Socialistisk Arbejderavis
Nr. 1 – Oktober 1984 – side 2
Opsvinget flader ud
Jason Meyler
Som så mange gange før er der igen taget initiativ til en landsdækkende tillidsmandskonference i Brøndby-hallen. Også i en række provinsbyer er der planlagt lokale tillidsmandskonferencer.
Formålet er at styrke modstanden mod Schlüter-regeringens lønpolitik og forberede situationen omkring fornyelse af overenskomsterne i marts 1985. Her tegner der sig tre muligheder.
I værste fald vil LO-toppen indgå et råddent forlig, som de anbefaler medlemmerne at bakke op bag. Bliver det tilfældet, vil hovedopgaven bestå i at organisere så effektiv en stem-nej-kampagne som muligt.
Inddrage
Bliver der derimod storstrejke startet af forbundene, skal man gøre sig helt klart, at de ikke er interesseret i at tage de nødvendige skridt til at gøre den mest mulig slagkraftig. Det indebærer bl.a. at involvere de menige medlemmer i masseaktivitet. De nødvendige initiativer i den retning må derfor nødvendigvis komme fra neden.
I en storstrejkesituation vil lokale tillidsmandskoordineringer – som bredt inddrager fagligt aktive – være nødvendige for at organisere medlemsaktiviteten. I første omgang må der presses på for, at der overalt afholdes ekstraordinære klub- og fagforenings-generalforsamlinger, for at der organiseres indsamlinger til supplement af forbundsstøtten, og der må organiseres blokader ligesom alt skruebrækkeri bekæmpes. Endelig må der løbende sikres et højt informationsniveau blandt alle de strejkende. For eksempel en strejkeavis og jævnlige massemøder.
En anden mulighed er, at der vil opstå en kamp som havnestrejken under sidste OK eller en i stil med HT. Udfaldet af en sådan kamp vil være afgørende for hele udfaldet af overenskomstkampen. Derfor må solidaritetsarbejde være alfa og omega i enhver aktivitet, der har som formål at kæmpe en bedre overenskomst igennem. Uanset hvor små og ubetydelige strejkerne kan forekomme, må støtten til disse stå i centrum.
Grundlæggende er det, der står i overenskomsterne, totalt afhængig af styrkeforholdet mellem arbejdsgiverne og vi andre. Demonstrationer og protester har meget lidt at sige, og slet ikke resolutioner, forhandlingsdygtighed eller deputationer til Folketinget. Derfor er de betingelser, som arbejdere arbejder under de næste to år, fundamentalt set bestemt af, hvem der er stærkest på arbejdspladserne i dag og frem til marts 85. Og det er her, at den nøgne sandhed stiger os i ansigtet.
Danfossarbejdere sultedes tilbage til arbejdet, Scandiaarbejdere måtte acceptere yderligere disciplinering på arbejdspladsen, stilladsarbejdere splittedes.
Stærk
Arbejdsgiverne ved, at de er stærke. De er ikke stærke nok til at smadre HT's organisering, men stærke nok til at afvise den bureaukratiske kamp mod La Cabana. Deres »forhandlingsvillighed« er i direkte forhold til den solidaritet der kan opnås omkring disse kampe. Her er den allerførste opgave for alle disse konferencer og samlinger.
Hvordan opnås solidaritet og bekæmpes »sig selv nok« ideer på arbejdspladserne? Det er dette spørgsmål, som skal stå i centrum for alle socialister og fagligt aktive.
Billedtekst:
Tillidsmandskonference. Resolutioner var ikke nok.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed