Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 9
Marxisme i hverdagen
Det nytter at slås
Martin B. Johansen
Nytter det overhovedet at kæmpe imod samfundets urimeligheder? Hvis man spørger tilfældigt udvalgte på gaden, så vil de fleste sikkert svare “nej, det nytter ikke”.
Det kan virke nedslående for folk, der ønsker at ændre på samfundet. Men hvis man spørger på den måde, så har man faktisk svaret på forhånd: Hvis de fleste mente, at det nyttede at slås, så var der nok flere, der deltog i demonstrationer og aktioner, og så ville man slet ikke stille spørgsmålet.
Spørgsmålet skal i stedet angribes konkret ved at se på de kampe, der har fundet sted. Erfaringerne fra dette forår viser i mange tilfælde, at det faktisk nytter at slås. Buschaufførerne i Esbjerg, lokomotivførere, ansatte hos KTAS, hospitalsarbejdere i Frederiksborg amt og forældre i Københavns kommune har alle vundet større eller mindre sejre.
Men der er også eksempler på, at kampe ikke har nået det ønskede mål. Der er fx blevet aktioneret mange gange mod Øresundsbroen, men det har ikke stoppet byggeriet. Studenter i København og Århus har demonstreret imod stopprøver, men foreløbig bliver der kun talt om at afskaffe prøverne.
Billedet er altså komplekst. Men man kan ikke alene måle en aktion eller kamps betydning ud fra, om den umiddelbart bliver vundet.
Genvinder respekt
I mange tilfælde ligger den vigtigste betydning af en strejke eller aktion et andet sted. Den ligger dels i, at folk oplever, at de er i stand til at stå sammen, dels i at de genvinder selvrespekten.
Arbejderne på elektronikfabrikken Radiometer strejkede i foråret i over to uger mod fyringer. Men selv om de måtte erkende, at de havde tabt, lagde de selv bagefter vægt på, at strejken havde styrket sammenholdet på tværs af faggrænser. De lagde også vægt på, at de havde vist firmaets ledelse, at de ikke vil finde sig i hvad som helst.
Denne pointe er vigtig. Arbejdsgiverne, direktørerne, politikerne og magthaverne i øvrigt tager nemlig hele tiden bestik af, hvordan stemningen er blandt folk. Jo flere strejker, protester, demonstrationer og aktioner, der finder sted, jo mere usikre bliver magthaverne og jo mindre tør de udfordre folk. På den måde kan små kampe lægge spiren til større aktioner .
For eksempel har aktiviteterne mod stopprøver på universiteterne været med til at sætte gang i en diskussion blandt politikerne om at afskaffe stopprøverne. Et andet eksempel er, at de mange strejker og demonstrationer mod privatisering af offentlige virksomheder har fået en del politikere til at tage afstand fra ideen om privatisering. Og det vil utvivlsomt gøre mange kommuner og amter mere tøvende overfor nye privatiseringer.
Desuden kan kampe tit virke som inspiration for andre. Under påskestrejkerne i Danmark i 1985 blev mange arbejdspladser trukket med i strejken, udelukkende fordi de hørte, at andre arbejdspladser havde nedlagt arbejdet.
Spontanitet
Alle kampe opstår som en kombination af spontanitet og bevidst organisering. Forholdet mellem de to elementer kan variere meget. Men som regel spiller det spontane element en meget stor rolle. Folk kan gå på en arbejdsplads i årevis og sige: “vi har det godt nok” eller “vi kan ikke vinde en strejke”. Og pludselig kan de ændre holdning, hvis de føler, at nu går arbejdsgiveren for vidt.
Det betyder, at man ikke skal lade sig slå ud, når folk siger, at det ikke kan betale sig at kæmpe.
Det er især vigtigt at holde fast, fordi selvom spontaniteten og viljen til at slås kan opstå meget pludseligt, så opstår kampe aldrig af sig selv. Der er altid nogen, der tager det afgørende skridt og siger: “vi skal nedlægge arbejdet” eller “vi skal besætte bistandskontoret”. Der er altid nogen, der organiserer kampene – de organiserer ikke sig selv.
De, der organiserer, er ofte de militante, der i lang tid har sagt, at man ikke skal finde sig i urimelighederne, men slås imod dem. Når stemningen vender til fordel for at aktionere, så husker folk, at der er nogen, der i lang tid har sagt “kæmp – strejk – aktionér”. Så kommer de militante i begivenhedernes centrum fra at have været isolerede i lang tid.
Derfor er det vigtigt, at der er så mange militante som muligt så mange steder som muligt. Og det er vigtigt, at de folk har nogle klare ideer om, hvordan kampen skal føres. De ideer får man bedst ved at gå sammen med andre militante i en socialistisk organisation. For socialisme handler netop om, at folk kæmper – at folk selv bestemmer, hvad de vil.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed