Socialistisk Arbejderavis
Nr. 103 – Maj 1994 – side 9
Marxisme i hverdagen
Hvem er forkælede?
Martin B. Johansen
Den seneste trussel mod sundhedsvæsenet kommer ikke fra nedskæringer eller privatiseringer. Nej, den kommer fra de forkælede “68’ere”, som er pylrede, som vil gå til læge, uden at de er syge og som vil kræve behandling i et omfang, sygehusene slet ikke har kapacitet til.
Dette forudsiges af det såkaldte “Institut for fremtidsforskning”, som også forudsiger, at når 68’erne kommer plejehjem, vil de kræve hash til morgenmaden og dyre rødvine til aftensmaden.
I den slags “undersøgelser” er det underforstået, at 68’erne er dem, der demonstrerede mod Vietnam-krigen, der dyrkede fri sex, der boede i kollektiv, der lavede studenteroprør, der altid var høje af hash og LSD osv.
Tyndt argument
Men inden man køber argumentet om 68’ernes trussel mod sundhedsvæsnet, skal man huske, at dette billede af 68’erne er et vrangbillede. Flertallet af 68-generationen tog ikke LSD, boede ikke i kollektiv osv. 68-oprøret var et meget bredere fænomen, som generelt handlede om, at studenter, lærlinge, kvinder og arbejdere havde fået nok af de elendige forhold på arbejdspladser, på boligmarkedet og på universiteterne.
Påstanden om 68'ernes stormløb på sygehusene er tyndt. Det handler i virkeligheden om, at staten ikke kan eller vil indfri de krav, tusindvis af almindelige lønarbejdere stiller til sundhedssektoren. Krav om, at staten retter op på de helbredsmæssige følger af årtiers dårligt arbejdsmiljø, forurening og tilsætningsstoffer i fødevarer.
Del og hersk
68’erne er ikke de første, der får at vide, at de er forkælede. Vi har tidligere hørt om forkælede typografer, stilladsarbejdere, sygeplejersker, lærere og mange andre.
Hver gang, en gruppe går i strejke eller på anden måde kommer i konflikt med den herskende klasses interesser, får vi at vide, at de er forkælede.
Pudsigt nok er der ingen, der kalder de 5 Baltica-direktører forkælede, som tilsammen hævede 30-40 millioner i afskedshonorar efter at have kørt Baltica i sænk.
Udstillingen af en bestemt gruppe arbejdere som forkælet er en vigtig del af de herskendes "del og hersk" taktik. De bruger naturligvis institutioner som politi, domstole, medier og skoler for at fastholde magten, men de ville ikke have en chance, hvis ikke arbejderklassen var splittet på kryds og tværs af skel mellem forskellige fag, køn, nationaliteter, om man er jyde eller københavner osv.
For eksempel betød den type splittelse, at en faggruppe som typograferne blev knækket sidst i halvfjerdserne.
Typograferne blev udpeget som fyrsteligt lønnede paver på trykkerierne, og det betød i længden, at de fik sværere ved at vinde opbakning til deres kampe fra andre dele af arbejderklassen. Selvom typografernes lønninger blev betalt af arbejdsgiverne, blev det fremstillet, som om det var andre lavtlønnede arbejdere, der betalte typografernes løn.
Splittelsen kan overvindes
De forskellige former for splittelse i arbejderklassen har baggrund i den måde, kapitalismen fungerer på. Kapitalismen bygger på konkurrencen mellem uafhængige firmaer, og den konkurrence splitter ikke kun fabriksejerne – den skaber også splittelse mellem de forskellige arbejdergrupper.
Under kapitalismen er arbejdskraften en vare, hver enkelt arbejder må sælge for at overleve. Det betyder, at på arbejdsmarkedet er alle arbejdere i princippet i konkurrence med hinanden. Det er denne konkurrence, de herskende bruger, når de fortæller os, at vi bestemt ikke skal være solidariske med fx typografer, der i forvejen tjener meget mere end de stakkels kassedamer.
Den lønforskel kunne naturligvis løses ved, at arbejdsgiverne betalte kassedamerne en fornuftig løn. Men de herskende er i virkeligheden ligeglade med, at kassedamerne er underbetalte. De bruger i stedet lønforskellen og splittelsen til at bekæmpe typograferne med.
Selv om splittelserne i arbejderklassen er et vigtigt våben for de herskende, så kan de overvindes. I situationer, hvor forskellige grupper af arbejdere finder ud af, at de har fælles interesser mod de herskende, bliver det mindre betydningsfuldt, om andre arbejdere er sorte eller hvide, mænd eller kvinder.
Det er også derfor, regeringen og arbejdsgiverne er ekstremt påpasselige med at udfordre hele arbejderklassen på én gang. Selv om de egentlig ønsker en generel nedskæring af lønningerne, tør de kun udfordre små grupper ad gangen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed