Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 3
IS mener
Hvem øger forbruget?
Det private forbrug eksploderer. Mobiltelefoner, indbyggede ovne og andre hårde hvidevarer går som varmt brød.
De borgerlige medier jubler over opsving i økonomien og det øgede forbrug. Nu går det fremad, siger de. Sagen er blot, at opsvinget i forbruget kun er for de rige.
For det store flertal af befolkningen er der bestemt ikke meget at juble over. Regeringen har nu i over et halvt år snakket om, at det allervigtigste var bekæmpelse af arbejdsløsheden.
Det er nu lykkes at lave et næsten usynligt knæk på arbejdsløshedskurven på 0,1%. Der er stadigvæk 344.100 registrerede arbejdsløse i juni. Det lille knæk hænger ikke sammen med, at der er kommet flere i arbejde og således har fået råd til forbrugsgoder.
Knækket skyldes i stedet, at der nu er trukket 72.000 ud af arbejdsløshedsstatistikken. De mange tusinde er på forældre- og uddannelsesorlov eller på de såkaldte jobtræningskurser.
Bag i køen
I stedet for at gøre noget virkeligt aktivt ved arbejdsløsheden har Socialminister Yvonne Herløv Andersen startet en debat med LO om hvor mange af de arbejdsløse, der alligevel ikke kan passe et arbejde.
Socialministeren mener 150.000 og LO sætter tallet til 75.000.
Det ligner rendyrket kynisme overfor de mange tusinder, der i flere år har forsøgt at få et job.
Men det kan jo altid pynte på arbejdsløshedstallet, hvis mellem 75.000 og 150.000 erklæres uegnede til arbejdsmarkedet.
De kan så stille op bag i rækken af de ca. 541.000 bistandsmodtagere, hvoraf de fleste ikke levnes nogen menneskeværdig fremtid inden for systemets rammer.
Der er ikke mange bistandsmodtagere, der mærker at forbruget stiger.
De mærker i stedet, at forbrugerpriserne er steget gennem det sidste halve år.
Tvangsarbejde
Fremtiden er heller ikke fyldt med opsving og forbrugsfremgang for de 21.700 unge, der i år er blevet afvist til de videregående uddannelser.
De fleste kan ikke få et arbejde, og er henvist til bistandskontorerne, hvor de bliver sendt ud i ofte meningsløst tvangsarbejde 20 timer om ugen for at få deres bistandshjælp.
Fremgang, opsving og øget forbrug er kun for de rige. Vi andre får intet, med mindre vi kræver og kæmper sammen for det.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe