Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 102 – April 1994 – side 12

Film: Jim Sheridan: “In the Name of the Father”

Håbet om retfærdighed

Lene Junker

“In the name of the father” fortæller historien bag “The Guildford Four” – især ireren Gerry Conlon.

The Guildford Four var fire tilfældige unge, som i 1974 blev idømt livsvarigt fængsel (30 år) for at have sprængt en soldaterpub i luften.

Filmens hovedperson var en af de fire. Den del af hans familie, som boede i London – tante, onkel og to fætre – fik 12 år for at have fremstillet bomben. Hans far fik 15 år for at “stå bag”.

Familien står de 12 år igennem. Faderen dør i fængsel og The Guildford Four løslades efter 15 år i 1989.

Dette er historien om det, der ikke burde kunne ske i et retssamfund som Storbritannien. Det sker alligevel – ikke én gang, men mange gange.

Sagen om “The Birmingham Six” har stor lighed med The Guildford Four – også de er blevet løsladt. Desuden er det hverdagskost for almindelige mennesker – især indvandrere – at blive uskyldigt anklaget og dømt.

Med hvilken “ret” kan politi og domstole sætte retssikkerheden ud af kraft? Med terroristloven i hånden kan politiet tilbageholde folk i syv dage, uden at de bliver stillet for en domstol eller får en advokat. Hvad der foregår i løbet af disse dage i form af ukontrollerede forhør, ved ingen ... Men hvis man skal tro fangerne, er prygl den mindste ydmygelse, de udsættes for.

Både The Guildford Four og The Birmingham Six blev udsat for fysisk og psykisk tortur. Fx truede man med at dræbe deres familie, hvorefter de var møre nok til at underskrive en “tilståelse”. Alle trak dog tilståelsen tilbage i retten.

Men engelsk lov kræver ikke, at en tilståelse skal underbygges, for at folk kan dømmes. Antiterrorlovens bestemmelser blev i 1989 erklæret ulovlig af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter pres fra blandt andet Amnesty International.

Den konservative britiske regering fastholder, at syv dage er nødvendige, fordi der er tale om en “national nødsituation”! Derfor gælder loven stadig.

Mellem 1974 og 1984 blev 5.900 irere ramt af denne lov. Kun 7% blev anklaget!

I 1970’erne var der voldsomme konfrontationer mellem katolikker, IRA og britiske soldater, som besatte Nordirland i 1969. Fra 1971 gik IRA i åben krig mod briterne. Den foregik også i London, hvor Guildford-pubben lå.

Filmen starter i Belfast og beskriver den voldsomme stemning. “In the name of the father” er trods løsladelsen en kontroversiel film, og derfor har den mødt meget kritik for at være usandfærdig.

Det er en kendsgerning, at The Guildford Four sad 15 år i fængsel, at de var uskyldige, at “tilståelsen” var tvunget ud af dem ved tortur, og at det britiske politi og domstole vidste, at de var uskyldige, fordi et IRA-medlem havde påtaget sig skylden!

Man må prise sig lykkelig for, at dødsstraffen i Storbritannien “kun” gælder ved landsforræderi!

Filmen er et historisk dokument, som både afslører og giver forståelse. Og trods tragedien er det også en varm og munter film, som fastholder håbet og kampen for retfærdighed og menneskelighed.

“In the name of the father”. Instruktion Jim Sheridan

Billedtekst:
“In the name of the father” viser systemets sårbarhed

Se også:
SAA 102: Bogen bag filmen
SAA 102: 18. maj: Retsstaten står for skud

Flere artikler fra nr. 102

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 1896 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside