Socialistisk Arbejderavis
Nr. 1 – Oktober 1984 – side 7
Marxismens betydning
Centrisme – ikke blot et skældsord
Ole Mølholm Jensen
Centrisme, som betegnelse for en politisk strømning i arbejderklassen mellem reform og revolution og til betegnelse af arbejderpartier, der er revolutionære i ord, men opportunistiske i handling, opstod i perioden under og efter 1. verdenskrig især i Tyskland.
Situationen var den, at arbejderklassen begyndte at vende sig imod krigen og dermed opfattelsen af, at de skulle optræde som kanonføde for deres eget borgerskab. Arbejderklassen begyndte med andre ord at vende sig bort fra de socialdemokratiske partier, som alle støttede de nationale krigsbevillinger, og vendte sig i stedet mod mere revolutionære løsninger på krigen og den deraf kommende sociale elendighed.
Vejen væk fra de reformistiske partier og deres løsninger og over til de revolutionære løsninger var dog ingen lige vej. Selvom arbejderklassen tog afstand fra de gamle socialdemokratiers støtte til krigen og deres snak om forsvaret af »fædrelandet«, akcepterede mange ikke de revolutionæres løsning. De revolutionære pegede på, at arbejderklassen måtte erobre den politiske magt i samfundet og nedbryde og sønderslå den gamle statsmagt med parlament, hær og politi og i stedet opbygge en arbejderstat ud fra arbejderklassens organisering i råd ud fra produktionen. De revolutionære sagde også, at arbejderklassens kontrol over produktionsindhold og -fordeling igennem arbejderrådene skulle følges op af, at revolutionen skulle bredes til andre lande for at overleve over længere tid. Det var med andre ord en holdning om, at den revolutionære bevægelse skulle føres i bund for at etablere et socialistisk samfund.
Smidt ud
Men imellem de revolutionære, som i Tyskland i årene 1917-19 var en lille og ikke politisk selvstændig gruppe, og så de gamle reformistiske ledere i Socialdemokratiet opstod der en meget stærk politisk tendens, som var koncentreret om gamle socialdemokrater, der var smidt ud af partiet, fordi de gik imod fortsatte krigsbevillinger i det tyske parlament.
Denne gruppe fremstod som en centrumgruppe, der både vendte sig imod de revolutionære og reformisterne. Deres kritik af de revolutionære var, at det ikke for Tysklands vedkommende var nødvendigt at følge det sovjetiske eksempel, og at revolutionen i Sovjet i øvrigt var udemokratisk. Den rådsorganisering, der i perioden opstod på de tyske arbejdspladser, mente dette »centrum« skulle indgå som et arbejderparlament ved siden af det gamle parlament. De talte således om en fredelig magtdeling i samfundet, og om at dette arbejderparlament gradvis kunne ændre Tyskland til et socialistisk samfund. Centrum eller rettere centristerne mente således ikke, at det var et spørgsmål om enten rådsorganisering og opbyggelse af arbejderstaten eller også det kendte borgerlige parlamentariske demokrati. De mente det var et både-og.
Stoppested
For det store flertal af tyske arbejdere blev centristernes politik stoppestedet mellem reformisme og revolutionær politik. Hertil var der især 2 årsager.
For det første var de revolutionære en svag gruppe, der ikke som f. eks. de russiske bolsjevikker havde brugt flere år på at skabe en politisk og medlemsmæssig forankring i de mest bevidste dele af arbejderklassen.
For det andet var centristernes politik et naturligt stoppested for mange, der ville socialisme, men godt ville det uden de store omkostninger i form af hårde kampe, spredning af revolutionen, magtopgør med eget borgerskab med mere. Hvorfor indlade sig på eventyr med de revolutionære, når centristernes linje angiveligt førte det samme sted hen?
Problemet med centrismen var blot, at deres vej ikke førte frem mod socialismen, men gik i en bue tilbage til kapitalistisk udbytning og undertrykkelse af arbejderklassen. Uden erobring af den politiske magt i samfundet, uden smadring af den gamle stat og etablering af arbejderstaten er socialismen en umulighed.
Centrismen blev således den altdominerende hovedfare for revolutionens muligheder i den revolutionære situation i Tyskland. Opgaven for de revolutionære var derfor en opgave på liv og død om at vinde arbejderklassen for deres politik og isolere de centristiske ledere fra' de store arbejdermasser. Betingelsen for at det kunne gøres med succes var imidlertid et revolutionært parti med en klar politik og forankring, hvilket de tyske revolutionære havde undladt at opbygge. Mange tyske arbejdere blev derfor hængende i det centristiske perspektiv, og den tyske revolution led et unødvendigt nederlag.
At centrismen er hovedfaren som politisk strømning i arbejderklassen, er langt fra tilfældet i dagens klassekampssituation. I dag er det igen reformismen, der er den dominerende politiske linje i arbejderklassen. Det betyder dog ikke, at centrismen og kampen imod den ikke også i dag er vigtig. Kampen har blot et andet indhold og karakter.
I dag består den centristiske strømning af hovedsageligt de venstrefløjsgrupper, der opstod i 60’erne og 70’erne (f. eks. VS) og de dele af arbejderklassen, som blev militante igennem strejkerne i første halvdel af 70’erne.
I modsætning til en revolutionær situation hvor centrismen er en strømning fra reform mod revolution, og hvor store arbejdergrupper bevæger sig mod revolution, er centrismen i en situation som i dag, hvor arbejderklassen er på hælene over for borgerskabets angreb, en strømning fra revolutionær politik over imod reformisme.
Problemet med centrismen er dog det samme. Grunden til at de svinger er, at deres politik er uklar og langt fra helstøbt revolutionær. De er således modtagelige for svingningerne i klassekampen. De svinger så at sige med, da de ikke er strategisk afklarede på et revolutionært perspektiv.
VS som er den største centristiske organisation i dag, er således svunget mere og mere over imod reformpolitik her igennem de sidste års nedgang i klassekampen. De forsøger at indfange arbejderklassens bevågenhed ved at gå med klassen til højre og ved at formulere en politik, som de forventer er »realistisk«, forstået som en politik der ikke kræver afgørende ændringer af styrkeforholdene og således heller ikke aktivitet i arbejderklassen selv. De underlægger sig med andre ord de eksisterende styrkeforhold og formulerer en politik inden for den ramme.
»Realisme«
Konkret betyder det, at VS vender sig mere og mere mod løsninger fra Folketinget, og fagbureaukratiet og dermed væk fra den selvstændige kamp og aktivitet i arbejderklassen.
Selv om centrismen ikke i dag er en hovedfare i arbejderklassen, er den alligevel vigtig at bekæmpe, da den udtrykker et højreskred hos det mindretal, der trods alt vender sig imod reformismen i arbejderklassen. Såvel som under 1. verdenskrig kræver det også i dag en selvstændig revolutionær organisation at kunne vinde centristiske strømninger for en revolutionær politik.
Billedtekst:
Berlin 1918 – »Al magt til arbejder- og soldaterråd«
Se også:
SAA 1: Revolutioner og partiet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed