og op til idag. Disse bølger er dog ikke tårnhøje. I alt regnes der med, at der i perioden fra 59 til i dag har været lidt over 100 strejker.
Individuelle aktioner
Det oftest forekommende udtryk for arbejderklassens utilfredshed og fremmedgjorthed overfor produktionen er individuelle protestaktioner; druk, pjækkeri og hyppige jobskift.
I dansk TV har der i den sidste tid været indslag om den sovjetiske arbejderklasses store forbrug af øl og vodka. Selv om den sovjetiske arbejderklasse ikke går rundt i en konstant rus, som det fremgik af TV-avisens reportage, så er der noget om snakken. Alene det fakta, at det sovjetiske bureaukrati bruger megen energi på at bandlyse vodkaen og kører store kampagner mod drikkeriet, viser, at det er et stort problem.
Den megen druk viser, at store dele af arbejderklassen finder spiritusens tåger mere behagelige end hverdagen under den såkaldte virkeliggjorte socialisme.
Druk og pjækkeri hænger selvfølgelig sammen. Men ud over pjæk på grund af tømmermænd foregår der også meget pjæk efter lønudbetalingen. Folk gider ikke møde op på fabrikkerne, før pengepungen er tom.
Hyppige jobskift er også en individuel måde at forsøge at undslippe de forhold, som den sovjetiske arbejder lever under. Bliver arbejdet for træls eller for hårdt det ene sted, prøver mange et nyt sted, i stedet for at ændre forholdene hvor de er. 200.000 arbejdere skifter hvert år job. Og det selv om jobskift anses for noget negativt. Den sovjetiske arbejder er stadigvæk udstyret med en arbejdsbog. Når en arbejder siger op, bliver det opført i bogen. Hvis en arbejder pjækker og drikker, opføres det også. Dette forsøg på kontrol og straf over for arbejderklassen virker, men ikke mere end at mange tilsidesætter det i håb om en bedre tilværelse.
Kollektive aktioner
Som nævnt har der været 3 strejkebølger i Sovjet, hvor arbejderklassen officielt har erklæret strejke, eller hvor hele byer har gennemført generalstrejkelignende oprør. Et af de seneste eksempler er i byen Togliattigrad, hvor arbejderne på de store Fiat-bilfabrikker i 1980 nedlagte arbejdet og trak de øvrige arbejdere i byen med sig i strejke. På samme tid udbrød der strejke i byen Gorkij, hvilket antyder at der er en spirende organisering og koordinering mellem arbejdspladserne i Sovjet.
Men ud over disse officielle strejker foregår der en del på fabrikkerne, som ikke bliver kendt. Den sovjetiske arbejdsplads bruger nemlig den såkaldte italienske strejke. Det vil sige, at de bliver på fabrikken i arbejdstiden uden at arbejde.
Disse strejker opstår som regel imod ledelsens forsøg på at få arbejderne til at knokle hårdere. Ledelsen forsøger under mottoet »dagens rekord – morgendagens norm«, hele tiden at presse produktiviteten hos arbejderne op. Heroverfor kan den italienske strejke bruges til at få normerne sænket.
Den herskende klasses problem
Den herskende klasse forsøger at presse arbejderne til hele tiden at knokle mere, fordi den sovjetiske økonomi er i krise. Igennem 80'erne har de årlige vækstrater i bruttonationalproduktet ligget på efterkrigsniveauet, hvilket vil sige på omkring 1,5 til 2%. Samtidig er arbejdernes produktivitet faldende. For at hamle op med disse problemer må Sovjets herskende klasse forsøge at rationalisere og effektivisere produktionen.
Der er også andre økonomiske problemer. For det første er den årlige fødevareproduktion alt for lav. Sovjet må importere fødevarer fra Vesten. For det andet har Sovjet igennem 70’erne oparbejdet en kæmpegæld til udlandet. For det tredje er den herskende klasse gennemsyret af korruption. Den nu afdøde Andropov brugte utrolig meget energi på at stoppe denne korruption, og aviserne skriver jævnligt om nye afsløringer. Ligeledes er der opstået et kæmpe sort marked i Sovjet, som gør det endnu sværere for den herskende klasse at styre økonomien.
Arbejderklassens vej
Selvom der har været en stigning i arbejderklassens protester imod den hårde linie, er disse strejker og protester fortsat spinkle. Den sovjetiske arbejderklasse mangler især en selvstændig organisering.
Og de mangler et revolutionært lederskab, som dels kan pege på hvordan kampene imod bureaukratiet må spredes til andre arbejdspladser, dels kan pege på det nødvendige i organisering og i kollektive kampskridt og endelig kan pege på socialismen som løsningen for den sovjetiske arbejderklasse i stedet for vodka. Denne opgave er utrolig svær, men samtidig utrolig vigtig.
At rense socialismens tilsølede navn er en svær opgave, når den herskende klasse siger, der er socialisme. Dertil kræves revolutionært arbejderparti, som kan se igennem bureaukratiets ideologiske tågeslør, med en klar politik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed