Socialistisk Arbejderavis
Nr. 11 – August 1985 – side 1
Brev fra Iran
Krigstræthed og øget modstand
Kaveh Payman
Uden advarsel går lyset pludselig ud, radioen annoncerer alarm. Håbløst utilstrækkeligt anti-luftskyts starter sin alarm og familier begiver sig på vej til »sikkerhedsrummene« – under trapper, i kældre, under køkkenborde.
Alle Teherans otte millioner indbyggere venter stille i mørket. For hundreder betyder hver bombe en katastrofe.
Irakerne har klar overmagt i luften og kan næsten uhindret bombe iranske mål.
Hadet til krigen har nået hidtil usete højder i Iran. Alle beklager det bittert og åbenlyst i gaderne – noget ingen ville have vovet for bare et år siden.
Der har været en række anti-krigsdemonstrationer – en fantastisk udvikling set i lyset af den stærke undertrykkelse de sidste år. For to måneder siden forårsagde en stor bildemonstration totalt stop i midtbyen. Demonstranterne tilbød vandmeloner til alle de forbipasserende, der ville råbe »Død over Khomeini«. Tusinder gjorde det.
Regimet må være endnu mere bekymret over de mange demonstrationer, der har fundet sted i Teherans slumkvarterer.
I modsætning til funktionærerne, som har hadet mullaherne helt fra begyndelsen, har den fattige bybefolkning altid været deres største og varmeste støtter. Regimet præsenterer sig selv som de fattiges beskyttere. Nu, hvor støtten fra deres sociale basis smuldrer, har regimet været nødt til at hente revolutionsgardister hjem fra fronten for at smadre demonstrationerne og holde ro og orden.
Anti-krigsstemningen er så alvorlig, at regimet har været nødt til at foranstalte sin egen demonstration. De skyede ingen midler for at få folk med til demonstrationen – bestikkelse og fri transport – for at få krigen til at se populær ud.
Fiasko
Pro-krigsmødet fandt sted 5. juni og var en total fiasko. For en regering, der er vant til at blive behandlet som et stærkt og populært styre, må begivenheden have rystet dem dybt.
Men mullaherne er så tæt knyttet til krigen, at de har svært ved at opgive den. Og hvis de gjorde det, hvordan ville de så kunne forklare de ofre, den knaphed og økonomiske ruin – for ikke at nævne 300.000 unge menneskers død – krigen har forårsaget.
Presset bliver stadig hårdere på et regime, der ikke så let kan trække sig tilbage. Men den formløse modstand mod regimet mangler en organisation, der er baseret på den stærke og stadigt mere utilfredse arbejderklasse.
Desværre mangler Iran stadig et revolutionært parti, og de politiske betingelser gør det ikke særligt let at opbygge et.
Betingelserne ændrer sig måske. Paradoksalt nok kommer håbet med bombernes vanvid.
Med venlig hilsen
Kaveh Payman
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed