Socialistisk Arbejderavis
Nr. 104 – Juni 1994 – side 7
Cuba
På randen af sammenbrud
Anne Mette Ougaard
I tre årtier stod Cuba og Fidel Castro som et symbol for store dele af venstrefløjen. I dag er landet isoleret og i dyb social og økonomisk krise.
Med Sovjets sammenbrud mistede Cuba ikke blot sin stærkeste allierede, men også “den rige onkel”, som i løbet af 70’erne og 80’erne støttede landet med over 80 milliarder dollars. Østblokken havde i årevis forsynet Cuba med alt fra mælk og hvede til brændstof og maskiner.
I 1990 begyndte bistanden at svinde og i 1992 holdt den helt op. Cuba skal nu konkurrere på verdensmarkedet på lige fod med andre. Sukkerpriserne er helt i bund, og al andet landbrug og industri har været forsømt på grund af den ensidige satsen på sukker. Samtidig er der mangel på alle importvarer – olie, reservedele, maskiner, fødevarer.
Krigsøkonomi
For at klare skærene har regeringen indført begrebet “período especial en tiempo de paz” – specialperiode i fredstid. Det er et kæmpe nedskæringsprogram, der svarer til en krigsøkonomi.
Planen indeholder et forsøg på at øge fødevareproduktionen ved at arbejdsløse industriarbejdere og ansatte i administration forflyttes til landbruget. Derudover nedskæringer i kommunistpartiets bureaukrati, og mange flere varer sættes på rationeringslisten. Blandt andet tøj, fodtøj, køkkenartikler og en stor del fødevarer, så næsten alt er rationeret. Men køer på gaden ser man ikke – der er ingen varer at få.
Tegn på hungersnød
Flere og flere fabrikker lukker på grund af brændstofmangel og afbrydelser i strømforsyningen.
Fødevaremarkedet er forsvindende lille, bortset fra det stadig mere omsiggribende sorte marked.
Der er tegn på hungersnød. 50% af de cubanske børn viser tegn på alvorlig underernæring. Epidemier og mangelsygdomme, tuberkulose og skørbug er tilbage efter at have været forsvundet siden den spanske kolonitid.
Men til gengæld kan det herskende bureaukrati og folk med heldige forbindelser til udlandet købe ind i dollarbutikkerne.
Politiske fanger får diæt af sukkervand til frokost og vælling til middag. Der er alvorlig mangel på medicin – i fængslerne er flere fanger døde, da de ikke kunne få medicin til diabetes og mavesår.
Regeringen forsøger at finde markeder til cubansk produktion og skaffe flere udenlandske investeringer. De satser først og fremmest på turisme, bioteknologi, genteknologi og det medicinale område, og sekundært på elektronik, tekstil, nikkel og sukkerproduktionsteknologi.
Satser på Rusland
Selv om der er kommet en del handelsaftaler i stand, er det alt for lidt til at udfylde tomrummet efter afslutningern på sukker/olie-aftalen med Sovjet. Derudover har Cuba en betydelig gæld til de vestlige banker, som skræmmer mange investorer.
Castro satser på Rusland, men også en charmeoffensiv i tidligere sovjetiske republikker og i Central- og østeuropa har resulteret i en del handelsaftaler.
Men uanset om regeringens planer om at komme ind på verdensmarkedet lykkes eller ej, så er der ikke udsigt til de store forbedringer for den cubanske befolkning.
Det er svært at afgøre, hvor meget støtte Castro har. Han er en stor agitator og personlighed, og står stadig som den, der gennemførte revolutionen, indførte mange sociale forbedringer og smed de forhadte amerikanere ud.
Men i dag breder elendigheden sig, og selv om der endnu ikke har været tegn på social uro, er det svært at forestille sig, at regeringen bare kan fortsætte med sin linie med at få arbejderklassen til at betale krisen. Presset udefra stiger også – mange af de tidligere støtter, også blandt latinamerikanske lande, peger på, at Cuba bør indføre frie valg og overholde menneskerettighederne.
Ikke positive
For befolkningen kan det være svært at se alternativer – erfaringerne fra østlandene er ikke ligefrem positive. Selv om det kan være tillokkende med den vestlige overflod af varer, er det også skræmmende med den arbejdsløshed og de sociale nedskæringer, som overgangen til markedsøkonomien har medført.
Olivengrøn socialisme
Fidel Castros magtovertagelse i 1959 skulle gøre Cuba uafhængig af USA. I stedet blev landet totalt afhængigt af Sovjet.
I 1959 styrtede Castros nationalistiske guerillahær diktatoren Batista. Indtil revolutionen var Cuba sammen med Panama og Puerto Rico de lande i regionen, der stærkest var domineret af USA. USA aftog 70% af Cubas eksport. Guerillabevægelsens politiske mål var først og fremmest national selvbestemmelse og uafhængighed.
I starten var der store modsætninger mellem Castro og kommunistpartiet, der i en periode havde siddet i regeringssamarbejde med diktatoren.
Først i 1963 blev der dannet et fælles parti med Castro som førstesekretær.
Sociale reformer
Castro forsøgte at opbygge en økonomi, der ikke var totalt afhængig af sukkeret, og gennemførte en række sociale reformer. Lønningerne blev forbedret væsentligt, priser på el og medicin reduceret, huslejerne faldt, og man gennemførte en jordreform. Hele social- og sundhedsvæsenet blev forbedret, og skolerne blev også vist frem for udenlandske besøgende.
Jordreformen og nationalisering af olieraffinaderierne var for meget for USA. De svarede igen med handelsblokade af Cuba, som har varet de sidste 30 år.
Total afhængighed
Det førte til gengæld til total afhængighed af Sovjet, som kunne levere den eftertragtede olie, samt hvede og almindelige fødevarer. Desuden købte Sovjet sukker af Cuba til priser, der var op til 50% over verdensmarkedspriserne.
Indtil Sovjets sammenbrud var 85% af Cubas handel med Østlande, hovedsagelig Sovjet. Den økonomiske afhængighed gjorde Cuba til en af Sovjets mest loyale støtter. Castro støttede Sovjets besættelse af Tjekkoslovakiet i 1968, militærkuppet i Polen mod Solidarnosc i 1981, massakren på Tienanmen-pladsen i Kina i 1989 og kupforsøget i Sovjet i 1991.
De revolutionære fra 1959 ønskede en uafhængig økonomisk udvikling i Cuba. De grundlagde ikke en arbejderstat, der byggede på demokrati fra neden, men en statskapitalistisk økonomi ligesom i Sovjet og Østeuropa, hvor staten ejer og organiserer al produktion af betydning.
Regimet dannede senere forskellige masseorganisationer, som fx “Komiteen til forsvar af Revolutionen”, men deres opgave var at udføre regeringens direktiver.
Den lille klike, som tog magten i 1959, udrensede al politisk opposition, og partidemokratiet har det været småt med. På 34 år har der været afholdt 4 partikongresser. Det første valg til parlamentet blev afholdt i 1993. Etpartisystemet er nedskrevet i Cubas grundlov.
Det er dog blevet tilladt at stille flere kandidater op til valg, end dem partitoppen udpeger. Men det er kun tilladt for partitoppen at føre propaganda for sine kandidater.
Anderledes tænkende er blevet forfulgt, mange er flygtet eller sidder indespærret. Bøsser har været offer for undertrykkelse, og personer med AIDS blev på et tidspunkt interneret i lejre. Generelt har folk været bange for at udtale sig kritisk om regimet – man vidste aldrig, om der var stikkere i nærheden.
Flygter til USA
Mange har valgt at forsøge at flygte til USA frem for at havne i fængsel – og selv om Castro på den måde er blevet af med oppositionen, har det også betydet, at landet har mistet en stor del af de veluddannede folk, der er så hårdt brug for i dag.
Billedtekst:
Efter revolutionen sagde Castro: “Vores revolution er hverken kapitalistisk eller kommunistisk. Den er ikke rød, den er olivengrøn”
Fidel Castro repræsenterer stadig Cubas uafhængighed af USA. Men Cubas økonomiske krise giver ikke udsigt til forbedringer for cubanerne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed