Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 12
Colin Nutley: “Sidste Dans”
Med hvilket formål?
Ulla Nielsen
Den svenske filminstruktør Colin Nutley er efter den fremragende “Englegård” aktuel med hverdagsdramaet “Sidste Dans”. Det er en film, som på mange måder er vellykket, men som alligevel efterlader tilskueren mærkeligt utilfredsstillet.
Filmens fire hovedpersoner er to yngre ægtepar, der har en fælles hobby, nemlig sportsdans. Plottet er enkelt.
Den ene af kvinderne ses ved filmens start liggende livløs under en overdimensioneret badebro med forlystelsesetablissementer på toppen.
Vi er i Blackpool og Liselott har tydeligvis danset sin sidste dans. Hvorfor? Det er det spørgsmål filmen forsøger at besvare – eller er det?
Filmen kredser om de fire hovedpersoners forhold til hinanden. Ægtefællernes indbyrdes forhold, mændenes venskab og kvindernes mangel på samme beskrives indfølende og troværdigt.
Colin Nutley kan noget helt særligt, når det gælder personinstruktion. Ved filmens slutning føler man sig som tilskuer ligeså fortrolig med filmens personer, som man gør med gode bekendte.
Liselott er den slagfærdige type, som altid bralrer op. I kraft af sin udstråling er hun hovedårsagen til, at hun og hendes mand Lennart har vundet det svenske dansemesterskab og en lang række andre konkurrencer. Hun er selvoptaget og bag facaden forfærdelig usikker.
Manden Lennart er bange for at forlade hende, fordi han tror, hun så vil bryde sammen.
Han tager hende ikke alvorligt og giver hende derfor ikke det modspil, hun har brug for. Lennart er ven med Claes.
Han er en hæmmet type med et krævende arbejde som “informations-et eller andet” ved operaen.
Begge parrene er barnløse; men Claes og Tove arbejder meget organiseret på at få et barn.
Tove er vel filmens egentlige hovedperson og spilles nærmest fejlfrit af Helena Bergstöm.
Tove finder Liselott umådeligt irriterende. Hun overtræder hele tiden hendes grænser og træder på hendes ligtorne.
Tove er et nervøst gemyt, men er det måske mest fordi, hun til dels har overtaget sin mands lidt forsigtige tilgang til verden.
Når hun drikker rødvin, bliver hun sig selv – eller efter mandens mening utilregnelig, så hun blamerer ham.
Tove og Lennart har i en fjern fortid været kærester og man får, som filmen skrider frem, det indtryk, at de to skulle have haft hinanden.
De indbyrdes konflikter, som alt dette skaber, er som nævnt meget indfølt og troværdigt beskrevet.
Det underlige ved filmen er, at spørgsmålet uvægerligt melder sig: Med hvilket formål? Når filmen slutter, går det op for én, at de centrale konflikter ikke er blevet klarlagt.
I det virkelige liv har vi alle en historie, som har medvirket til at skabe vores personlighed, og der ér forskel på, om vi rent faktisk behandler hinanden dårligt, eller om det er noget, der foregår i vores fantasi.
Hvis det har været Colin Nutleys mening at sige, at menneskers personlighedsstruktur er tilfældig, og at det, der sker mellem mennesker, kan reduceres til, hvordan de selv opfatter det, er det et kedeligt spild af hans store talent.
“Sidste Dans”. Instruktion Colin Nutley
Billedtekst:
Sidste Dans indeholder nogle fremragende personskildringer. Men budskabet er meget uklart.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed