Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 104 – Juni 1994 – side 4

UngdomsGarantien

Garanti for kedsomhed

Kasper Munk Nizam

Ungdomsgarantien er en dårlig lappeløsning på ungdomsarbejdsløsheden. Den kan højst pynte på de stigende arbejdsløshedstal.

Den såkaldte ungdomsgaranti tvinger unge arbejdsløse til at arbejde for bistandshjælpen. Systemet fungerer således, at 18 til 24-årige højst må gå uden arbejde i tre måneder.

Problemer

Herefter skal de anbringes i enten et kommunalt undervisnings- eller arbejdsprojekt eller finde et tilskudsjob i den private sektor. Projekterne har en varighed på fem-seks måneder.

Der er flere problemer i det. Hvis man selv skaffer et job i den private sektor, får arbejdsgiveren et løntilskud på 49 kroner i timen, og så kan denne supplere lønnen op efter lyst. På den måde kommer unge i løntilskudsjob til at virke som uorganiserede “løntrykkere” på arbejdsmarkedet.

For det første vil en arbejdsgiver hellere have kommunens løntilskud end ansætte en organiseret arbejder, som skal have overenskomstmæssig løn.

For det andet kan arbejdsgiveren efter fem måneder bytte den unge ud med en ny, hvorefter han så modtager yderligere fem måneders løntilskud. Arbejdsgiverne kan altså “malke” systemet, uden at der oprettes flere reelle faste arbejdspladser. Desuden er ordentlige arbejdsforhold og -miljø ukendte begreber, fordi fagforeningerne er helt ude af billedet.

Projekterne er totalt håbløse. De påberåber sig at være uddannende og aktiverende. Problemet er “bare”, at der er afsat alt for få ressourcer til kurserne, så indholdet er herefter. Desuden er kurserne hverken godkendte eller adgangsgivende til f.eks. universitet.

Nyttesløst

- En ungdomsgarantiperiode er ikke en uddannelse, det er et kursustilbud, som ikke er godkendt, siger Gunnar Dahlsgaard, leder af UngdomsInformationen i København.

- Der er ikke nogen form for opfølgning eller evaluering, hvilket gør det hele ret nyttesløst. Hvorfor dog ikke åbne op for adgangsbegrænsningerne og lægge nogen penge i uddannelser, for det er det eneste, der er reelt, mener Gunnar Dahlsgaard.

Siciliansk tilbud

Unge, der ikke selv kan finde  job, bliver tvunget ud i kurser, som ofte er indholdsløse og ligegyldige. For hvis man vil modtage bistand, så skal man også modtage kurset. Således erstatter Ungdoms-Garantiens sicilianske tilbud de unges individuelle ønsker og interesser.

- Jeg har ikke fået en eneste ny information og udfordringerne er for små. Jeg ville have foretrukket et bedre kursus, så jeg kunne forøge min viden, siger Claus, som har været på et slags inspirationskursus, hvor han skulle “afklares”.

Efter sommerferien bliver omkring 30.000 afvist på universiteterne, hvilket betyder, at der bliver totalt kaos på Ungdoms-Garantien. De afviste skal også aktiveres, og det er svært, når antallet er steget med 30% i forhold til sidste år.

Billedtekst:
Ungdomsgarantien skal sikre “aktiv bistand” i stedet for “passiv forsøgelse”. I virkeligheden misbruges unge arbejds-løse som løntrykkere.

Flere artikler fra nr. 104

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Kasper Munk Nizam

Siden er vist 1736 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside