Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 13
Interview med Anne Marie Helger
“De tørster efter socialistisk kunst”
Jakob Nerup + Martin B. Johansen
Anne Marie Helger er en af de få kunstnere, der tør stå ved at hun er socialist. Socialistisk Arbejderavis har talt med hende om politik, kunst og fremtiden.
Din nuværende forestilling handler meget om solidaritet med de fattige, hvorfor egentlig det?
- Jamen der er ikke anden udvej for mig, når jeg skal lave mine tekster selv, og det vil jeg! Jeg er socialist, det er sådan jeg tænker og føler, og jeg synes der er brug for, at kunstnere står frem og mener noget. Folk er blevet fantastisk paranoide overfor at kalde sig socialister, det er jo et skældsord i øjeblikket.
- Ekstra Bladet skrev om mit show at der var for mange meninger, hvordan kan der være for mange meninger i en tid, der er så præget af meningsløshed? Jeg synes, det er vigtigt at stå ved sine meninger, selv om de ikke er i tidens trendens, fx når man er socialist.
- Mit publikum er så nydeligt, at jeg kan blive helt nervøs. Men der er bare det, at mange VS’ere og andre, der i deres grundvold er røde, de ser anderledes ud nu. Det må jo endelig ikke kunne ses, høres lugtes eller føles, at de er det.
- Jeg ved godt, at jeg også har et stort ungt publikum. De unge hungrer efter nogen, der tør sætte etikette på tingene og ikke taler forblommet. Men jeg har aldrig fået en krone i statsstøtte, så unge kan få råd til at se min forestilling. Derfor har jeg ladet TV-Stop optage showet, så de unge kan se det gratis.
En skændsel
I IS oplever vi, at mange unge søger mod socialistiske holdninger?
- Det er nok meget enten/eller med unge. Der er hele børsmæglerbølgen med slipsenål, men dem møder jeg jo ikke. Men så er der også hele den alternative ungdomskultur, der skyder op som små henrivende ukrudtsbuketter, og det synes jeg er opmuntrende.
- Det er en skændsel, at en avis som den Berlingske week-end avis, der skulle være højt kulturel og lødig, har en gammel hængerøv af en konservativ mand som Jens Kistrup til at være smagsdommer. Han aner ikke, at der er noget, der hedder Skrot-Bio og Gadesjakket, han aner intet om, hvad der rører sig.
- Og så kan de komme med al deres Dr. Dante og Peter Langdal og alt det borgerlige, som skal forestille at være modernistisk – det er slet ikke dér, det sner.
Men startede Dr. Dante ikke med at lave spændende teater?
- Bestemt, men det er meget upolitisk. De har valgt en niche, og de rider med på bølgen med Ole Bornedal og forfaldsæstetik og blodorgier. Men de sætter aldrig ordentlig etikette på.
- Eller tag en som ham der Casper Christensen, stand-up komikeren. Han er en fantastisk fyr, men aldrig politisk. Derimod er han chauvinistisk, på en fiks måde. “Vi er jo allesammen enige om, at det, de der rødstrømper lavede, det er jo helt til grin, hø hø.” Nej, vi er ikke allesammen enige om at det kan vi grine af, vi er i hvert fald en masse piger, der ikke er enige. Der skete en revolution i de årtier, som vi andre skal bygge videre på.
Politisk teater
- At lave humoristisk og politisk teater, der letter, er ikke nemt at lave, og jeg synes man må tage hatten af for dem, der stadigvæk gør det. Tommy Kentner fx synes jeg er meget mere politisk end Casper Christensen.
- Med al denne her tivolisering er det jo klart nok, hvor man skal lægge sig, hvis man vil have succes. Eddie Skoller tør næsten at være dristig, men hans kunst er alligevel meget midtbanesøgende. Og det er jo klog politik, hvis man vil være rig. Men jeg har aldrig været klog, jeg tænker ikke i de baner.
- Jeg har aldrig fået en god anmeldelse på mine egne tekster. Men da jeg lavede “Frk. Margerit” – det syntes anmelderne var fornemt – “hvis bare vi kan få hende til at holde kæft, hvis bare hun vil spille teater, så har vi hende placeret”. De vil så gerne have, at man kan finde sin plads i det borgerlige system.
Skuespillere forsigtige
- Og jeg ved også, at der er masser af vore store kendte skuespillere, der er meget forsigtige. Jeg ved, at de står langt til venstre, men de står ikke frem og siger det.
Du stiller ofte op til demonstrationer?
- Ja, de påstår, det er vigtigt at jeg kommer, for så kommer der måske flere. Jeg ved nu ikke, hvor meget, det hjælper, at jeg kommer. Jeg gør det mest for min samvittigheds skyld. Men gu er det da også en stor glæde, at der stadigvæk er mennesker, der tropper op til en demonstration.
- Og ok, hvis jeg får held til at fyre et par bemærkninger af, som folk griner af, så har det i hvert fald lettet stemningen den dag, og budskabet trænger så lettere ind.
Har du nogen reservationer overfor hvad du vil være med til?
- Ja, det har jeg mere og mere. Jeg vil aldrig lave reklamer, det ligger fuldstændig fast, heller ikke skjulte reklamer. Hvis der skal laves en fest, der skal fremme salget af et nyt produkt – dét gør jeg ikke. Men er det en almindelig personalefest, hvor personalet skal have en glad aften, så stiller jeg gerne op.
Kampdygtig
- Jeg har diskuteret med Peter Larsen om at stille op for fx en konservativ vælgerforening. Det vil jeg ikke, men han stiller gerne op. Han er enormt kampdygtig, selv om han står over for fjenden.
Kunst og kultur i 80’erne var meget indadvendt. Er det stadigvæk sådan, eller er der forandring på vej?
- Det kommer. Selv om man ikke taler så meget om kollektivitet, så er ting som Skrot-Bio og Gadesjakket kollektive projekter, hvor man løfter i flok. Det er strømninger, der kan for folk til at forstå, at man ikke kan noget alene. Jeg tror, at Skrot-Bio er et tilløbsstykke, fordi det giver en fælles oplevelse og er på kant med alting.
Håb i 80’erne
Ser du noget håb i dag, i forhold til de sorte 80’ere?
- Jeg ser et håb i, at der er så mange unge mennesker, der skaber noget nyt. Lige pludselig dukker der noget nyt op fra en subkultur – det bliver jeg så opmuntret af.
- Folk er så mættet af borgerlige og reaktionære tendenser, at de tørster efter socialistisk kunst.
- Alle har så travlt med at vi er uddaterede og at der ikke er brug for os.
- Gu er der da brug for os. Så længe der er folk, der gider at arbejde gratis, fx på Socialistisk Arbejderavis og andre, der mener noget andet end den massive borgerlige imprægneringsanstalt, vi allesammen er udsat for hver dag; så længe, der er folk, der går til demonstrationer; så længe der er folk, der går ned på posthuset og sender penge til de sultende, så er der håb.
Billedtekst:
“Jeg er en socialistisk anarkist-pacifistisk anti-militaristisk anti-nazistisk anti-fascistisk anti-racistisk humanistisk humoristisk feminist-vaginalistisk øko-naturalistisk kostymistisk sentimental real-romantiker. Kort sagt: Jeg er ræverød”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed