Socialistisk Arbejderavis
Nr. 110 – December 1994 – side 4
Kommentar
Nørrebrogate
Charlie Lywood
Som en ond drøm vil nedskydningen af 11 ubevæbnede civile natten til den 19. maj 1993 ikke forsvinde. De fleste, som på TV så, hvad der hændte den nat, sagde sikkert til sig selv: “Det er løgn.”
Det er lige præcis, hvad politiet siden har forsøgt at overbevise os om. At politiet ikke skød med overlæg, uden reel grund og over hundrede gange direkte ind i en ubevæbnet mængde på to forskellige tidspunkter.
Løgn fra starten
Ikke desto mindre er det netop hvad der skete den nat. 18 måneder efter sidder Københavns politimester Eefsen stadig på sin pind. Hvis det alene havde stået til politiet og de fleste politikere, var sandheden aldrig kommet frem. De har løjet lige fra starten. De løj om antallet af sårede politifolk, de løj om, hvor alvorlige deres skader var, de løj om, hvorfor de måtte rykke frem, da mængden allerede var fordrevet fra Nørrebrogade.
De løj om, hvorfor de måtte skyde, de løj om, hvor de skød hen, de skjulte, at de fleste implicerede politifolk aldrig er blevet afhørt om begivenhederne af Politiets rejsehold, og de har forhalet og forhindret indsigt i sagen overfor den lille del af pressen, som har ønsket sandheden frem.
Gennem tågen af røgslør, hysterisk opbakning og hovedløse forsvar for hvad som helst, politiet foretager sig, toner følgende fakta frem: 1) På trods af, at politiet mødte for stærk modstand til at fordrive mængden med knipler, så blev de pisket frem, specielt af uropatruljen, mod brostenskasterne. 2) At det eneste formål med fremrykning var at vise, hvem der var stærkest. 3) At nedskydningen af de 11 ikke var nødvendig for at “redde” sårede politifolk, da disse var bag politiets kæde og ikke foran som påstået.
Politiet havde regnet med, at en lille hurtig hårdhændet aktion mod de “autonome” ville kunne forsvares. De havde fuldstændig fejlbedømt det had og bitterhed, som ‘omafstemningen’ i 1993 havde skabt blandt en stor del af befolkningen. Gaderne skulle ryddes, koste hvad det ville.
Endnu mere interessant er magthavernes handlinger. Forsvar og opbakning. Dem, som formelt skulle kontrollere politiet – politikerne – viste en kritikløs fejhed, som er forstemmende. Først da alternative radio- og videooptagelser havde pillet politiets officielle forklaringer fra hinanden, kom der skred i opklaringen. Først da begyndte en del af den seriøse presse kritisk at dække begivenhederne.
Hvidvasker
Det har ført til Rigsadvokatens foreløbige undersøgelse, som hvidvasker politiet. Nu viser det sig, at Eefsen har afhørt sine egne folk. Nu skal rapporten suppleres. Men vi skal ikke forvente ret meget af denne “supplering”.
I denne sag er det selve politiets troværdighed, som står på spil. Det betyder, at magthaverne vil gå endda meget langt for at skjule sandheden og renvaske politiet, gennem løgn, misinformation og forhaling. Politiet står mellem magthaverne og et oprør fra os. Derfor løgnen. Derfor Nørrebrogate.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed