Socialistisk Arbejderavis
Nr. 104 – Juni 1994 – side 8
De riges union i krise
Et år med EF-unionen
Erik Mikkelsen
De lovede os, at EF-Unionen ville give os økonomisk fremgang og fred i Europa. Det mest konkrete er foreløbig, at EF har skiftet navn til EU.
Der er gennem årene brugt mange billeder på udviklingen af Den Europæiske Union. Et meget fremherskende billede har været “EU-toget på skinner”, som fremstiller Unionen som noget nærmest uundgåeligt, et tilbud man ikke kan sige nej til. Der er i hvert fald det korrekte i billedet, at processen har været meget langstrakt, og at projektet har været betinget af den kapitalistiske udvikling på verdensplan.
Unionen handler overordnet om, at det europæiske borgerskab i starten af 80’erne indtog en svag position i forhold til USA og Japan. Fra 1980-85 voksede industriproduktionen i EF kun med 3,3% overfor en vækst i USA på 13,9% og Japan med 18,5%. I perioden 1975-85 tabte medlemslandene 7,5 mio. arbejdspladser, mens Japan skabte 4,5 mio. og USA 1,5 mio. arbejdspladser.
Faldende andel
EF-landenes eksport af højteknologiske produkter udviste en faldende andel fra 1970-80, og prognoser for udviklingen af produktion af elektroniske produkter frem til år 2000 viser for Japans vedkommende en 6-dobling, for USA en 3-dobling, mens Vesteuropas produktion nærmest står i stampe.
Vejen til at ændre dette forhold er at gøre Europa til en økonomisk integreret enhed, dvs. skabe et indre marked med fri bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft, fri etableringsret, ophævelse af nationale støtteordninger, udvikling af programmer for europæisk informationsteknologi osv. – kort sagt: at skabe en politisk og monetær union.
Unionens fødsel har krævet mange års svær politisk kamp. Bl.a. 2 folkeafstemninger i Danmark og kompromiset i Edinburgh, en afstemning i Frankrig, som delte vælgerne midt over, voldsomme interne slagsmål i Storbritannien og en afgørelse i Tysklands højesteret, som fastslog, at den tyske grundlov står over Maastricht-aftalen.
Maastricht-aftalen
Men d. 30/31 oktober 1993 lykkedes det at få vedtaget rammerne for etableringen af “de riges projekt”: Den Europæiske Union. Maastricht-aftalen er ikke den endelige etablering af Unionen. Maastricht-aftalen er en formålsparagraf, et håndslag fra de rige om i hvilken retning de ønsker Europa udviklet.
Men målet er klart defineret. Og de danske undtagelser via Edinburgh-aftalen understreger blot de endelige mål: Etableringen af en fælles økonomisk union, med fælles mønt, fælles udenrigspolitik, fælles forsvar – altså etableringen af Europas Forenede Stater.
Allerede inden Maastricht-vedtagelsen var der enorm afstand mellem drømme og virkelighed.
Drømme
Etableringen af den Økonomisk Monetære Union (ØMU) er en af grundpillerne i Unionsdannelsen. EMS’en – også kaldet valutaslangen – var et forstadie i etableringen af ØMU’en. Allerede i januar 1987 blev medlemslandenes valutakurser låst fast i et forsøg på både at forhindre valutaspekulation og forberede koordineret finanspolitik, hvilket først og fremmest vil sige stram og central styring af alle offentlige udgifter. Endemålet er at skabe fælles socialpolitik, skattepolitik osv.
Men EF-landenes regeringslederes ambitioner om et fastkurssystem fik først et gevaldigt knæk i september 92, hvor Storbritannien og Italien blev tvunget ud af EMS’en og derefter devaluerede kraftigt.
Og markedskræfterne rasede videre. Netop i krisetider med lav eller ingen vækst spekuleres der enormt i valuta. Ifølge det britiske magasin New Statesman handles der på valutamarkedet for 20-30 gange større beløb, end der omsættes for i almindelig handel med varer.
I begyndelsen af august 93 – kun 3 måneder før den endelige Maastricht-vedtagelse – kollapsede EMS’en totalt, idet det nu blev tilladt for landenes valutaer at svinge op til 15% på hver side af gennemsnittet.
Sammenbrud
Men på trods af sammenbruddet i EMS’en fastholdes både perspektiv og tidsplan for ØMU’en. I februar i år offentliggjorde Økonomiministeriet en rapport: “Danmark i det økonomiske samarbejde i EU”, som er en status over, hvordan det står til med den økonomiske og monetære union, der blev udstukket i Maastricht-traktaten. Med undtagelse af Luxembourg er kun Danmark tæt på at opfylde kravene til ØMU’en.
Men det er ikke kun i forhold til ØMU’en, at situationen ser skidt ud. Ifølge tal fra OECD var den gennemsnitlige arbejdsløshed i EU ved årsskiftet 10,9 %, mens procenten i USA var 6,3%. Samtidig siger prognoserne, at arbejdsløsheden fortsat vil falde i USA, mens den vil stabilisere sig i EU-landene på omkring 12% både i år og næste år, hvilket svarer til 20 mio. arbejdsløse.
Faldende vækst
Tallene afspejler nøje den økonomiske vækst på de to kontinenter. I USA har væksten i bruttonationalproduktet været konstant stigende siden 1991, og den ventes i år at krydse de 3%. I EU har væksten været konstant faldende, med egentlig minusvækst i 1993. OECD mener, at EU-væksten i år bliver på beskedne 1,4%, hvilket ikke er nok til at standse væksten i arbejdsløsheden.
I efteråret 93 kom så den længe ventede EF-Hvidbog om bekæmpelse af krisen. Rapporten blev stort set lagt på hylden samtidig med dens offentliggørelse. Flotte intentioner om skabelse af 15 mio. nye arbejdspladser, men ingen handlingsanvisninger. Tidligere overvismand og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, professor Christen Sørensen, udtalte bl.a. om Hvidbogen:
Skuffende
“Dokumentet er enormt skuffende i lyset af den stærke depression, vi står i. Der er stort set intet om de instrumenter, der skal gennemføre de smukke intentioner. Dokumentet afspejler først og fremmest manglende politisk handlekraft, og at EU-landene er meget uenige. Man skulle ellers tro, at når Europas mægtigste mænd og kvinder mødes, så skulle der handles og ikke snakkes.”
Et andet centralt emne i Maastricht-aftalen er udviklingen af en fælles Europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Også her kniber det med at få visioner og virkelighed til at hænge sammen. Situationen omkring krigen i ex-Jugoslavien viser med al tydelighed problemerne med fælles EU-optræden og handling.
Selv om EF i lang tid – på linie med USA – ønskede at holde sammen på Jugoslavien for enhver pris, gik Tyskland ind og støttede slovenernes og kroaternes krav om national selvstændighed og anerkendte de to nye stater. Krigsudbruddet mellem Kroatien og Serbien kom faktisk umiddelbart efter Tysklands anerkendelse af Kroatien.
Andre EF-lande som Frankrig, England og Danmark fulgte trop og var ved deres indblanding med til at få krigen til at accelerere og bane vejen for etnisk udrensning. Og EU’s senere fredsplan med en 3-deling af Bosnien byggede direkte på etnisk opdeling.
Kollisionskurs
Derudover kom man med indblandingen på direkte kollisionskurs overfor medlemslandet Grækenland, både på grund af spørgsmålet om Makedonien og på grund af grækernes støtte til serberne. Interessemodsætningerne imellem medlemslandene er så store, at de blokerer for fælles handling. Det er et kæmpe politisk problem for EU, at man ikke er i stand til at stoppe en krig, der udkæmpes i Europa, på EU’s dørtærskel.
En af forudsætningerne for at opbygge en økonomisk union er, at man militært er i stand til at forsvare sine interesser. Det er også det, Maastricht-aftalen udtrykker. Men den aktuelle situation i ex-Jugoslavien, hvor krigshandlingerne igen er blusset op, er, at de fleste EU-lande har planer om at trække tropperne hjem. Både Frankrig, England og Spanien truer med tilbagetrækning, ikke kun for at lægge pres på fredsforhandlingerne, men også fordi, de er handlingslammede.
Militært aktiv
Paradoksalt nok er det Danmark, der i forhold til sin størrelse er det militært mest aktive EU-land i ex-Jugoslavien, som anklager de øvrige unionspartnere for at være usolidariske. Og det på trods af, at Danmark via det nationale kompromis og Edinburgh-aftalerne ellers kun ønsker at være observatør i forhold til opbygningen af en fælleseuropæisk militær indsats.
Ud over den aktuelle krig på Balkan og dens eventuelle spredning til Makedonien, Kosova, Albanien m.v. ligger lignende etniske og nationale konflikter og lurer bl.a. i det tidligere Sovjetunionen. EU gør ikke situationen mere stabil.
Unions-tog på skinner
Den europæiske union er andet end kævl og fede diæter. EU kan godt blive enige om at lempe miljøkravene og sætte grænser for indvandring.
Der er områder, hvor unionstoget bare buldrer derudad. Først og fremmest inden for miljøområdet. Her sætter kravet om fri handel sig igennem, dvs. fjernelse af enhver form for såkaldt tekniske handelshindringer.
Mange års kamp for at få fjernet gift- og farvestoffer fra maden undermineres med vedtagelsen af det såkaldte madsminke-direktiv. Ligeledes er “emballage-direktivet” et voldsomt tilbageskridt for miljøet.
Forbudet mod brugen af PVC i emballage fjernes, grænsen for tungmetaller hæves voldsomt, returflaskesystemets skæbne er uvis, og som noget helt grotesk er der fastsat en maximumsgrænse på 60 procent for genanvendelse af emballage.
Ren illusion
Selv beskedne miljøinitiativer er i Kommisionens søgelys som konkurrenceforvridende. Det gælder fx den danske regel om, at 1 øre af hver liter solgt benzin bruges til at finansiere rensning af nedlagte benzingrunde.
Samtidig ser det ud til, at den højt besungne såkaldte “miljøgaranti” er en ren illusion. EF-domstolen har netop underkendt Kommissionens tidligere godkendelse af Tysklands brug af miljøgarantien til at holde giftstoffet PCP ude at trykimprægneret træ på det tyske marked. EF-domstolen er EU's højeste myndighed, og det er første gang domstolen behandler en sag om miljøgarantien.
Et andet område, hvor der er fuld gang i “harmonisering”, drejer sig om kontrol med indvandring. Det kommer dels til udtryk via stramninger i medlemslandenes udlændingelovgivning, hvor eksempelvis reglerne for familiesammenføring begrænses mere og mere.
I Danmark skal man f.eks. nu ikke bare love, at man vil forsørge sin eventuelle familiesammenførte ægtefælle/forældre. Man skal faktisk have direktoratets godkendelse af, at man også er i stand til det. Arbejdsløshedsunderstøttelse er ikke nok. EU er de riges Europa.
Muren om Fort Europa
Samtidig er den direkte grænsekontrol skærpet. Pr. 1. januar 1994 trådte den såkaldte Schengen-aftale i kraft. Den åbner de indre grænser for de ni lande, som er med. Danmark, Irland og England er ikke med. Tyskerne vil indføre samme lovgivning for vognmænd og rederier som for flyselskaber, der kan drages til ansvar for at transportere illegale rejsende.
Med trusler om bøder i 100.000 kroners klassen tvinges de danske transportører til at kontrollere de rejsende. Det har samtidig betydet merarbejde til politiet ved den dansk-svenske grænse. På 3 måneder er mere end 1000 personer sendt tilbage med færgen, fordi politiet fandt dem mistænkelige. Muren om Fort Europa er ved at blive rejst.
Socialister og unionen
Hvad er der i vejen med at samle Europas folk i en union? Går socialister ikke ind for, at grænser skal brydes ned? Er det ikke kun snæversynet nationalisme at gå imod unionen?
Problemet med den europæiske union er i al sin enkelhed, at den ikke samlet folket, men kapitalen. Den skal gøre det nemmere for kapitalen at flyde på tværs af grænserne.
Unionen er de riges klub overfor en stor del af Europa og resten af verden. Unionen er ved at udvikle sig til en racistisk fæstning, som skal holde sultne og fattige mennesker væk fra de enorme overskudslagre af fødevarer.
Det er karakteristisk for EU, at det indre marked betyder, at kontrol med varer og penge over grænserne er faldet væk. Men kontrollen med mennesker er blevet skærpet. Hvis din hud er mørk, så kan du være ret sikker på at blive grundigt kontrolleret ved de “åbne” grænser i EU.
EU og det indre marked skal hjælpe de store koncerner i konkurrencen med de store koncerner i Japan og USA. I konkurrencens og effektivitetens hellige navn vil der blive foretaget rationaliseringer og massefyringer, som det er sket i finansverdenen i Danmark.
Det er ikke socialisters opgave at hjælpe de herskende med at klare sig i konkurrencen. De er i dyb økonomisk krise, og det er vores opgave at skubbe på det hældende læs og skabe et samfund, som reelt kan skabe tryghed og meningsfuld beskæftigelse for alle.
Billedtekst:
Regeringerne har svært ved at få EU-kolossen på skinner.
De herskende i Europa har haft store problemer med at overbevise befolkningerne om unionens lyksaligheder
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed