Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 14
“De Autonome”
Vælter ikke systemet
Kasper Munk Nizam
De autonome grupper vil afskaffe det bestående system. Men i teori og praksis isolerer de sig fra den klasse, der har magt til at afskaffe kapitalismen.
De autonome grupper har skrevet en bog om og af dem selv. Bogen er et forsøg på at beskrive den brogede autonome bevægelses opståen, dens mere eller mindre forskellige teorier og dens måder at kæmpe politisk på. Dette er lykkedes med en spændende bog, der er indbydende lay-outet og spækket med fede fotos og gode citater fra politikere og andre folk.
Bogen er delt op i to lige store dele. Første del består af fire fælles afsnit, der omhandler historie, militans, presse og teori. Disse kapitler udtrykker, hvad de autonome har til fælles og er “nogenlunde enige om”. I den sidste halvdel af bogen beskriver og begrunder de forskellige grupper hver deres aktiviteter og teorier.
De autonome mener ligesom Internationale Socialister, at revolution skal komme fra neden, og at de eksisterende samfundsinstitutioner, som fx. Folketinget, skal fjernes, før man kan nå til et andet samfund, hvor almindelige mennesker bestemmer over deres eget liv og har indflydelse på samfundets udvikling.
Autonom modmagt
Men de autonome mener også, at en revolution må udspringe fra et “modmagtsmiljø” dvs. et autonomt miljø. De underkender arbejderklassen – både som konkret størrelse og som en revolutionær og oprørsk kraft. Dette synspunkt begrundes med, at “det traditionelle klassesamfund har ændret sig meget de sidste hundrede år”.
Det er rigtigt, at det traditionelle klassesamfund har ændret sig, men de autonome ser ikke på, at arbejderklassen lokalt og internationalt aldrig har været større i antal, og at arbejderklassen er den klasse, som står i direkte modsætning til og har interesse i at bekæmpe (og fjerne) den herskende klasse.
Imperialisme
De autonomes manglende klasseforståelse gør sig også gældende i deres teori om imperialisme og 3. verdens befrielse.
I afsnittet “Imperialismen” beskrives det korrekt, hvordan de kapitalistiske kolonimagter i århundreder har udplyndret den 3. verden, og hvordan udbytningen i dag foregår via Verdensbank, IMF og låneaftaler. Selve analysen af hvem, der udbytter, og hvem, der udplyndres, er dog ret forsimplet.
Teorien går ud på, at alle os i Vesten er med til at udbytte alle i den 3. verden. Igen “overser” de autonome den arbejderklasse, som kapitalismen har skabt – også i Afrika, Asien og Latinamerika. I disse verdensdele er der, som i Vesten, et mindretal af kapitalister, der udbytter et stort flertal – arbejderklassen. Og det er mellem de klasser, at de grundlæggende modsætninger er.
At arbejderklassen også findes og også kæmper i den 3. verden ses i stor stil i mange afrikanske lande. I Sydafrika, Tchad og Nigeria har der været omfattende strejker og oprør med millioner af arbejdere i aktion mod den herskende orden.
Sololøb mod magten
De autonomes teori om hvem, der kan lave samfundet om, afspejler sig også i, hvordan de aktionerer. Gennem dele af bogen nævnes eksempler på autonome aktioner og demoer – såsom smadring af bank- og butiksruder, afbrænding af materiel og smiden med smørsyre. Disse sololøb og angreb mod "magten", der kun er for de få og ikke bygger på bredden, vil ikke føre til andet end isolation og nederlag i sidste ende.
Dette har Rote Armé Fraktion (som er mange autonomes forbillede) erkendt. Det fremgår i et RAF-brev sendt i tidsskriftet “Autonomi” i 1992: “den væbnede kamp (blev) hurtigt opfattet som det bedste og vigtigste middel. Denne måde at vurdere og indordne på står i modsætning til den revolutionære udvikling.”
En anden tysk autonom gruppe, Revolutionäre Zellen, er nu splittet pga. det man beskriver som: manglende resultater, ingen egentlige forbindelse til aktuelle bevægelser og politiforfølgelse.
Socialisme
Det kapitalistiske system lader sig ikke vælte af, at nogle få laver eksemplariske angreb på systemets repræsentanter eller symboler. Det er kun arbejderklassen, som har styrken til at lave revolution, der kan føre til socialisme, så alle – sorte, hvide, kvinder, mænd, unge og gamle befries for undertrykkelse.
“De autonome” – en bog om og af den autonome bevægelse
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe