Socialistisk Arbejderavis
Nr. 102 – April 1994 – side 5
Øresundsbroen
Bropillerne vakler
Jakob Nerup
Beslutningen om Øresundsbroen hænger efterhånden i en tynd tråd. Derfor er det nu, vi har en chance for at stoppe den.
Danske og svenske politikere går foråret i møde med sved på panden og frygt for deres taburetter.En efter en forsøger politikerne at dække sig ind, hvis det skulle blive nødvendigt at stoppe brobyggeriet.
Senest har Venstre lagt luft til regeringen ved at forlange de økonomiske forudsætninger overholdt, hvilket betyder, at de fralægger sig et eventuelt medansvar. I dag er det svært at få politikere i debat om broen, fordi ingen vil forbindes med den. Regeringen, folketinget og den øvrige magtelite vil for enhver pris have deres prestigeprojekt igennem.
I Sverige er den vigtigste lobbyist, Volvo-koncernen, sprunget fra, endnu før broens formelle godkendelse i den svenske riksdag. De satser nu på at klare transporten af biler til det europæiske marked med to nye, hurtige superfærger.
De ønsker dog stadig broen, fordi den hjælper privatbilismen og øger konkurrencen på fragt. Volvo vinder under alle omstændigheder. Deres profit sikres, uanset resultatet af kampen om broen.
Afgørelsen udskydes
Alt tyder på, at uanset Vattendomstolens dom, der ventes i begyndelsen af maj, udskydes afgørelsen til efter det svenske valg i efteråret. Den svenske regering kan ikke bære splittelsen. Endnu et stort problem for magthaverne i Sverige er optagelsen i EU, som et flertal i den svenske befolkning er imod. Selv om det også udskydes til efter valget, ønsker hverken en socialdemokratisk eller borgerlig regering, at skulle gennemføre to ting på een gang, som befolkningen er imod.
Magthaverne er splittede, og det giver store muligheder for det flertal af den danske og svenske befolkning, der er imod broen. Men meningsmålinger i sig selv giver intet udbytte, hvis de ikke omsættes i aktivitet. De nuværende lokale aktiviteter skal udvikle sig.
Støt blokaden
Det er vigtigt, at de fredelige blokader på Amager mod gravearbejdet får større tilslutning. Blokader på 30-40 mennesker er alt for nemme at stoppe for politiet. Vi skal være flere hundrede, hvis ikke A/S Øresundsforbindelsen skal fjerne os med politiets hjælp.
Hvis mange hundrede skal fjernes, kræver det så store politistyrker, at det kun vil udstille desperationen hos magthaverne. Det kan kun sikres, hvis flere organisationer mobiliserer til blokaderne, og fagforeningerne presser på for, at der ikke arbejdes under politibeskyttelse.
Også i Sydhavnen er blokaderne mod et af broanlæggene begyndt. Her må håndværkere dagligt gå hjem, fordi de lokale beboere spærrer dem vejen.
Men hvis broen skal stoppes, kan nok så store og lokale blokader ikke gøre det alene. Der er masser af bromodstandere, der ikke deltager i blokader, og deres modstand skal også udtrykkes. Derfor er demonstrationen på Rådhuspladsen d. 13. april et afgørende omdrejningspunkt for udviklingen af bromodstanden.
Hvis den demonstration samler mange tusinde mennesker, kan deltagerne forhåbentlig få styrket troen på, at det nytter at være aktiv mod broen. Det kan betyde flere deltagere i blokaderne og inspirere til igangsættelse af nye aktiviteter.
Men broen er ikke kun et anliggende for københavnere. Også i provinsen er flertallet imod broen, så nu må der gang i bromodstanden der. I første omgang kan vi lave underskriftsindsamling og happenings mod lokalvalgte folketingspolitikere. Næste mål er, at 1. maj skal boble af bromodstand.
Mangen en besindig bromodstander vil indvende, at det er for sent at stoppe broen nu. Men det er i bedste fald mangel på tiltro til bromodstandens kræfter i Danmark.
Vi kan gøre det!
Faktisk har danske miljøkæmpere før stoppet et projekt, som var af altafgørende betydning for storkapitalen og magteliten, nemlig indførelsen af atomkraft i Danmark. I 70’erne forsøgte borgerlige, socialdemokrater og det samlede erhvervsliv at gennemtvinge atomkraft mod et flertal i befolkningen. Det blev kun stoppet, fordi modstanden blev omsat i aktivitet, og venstrefløjen gik i spidsen. Vi kan gøre det samme som 70’ernes atomkraftmodstandere, hvis vi kommer ud af hullerne nu.
Billedtekst:
Blokader på 30-40 mennesker er alt for nemme at stoppe for politiet. Vi skal være flere hundrede, hvis ikke de skal have held til at stoppe os (foto: DKL)
Se også:
SAA 102: Vi kan stoppe Øresundsbroen
SAA 102: Modstand mod Øresundsbroen: Fortsat succes
SAA 102: Folkemøde: Stop Øresundsbroen
SAA 102: Nyt fra IS: Opbyg modstanden mod Øresundsbroen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe