Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 104 – Juni 1994 – side 6

Sydafrika

ANC til eksamen

Lene Junker

ANC fik den forventede valgsejr. Nu skal løfterne til det sorte flertal indfris.

ANC vandt en flot og overbevisende sejr ved valget i Sydafrika. Af de næsten 20 millioner afgivne stemmer gik ca. 63% til ANC. Dermed blev det forhadte apartheidregime fejet bort.

For antiracister verden over var det en stor opmuntring.

Inkatha fik kun få stemmer uden for Natal-provinsen, selvom de klarede sig bedre end forventet med 10% af stemmerne. Rapporter fra uafhængige valgkomiteer tyder imidlertid på valgsvindel.

ANC er gået til valg på løfter om forbedringer af almindelige menneskers levevilkår. Flere job og boliger, bedre vand og el-forsyning og bedre uddannelse og sociale forhold.

Samtidig har de lovet erhvervslivet gode vilkår. ANC har lagt op til, at Sydafrika de næste 6 år skal regeres af en national samlingsregering. Den skal bestå af alle partier i parlamentet – altså en slags “nationalt kompromis”.

Valgløfter

Mandelas åbningstale til det nye parlament viste, at den nye regering kun har planer om at gennemføre halvdelen af ANCs valgløfter i en 5-årig udviklingsplan. Planen kommer i “gode hænder” – nemlig i hænderne på de Klerks tidligere finansminister og nationalbankdirektør.

Det står efterhånden klart, at ANC ikke kan indfri forventningerne indenfor rammerne af det “nationale kompromis”.

Mange sorte sydafrikanere er nok også villige til at give ANC lidt tid til at skabe resultater – fordi en lang række faglige ledere har manet til ro og tålmodighed. Spørgsmålet er, hvor længe de kan holde ro.

Meget tyder på, at de sydafrikanske arbejdere står godt rustet i kampen for bedre levevilkår. Allerede under valgkampen fortsatte omkring 10.000 minearbejdere deres strejke mod GFSA (Gold Fields South Africa) Northam platinmine. Strejken er imod racisme, for frie fagforeninger og for bedre vilkår. 8.000 minearbejdere strejkede i Rustenburg platinmine. I Transkei har 12.000 sygeplejersker strejket for højere løn og større tryghed i ansættelsen.

Flere strejker

Generelt har de sydafrikanske arbejdsgivere syltet lønforhandlingerne med henvisning til valget, og ifølge deres blad, Business Day, forventer de en kraftig stigning i strejkerne fra nu af.

Arbejdsgiverne i mineselskabet Anglo American beklager sig over, at arbejderne tror, at fordi de kan stemme, behøver de ikke at underlægge sig disciplinen på arbejdspladsen.

Det er ikke sandsynligt, at de sydafrikanske arbejdere lader sig nøje med valgsejren.

Billedtekst:
Opbakningen bag Mandela var overbevisende. Men den sorte arbejderklasse kan ikke leve af stemmesedler.

Flere artikler fra nr. 104

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 2000 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside