Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 102 – April 1994 – side 6

Tyrkiet

Kurderne angribes overalt

Tom Christiansen

Kurderne udsættes for systematiske overgreb i Tyrkiet. De vestlige ledere bakker op bag Tyrkiet.

I sidste øjeblik afblæste en kurdisk kvinde, Rükan Celik, heldigvis afbrændingen af sig selv i protest mod det tyrkiske militærs voldsomme krigsførsel mod kurderne.

Alvoren i Rükan Celik’s aktion fremgår af, at 3 kurdere i Tyskland faktisk fik sat ild på sig selv i forbindelse med en aktion på de tyske motorveje i slutningen af marts.

Den tyske indenrigsminister, Manfred Kanther – også kaldet “den sorte sheriff” – svarede igen ved at tilbyde delstaterne at sætte det berygtede antiterrorkorps, Grænsepolitiet, ind mod kurderne.

Han bebudede endvidere, at kurdere, der deltog i voldelige aktioner på tysk jord, ville blive udvist. Uanset, at de er asylansøgere, der risikerede dødsstraf ved udvisning til Tyrkiet.

Kanther er med sin hårde kurs på stemmefiskeri. Hans parti, den kristelige demokratiske union står til at tabe ved de mange valg i Tyskland i 1994.

De forsøger derfor at erobre stemmeandele tilbage ved at have en skrappere kurs overfor flygtninge og indvandrere.

En anden del af forklaringen på den hårde kurs er, at Tyrkiets undertrykkelse af kurderne er et følsomt emne, fordi Tyrkiet er medlem af NATO.

Tyskland har derfor gjort Tyrkiet den tjeneste at forbyde det kurdiske arbejderparti, PKK, som i dag er den vigtigste kraft i kurdernes kamp for et selvstændigt Kurdistan.

Tyskland støtter Tyrkiet

Det bekymrer tilsyneladende ikke den tyske regering, at Tyrkiet har 200.000 tropper, der fører en åben krig mod det kurdiske folk. Tropperne brænder landsbyer ned og sender tusindvis på flugt, en politik, der får den engelske avis The Observer til at bruge ordet etnisk udrensning.

Den tyrkiske regerings respekt for de demokratiske rettigheder kan også ligge på et meget lille sted. Den kurdiske avis Ozgur Gundem er blevet lukket og journalisterne arresteret.

Op til de lokale valg i marts arresterede Tyrkiet 320 kandidater fra det kurdiske Demokratiske Parti (DEP).

DEP har også fået arresteret 6 medlemmer af parlamentet. De er blevet arresteret og anklaget efter paragraffer, der kan give dødsstraf.

DEP så ellers ud til at vinde et komfortabelt flertal i de kurdiske områder, hvilket ville svække den tyrkiske regerings mulighed for at udslette alle spor af en kurdisk nation.

Afbrændingsaktionerne løser ingen problemer, men de viser, hvor desperate kurderne er, og hvor uhyrlig den tyrkiske undertrykkelse er. Den vestlige verdens vrede burde derfor vende sig mod den tyrkiske regering og ikke mod de forfulgte kurdere.

Billedtekst:
Kurderne i Danmark protesterer mod forfølgelsen af kurdere i Tyrkiet.

Flere artikler fra nr. 102

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Tyrkiet

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1957 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside