Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 105 – Juli 1994 – side 12

Kunst på Kongens Nytorv

Burn Out – kunst der rykker

Adam Johansen

Udstillingen af en mindre bilkirkegård på Kgs. Nytorv i København fik medlemmer af det pæne københavnske borgerskab til at fare i totterne på hinanden.

Udstillingen var planlagt til at vare tre måneder, men blev pillet ned efter fem dage.

Udstillingen Burn Out bestod af cirka tyve mere eller mindre totalskadede biler, en ødelagt campingvogn samt en væltet HT-bus. Udstillingen var opstillet på Kgs. Nytorv og var dermed en stærk kontrast til de mondæne borgeres forestillinger om et København med hvide facader, grønne træer og idyl. Forestillinger, der ligger langt fra den virkelige storbys støj, bilos, fattigdom og slum.

Bag denne provokation stod de to kunstnere Jes Brinch og Henrik Plenge Jacobsen. Og fra deres side var provokationen bevidst. De "ønsker at skabe et udsagn, som folk uden for de snævre kunstcirkler osse kan bruge til noget", udtaler de.

Og bilkirkegården kunne i høj grad bruges af folk. Nattevandrere, fulderikker, børnehavebørn, tilfældigt forbipasserende og folk, der kom for at beskue værket, blandede sig aktivt i udstillingen. De arbejdede videre med at smadre bilerne, hamrede og bankede, og en gruppe børnehavebørn forsøgte at skubbe en af bilerne ned mod Nyhavn.

Men det blev for meget for det pæne borgerskab. Direktøren på overklassens højborg d’Angleterre, Jens Howtiz, blev rasende over nattelarmen fra folk, der bearbejdede bilkirkegården, og meldte sig straks ud af turistorganisationen Wonderful Copenhagen, der stod bag udstillingen. Man kan undre sig over ideen med at lægge et luksushotel ved én af de mest støj- og trafikplagede pladser i København, når man er så overfølsom overfor en smule larm.

Jens Howtiz’ reaktion fik de andre pæne borgere i Wonderful Copenhagen på bedre tanker. De fandt hurtigt ud af, at udstillingen var for farlig, fordi folk kunne komme til at skære sig på bilvragene (selv om der så vidt vides ikke er nogen, der er kommet til skade). Og så blev bilkirkegården fjernet i al hast.

Men er en udstilling af smadrede biler kunst? Det er det ikke for folk som direktøren på d’Angleterre. De foretrækker kunst, der kan rammes ind, sættes i en montre, købes og sælges. Kunstnere må godt forarge som Jeff Koons – men de skal holde sig fra at blande sig i samfundsdebatten. Det er en linie, der følges af de fleste kunstnere, fordi de som regel ikke har noget alternativ til det bestående kaotiske samfund. På den måde bliver det meste kunst indholdsløst og ligegyldigt for det store flertal, mens de velhavende går på udstillinger og synes at kunsten er "interessant" for kunstens egen skyld.

Men der er enkelte kunstnere, der ønsker at blande sig. En flok smadrede biler er ikke interessante i sig selv – men når de placeres på Kgs. Nytorv, så illustrerer de knivskarpt modsætningerne i dagens Danmark.

Det provokerende i bilkirkegården var, at den tiltrak vandalerne, som ikke nøjedes med at beskue udstillingen men gik i lag med at ødelægge bilerne endnu mere. På den måde blev udstillingen ikke kun en illustration af modsætningen mellem den mondæne luksus og de ramponerede biler – den illustrerede meget konkret modsætningen mellem det pæne borgerskab og den højrøstede og larmende ungdom. De pæne borgere fik ikke lov til at nøjes med at beskue elendigheden – de fik elendigheden og anarkiet alt for tæt ind på livet.

Og dét blev for meget for den københavnske overklasse – udstillingen skulle væk. Som kunstnerne bag Burn Out sagde: “Den virkelige grund er, at der ikke skal mere end en smadret parkeringsplads til, før det latente anarki bryder løs. Og det er magthaverne naturligvis bange for.”

Yes – kunst, der rykker ved modsætningerne – dét er kunst.

Billedtekst:
Udstillingen Burn Out blev for meget for det pænere borgerskab, fordi virkeligheden rykkede for tæt på.

Flere artikler fra nr. 105

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Adam Johansen

Siden er vist 2393 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside