Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 103 – Maj 1994 – side 5

Opvarmning til valgkamp

Martin B. Johansen

Sagligheden står for skud, når politikerne kaster sig ud i opvarmningen til efterårets valg.

Politikerne er godt igang med opvarmningen til folketingsvalget i efteråret. Poul Nyrup, Uffe Ellemann og Hans Engell forsøger med alle kneb at tækkes vælgerne.

Det betyder, at politikerne i valgkampen vil give køb på synspunkter, der ikke er populære. Svaret på problemer som arbejdsløshed og lange ventelister vil være de forskellige partiers mirakelkure uden reelt indhold.

Mirakelkur

For eksempel serverer Venstre “det fri marked” som løsningen på alle verdens problemer. I en sådan grad at den radikale Jens Bilgrav bemærkede i en folketingsdebat, at Venstre vil opgive at redde miljøet, hvis det ikke er rentabelt.

Socialdemokraterne har de største problemer. Først og fremmest med at bortforklare, at arbejdsløsheden stiger. Senest har arbejdsminister Jytte Andersen været ude med en forklaring om, at kommunerne ekstraordinært har registreret op mod 25.000 bistandsklienter, som hun ikke mener er til rådighed for arbejdsmarkedet. På den måde kan socialdemokraterne få arbejdsløsheden til at falde, samtidig med at den stiger.

Socialdemokraterne vil bruge valgkampen til at føre offensiv mod Venstre. Men det er heller ikke uden problemer. Godt nok angriber de Venstre for, at partiets Europa-politik skader det danske velfærdssamfund. Men af et internt notat fremgår det, at socialdemokraterne faktisk er enige i store dele af Venstres EU-program. Sagen er, at socialdemokraterne og Venstre langt hen ad vejen er enige om, at velfærden for almindelige mennesker skal skæres ned.

Socialdemokraternes trumfkort er at lade sig gribe af krigshysteriet. Statsminister Poul Nyrup var den første vestlige leder, der støttede FNs anmodning om at bombe de serbiske soldater omkring Gorazde. Allerede tirsdag den 19. april gik Nyrup til medierne og krævede en mere konsekvent linie overfor serberne.

Forsvarsminister Hans Hækkerup har krævet indsættelse af flere landtropper i ex-Jugoslavien for at sikre de seks såkaldte sikre zoner.

Flygtninge

De borgerlige partier har svært ved at overgå socialdemokraterne i krigshysteriet. Derfor vil de forsøge at finde andre sager, de kan markere sig på. De konservatives Hans Engell har således haft travlt med at kritisere, at regeringen vil give de bosniske flygtninge mulighed for at søge asyl.

Hans Engell lægger også op til, at de konservative vil gøre flygtninge- og indvandrerspørgsmålet til et af de centrale temaer i valgkampen.

Flere artikler fra nr. 103

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
DK: Folketingsvalg 1981-2000

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1823 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside